Grønlandstema II: 9.kapitel

Op og nedture

Forleden dag, havde jeg den hidtil sløjeste dag i min tid på Kulusuk. Jeg var træt af at føle mig afvist, ignoreret og lukket ude. Jeg så kun al skraldet, fortabet, ulykken og passiviteten. Jeg havde lige hørt én historie for meget om selvmord og ulykke! Jeg var klar til at sende hele dette l....folk til himmels, når det nu var dér de så gerne ville hen! Jeg havde for et øjeblik mistet min indføling og forståelse, ja jeg havde vist helt mistet det overblik, som plejer at løfte mig igennem sådanne situationer.

Jeg havde været opmærksom på, at jeg trængte til selvomsorg og havde også rakt ud efter den, men den viste sig at rumme endnu mere død og ødelæggelse og så var bægret fyldt for mit vedkommende. Jeg kunne pludselig, for mig selv, remse alle de situationer op, hvor jeg var blevet afvist og ignoreret, aftaler der var blevet brudt og løfter der ikke blev overholdt, helt ned i de helt små ting, samlede oplevelserne sig til en knude af vrede. Jeg følte mig slagen. Spekulerede som en rasende på, hvorfor det var, at jeg var kommet her til. Hvad ville jeg i Kulusuk?

Hvad skulle jeg her? Her var koldt, beskidt, råt og tåget. Jeg tænkte på at flyve til Island, men opgav det, for det var alligevel uoverskueligt, at skulle møde et nyt land, med så lav energi. Jeg besluttede mig så for, at fokusere på de dejlige bøger jeg havde taget med. Jeg ville simpelthen krybe helt ind i dem og forsvinde der.

Jeg gik mig en lang tur. Det er den bedste medicin. Op ad bjerget til den gamle radar station og sidde der og kikke ud på isbjergene. Pyt med, at det er tåge. På vej derud, mødte jeg en lokal kvinde, som nu bor med sin færøske mand i Thorshavn. Hendes bror er lige død, og det er derfor de er kommet. Nu er hendes søstre rejst hjem efter begravelsen, fortalte hun, og nu har de ændret deres billet, så de rejser næste dag, for de gider ikke være her mere. Vi har jo set det hele, sagde manden! Det trøstede mig sgu lidt, at de heller ikke gad være her. Alting hjælper når man er langt nede, selv skadefryd.

Mens jeg gik min tur, kom jeg i tanke om, at jeg kunne sætte alle sejl til, for at komme ud at sejle lidt og se noget heromkring. Om jeg så skulle hyre en båd helt solo, så var det vel bedre, end at føle sig slagen. Jeg ringede til Lars Anker i Tasiilaq for at høre, om han kunne hjælpe mig. Jeg tror han hørte desperationen i min stemme. Han kunne ikke hjælpe.

Lars B. skulle sejle for ham hver dag de næste mange dage og han havde ingen ledige både. Jeg sagde noget med, at jeg sagtens kunne sejle med Lars B. selvom forsikringen ikke dækkede, for han var en stabil bådfører. Ja, selvfølgelig ville jeg da sejle med Lars B. , jeg havde jo da været ude i langt mere usikre situationer end det, men hvad nyttede det alt sammen, når alle havde så travlt? Jeg ringede hele vejen rundt, men lige meget nyttede det.

Jeg var flad, men havde jo dog min plan om at læse og glemme og jeg havde mit kaffe-kage arrangement, som jeg skulle gennemføre, selvom energien var væk. Jeg VILLE satse alle kræfter på at være en god vært ved det arrangement. De skulle ikke føle, at de havde fået mig ned med nakken så let! Jeg gennemgik i tankerne, hvordan jeg ville indrette alting, så jeg var forberedt på både mange og få. Det skulle nok gå! Jeg gennemgik alle muligheder for valg af tekst, jeg ville læse højt, afhængig af, hvem der kom, og hvor meget dansk de forstod.

Som sendt fra himlen

Det var dagen for mit kaffe-kage-arrangement. Dagen før havde jeg ringet til Lars B. og lagt en besked til et af hans børn om, at jeg gerne ville have tømt min lokumsspand, for jeg skulle have gæster! Det er jo noget der langsomt går op for en, at den sande lykke ligger i, at kunne skide på en lokumsspand, som lige er tømt! Det er en af de glæder, som slipper ud af hænderne på det moderne menneske.

Var kommunikationen forløbet? Ville Lars B. modtage beskeden? Ville han handle? Meget stod hen i det uvisse, men jeg lod det fare. Jeg havde forsøgt og nu måtte det gå, som det kunne.

Alligevel havde jeg sovet dårligt om natten. Klokken 2 stod jeg op og lavede den tegning til Anda færdig, for jeg kunne ikke sove mere. Kommunikationen med Anda er også forfejlet. Dvs. jeg er trådt lidt ud, da det viste sig, at Anna-Mette allerede for længe siden, havde fået samme idé og havde givet ham tegninger af dette lille spil, som hun havde fundet frem fra bøgerne. De tegninger havde han bare smidt væk og havde aldrig lavet spillet.

Nu, hvor jeg så ville have et, så har han lavet det til mig, men nægtede at aftale en pris på forhånd. Spillet er lavet færdigt og han forlanger en pris jeg slet ikke er villig til at betale. Nu er det, jeg har besluttet mig for at overholde min del af aftalen, og lave tegningerne til manualen færdig til ham, selvom jeg kan indse, at de vil ryge i skraldespanden, så snart jeg er væk, ligesom dem Anne-Mette gav ham. Jeg har forsynet tegningen med en tak til Mads Kuitse, som jo lærte mig tricket.

Jeg er måske kommet lidt forkert ind på Mads Kuitse, for han har faktisk vist mig megen venlighed, navnlig efter deres konfirmation er overstået. De har bare været stressede, tror jeg, ikke uvenlige, som jeg troede i starten.

Tegningen, den får Anda. Spillet må han sælge til en anden turist, det køber jeg ikke.

Jeg nægter at blive lumpen, bare fordi han er lumpen! Ud på morgenen, var tegningen blevet færdig. Det blev udmærket, synes jeg selv. Da jeg først kom i gang med det, så var det egentlig hyggeligt arbejde. Jeg var tilfreds og blev lidt søvnig af det. Jeg lagde mig på sofaen og faldt i søvn.

Jeg vågnede ved, at Lars B. stod i døren. Skal du med ud i Kârale fjorden? sagde han. Mit hjerte begyndte at slå hurtigt. Om jeg skulle?! Lige nu kunne han sejle mig til verdens ende, hvis han ville. Jeg fór op efter mine termostrømper og husker noget med, at spørge, hvornår vi var tilbage igen, for jeg havde inviteret til kaffe-kage kl 4, men i mit hjerte vidste jeg, at hvis det blev et problem, så ville jeg ofre kaffe-kage-arrangementet!

Han mente nok det kunne nås. Jeg skulle jo også købe kage, nåede jeg at sige, mens jeg resolut tog mit tøj på, så han ikke kunne blive i tvivl om, at jeg skulle med. Han var mest bekymret for, om jeg nu forstod, at jeg ville blive kold. Jeg forsikrede ham, det var intet problem. 

Lige inden vi gik, tænkte jeg, at det var nok klogt lige at besøge lokummet, selvom jeg helst undgår spanden, når den er så fyldt. Han må have tømt spanden inden jeg vågnede! Dette menneske er lavet af et helt anderledes stof end os andre! Herfra kunne intet gå galt.

Det var ubeskriveligt dejligt at være ud at sejle. Lars B. siger næsten ingenting, men der er heller ikke noget at sige. Sådan skal det bare være.

Det viste sig, han havde forstået det med at købe kage, for han lagde til ved Kuummiut, så jeg kunne købe ind i butikken der. Perfekt!

Kaffe og kage

Jeg kom hjem i så god tid, at jeg kunne nå en lille lur inden klokken blev 4. Jeg vågnede ved, at Tobiasine ringede og sagde, hun og søsteren ikke kunne komme. Nu havde jeg ½ time til at komme til hægterne og få lavet kaffebordet klar.

Jeg har glædet mig og var spændt på det. Jeg havde inviteret 12 mennesker og havde ingen anelse om, hvorvidt der ville komme flere eller færre, hvis nogen overhovedet. Jeg tog det som et positivt signal, at Tobiasine dog havde meldt afbud og ikke bare ignoreret.

Der kom to! men det var to, som jeg holder rigtig meget af og vi havde en god eftermiddag. Det var Bibi og Bolette som kom. Først snakkede vi lidt og så læste jeg Minik Rosings artikel fra Weekendavisen højt. Jeg tror de kunne lide den. Han er en god fortæller, var kommentaren. Det tolker jeg, som at de kunne li’ den. De var i hvert fald helt stille, mens jeg læste.

Jeg fik annonceret, at jeg samler på historier. De anbefalede mig, at spørge Carina’s mand. De var også inviteret, men kom ikke. Muligvis fordi der er sket en frygtelig ulykke i Tasiilaq med noget af deres familie.

Jeg fortalte, at jeg synes, det havde været rigtig svært at komme ind i samfundet her, og at jeg var meget taknemmelig for, at Bibi og Oktavia havde taget sig af mig. Bibi gav mig ret i, at hvis ikke jeg var kommet med dem, var jeg ikke blevet lukket ind nogen steder.

Jeg ved nu, at der er visse steder jeg var blevet lukket ind, de steder som satser på udfrielse gennem alkoholen, der er man velkommen, men velsagtens helst med en pose der klirrer. Jeg gik ikke den vej, for det var ikke mit ærinde, at få selskab for enhver pris.

Nu håber jeg bare, at det er tilstrækkeligt med to deltagere til kaffe og kage, til at sprede rygtet om, at jeg samler på historier.

De var meget begejstrede for den bog med østgrønlandske børnehistorier, jeg viste dem. Bibi blev helt rørt, kunne jeg mærke.

Festivallen

Den skal jo starte i dag. Jeg aner ikke hvad den går ud på. De folk som hyrede sig ind i mit hus i lørdags, har jeg mødt jævnligt i bygden lige siden. Hver gang siger Edward, deres frontfigur, at i dag flytter de ind! Efter fire dage på den måde, ringede der en eller anden, med flere stjerne på skulderen, om at de aflyste aftalen.

Se det skete jo lige på et tidspunkt, hvor jeg var ret tæt på bunden, og dem der kender mig ved, at sådan en dag skal man ikke spille smart overfor mig. Han fik læst og påskrevet og i øvrigt skulle han henvende sig til Lars B. og ikke mig. Jeg har ikke hørt noget siden.

Det er også lige meget. Jeg laver ingen ballade overfor Lars B. Han fortjener alle sine penge for leje af huset her, blot synes jeg, ham den hovne vestgrønlænder, godt kunne tage et drag over snuden! Ja ja, ting ryger jo ikke altid i den helt rigtige skuffe, vel?

Nu vil jeg gå ned i servicehuset og få mig et bad og så kan jeg måske nærme mig festivalen med åbent sind. Det kan jo være, de har noget opløftende på hjertet?  Edward fortalte mig, at det var hans første tur til Østgrønland overhovedet.  Det kunne være sjovt at høre lidt om deres erfaringer under arbejdet med festivalen.