Grønlandstema II: 4. kapitel

En bådsmand med hjertesorger.

Min tur til Tasiilaq, foregik i en lille båd med påhængsmotor. To cylindre med manuel start. Turen ud gik fint. Jeg havde købt brændstof, hvilket ikke er helt billigt: 40 l. á godt 6 Kr. Selvom sejladsen ideelt kun tager en time hver vej, så kan man ikke pendle mellem Kulusuk og Tasiilaq, hvis man skulle få job der, det hindrer alene benzinpriserne.

Nu havde jeg forstået, at Lars er ret glad for øl, så jeg blev ikke overrasket over, at han foretrak en pose øl til at vente med i havnen, mens jeg gjorde, hvad jeg nu skulle. Sådan blev det. Da jeg kom tilbage til båden, havde han fundet en slægtning med en endnu større pose øl, og de sad nu begge i båden i højt humør. Man kan undre sig over mængderne, der bliver drukket, for en øl koster 12 Kr. her.

Egentlig minder Lars meget om kunstneren Pia Arke, hvis vi ser bort fra øllerne. Han erklærede en dag, at han aldrig har set en tupilak og jeg var ikke i tvivl om den negative undertone overfor folk i Kulusuk, som forsøgte at leve af at skære og sælge tupilakker til turisterne. Han har kun foragt tilovers for den parallel-eskimo der faldbydes turisterne.

Han har også et vist oprørsk forhold til ”borgerskabet” her i bygden. På nationaldagen, nægtede han at deltage i festlighederne på højen med varden og flaghejsningen. Han blev hjemme og hejste det danske flag i protest. Som forklaring sagde han blot, jeg bestemmer selv.

Da vi så skulle hjemad igen, begyndte det at gå galt. Motoren ville kun arbejde med den ene cylinder. Vi måtte lade os trække tilbage i havnen og her hentede Lars en anden slægtning, som måske kunne reparere motoren. Enden blev, mange timer senere, at vi måtte sejle med den ene cylinder der virkede – så nogenlunde da.

Det blev af mange grunde en voldsomt anstrengende tur. Ikke mindst fordi der var meget is i fjorden. Vi havde misset tidspunktet inden ebbe bliver til flod, og nu måtte vi bakse os igennem isen. Jeg tror Lars har trukket i startsnoren omkring 600 gange på turen, for motoren gik ustandselig ud.  Måske kunne vi med fordel have roet os frem. Det er kun 25 km, selvom isforholdene var vanskelige. På den anden side, så var årene holdt sammen af plasticbånd, der bare var malet hen over. De årer, ville ikke holde til ret meget roning.

Men hjem kom vi, om end død trætte. Hvad der skulle have været en sviptur, endte med at tage 13 timer.

Næste dag var jeg lidt bekymret for Lars. Han har dårlig ryg og det var virkelig en hård tur, vi var ude på. Desuden er han afhængig af, at sejle med turister og dermed af sin båd. Han er blevet for gammel til at gå på sæljagt, siger han, så nu må han købe foderet til sine hunde. Jeg så for mig, at han ikke tjente penge til hundefoder, mister hundene og mister så også turistindtægt om vinteren, foruden hvad det vil betyde for Lars at miste sine hunde og sin båd.

Jeg traf ham næste dag nede på isen og spurgte til både ryg og motor. Ryggen var det skidt med, men motoren kunne måske fikses for en pris af 300 Kr. til nye tændrør. Det gav jeg ham.

Da jeg endnu ikke havde set ham i flere dage, gik jeg ned forbi hans hus for at se til ham. Han sad i en underlig drukken tilstand og så virkelig sølle ud. Tændrørerne havde ikke hjulpet noget og nu havde han sendt bud efter en motorpakning fra Ilullissat – af alle steder!? Det ligger i Disko bugten.

Han snakkede nu halvt grønlandsk og lagde sin hånd på mit knæ og den fjernede jeg med det samme. Han så på mig og sagde, hvorfor vil du ikke have samleje? Hvad er der i vejen? Jeg savner dig hele tiden. Har du en mand derhjemme eller noget?

Samleje! Hvor får han sådan et ord fra? Aldrig i mit næsten 60 år lange liv, har nogen nogensinde talt sådan til mig. Jeg har ellers rejst over store dele af verden og været mange steder henne.

Jeg grinede og rejste mig og gik. Det var ikke nødvendigt at svare ham. Han mumlede noget med altid at have problemer med kvinder og en masse andet. Hvis ikke han har større problemer end dét, så vil jeg med sindsro lade ham sidde der i sin sump.

Den uformelle handel med bådtransport.

Nu skal jeg have fundet mig en ny bådsmand. Det skulle nok kunne lade sig gøre. Jeg er ved at forstå mekanismen. En tasmansk wildcamp-turist gav mig et clue. Han har ligget i telt her i nogle dage og forsøger, ligesom jeg selv, at komme lidt i gang med de lokale. Det er ikke nemt. Han havde set et selskab af lokale tage af sted i båd. Han havde spurgt dem om de havde lyst til at tage ham med lidt rundt i deres båd. De havde svaret ham, hvad tror du selv?  Der var ikke kommet noget tilbud om en pris, og de tog af sted uden yderligere forklaring. En mærkelig rå omgangstone, havde det forekommet tasmaneren.

Jeg har selv oplevet noget af det samme. Nikolaj havde en tjans med at sejle nogle italienere til Tasiilaq. Jeg havde været involveret, fordi han ikke kan engelsk, så jeg havde tolket og havde opbevaret deres bagage i den tid de skulle vente på, at ”tågen letter” dvs. at Nikolaj’s bror skulle komme med båden. Da de skulle til at tage af sted, havde jeg egentlig ikke noget for, så jeg foreslog om jeg kunne sejle med, bare for turens skyld. Han kunne foreslå en sum for at tage mig med. Det ville han ikke, men han kunne sejle mig derover separat bagefter, sagde han.

Han skulle have sin egen familie med, men det havde intet at sige i beslutningen, for det er en meget stor båd han sejler med. Jeg tror princippet er, at det ingen mening giver, at have en betaler ”med”. Enten ejer man båden og bestemmer selv, eller også betaler man for båden, og ejeren fylder båden op efter forgodtbefindende. Man er ikke kollektiv i en båd. Derfor kan en dansker ikke stå og ville betale for en båd, som nogle italienere allerede har betalt for. Men jeg kan betale for en anden tur, hvis jeg har lyst. Det havde jeg så ikke.

Den formelle handel med bådtransport.

Man kan også købe en billet til bygdebåden, som drives af KNR. Det er den båd som kommer til Kulusuk på onsdag. En sådan billet koster, enkelt rute til Tasiilaq, 337 Kr. hvilket forklarer, hvorfor de lokale alle har båd selv, hvis de overhovedet har muligheden. En anden ulempe er, at ganskevist sejler bygdebåden til alle bygderne, men den er tilbage i Tasiilaq mellem hver sejlads, så hvis man skal til en anden bygd, må man overnatte i Tasiilaq i adskillige dage, inden man kan komme videre. De fleste har jo familie derinde, så de ikke har udgifter i den forbindelse.

Det er vist planen, at bygdebåden fra nu af og resten af sommeren, skal ankomme én gang om ugen, til hver af bygderne. Altså ingen løsning for en rundtur med bygdebåden.

Vandretur til Kulusukbjerget.

Man kan jo også bare blive her. Her er herlig natur, så snart man kommer udenfor bygden. Jeg har fundet en ny vej, det vil sige en grusvej, som er let at spadsere af. Det støver ganskevist rædsomt, hvis der kommer en bil, men det gør der meget sjældent. Jeg ved endnu ikke hvor vejen fører hen for den er meget lang, men jeg vil tage en madpakke med og gå til enden en dag. Jeg tror det er vejen ud til den gamle radarstation. Der er en anden vej, som fører ud til det nye satelitkommunikationstårn. Den er også temmelig lang.

Det er muligt at spadsere af disse grusveje i mange timer igennem virkelig skøn natur. Man skal bare medbringe det fornødne selv, for den del af øen er aldeles ubeboet. Hvis jeg havde én at følges med, var det muligt, jeg ville kaste mig ud i at klatre op af Kulusukbjerget. Det er virkelig så smukt et bjerg, men det er nok ikke helt ufarligt, så det ville være rart at have nogen med, selvom jeg jo nu har telefon, hvis der skulle ske mig noget. Man kan i virkeligheden ikke helt regne med, grønlænderne ville reagere på et opkald, for selvom de altid står til tjeneste, når det drejer sig om nødstedte både, så tror jeg ikke bjergklatring rigtig siger dem noget. Det er ikke deres form for underholdning. Det er en egenskab ved visse grønlændere, som Knus Rasmussen også af og til beklagede sig over. De overkom ikke rigtig udfordringer, synes han.

Fraværet af affald tyder i hvert fald på, de ikke kommer her. Det er en lise for øjet og for hjernen, at kunne give slip på det selektive blik og bare lade alt strømme ufiltreret ind. Pludselig bliver hver lille fugl, hver lille blomst interessant. Selvom jeg ingenting ved om de ting. Jeg kan kende ravnene som flyver her og snespurven kender jeg også. Jeg kan efterhånden godt forstå, hvorfor svaret altid ubetinget er naturen, når folk længes tilbage til Grønland. Jeg søger mere og mere herud. I perioder synes jeg bygden er for grel og for uigennemtrængelig.

Mit næste blogindlæg bliver nok fra ekspeditioner ud i den ubeboede del af øen.