Grønlandstema II: 12. kapitel

På udflugt med stammen.

I går var et fantastisk vejr. Helt perfekt til en udflugt. Justine havde sandelig bidt hovedet af al skam og inviteret mig med. Jeg er ikke sikker på, hvorfor hun gjorde det, for hun afskyer alt, der har med Danmark og danskere at gøre. Måske er jeg alligevel så godt integreret i stammen, at hun også ønsker at markere sig, inden jeg helt er væk. Jeg har jo optrådt i forskelliges selskab undervejs. Det er svært at vide, men jeg er hende inderligt taknemmelig for invitationen. Uden den ville det ikke være muligt for mig at deltage, foruden, at jeg behøvede en plads i hendes families båd.

Jeg kunne mærke lige fra starten, at det var usædvanligt, at jeg var med. Ingen så på mig, da jeg stod på pieren og afventede tingenes gang. Jeg var tæt på at forsvinde i afmagt, fordi min tilstedeværelse var så pinagtig, men jeg bed mig fast. Jeg var inviteret og nu VILLE jeg med.

Da Justine og hendes familie stævnede ud fra en anden pier, begyndte jeg at vifte med armene. Det var knald eller fald, for tog de af sted uden mig, lige foran alle andre, så havde jeg intet andet valg end at gå slukøret hjem. Men de vendte om og tog mig med heldigvis.

Jeg havde fået besked om, at tage med, hvad jeg selv spiste. Jeg havde medbragt en pose tørret torsk, en stor pose med chokolade 70-76 % i fire varianter og en æske kager. Jeg håbede så, at det trods alt var noget med at bytte mad. Jeg følte mig under alle omstændigheder godt klædt på til begivenheden. Man kan jo sagtens klare sig med tørfisk og chokolade, hvis man skal.

Båden var fantastisk, med polstret indtræk og vinduesviskere på forruden! Det var en fornøjelse at sejle med den. Desværre gik turen kun lige over til den nærmeste gletsjer, men stedet fejlede bestemt heller ikke noget.

Jeg følte mig som led i en ideal eksistens, sammen med min stamme af jægere og samlere i stenalderen. Det er sædvane at tage til dette specielle sted og det er der en grund til! Imellem gletsjeren og lejrpladsen er der et lille klippefremspring, så en eventuel løsrivelse af et isbjerg, ikke forårsager, at bådene bliver kastet mod klipperne og derved tager skade.  Stranden er smal og dyb og beklædt med tørv indtil klippestykkerne rejser sig og gradvist bliver højere og højere indtil de når fjeldvægen. Til venstre er stranden afskåret af fjeld og til højre løber den dejligste friske elv af smeltevand.

Scenen er idel. Alle stiger ud af bådene og fordeler sig i små familiegrupper og begynder at stille op til spisning. Nogen slår et telt op, nogen anretter et kogested i læ bag en stor klippe og nogen går i gang med at flænse en sæl og nogen går i gang med at finde spiselige planter. Resten sætter sig og begynder at tygge tørret sæl, tørret torsk eller hvad de nu har bragt med sig.

Der er masser af børn med og de begynder straks at lege. Ind imellem er der en, der falder og slår sig og det kan ske nogen bliver uenige om legen, men i det store og hele er der fred og idyl.

Man bliver i godt humør af det iskolde klare vand og solen der varmer og de sortbrune flager af tørret sæl bliver sendt rundt. Alt er herligt. Jeg kan se, hvad det er der betyder noget for disse mennesker. At være mange sammen, at have fanget maden selv, at tilberede den på en sten og sidde direkte på jorden og føle naturen omkring sig.

Senere, når sulten er stillet, bliver det tid til de andre, måske måske ikke, sekundære vaner, som kaffe og kage og saftevand og karameller. Der kan også komme rugbrød og karrysalat frem. Her kommer mine chokolader og kager til god anvendelse. Det er en fest.

Jeg kan se på alle, at min tilstedeværelse er et mysterium.  Jeg får indtryk af, at jeg er den første dansker nogensinde, der har deltaget her, men ingen siger noget. Dem fra bygden, jeg har fået kontakt med i den forløbne tid, lader mig glide naturligt ind og jeg vælger bare at slappe af og gå lidt rundt imellem folk, som de også selv gør.

Jeg spørger lidt til de andre danskere. Ingen af dem har været med. Jeg får ikke at vide om det er fordi de ikke er inviteret eller fordi de ikke har lyst at komme med. Det sidste har jeg lidt svært ved at forstå, for dette er vel indbegrebet af dejlig afslappelse.

Det er en vidunderlig dag. Jeg sprayer mig med den dyre myggespray fra apoteket, under tøjet og udenpå tøjet, men den hjælper ingenting. Jeg får ca. 900 myggestik, som har holdt mig vågen hele natten. De er bidske de grønlandske myg, men man forstår dem. Der er ikke mange steder, de kan få deres blodmåltid og sommeren er meget kort, så de tager deres chance.

Tupilakker og tabu

Jeg spørger mig igen for, om der er nogen der har set en tupilak. Nogen griner og siger nej. Jeg spørger så om det er noget man ikke tror på længere, men det er der straks en anden der siger, de gør. Ingen har dog set en tupilak. En har hørt en tupilak. Det var forfærdeligt. Man kan dø af det, siger hun, men hun vil ikke tale om det. Tilsyneladende er det forbundet med handlinger fra hendes fars slægt, så derfor vil hun ikke tale om det. En anden forklarer mig, at det ikke er noget man kan tale om i et åbent forum som dette her. Det er noget man taler om i fortrolighed.

Jeg tænker nu tilbage på det Lars B. sagde med, at der findes mange historier om tupilakker. Er det han mener i virkeligheden, at mange mennesker konkret oplever, at tupilakker findes i den åndelige verden og ikke kun som figurer i souvenir butikken. Jeg har engang hørt noget tilsvarende, at det er tabu at tale om tupilakker, men dengang sagt af en vestgrønlænder.

Det må jo i givet fald have med følelser at gøre, som hævn, misundelse og magt, hvis det skal give mening, at det er den nærmeste familie, der skaber tupilakken og tabuet omkring den. 

Stadig undrer det mig, at den trommedans, jeg tidligere har omtalt, angiveligt skulle være en tak for helbredelse til en tupilak. Hvorfor skulle en tak for helbredelse være tabu? Hvis det er, hvordan kan det så være genstand for en trommedans, som jo opføres offentligt?

Hvis det ikke er tabu, så skulle forsamlingen på udflugten jo vælge at tale om de gode oplevelser med tupilakker. Det gjorde de ikke. Er det sådan, at gode oplevelser med tupilakker er sjældne? Er oplevelser med tupilakker i det hele taget sjældne? Det er tydeligvis ikke alle, der deltager i tupilak-forestillingerne.

Det er slet ikke opklaret, dette spørgsmål med tupilakker.

Alkis’erne stiller op.

Det står nu klart for alle, at jeg er tæt på afrejse. De fordrukne kommer frem i et sidste desperat forsøg på, at presse lidt penge ud af mig. Det er et meget sørgeligt syn. Hvordan håndterer en jæger- og samlerkultur det problem? I de helt gamle dage, bad man dem forlade samfundet, hvis de opførte sig destruktivt, f.eks. myrdede nogen eller så. Den mulighed har civilretssamfundet taget fra dem.

Spørgsmålet er, hvad de i gamle dage ville have gjort ved typer, som bare var en byrde, derved at de ikke ydede nok, som man kan sige alkis’ernes rolle er nu. De var nok blevet hånet for deres ringe jagtegenskaber eller noget sådant. Problemet er bare, at hån ikke hjælper overfor en alkoholiker. Der er indtrådt en hjerneskade, som gør hån uvirksom på personen. Det problem havde man simpelthen ikke i gamle dage.

Det ser ikke ud til, at grønlænderne har udviklet en ny og bedre praksis på det problem. Det er jo på den måde, at de er havnet uhjælpeligt i en fælde, midt imellem moderne civilsamfundet og jæger-samlerkulturen. 

Det er den konflikt jeg har set hele vejen igennem mit ophold her.  Et stærkt, men temmelig ureflekteret ønske, om at holde fast i sin kultur og samtidig være tvunget ind i et civilsamfund, som man nu ikke længere kan vælge fra. Måske har der aldrig været noget valg, fordi det er civilsamfundets natur, at alle skal omfattes.

Det er uacceptabelt, at lade nogen uddø, hverken dyr eller mennesker.  Det har aldrig været jæger-samlerkulturens problem. Det er derfor, det ikke giver mening med kvoter for fangst af narhval osv.  Sådan er jægerens tankegang. Han er jo ikke marin bonde. Drabet er ikke noget problem her, det er overlevelse, der er problemet.