Grønlandstema II: kapitel 6

Affald som virksomhed?

Så snart solen skinner, så holder jeg op med at se affaldet alle vegne. Det er en stor lettelse og med tiden har jeg vænnet mig lidt til det, selv i tåge. Jeg har været nede med det batteri lille Grete fandt under skralde indsamlingen. Bøtten står godt nok på posthuset, sådan som Mads har sagt. Det var det første batteri der kom i den, men jeg har bedt Anders’ far om, at fortælle Anders om bøtten, så måske kommer der snart et til.

Jeg ringede i går til Carl-Erik Holm, museumsleder i Tasiilaq. Heldigt at jeg havde fulgt Ditlev’s råd om at anskaffe en lokal telefon. Jeg ville høre om han huskede navnet på det firma, som skulle have budt 3 millioner kroner for dumpen (lossepladsen) i Tasiilaq. Det ville være interessant at vide, hvad det er for en teknologi de anvender, når de mener at kunne tjene så mange penge på en losseplads. Han kunne desværre ikke huske, hvad det var for et firma, hvilket jo er ærgerligt. Tasiilaq kommune havde takket nej til tilbuddet, så det kom aldrig i stand. Jeg vil hole øje med historien. Man ved jo ikke, den slags kan være en vandre historie.

Til gengæld havde jeg en lang og opmuntrende samtale med ham om alt muligt andet. Han skulle håndtere nogle folk fra Danmark som led af kulturchok og hvad han kunne gøre ved det og en masse mere.  Vi talte også om, hvorvidt der findes nogen arbejdsplads, udover hotellet, som kan generere et overskud til samfundet i Kulusuk. Det kunne ingen af os lige komme i tanke om.

Turisme i Kulusuk

Det er som om de næsten ingenting får ud af turisterne heller. Et par arbejdspladser til rengøring, en enkelt vandreturguide (deltids), en smule trommedans og så tupilakkerne, det er det hele. Ikke engang B&B bliver rigtig til noget her. Der er ellers rige muligheder, med alle de ledige huse, hvis de bare blev holdt ved lige.  Jeg har bedt Nikolai fremvise hans brors B&B, der hvor italienerne boede, for at danne mig et indtryk af mulighederne. Nu må vi se om det kommer til at ske.

Johan, en islænding, som bor her lige ved siden af mig, er turoperatør og han skaffer dagligt 10-15-20 japanske, kinesiske, amerikanske eller andre turister hertil, så der er jo et kæmpe flow allerede.  Han har lovet mig, at jeg kunne interviewe ham om hans firma og om hans lille families erfaringer efter 14 år i Kulusuk. I så fald hører I mere om dem.

Jeg har også mødt en ung fyr fra Artic Adventures, som lige er kommet hertil. Jeg håber han kan arrangere, at jeg kommer med på en bådtur til Sermilik fjorden for at bese nogle kæmpe store isbræer. Efter sigende Grønlands næststørste, efter Ilullisat.  Turen skal helst være på fredag, for herefter tager han tilbage til Tasiilaq. Hvis ikke det lykkes for ham, så har jeg to andre muligheder.

Den ene er en mand fra Jylland, som er turoperatør fra Tasiilaq. De kender ham godt nede på posthuset. Han boede før i Kuummiut, så han er nok en garvet grønlænder.  En sidste mulighed er Georg her fra Kulusuk. Hans båd er efter sigende ikke den bedste, men man får jo ikke alt her i verden. Slet ikke i Kulusuk.

Kaffemik

Mit første kaffemik nogensinde. Det var formidabelt. Da jeg kom lidt efter kl.3 som invitationen lød på, så sad Bibi og nogle af børnene på køkkengulvet og spiste tørret sæl, ammasatter, noget syltet plante, narhvalhud, spækhugger og bjørnekød. Bjørnekød smager faktisk ligesom kalvekød. Narhvalhud smager ikke af så meget, der er mest en blød brusk, lidt ligesom spækhugger. Tørret sæl er godt. Det skal skæres i små stykker men smager af vildt kød med lidt fiskebismag. Else og Vitus havde været i båd i morges i Sermiligaq, for at hente narhval, nu de både skulle have kaffemik og konfirmation på søndag. Deres familie dér, havde skudt tre narhvaler i går.

Som altid, er det Bibi som hjælper mig med den grønlandske mad. Hun skærer lunser ud og giver mig. Jeg fik lidt af det hele og derefter gik jeg ind til kaffebordet, hvor der var 20 slags kager af enhver art, inklusiv en bradepande stor lagkage. Det strømmede ind og ud med gæster og da Else begyndte at gøre klar til spisning igen, fandt jeg det var tid at gå.

På vejen ud, mødte jeg Bolette. Hun bor alene her i Kulusuk og hun inviterede mig ud til sig.  Hun virker rigtig sød. Det gør de alle sammen. Der var en færing og hans grønlandske kone fra Kulusuk med til kaffemik. Han havde arbejdet som maskinmester i bygden i 5 år, men det var tilbage i 80’erne. Han kunne fortælle historier om livet i bygden dengang. De havde stadig kontakt med et lærerpar på Mors fra dengang. Heller ikke han havde lært sig sproget. Mange ting omkring de andre danskere, faldt lidt på plads for mig.

Tingene sker så hurtigt lige nu, at bloggen her slet slet ikke kan følge med. Jeg vil gå tilbage til de overordnede linjer, som jeg ser dem lige nu. Alting er under forandring. Et helt nyt lag af indsigt er poppet op. Tågen og krisen var i virkeligheden indledningen til en helt ny indgangsvinkel. Det er som om stemningen i bygden omkring min person er vendt igen. Nogle hilser måske ikke så meget mere, men andre har fået større interesse. Det at jeg masede mig på hos Oktavia, og blev vel modtaget, det har ændret meget. Måske startede det allerede, da jeg forærede Maja den lille bog ”Vintervår”. Det er ikke til at sige, hvad det var.

Måske er det bare tiden. Jeg føler mig igen rolig og veltilpas.

Begravelse

Færingen og hans kone var kommet, fordi hans kones bror var død. Vitus hed han. Han var omkring 64 år og var faldet ned af en trappe i Tasiilaq. Tja, det kan vel ske, men uheldigt er det da. Han blev begravet i dag. Mens deltagerne gik ind i kirken, fik en af de sørgende sig en trøstende øl på bagtrappen.

Så gik gudstjenesten i gang og jeg sad på klippefremspringet bag kirken i solen og lyttede til salmesangen. Under den sidste salme begyndte klokkerne pludselig at ringe og det foranledigede, at alle hundene begyndte at hyle. Samtidig bar de kisten ud på ladet af en pick-up. Det var stemningsfuldt. Manden havde 4 voksne børn, plus en ekstra viste det sig, som hans søster og svoger intet vidste om før i dag.

Den ekstra søn gik foran med korset og hele følget tog af sted over til den nye gravplads på den anden side af de to første pas. Jeg forsøgte at filme på afstand fra det overfor liggende bjerg, men opdagede pludselig, at jeg var steget op på et sted, alt for stejlt til, at jeg turde klatre der. Desuden var der for meget vind til, kameraet kunne optage den rørende korsang ovre fra gravpladsen.

Det virker helt sydlandsk, med en korsbærer forrest og en mindre skov af plasticblomster. Ikke mindst, da korset måtte gå i forvejen op ad bakken, fordi bilen ikke kunne køre så langsomt så stejlt op. Et meget teatralsk billede.

Det ser ud til at være noget nyt, at de har fået en gravplads her. Der står kors alle vegne og de fleste grave er blot markeret med et hvidt trækors og nogle store sten og de kan findes alle steder. Det ser ikke ud til at man behøver at komme i hellig jord. Den nye gravplads er forsynet med grus, så det er meget lettere at grave en grav her, hvilket sandsynligvis er den delvise årsag til, at man har fået en ny gravplads. Her er det ikke nødvendigt med store sten.