Grønlandstema II: tredie kapitel

To pølser med brød.

Efter min tur til Tasiilaq, er jeg i besiddelse af en pakke rugbrød. Det er guldet! Sammen med min pakke med Kærgården, så er jeg fuldt forsynet. Den der dåse leverpostej fra Faaborg Konserves er sådan set helt overflødig. Min pakke med rugbrød er ca. 25 cm lang, så den kan forslå et stykke vej. Skiverne er fortvivlende tynde, men jeg har vænnet mig til at smøre en rundtom med Kærgården og så smække en til skive ovenpå, så passer det. Smør ville selvfølgelig have været bedre, men dette er tæt nok på fuldkommenhed.

Jeg har også købt en liter mælk, UTH fra Arla. Det var nu en skuffelse. Selvom det er letmælk, så har den nogle hårde klumper fedt, som det er umuligt at få til at opløse sig. Jeg er gået tilbage til at drikke min Nescafé uden mælk.

Cup nudler er jeg bare træt af. Jeg købte også en Bornholmerhøne. Den har jeg kogt (i min 15 liter gryde) og den gnaver jeg lidt af engang imellem. Alt i alt har jeg hvad jeg skal bruge. Alligevel glæder jeg mig til ham min bjergørred leverandør dukker op med en fisk. Det er ikke sket endnu. Min pose med suppeurter er for længst tøet, men uden fisk, er det jo ikke det samme.

Man vænner sig af med at tænke på grøntsager. Måske er det derfor jeg kan se så mange her, med meget krogede ben og mange med ryg og knæ problemer. Tænderne er generelt også et stort problem her. Hvis oprindelig arktisk mad var sund, som jeg har set hævdet i litteraturen, så må der være dele af den kost de har droppet.

Jeg tænker, de andre her spiser kogt sæl kød. Der bliver i hvert fald trukket ganske mange sæler på land hver dag. Jeg ser folk flænse sæler alle vegne, mænd såvel som kvinder og med alle slags knive. Når jeg spørger til, om de ikke længere bruger ulu (det hedder noget andet her, men det er en lille krum kniv med et håndtag monteret i to stænger bag æggen) og om det ikke længere er kvindearbejde at flænse sæl, så lyder svaret altid: Jo, det er kvindearbejde og vi bruger ulu.  Det er muligvis en grønlandsk måde at kommunikere på. Man vil gerne bekræfte mig i en antagelse, jeg tilsyneladende har i forvejen. Så er det underordnet, om det har relevans i forhold til virkeligheden.

 Mange har også en dybfryser og et køleskab. Det gør tingene jo lettere. Selv pakker jeg mine madvarer i plasticposer fra Pilersuisoq (butikken) og hænger dem udenfor. Det er rigelig koldt. Hver morgen, dvs. ved 3-4 tiden er der is på det åbne vand, indtil solen rigtig får fat. Så varmer den til gengæld stærkt, og derfor må jeg også flytte maden om i skyggen midt på dagen og tilbage igen om aftenen.

I går gik jeg mig en tur ned til lufthavnen. I terminalen købte jeg to røde pølser med brød, ketchup og sennep. Det var en fest. Jeg skrev to postkort, nærmest for at blende ind med de andre i terminalen.

Om eftermiddagen kan man uden problemer sidde udendørs uden overtøj på. Man skal nu have det med, for der kan hurtigt komme en sky for solen og så bliver det koldt. Det er så hyggeligt, når klokken bliver hen ved 7-8 om aftenen, for så er hele bygden ude at spadsere og de kommer tit herned forbi, fordi jeg bor det skønneste sted i bygden, hvis man altså vil undgå at skulle ud at klatre.

Min kone har hængt sig; min datter har hængt sig.

En mand jeg aldrig har set før (selvom han nok har set mig) kommer gående med sit barnebarn på skuldrene. De sætter sig på trappen foran kirken, ved siden af mig. Vi snakker lidt. Han spørger om jeg er alene. Helt ud i det blå, siger han så, at hans kone har hængt sig i foråret, eller også var det sidste år og datteren som hængte sig i år, jeg fik det ikke helt klart, for det tog lidt tid inden jeg rigtig forstod, hvad han snakkede om. – Jamen dog! Hvorfor gjorde de det? Han viste bare med en håndbevægelse at de drak. Han havde nu to døtre tilbage og heldigvis var moderen til den lille pige i live. Den dejligste lille glade pige.

Så fortalte han om tre søskende, som boede i Danmark og som også drak. Han så på mig og sagde, at han ikke ville til Danmark, for han var bange for alkoholen. Så gik han. Pludselig fik jeg følelsen af, at det var en ægteskabsforhandling, som var afsluttet.

Nu kan jeg se, der er en dame, der er gået i gang med at reparere sit tag med en plasticpose. Det er ellers et meget pænt hus og vasketøjet hænger på en snor udenfor, men der er noget galt med taget. Hun må være stået tidligt op, for klokken er kun 7.

Mens vi venter på skib…

Endnu en skøn morgen! I dag kommer skibet. Luften er mild og god og det er lørdag. Klokken er 9 og jeg er på vej ned efter et friskbagt gulerodsbrød fra butikken. Det er Oktavia’s søster der bager og det er vidunderligt. Det koster 37 Kr. og så har jeg dejligt brød til hele weekenden.

På vejen tilbage så jeg, at ganskevist er skibet ikke kommet endnu, men understøttelsen/lønnen er kommet! og det bliver fejret med morgenbajer over hele linjen herfra og til butikken. Bagsiden af denne fest lod heller ikke vente længe på sig. En lille vaklende dame gik hen imod mig og kontaktede mig. Det er sjældent det sker. Folk siger hej eller go’mor’en, men de kontakter mig ikke, med mindre vi ”kender” hinanden, som f.eks. Nikolaj eller de to Lars’er eller andre jeg kender.

Jeg var på vagt. Den vaklende gang virkede alarmerende på mig. Er du dansker, spurgte hun som det første. Endnu et faresignal. Så strøg hun en finger ned langs struben. Jeg tror godt jeg ved, hvad det signal betyder. Jeg har mange problemer med halsen i dag, sagde hun. Jeg skyndte mig at pege i retning af sygeplejestationen, vel vidende at det er lørdag og at der slet ingen sygeplejeske er for tiden. Det har Tobiasines mor jo lige fortalt mig forleden aften.

Min mand er taget af politiet i Tasiilaq, fortalte kvinden mig, som det næste. Hun pegede på sit forslåede ansigt. Jeg savner ham ikke; er du sygeplejerske? Var hendes næste udsagn.  Nej, jeg er ikke sygeplejerske. Hun tog sig til kæben. Jeg har mange problemer i dag, sagde hun, og gjorde tegn til at ville omfavne mig. Det undgik jeg ved at lægge en hånd på hendes skulder og dreje 90⁰. Jeg pegede igen i retning af sygeplejerskestationen og ønskede hende held og lykke. Jeg havde en fornemmelse af, at hun mente, løsningen på hendes mange problemer var mere øl, men den løsning tror jeg jo ikke rigtig på, så jeg valgte lige at springe over her.

Så vidt jeg kan se, er bygden i dag fuld af behjertede mennesker, med penge på lommen, og som tror mere på hendes løsning af situationen. Bare der nu ikke er flere, der ender i fængsel. Jeg tænker på, at der sandsynligvis lige nu sidder, nogle usikre børn et sted og frygter for, at deres tilværelse skal bryde sammen. De er lette ofre for forbrydelser nu. Jeg ved ikke om der er hold i de meget dystre tal om forbrydelser mod børn. Jeg ser kun glade børn her, det er det eneste jeg kan sige med sikkerhed.

En kvinde på vejen vidste, at skibet er anløbet Tasiilaq i morges kl 8. Hun havde set det fra sit hus på klippetoppen. Derfra skal varer med bygdeskib hertil og det bliver måske omkring onsdag i næste uge. Til den tid er havnen formentlig isfri, så det kan lade sig gøre.

Bare nu ikke pengene brænder hul i lommerne, når de skal vente så længe inden Pilersuisoq får friske varer.