Tåge og mismod.
Endnu en dag med tåge. Jeg har svært ved at tænde op i petroleumsovnen. Det er en mig ukendt model, produceret i Ringe på Fyn, som ingen væge anvender. Væsken løber blot ud i en bakke og herfra må man forsøge at antænde med en tændstik fra et hul i toppen af ovnen, med hele armen nede i ovnen uden rigtig at kunne se noget. Det er ikke nemt. Hvis det mislykkes, eller den, som nu, går ud igen, må man forsøge igen og da er det ikke usædvanligt, at den petroleum, som i mellemtiden er dryppet ud af bakken og længere ned i ovnen (ned på gulvet) sender dampe op, som så antænder i små eksplosioner. I starten gjorde det mig nervøs, men nu har jeg vænnet mig til det.
Når det er tåge i Kulusuk, så føles det som regn, når man bevæger sig. Luften står helt stille og regndråberne er meget tydelige på huden, men hvis man kikker på jorden, falder der ingen regn. Det er en underlig oplevelse. I to dage nu, har tågen ligget tyk over hele øen. I går klarede det en smule op ud på eftermiddagen, og det håber jeg også det vil gøre i dag.
Jeg havde en krise i går. Jeg fik besøg af Greig og han mindede mig om, hvad en indforstået samtale gør for en. Han vidste jeg trængte til besøg, sagde han. Det fik mig til at føle mig isoleret, men samtidig blev det tydeligt, hvor meget mere isoleret Greig og de italienske turister, som var her, er, fordi de end ikke forstår Kulusuk’s andet sprog, som er dansk. De kan kun tale med Johan og mig og andre turister og dem på hotellet. Måske er det fint for Greig, men det er ikke dem jeg søger kontakt med. I hvert fald ikke i første omgang.
Greig er vant til at være outlawed. Han er på jordomrejse på cykel på et 20$-om-dagen budget. Jeg fik indtryk af, at han er på permanent jordomrejse. Han viste mig den yndigste lille dagbog, med sjove udklip, tegninger, frimærker og notater. Det er hans middel imod tågedage! Han har allerede lavet 50 af dem, fortalte han.
Danskerne
Forleden dag mødte jeg min lille ven Anders på 5 år. Han kom gående med sin mor og far og lillebror(søster?). Han løb mig strålende glad i møde og åbnede sin lille hånd, for at vise mig, at han havde samlet endnu et batteri op. Han var stolt. Nu skylder jeg ham, at finde ud af, hvor de batterier bliver indsamlet henne!
Så i går, på første tågedag, tog jeg mig sammen og gik op på bjerget til Mads Kuitse, lederen af teknisk afdeling på Kulusuk. Jeg havde udskudt det en tid, for noget i mig vidste godt, det ville blive ubehageligt.
Jeg havde adviseret hans søster, som arbejder i butikken, om, at jeg ville gå derop. Jeg håbede på den måde at have banet vejen. Jeg havde taget det lille stykke legetøj med dukkerne med i tasken, som en måde at åbne hans velvilje på. Han blev ganske rigtig smigret af, at kunne lære mig tricket. Nu kan jeg!
Jeg kom ind i deres hjem, der på toppen af bakken med udsigt over hele dalen og fjorden og bjergkarmen, der skjuler Tasiilaq. Et formidabelt hus, med alle tænkelige hjælpemidler. Sønnen, datteren og moderen behandlede mig med en mærkbar kulde. Jeg havde gjort mig ydmyg, med det lille stykke legetøj, men han inviterede ikke til ligeværdighed på noget tidspunkt. Det passede ham fint, at jeg forblev i den ydmyge rolle.
Af hensyn til lille Anders og de andre børn, fortalte jeg historien om skraldeindsamlingen udenfor mit lejede hus og fik spurgt til indsamling af batterier. Der findes en boks nede på posthuset. Jeg takkede for svaret og skyndte mig ud. Ingen rejste sig eller gjorde anskrig i den anledning.
Min fornemmelse havde været rigtig. Der findes et lag af offentligt ansatte, de fleste i familie med hinanden, som udgør en overklasse og som ser skævt til danskere. Jeg mødte dem jo på nationaldagen. Jeg havde en meget klar fornemmelse, dengang som nu af, at det var mit bekendtskab med Bibi og Oktavia fra rejsen, som banede vejen for min tilstedeværelse på bjerget den dag. De tilhører den centrale kreds på Kulusuk.
I mit store mismod i går, tænkte jeg, at jeg ville booste mig selv med nogle dejlige historier om et langt og lykkeligt liv på Kulusuk. Virkelig hører om de, for mig i øjeblikket skjulte, kvaliteter ved stedet og ved livet her. Jeg ville interviewe de herboende danskere gennem mange år. De havde jo da truffet et valg om at leve her.
En slags maskinchef eller signaloperatør, eller hvad det var han sagde, er lokalt gift og har boet i Kulusuk i 50 år. Han og hans kone er bedsteforældre til en lille pige på 10 år, Rosa, som jeg snakker med, når jeg møder hende på gaden. De gav mig et lift på vej hjem fra hotellet en dag. Søde mennesker. Han havde ganske vist ikke lært sig sproget, fortalte konen. Jeg tænkte, at han kunne give mig troen tilbage på Kulusuk og dens beboere. Fylde mit sind med glade minder fra et langt liv her på øen.
Jeg havde hørt noget tilsvarende fra en anden dansk gift lokal kvinde. Hun havde været gift i 38 år, fortalte hun, men fordi han ikke havde lært sig grønlandsk og hun ikke talte dansk, talte de engelsk sammen. Det fungerede tilsyneladende fint for dem. Han kunne også være kandidat til et interview om livets kvaliteter på dette sted, som han har valgt for så længe siden. Jeg vil spørge ham en dag. Jeg møder ham tit, for han bor lige i huset ved siden af, men han hilser aldrig, så jeg skal tænke over en indgang til ham.
Ud for servicehuset, møder jeg så Rosa’s bedstemor igen. Jeg går over imod hende, men hun vifter straks afværgende med armene, inden hun overhovedet ved, hvad jeg vil. Nej nej nej siger hun, vi kan ikke hjælpe, du rejser hjem igen, er kun på ferie, vi kan ikke hjælpe, siger hun, mens armene flyver om ørene på hende. Hun siger et eller andet med et kabel, som jeg slet ikke forstår. Jeg venter til hun falder til ro. Hvad er det du ikke vil hjælpe mig med, jeg forstå slet ikke, siger jeg til hende. Hun bliver tavs.
Jeg fortæller hende, at det jeg ville, var at hører om hendes mand måske havde lyst til at fortælle om sit lange liv i Kulusuk. Jeg skriver en rejseblog på Internettet om Kulusuk. Det vil han ikke, han har meget travlt hele tiden med mange mange ting.. hele tiden understreger hun. Godt så, men hvad var det du troede først, at jeg ville? Jeg troede du ville have indlagt et kabel i dit hus. Det er åbenbart noget hendes mand kan ordne. Jeg forsikrede hende om, at jeg ikke havde brug for noget kabel. Jeg kunne jo bruge Internettet på hotellet. Så gik jeg.
Interview med danskere er ikke noget til en tåget dag i Kulusuk, det er hermed fastslået.
Nu har solen gjort sit arbejde og tvunget tågen væk. Kulusuk er igen en ferieø med vide horisonter. Jeg vender tilbage med et kapitel om nytten af isolation og smerten ved ensomhed… eller noget helt andet J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar