Grønlandstema II: 8. kapitel

Jægere og samlere

Jeg er så opstemt her til morgen. Jeg har gjort en fantastisk opdagelse, som jeg har spekuleret på det meste af natten. Den kommer af en samtale jeg havde i går aften nede på min ”guldbænk”, dvs. den bænk lige bag kirken, faktisk er det kirketrappen, som jeg ofte sidder på om aftenen og hvor folk af og til kommer hen og snakker med mig. Det er her jeg få alle guldklumperne til forståelse af dette sted.

I går kom Torben, som er leder af lufthavnen og maskinmesteren også fra lufthavnen, hans navn fik jeg ikke fat i. Et par fantastisk hyggelige mennesker. Torben har været her 5 år, den anden i 1½ år, så de er godt bekendt med stedet her.

Snakken gik om, hvordan vi på hver vores måde holder af stedet her og så videre og så fortæller maskinmesteren, at da han kom for 1½ år siden, havde Torben sagt, du kan ikke få dem til at arbejde her. Det sku’ han fan’me nok få dem til! sagde maskinmesteren. Men nej, det kunne han ikke. Nu havde han erkendt, at han ikke kunne.

Snakken gik nu omkring mange forskellige eksempler på, hvordan kommunikationen skulle holdes helt enkel for at gå igennem og hvordan de ansatte lokale var fuldstændig ligeglade med at blive fyret. Hvis lufthavnen fyrer en mand, nå, men så er det det og vi er lige gode venner af den grund, fortalte Torben. Så kommer der bare en anden som er på samme måde. Torben kunne nævne nogle af dem, som jeg i mit stille sind havde udpeget som ”stabile med fast job”, som nogle, der havde haft 6-7 jobs allerede i år!

Jeg fortalte om mine ambitioner på Anda’s vegne, med istandsættelse af tørvehytte og indretning af fortælleværksted. De synes, det lød ligetil og som noget der kunne blive til stor gavn. Torben kunne endda se for sig, hvordan de kunne få direkte salg til turisterne af deres benskærerier fra tørvehytten, i stedet for at skulle sælge gennem forhandler. Men det havde ingen gang på jorden desværre. Det var deres holdning. Maskinmesteren ville sætte en middag på højkant, hvis det lykkedes for mig at få det i gang. Nu er I mit vidne! Jeg har tænkt mig, at den middag skal han gi’!

Jeg spekulerede som en rasende på, hvordan det kunne hænge sammen. Hvordan kan de være ligeglade med den indtægt de får fra den eneste kilde, som holder hele samfundet i live, nemlig lufthavnen og dermed hotellet?

Noget i det Torben sagde, ledte mig på den tanke, at det i samfundet kan være lige meget, hvor i samfundet pengene går ind, bare de samlet set kommer ind, for så fordeler det sig i deres forgrenede netværk af slægt og prestige. Som de siger her, så er alle i familie med hinanden, langt ude og på en eller anden måde. Det er nu langt fra en kommunistisk fordelingshusholdning! Der er bestemt forskel på folk her.

Som tidligere omtalt, så findes der et net af offentligt ansatte. Men de ville jo ikke eksistere, hvis ikke også der var nogen, der tjente penge på lufthavnen og hotellet. Så ville samfundet ganske enkelt forsvinde, for jæger og samler kulturen er ikke længere beroende på fangst og indsamling alene. Det er i realiteten langt fra tilfældet. Hvor langt kan jeg ikke lige vurdere, for der hentes trods alt mange sæler og andet.

Til kaffemik og andre festlige lejligheder, serveres grønlandsk mad, som består udelukkende af dyr fanget af dem selv eller noget familie. Der kan serveres lidt ris suppe til, men det behøves slet ikke. Den efterfølgende kaffe og kage kræver selvfølge en pengeøkonomi.

Med udgangspunkt i den tankegang, så er de jo virkelig sårbare for import af arbejdskraft, sådan som det også sker. Torben fortalte om, at man sidste år havde importeret rengøringsarbejdere fra Lithaun. Hotellert er begyndt med at hente arbejdskraft fra Vestgrønland, i supplement til de unge danskere, der hyres ind for 7-9 mdr. hvert år, og som i realiteten kører hotellet.

De største banditter i Kulusuk.

Maskinmesteren gjorde op, at de største banditter i Kulusuk, det var Torben og ham selv. Det skyldes, at de er begyndt at låse tingene inde, så de lokale ikke længere kan ”hente”, hvad de skal bruge. Tankegangen har, ifølge dem, været, at hvad der tilhører Selvstyret tilhører dem og kan ”hentes”. Maling f.eks. har været noget man hentede på flyvepladsen. Det er slut nu.

Det må give sprækker i omverdensfortolkningen hos disse mennesker, at der er en overmyndighed, som spiller efter andre regler. For mig at se, sidder de tilbage i Kulusuk, med nogle brikker de tror på og som har betydning for dem; er værdifulde blandt dem selv, men som er blevet diskvalificeret i samspillet med lov og ret.

Hvis det er ”banditterne i lufthavnen”, som ikke spiller med ordentlige regler, så må det give en indre uro og angst for fremtiden, når man så tydeligt er afhængig af dem. Det kan være det, vi ser symptomer på, i alkoholbrugen og selvmordsraten. Så kan det være derfor, at forholdet til jobbet er ambivalent. På den ene side er lønnen god at have, men det er også en befrielse at komme ud af kløerne på disse ”banditter”. 

Samtidig er det bemærkelsværdigt, at denne opfattelse af, hvem der ikke spiller med ordentlige regler, ikke resulterer i et fjendtligt forhold til de to ”banditter” på et personligt plan. Man bærer splittelsen inde i sig selv.

Hvor er samfundet på vej hen?

Jeg kan mærke, hvilken lettelse det har givet mig selv at indse, at vi har at gøre med et jæger og samler samfund. Jeg har, som så mange før mig, ladet mig forvirre af, at de har motorbåd og GPS og profil på Facebook.  Men når jeg tænker mig om, så bliver vi andre jo heller ikke japanere af at køre i Honda.

Mine forventninger til dem skal være: hvordan giver det mening for en jæger og samler. Det er på høje tid, nogen sætter sig ned og prøver at forstå dette samfund, inden pengemænd får øje på paradis-øen Kulusuk og omdanner den til et turisthelvede. Foreløbig er klimaet et vist boldværk imod den udvikling og inuitterne har jo stadig brugsretten på sin side.

Men samfundet er i tilbagegang. Den færing, som er her med sin kone i anledning af konens brors begravelse, han arbejde i 5 år som bygdens maskinchef (eller hvad titlen nu var) engang i 80’erne. Dengang boede her ca. 500 mennesker. I dag, ca. 30 år senere, bor her 270. 230 er altså forsvundet på de år. Nogle er uden tvivl rejst væk for at få uddannelse eller job. Desværre kan man også se tegn på mangelsygdomme og fejlernæring.

Derudover er der et slid på befolkningen af den megen tobaksrygning og alkoholforbrug og selvmordsraten er høj.

Selvstyret (eller var det i Hjemmestyrets dage?) har ment at TB forebyggende behandling var gammeldags, og har afskaffet den, så nu er TB formegentlig iboende omkring halvdelen af bygdebefolkningen, ifølge Carl-Erik. Jeg må kunne finde referencer på de tal senere, men jeg er ikke i tvivl om, at lungerne er et svagt punkt her. Det kan jeg jo se ved selvsyn.

De har heldigvis ikke mistet lysten til at få børn. Det er jo et godt tegn. De elsker deres børn, det er der ingen tvivl om. Børnene får en meget fri opdragelse, ser det ud til. Jeg har ikke rigtig undersøg den sag med børneopdragelse, men jeg kan jo se umiddelbart, at der bliver udvist meget meget stor tålmodighed med børnene. Jeg ser dem aldrig få skældud eller blive hårdt behandlet. De ”forstyrrer” meget ofte de voksne synes jeg, ved at afbryde og ved at tiltvinge sig opmærksomhed, men det er ikke noget problem her. De leger og regerer overalt og sådan skal det være. Forældrene har en meget blid måde at håndtere børnene på.

Er tørvehytten så en god ide?

Jeg er i hvert fald blevet opmærksom på, at ideen med tørvehytte som turist attraktion skal køre i lavt gear og gøres så robust overfor svingninger i behovet for penge som muligt. Det vil sige, at attraktionen skal kunne tåle at ligge død i en periode, hvor behovet for indtægt ikke er til stede og så skal den kunne genoplives uden alt for meget besvær, når behovet igen opstår.

Det positive ved aktiviteten er, at det får fokus på indre kulturelle værdier til at komme i centrum. Det giver anledning til at lege og eksperimentere med egen identitet. Især historiefortælledelen er jeg optaget af. Den vil ideelt set kunne spore tankerne ind på, hvordan man kan indoptage og behandle erfaringer man gør og give dem en for samfundet relevant form. Nøglen til at overvinde de splittelser, der opstår, af de modsatrettede krav og forventninger, der hviler på dem.

Jeg tror med andre ord stadig på ideen. Jeg ved jeg har ods imod mig, men processen med projektet er under alle omstændigheder kilde til en dybere indsigt i denne spændende kultur. Jeg kan godt føle mig som lidt af en amatør arkæolog, men jeg mener ikke mine handlinger er mere skadelige end så mange andre påvirkninger, folk her er udsat for. Det håber jeg ikke i hvert fald. Hvis jeg kunne inspirere nogen antropolog til at nærstudere samfundet her, så er det jo ikke forgæves.

Det vigtige at vide, er jo ikke, hvordan de ideelt set og i en anden verden ville agere som jægere og samlere, men hvordan de konkret agerer i denne hybridform de lever i præcis nu. Jeg ser mit lille forsøg med at tilskynde til etablering af tørvehytten, som et lille stykke aktionsforskning. Jeg påvirker samfundet i en lille retning og registrerer, hvad der sker. Lytter til argumenterne ser handlingerne og prøver at få sammenhængen derudfra.

Et lille pilot projekt til pilotprojektet….

Jeg har bedt Anda skære mig et lille stykke legetøj i rentak. Jeg skal se hvor langt han er kommet. Hvorfor har jeg ikke fået de stykker papir til rentegning af den manual, jeg har udarbejdet for ham?  Han lovede at gå i gang med legetøjet i fredags. Jeg er nødt til at holde ham til, for jeg har jo kun kort tid her og jeg har mange planer endnu! Stakkels Anda. Men jeg håber han kan vinde fordele i det lange løb. Han tror selv på ideen med en manual, siger han. I dag viste han mig stykket af tak, han har tænkt sig at gå i gang med.  Jeg ved ikke om det kan kaldes fremgang?

Min kaffe og kagedag.

Jeg er begyndt at udvælge den smule jeg håber på, at få lov at læse højt på onsdag, når jeg skal have kaffe og kage gæster. Jeg er ved at hælde til novellen ”slik” af Naja Marie Aidt. Måske giver den en mere følelsesmæssig oplevelse, end beretningen af Minik Rosing og hans ”dannelsesrejse” til Grønland for at lære at køre hundeslæde og som ender med, at han trods alt føler sig fremmed.

Jeg vil besøge Bolette og invitere hende. Bibi og Oktavia skal nok lige have en dag mere efter konfirmationen, men så skal de også inviteres. Jeg håber sådan det bliver en succes. Jeg er nervøs. Der er mange der fortæller mig, at de ikke forstår nok dansk her, til at kunne følge med i højtlæsning. Det vil de sikkert være for generte til at fortælle mig, men jeg vil så bare håbe, at jeg selv kan fornemme det. Bibi, Oktavia og Bolette taler alle flydende efter flere år i Danmark, så måske kan de oversætte lidt hvis det går helt galt.

Jeg vil søge at forberede dem på, at selv om de ikke forstår ordene helt, så skal de bare lytte til sproget og tænke hvad de har lyst til. Der er ikke noget rigtigt eller forkert her.  Der er heller ingen, der rigtig tror på det projekt, men jeg synes jeg vil forsøge det.

Nu jeg ikke blev inviteret til konfirmationen i går, så har jeg jo stadig rådighed over den ”fortællinger for børn” af Elisa Maqe, som jeg også kunne vælge at læse op af. Den har jeg tænkt mig, skal doneres til projekt ”tørvehytte” hvis det ellers komme fra jorden nogensinde. Det kan jo danne grundstamme i den fortælling turisterne får ved besøget. Det kan være med til at give en hel oplevelse og det er jo det, turisterne reelt betaler for.

Det ville være skønt at sætte en sproglig proces i gang på flere planer. Men det er nok lige lovlig meget at håbe på. Jeg vil være tilfreds, hvis gæsterne får en oplevelse med hjem, efter besøget på onsdag her.

Faktisk vil jeg være tilfreds, hvis bare der kommer nogen! Tobiasines første betænkelighed var, at alle er ude at sejle straks de får fri. Det er simpelthen det man gør. I går aftes, mens jeg sad og talte med Torben og maskinmesteren fra lufthavnen, så kunne vi iagttage hvordan bådene sejlede i cirkler og gassede op, tilsyneladende kun for sjov.  Manger tager på havet med deres riffel og ser hvad der sker, som en slags reaktion på at have fået fri.