Grønlandstema II:

Andet kapitel.

Jeg har så langt fra fundet tricket! Dukkerne vikler sig bare ind i hinanden, indtil jeg når et punkt, hvor jeg må binde knuderne op, og løse båndet, hvilket jo er snyd!

Jeg har dog ikke tabt modet endnu. Faktisk er jeg ved bedre og bedre mod. Jeg tror godt jeg kan sige, jeg elsker at være her. Hver dag er en udfordring, men også en lille sejr og naturen er der jo… i det fjerne; den smører olie på sjælen og får den lille fugl under hjertet til at fløjte. I den uge jeg har været her, har solen skinnet konstant, selv om natten, og vinden er mild og god, næsten helt stille. Det er svært at holde lykkefølelsen tilbage.

Jeg sidder ved mit køkkenvindue og ser ud på de små sorte silhuetter mod isen, som bevæger sig frem i zig-zag og ind imellem små hop og jeg begynder at kunne se på den grumme ryg, hvem det er der går der. Jeg kender deres navne og deres gangart. Ikke alle, men nogle. Det giver mig en følelse af at høre en lille bitte smule til her.

Nu da jeg er begyndt at være vågen til efter klokken otte om aftenen, min tidsfornemmelse er med andre ord langsomt ved at indfinde sig, så er mit perspektiv selvfølgelig forandret. Jeg ser dem ikke længere drage af sted på jagt i den tidlige ebbe ved 5-6 tiden, som jeg gjorde den første uge. Til gengæld har jeg set, at aftensolen faktisk rødmer efter klokken 10-12 eller deromkring. Det er et ufatteligt smukt syn. Herefter bliver det bare lyst igen.

Jeg har taget mit affaldshåndterings spørgsmål et skridt videre. Jeg har opdaget, ved en tilfældighed, eller rettere, kioskmanden i forsamlingshuset, som er en ung mand, der fordriver de mange kedelige timer, mens han passer kiosken i et lille lukket rum uden vinduer, og mildes talt uden mange kunder, med at øve sig på guitar; han fortalte mig det, en dag jeg sad i kiosken en times tid og ventede på noget annonceret folkedans, som viste sig bare at udeblive! Tag ikke fejl, jeg tilbragte en særdeles dejlig time, på en stol i solen på forsamlingshusets veranda og ind imellem kom kioskmanden ud og vi talte lidt sammen, inden han gik tilbage til guitaren.

Han fortalte, at jeg boede praktisk talt ved siden af kommunekontoret. Det er en lille rødmalet træbygning overfor kirken. Den ser ikke ud af noget og der er ingen skilt uden på døren. Folk ved simpelthen bare, at dette er kommunen. Foran kirken og altså kommunekontoret, er der en flagstang og en malet bænk, som jeg ind imellem sætter mig på, når den ikke er optaget af japanske turister. Jeg kan med lidt god vilje sige, at jeg bor på rådhuspladsen!

Eftersom jeg nu nyder dette privilegium, tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne gå direkte derop og spørge helt konkret, om hvor skal jeg gøre af mit affald? Det er jo et simpelt og livsnært spørgsmål, som jeg tænkte jeg kunne få et enkelt svar på, på rette sted: kommunen. Da jeg første gang trådte ind, fik jeg at vide af en sød ung kvinde, at kontoret først åbner klokken 10.

Da klokken blev 10, gik jeg ind til den sammen unge kvinde og hun var nu synligt nervøs. Det var som om hun havde siddet en hel time og frygtet at jeg ville komme igen. Hun insisterede på, at hun ikke talte dansk og at de brugte en tolk, som nu var i Tasiilaq. Jeg forsikrede hende om, at mit spørgsmål var af en karakter, som hun sagtens kunne klare med det danske hun rådede over. Jeg synes det lød som om hun talte et ganske godt dansk. Jeg tænkte, at hun var nok bare genert.

Jeg stillede mig spørgsmål og hun spurgte hvilket husnummer jeg boede i? Det aner jeg ikke, men huset ligger lige der, fortalte jeg og pegede ud af vinduet. Åh ja vist, det er jo Lars B. Michaelsens hus og så slog hun nummeret op. Herefter gjorde hun noget overraskende! Hun tog telefonen og ringede direkte til den øverste tekniske chef i Tasiilaq! Jeg prøvede at afværge opringningen, for jeg havde på fornemmelsen, at dette ville ende galt, men nej, hun insisterede.

Jeg fik Vitus B. Johansen, chef for Teknisk Afdeling i Tasiilaq i røret. Han var tydeligvis lige så befippet over at få mig i røret som jeg var. Jeg forsøgte at bløde situationen op ved at fortælle at jeg var turist i Kulusuk og at jeg havde set de havde en losseplads. Jeg følte på en måde, jeg måtte generalisere mit spørgsmål, for det er jo hul i hovedet at ringe til Tasiilaq for at få tømt sin skraldespand! Mit oprindelige helt enkle spørgsmål var røget lidt af sporet.

På den anden side, så havde jeg jo tænkt nogle tanker angående affaldshåndtering, jævnfør mit tidligere blog indlæg, så jeg følte samtidig, at her havde tilfældet givet mig manden, som kunne svare mig, en telefon i hånden.

Jeg fortalte ham, at jeg skulle bo her i en måneds tid og at jeg skrev en blog om mine rejseoplevelser og i den forbindelse vil jeg høre hans tanker om affaldshåndtering. Jo, affaldssortering var de startet på. Det kunne jeg høre om, hos den lokale chef for teknisk forvaltning. Her var det, jeg begyndte at tænke, at hvis de har en lokal chef for teknisk forvaltning, hvorfor har hun så ikke valgt at ringe til ham først?

Jo, men det ville jeg så gøre. Jeg fik hans navn. Det glædede mig at høre, at det var denne mand, der var teknisk chef, for det er netop ham, der har vist mig, at det trick med dukkerne kan lade sig gøre! Ham vil jeg meget gerne tale med. Jeg ved bare ikke lige, hvordan jeg skal komme ind på det med affaldssortering. Jeg kan jo ved selvsyn se, at her ikke er tale om affaldssortering.

For at få samtalen med Vitus B. Johansen ind i et mere roligt og ufarligt område, nævnede jeg muligheden af at forbedre på indkørslen til Kulusuk for turisterne, ved at fjerne et stærkt forfaldent hus, som jeg vidste, tilhørte en gammel enke fra Island, som ikke længere viste interesse for huset, og altså ikke noget han behøvede at føle sig ansvarlig for. Det lod imidlertid ikke til at kunne berolige ham overhovedet. Han udviste alle tegn på panik og bad mig nedskrive alle mine spørgsmål i en mail og sende ham. Det lovede jeg så at gøre og dermed sluttede vores samtale.

Men jeg har også selv fedtet mig ind i en dead end. I frustration over al det affald, som flyder alle vegne, tog jeg en stor sort sæk og begyndte at samle skrald på ”min” grund. Der kom hurtigt nogle småbørn og ville være med. De hentede meget fornuftigt gummihandsker og deltog ivrigt i oprydningen. Det var en sjov leg for dem. Vi havde det rigtig hyggeligt. Da sækken var fuld, mente jeg, det kunne være nok for i dag. En pige kom med et batteri hun havde fundet. Jeg forklarede, at dette batteri indeholdt gift, som kunne sive ud i jorden, så derfor skulle det til destruktion et andet sted. Jeg viste dem tegningen af en skraldespand med et kryds over på batteriet, og forklarede at det var symbol for, at dette batteri ikke måtte komme i affaldsspanden.

Jeg lagde, meget pædagogisk batteriet på husets sokkel, til videre proces. Nu har jeg jo taget imod det, og skulle således bringe det med mig hjem i min kuffert, til et sted, hvor jeg ved det bliver korrekt behandlet. I skrivende stund, må jeg indrømme, at jeg ikke er sikker på, at det vil ske!

Men jeg har mere på samvittigheden. Et par dage efter, børnenes og mit oprydningsprojekt, mødte jeg et par unge mænd, som ledte og ledte. Jeg spurgte hvad de ledte efter. Guess what! De ledte efter noget fiskegrej. Jeg husker godt, at jeg fandt noget fiskeline med et eller andet bundet på, helt rustent og ulækkert. Det ligger nu i min sorte sæk. I bunden! Jeg var skummel nok til at tillade mig selv ikke at kunne huske noget fiskegrej, sådan helt rigtigt. Jamen de kunne altså heller ikke beskrive helt nøjagtigt hvad det var de ledte efter.

Jeg ved det ender med, jeg fisker det frem, for jeg kan ikke leve med at have smidt deres fiske grej ud. Men jeg gider ikke gøre det ligenu.

I går skete det så, at jeg havde fået fat i fisk, som jeg tilberedte med nogle frosne grøntsager jeg havde købt i Tasiilaq. Det var en fest. Som alle ved, så kommer fiskeaffald til at lugte i køkkenet, så jeg bandt knude på posen og stillede den udenfor døren til senere, når jeg langt om længe har fået opklaret hvor jeg skal gøre af mit affald. Det var en solid plastbærepose, så den var forsvarligt lukket. Fugle ville ikke kunne komme til det.

Uheldigvis har naboens slædehunde fået hvalpe, som i modsætning til de voksne slædehunde, ikke skal stå bundet. Det er nu nogle små drabelige dyr, ikke mindst når de har fundet noget de vil have. De var tre, der knurrede og hvæsede omkring min skraldepose. Jeg turde simpelthen ikke lægge mig imellem. Jeg ved godt det er lidt krysteragtigt, men jeg er nu ikke ret glad for hunde.

Enden blev selvfølgelig, at mit affald nu ligger spredt over hele ”min” grund! Jeg har været ude at hente selve posen, men resten må vente, til hvalpene ikke længere har interesse for det.

Jeg tror jeg vil lade spørgsmålet med affaldshåndtering fare. Det overstiger simpelthen min kapacitet. Jeg vil indskrænke mig til at ringe til Lars B. Michaelsen og få ham til at indrette et sted, jeg kan gøre af det og hvor nogen tager sig af det.

Nu vil jeg gå ned og se lidt på is-situationen og få lidt frisk luft i lungerne. Jeg har ingen planer for i dag, men jeg ved, jeg behøver bare gå en tur ned igennem bygden, så opstår der noget. Sådan er det hver dag.