Grønlandstema II: 7.kapitel

Tåge, tåge, tåge og en tur til radar stationen.

Igen i dag er det tåget. Denne gang er den virkelig massiv, så jeg tror solen har tabt kampen for i dag. Kun et vindpust kan redde os nu. I går var tågen knap så massiv og jeg gik mig en tur op til den nedlagte radar station. Det er en tur på ca. 10 km, men hvis nogen havde sagt, den var 40 km, så havde jeg troet det! 

Der er en fin grusvej hele vejen, vistnok anlagt af amerikanerne i sin tid, men den er stadig helt perfekt. Jeg gik af sted og hurtigt kom jeg oven over tågeskyen og alting blev klart og skønt. Den tur har alt i sig. Det føles som en lang tur, men måske er det fordi den stiger lidt ind imellem, eller også er jeg bare håbløst ude af form, hvilket helt sikkert er en del af problemet.

Under alle omstændigheder bliver jeg nødt til at gå turen igen, for jeg havde ikke mit, i øvrigt håbløse, videokamera med. Selvom mikrofonen ikke kan optage i selv vindstille vejr uden at give vindsus og at man ikke kan se noget på skærmen udendørs, så man i praksis ikke ved, hvad man filmer, så føler jeg alligevel en trang til at filme alting. Det er som om mine sanser giver for tabt og forlanger en teknisk forstærkning, for at kunne tage så store indtryk ind.

På vejen op mod radar stationen, som nu er reduceret til en cementplatform og en jernplatform, formentlig brugt som helikopter landingsplads, kommer man igennem landskab med vandløb og vandfald, eng strøg med arktiske blomster, små og store søer, runde klipper flækket i alle retninger, stejle stigninger i hårnålesving den mest vidunderlige udsigt.

Inden man kommer helt op, skal man forbi nogle snævre sving og ind imellem ligger der en lille sky og lukker for udsigten. Så ender verden ved kanten af klippen og det er en temmelig skræmmende følelse. Ind imellem måtte jeg samle mod og herregud, det er jo da en grusvej, forberedt til motorkøretøjer, så der er vel inden fare, ja således beroliget, skød jeg hjertet op i livet, og begav mig durk igennem tågeskyen og kom ud på den anden side til klart vejr igen.

Man ender temmelig højt til vejr og selv store isbjerge, så lidt små ud, men det er et ubeskriveligt smukt syn. Jo højere man kommer op, desto mere vind er der også, så jeg er ikke helt tryg ved at gå alt for tæt på klippekanten. Det gyser virkelig i mig, når jeg er oppe på toppen, men jeg er også draget af skønheden.

1-2 km fra toppen, fik jeg pludselig øje på en stor hønsefugl af en slags. Den var helt klippefarvet og uden tegning af nogen art og den havde en temmelig rund krop og et meget lille hoved, som den holdt ret op. Og så havde den en ret dyb stemme.  Jeg fulgte efter den. Den fløj ikke, den gik bare meget hurtigt. Jeg kunne ikke rigtig komme til at se, om den havde svømmehud eller ej. Jeg blev lokket væk fra vejen og ind på en eng hvis blomster distraherede mig et kort sekund og vips var hønsefuglen væk. Bare jeg nu kunne finde vejen igen.

Jeg kom tilbage på vejen, og hvad ser jeg? Hønsefuglen spankulerer af sted et par meter længere fremme. Den har selvfølgelig fundet ud af, at det er lettere at gå på en grusvej end at gå i terrænet. Lidt efter kom hannen flyvende med et meget højt dybt lidt hæst skrig. Jeg fik et helt chok, for den var tæt på og det lød meget højt. Ja, jeg ved jo ikke, om det var hannen, men den havde lidt mere tegning i fjerdragten så jeg gætter.

Men i dag er tågen for tæt. Jeg ved jo godt, at den sandsynligvis kun ligger lige her nede i bygden, men jeg venter alligevel til en anden dag, hvor chancen for klart vejr hele vejen, er større.

Det går mig heller ikke så meget på med tåge mere. Det er som om jeg har erhvervet dette ”selektive blik”, 

som er så nyttigt her, så jeg ikke hele tiden bliver trist over affald og anden forfald. Jeg kan se forbi det, uden at tage skade nu.

Nu er første skridt til mit arrangement ”kaffe og kage” taget.

Det bliver på onsdag kl. 4.! Foreløbig har Tobiasine lovet at komme. Hun vil invitere sin søster også. Søsteren er Justine, som er skolelærerinde. Jeg vil forsøge at invitere Maja fra postkontoret. Hun er så sød og har hjulpet mig mange gange. Jeg gav hende en bog forleden dag, som tak for hendes venlige måde at være på. En slags poesibog over fotos fra et vinterlandskab. Den er skrevet af en grønlandsk forfatter, Kirsten Egede. Jeg håber det er nok til, at hun vil føle sig en anelse forpligtet.

Jeg håber også Lars B. og hans kone vil komme, men ellers er det bare at invitere alle jeg mener, kan have

fornøjelse af arrangementet. Nu er det i hvert fald sat på plakaten.

Jeg havde egentlig besluttet, at skolen skulle have ”Move On” af Julie Edel Hadenberg, men Anne-Mette Holm, en af lærerne der, sagde, at de allerede har mange eksemplarer og at jeg hellere skulle give den til f.eks. Tobiasine som går lige dér, og hun pegede ud på pladsen foran butikken.

Jeg fór af sted og indhentede Tobiasine og hun sagde da også ja tak. Måske følte hun sig fanget til også at takke ja til kaffe og kage på onsdag, men i min situation må jeg bruge alle kneb, ellers sker der ingenting.

Jeg siger ikke noget om højtlæsning. Det må komme som en overraskelse, for eller tør de slet ikke dukke op, så meget har jeg forstået af kulturen her.  Jeg vil i det hele taget undlade at spørge for meget til deres oplevelse af teksten, eller til deres holdninger, for det forvirre dem bare.

Jeg satser på, kun at læse Minik Rosing’s artikkel højt. Alligevel vil jeg forberede en novelle af Naja Marie Aidt og evt. en historie af Elise Maqe, just in case.

Jeg gider i hvert fald ikke tage nogen bøger med hjem, så alle bøgerne skal deles ud inden jeg rejser.

Det er noget særligt ved disse mennesker her. Noget jeg har bemærket ved flere lejligheder og som mine garvede dansk-grønlændere i Tasiilaq kan bekræfte. Det er en tendens til, at forstå udsagn meget konkret, så det på dansk virker næsten komisk.

F.eks. så har jeg flere gange spurgt nogle unge mennesker om der er noget grønlandsk musik de særlig godt kan li’. Svaret er ja! Slet og ret ja. Da der ingen uddybning kommer, spørger jeg typisk, hvilket et orkester kan du især godt lide? Dette spørgsmål udløser altid total rådvildhed. Svaret er det ved jeg ikke. Det er simpelthen ikke den måde man spørger på her.

Mit problem er bare, hvordan gør man så? Jeg ved det ikke, men det er interessant at lægge mærke til, hvilken teknik giver de bedste svar. Nu jeg har holdt mit ”kaffe og kage”, så håber jeg at være lidt klogere.

Anda’s tørvehus.

Jeg har opdaget, at der midt i bygden står et tørvehus i relativ fin stand. Jeg har forhørt mig om, hvem der ejer huset. Det gør Anda, som også laver benskærerier i servicehuset. Altså er han i turist branchen allerede tænkte jeg straks. Jeg foreslog ham at sætte tørvehuset i stand som i omkring 1900, altså med ruder i vinduerne, en vindues briks en sovebriks med skind på, en urinbalje og en lille ovn samt en spæklampe.

Det kunne fremvises for turisterne for en skilling og hele oplevelsen kunne iscenesættes med en af Elise Maqe’s børnefortællinger, eller en anden fortælling. Jeg foreslog en entre på 12 Kr, som skulle deles ligeligt mellem guiden, Anda og en kasse til vedligeholdelse. Anda synes om ideen, men ville straks have 20 Kr. Det er jo sikkert heller ikke det, som vil vælte projektet. Han var også fremme med, at kommunen skulle betale penge for at starte det, og så begynder det hele jo at tippe. Han synes også jeg skulle flytte herop og styre projektet og dermed falder det helt til jorden, for jeg har jo andre planer for fremtiden. Måske er det det han fortæller mig, at det har han også.

På mandag, når han kommer på værkstedet igen, så vil jeg vise ham et budget for projektet, som jeg har udarbejdet. Så kan han da forholde sig til, hvad det er for en indtjening han vælger fra. Jeg ringede til Gerda Vilholm i Tasiilaq, for at høre hendes syn på sagen. Hun var så venlig at give mig sit nummer da jeg var der, så jeg har tilladt mig at ringe til hende et par gange.  Hun var sjovt nok enig med Anda, hun mente at hvis jeg ville bo her og være tovholder, så kunne det lade sig gøre, ellers ikke.

Nu flytter der en festival ind i huset!

Der kom lige en flok unge mennesker forbi og spurgte om de måtte bo her i de næste 10 dage cirka. De skal 

lave festival i bygden. De har lavet en festival i Nordgrønland og er blevet spurgt om de vil lave en her også. Der kommer et orkester fra Island og spiller. Det bliver sjovt.

Jeg når så nok ikke at skrive mere om sondringen mellem isolation og ensomhed, som jeg ellers havde planer om. Jeg har simpelthen ikke tid til det!