Grønlandstema II: 10.kapitel

Festival.

Der er virkelig blevet ryddet op og ordnet i Kulusuk, det må jeg sige. Katastrofepladsen foran skolen er jævnet ud og der er stillet telte op og bygget scene. Jeg så to kommunalarbejdere samle skrald op i og omkring det næsten tomme gadekær. Jeg var også henne og udtrykke min begejstring flere gange.

Kulusuk har fået foræret en helt ny gasgrill til pølser og koteletter, samt pavillontelte og festen begyndte med, at Kulusuk koret sang et par sange. Naturligvis. De benytter hver en lejlighed der gives. Det er virkelig tykke og tynde, unge og gamle der synger i det kor.

SÅ blev festen ellers skudt i gang med et lille ungdomsorkester fra Island. Tre mand var de og der var virkelig knald på. Forsangeren slog over i strubesang når det virkelig gjaldt. Basguitaristen lignede en på 11 år, men han har vel været noget ældre trods alt.  Det var forrygende. Derefter kom et orkester fra Tasiilaq. De var lidt mere afdæmpede, men der var stemning omkring dem. Mellem hvert indslag, var der en fantastisk dygtig entertainer fra Nuuk, tror jeg hun kom. Der var fuld udblæsning på hende.

Festen havde mange indslag og pludselig kom tre lokale drenge, blandt andet min ven fra forsamlingshusets kiosk, på. De spillede op til folkedans, og alle sprang ud og dansede polka og hopsa og jenka og hvad ved jeg. Alle kendte til disse trin og der blev danset i rundkreds, med stor iver. Selv festival arrangørerne kendte til dansen, så det må foregå i Nuuk også. Det er sjovt nok, præcis den samme dans Minik Rosing omtaler, fra en rejse han foretog i 1977. Det var helt vildt. Men, har man fundet noget godt, hvorfor så lave om på det?

Desværre bliver man kold, når man ikke danser hopsa, for det hele foregår ved ca. 0 grader. Her hjælper en lille plastic pavillon og en gasgrill ikke meget.  Jeg prøvede at holde varmen med te, for det var jo alkoholfri fest, men det varede ikke længe, så skulle jeg bare tisse, foruden at jeg frøs. Jeg har haft en kanon fest, så der er ikke noget at fortryde der.

På mange måder minder Kulusuk mig om livet i min barndoms 50’ere og 60’ere. Dengang, hvor man kørte søndagstur i bilen og tømte askebægret ud af vinduet. Det var inden vi kendte til skovsvinet og vejsvinet. Vi dansede måske mest standard dans, men folkedans var slet ikke ukendt dengang. Det lavede ungdomsoprøret fuldstændig om på, men her i Kulusuk er verden ikke ”gået af lave”.

Danskerne

Gik en lille tur her morgenen efter. Alle er ude. Der er en rigtig efter-fest-stemning. Alle skal lige snakke om oplevelserne. Jeg får mange tilråb. De er begyndt at glæde sig til jeg rejser, det er der ingen tvivl om. Nogen siger ondsag? Nej, torsdag. Nå dejligt, lyder det usminkede svar.

Hvorfor nu det? Jeg tænker, at det ikke er personligt, for så megen interesse har de slet ikke i min person. Hvorfor så? Kan det være, at de har følt sig iagttaget? Kan det være, at de ikke bryder sig om, at de ikke ved, hvad jeg vil her. Det er nok tænkeligt. De ville jo aldrig foretage sig noget uden at vide, hvad de får ud af det. At rejse til et sted, uden at kende nogen? Hvad er meningen med det? Det giver ingen mening overhovedet. Ingen ordentlige mennesker slapper af på den måde. Der må stikke noget under.

Jeg er en torn i øjet, en sten i skoen og for nogen er jeg sikkert også et spejl. De andre danskere er på langt større afstand, end jeg har været i disse tre uger. De deltager ikke i bygdelivet, sådan som jeg trods alt har gjort, takket være min forbindelse til Oktavia og Bibi og til dels også Lars K og Lars B.

Så vidt jeg kan se, er der ingen af danskerne, som taler sproget. De fleste forstår det sikkert nok, men de taler det ikke.  De kommer ikke til festerne, eller står flygtigt i yderkanten og kikker på.

Det virker, som en gensidig overenskomst, at hver passer sit. Det gælder også de blandede ægteskaber, så vidt jeg kan se. Det ændrer ikke rigtig noget. Den business danskerne og de andre udlændinge har her, afhænger ikke, eller meget lidt, af den lokale befolkning. Måske med undtagelse af sundhedssektoren? Den har jeg slet ikke besøgt.

Jeg har også lidt svært ved at se, hvad der egentlig er at integrere sig i. Samfundet her er meget orienteret efter familien. Det er familien, man udveksler med, og den man beror på. Det er, som om samfundet blot er en forlængelse af egen familie og ikke et stort kollektivt fællesskab. Man bliver grebet af samfundet, på samme måde, som man bliver grebet af familien, men man har ikke rigtig nogen forpligtelser overfor samfundet, som man har det overfor familien.

Det kan være, at denne tese er lidt langt ude. Til støtte for tesen, taler, at de få stykker, som enten slet ingen familie har, eller ganske få, som måske er flyttet langt væk, gerne omtaler netop dette forhold som et problem. Et eksempel er Jonas, hvis danske far har været ikke eksisterende og moderen og dennes familie åbenbart heller ikke findes mere, eller kontakten er væk.  Lars K. er et andet eksempel. Noget af det allerførste han nævnede var, at alle i hans familie er døde. De få slægtninge han har, er spredt over hele Grønland.  Noget tyder på, at det gør det vanskeligere at klare sig her i Kulusuk og ovennævnte tese kan forklare det.

Jeg ved ikke om der er nogen, der ved noget om disse ting. Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg kan bare se, at der ikke finder nogen integration sted. Der er ingen tvivl om, at man, lige med undtagelse af det sundhedsfaglige, nemt kan håndtere de projekter, man måtte have her som dansker, uden at kunne tale sproget. Med nemt mener jeg vist bare, at det ikke er sproget der gør det vanskeligt, det er snarere holdningen til projekter hos de lokale.

På den måde, har jeg nok været en lidt ubekvem størrelse. De har skullet forholde sig til min tilstedeværelse og det er i bund og grund en uønsket proces at skulle det. Jeg tror ikke det skyldes noget i den måde jeg har været her på. Jeg har ikke trådt specielt meget ved siden af. Lidt kan man jo ikke undgå, når man skal aflæse reglerne undervejs.

Tåge og afslutning.

Der har lagt sig en tyk dyne af tåge over Kulusuk. Indtil videre er flyvning aflyst. Selv sejlads kan være farlig i så tæt tåge.  Det passer mig egentlig godt at være pakket ind i dette hvide. Jeg er ikke længere følsom over for skrald og den slags, så jeg føler mig bare afslappet.

Jeg har ikke mere her, jeg skal. Jeg har set det jeg ville og prøvet det jeg havde lyst til. Jeg sidder med min pose tørret fisk og kikker ud af mit stuevindue, hvorfra jeg kan se al trafik på hele tippen her. Jeg kunne i virkeligheden let blive endnu en af disse danskere, som indretter sig med en lille kokon og lever sit eget stille liv i Kulusuk. Det vil jeg gøre i den kommende lille uges tid, indtil jeg stiger på flyveren.

At sidde og iagttage, hvad de har tænkt sig, disse mennesker her. Kommer de aldrig til at føle, at handling er nødvendig?  Føler de sig virkelig så godt tilpas i offerets rolle? To bygder er allerede væk. Nu er der 5 tilbage. Det er jo drabelige modstandere de er oppe imod, sygdom, alkoholisme, selvmord, fejlernæring, sindssygdom, klimaforandring, ulykker og almindelig fraflytning.  Et samfund, der er halveret på 30 år, uden at handle, det må jo siges at være døende, på trods af det høje fødselstal.