Grønlandstema II: 11.kapitel

Hugin og Munin.

At sidde i stuen og kikke ud af vinduet. Det er der vel nogen, der rigtig tror på. Solen skinner og det er herligt, uden en sky på himlen. Det er blevet tid til et par dage på klipperne inden jeg skal hjem.

Det er, som om jeg har en krog i hjertet, og hver gang jeg tænker på, at det snart er det sidste blik på Kulusuk bjerget eller på ravnedalen, så trækker det i krogen og jeg tager panisk videokameraet frem og filmer løs. Et kort sekund kan jeg føle trøst ved at eje en filmstump, men jeg ved, hvor forræderisk filmen er, den ligner ikke engang svagt. Det er til ingen nytte.

Selv nu, hvor jeg sidder på en sten med min vandflaske med en blanding af vand og sne, og med åben jakke, for at lade solens stråler trænge helt ind i kroppen, og kikker på et brusende og rislende vandløb af smeltevand, og kikker på de bløde runde former på et mosbegroet bjerg, og på en horisont af sneklædte bjergtinder, ja selv da mærker jeg en stigende længsel og slet ikke den mæthed, man skulle forvente nu efter en måned på dette sted.

Hvorfor kan det ikke lade sig gøre at få nok?

Det er som om den menneskefjendskhed, som de golde klipper udstråler, den bliver i næste sekund negeret, af en lille frodig plet med pileurt og sortebær og kæruld og millioner af bitte små blomster i et overskueligt antal varianter. Sindet bliver konstant skubbet frem og tilbage mellem skræk og vellyst. Modsætningerne ser ud til at være så store, at de dårligt kan rummes.  Vores instinkter kommer i alarm i en underliggende strøm, som får glæden til at boble mere frit, forestiller jeg mig det.

En lille fugl med orange ved hovedet og ellers gråbrun på kroppen, sætter sig hen ved siden af mig og giver sig til at pudse fjerene. Den er ikke bange for noget, ser det ud til. Måske fordi den ved, at chancen for at blive spist er mindre, end chancen for ikke at finde sig en mage, så den vælger at være modig. Desuden er sommeren kort, så den har travlt og har ikke tid til at være i tvivl.

Jeg fylder lidt mere sne i min vandflaske, så det kan tø på vejen videre. Faktisk er det slet ikke sne, men snarere en samling små iskugler. Det er næsten umuligt at slukke tørsten ved at spise sneen direkte, for det tager lang tid at smelte de små iskugler i munden så de er til at synke, mens det går relativt hurtigt nede i vandet og så har man dejligt iskoldt drikkevand.

Vejen går stejlt opad lige her.

En lille fugl flyver tæt forbi foran mig. Den kalder og fløjter og sætter sig på en stor sten og vipper forførende med halen. Den ved jeg er nem at lokke.

-Hvad vil du, fugl? Hvad skal jeg? Vil du have mig ud over klippen der?

Jeg er sikker på den kan kende mit sværmeriske glimt i øjnene. Det kan jeg nemlig selv, når jeg ser det i øjnene på dagturister fra HK eller Seattle eller et andet sted. Jeg modstår fristelsen og går videre opad. En lille sommerfugl flakser forbi og er et bevis på, at sommeren er i fuld gang. Myggene har også taget fat efterhånden.

Nogle steder ligner bjergene en gigantisk lagkage, som er smidt hid og did. Lagkagestykkerne vender i alle retninger og nogle steder er kagecremen løbet ud og ligger som en kegle af grus. Det sker også at store sten eller hele klippesider forvitrer og bryder sammen direkte til grus eller jord.

Andre steder, nedbrydes klipperne til mindre og mindre sten og her dannes en lille slugt at disse store og små klippestykker. Hvis der samtidig løber en elv eller bare et lille vandløb af smeltevand, så dannes der et lag af mos og lav og små planter og blomster. Et tørvelag, hvor det vrimler med insekter og blomster i lysende farver.

Ligenu, hvor det ikke har regnet i måneder, er tørven knasende tør og den slipper sit tag i klipperne. Kun der hvor smeltevandet når hen, er der svampet at træde.

Men der kan være langt imellem disse frodige slugter. Mange steder stryger klipperne direkte ned i havet, uden at levne fodfæste for hverken dyr eller mennesker. På Kulusuk ø findes der slet ingen pattedyr, kun slædehunde. I hele Ammassalik området findes ingen moskusokser eller rener eller nogen store landdyr. Intet af det kan leve her.

Men ikke alle klipperne smuldrer. Nogle steder har isen og vinden skuret hen over klipperne og gjort dem runde i faconen.  De virker nærmest godmodige. Det tager jo tusinder af år at slibe disse kæmpe klipper runde, og mange vintre med dyb frost har de oplevet. At nogle sten så pludselig bryder sammen og forvitre til grus, og andre ikke, det er mig en gåde. 

-Kra kra lyder en dyb blød stemme. Det er ravnen i glideflugt på vej ind i ravnedalen. Der er noget ildevarslende ved den store sorte fugl. Der er også noget lokkende og kaldende ved dens stemme. Dens vingeslag er smukt, med de lange kulsorte elegante vinger, som tegner så skarpt imod den grønbrune klippevæg. Ind imellem lyder der nogle hæse skrig. Er det mon ungerne som vil have mad? Jeg kan slet ingenting se, selvom det lyder, som om det er tæt på.

En anden lille fræk hurtigløber blander sig i koret.

-Se også mig siger den og standser op og løfter hovedet. Den har lange gule ben og en sort krave om halsen, hvidt ansigt med en sort streg over øjnene. Den løber lidt videre og standser op igen. Ryggen og toppen af hovedet er brun, bugen er hvid. Nu er den tilfreds og den flyver bort.

-Kra kra, lyder det igen i ravnedalen. Mon stemmen får sin bløde forførende klang, af at blive resoneret af de runde klipper?

-Send du blot besked til Odin, om at jeg er her, jeg, en lille bagatel i landskabet.

Det er allerede blevet sent. Solen er begyndt at blive rødlig. Det er for sent at nå helt op på rypefjældet nu, det bliver en anden dag. Vi er allerede langt fra midsommer og dagene begynder at tage form af nat og dag igen, så småt. Sommeren er slut om ca. 5-6 uger, så vender frosten tilbage.

Jeg traf en elektriker fra Berlin, som arbejder i lufthavnen. Han er her på 5. år, selvom han først troede det skulle være en kort tjans. Da jeg spørger ham, hvorfor han måtte tilbage, svarer han lynhurtigt, naturen! Det var bygden med alle dens problemer, som på et tidspunkt sendte ham hjem i afmagt, men så måtte han bare tilbage til denne natur. Sådan går det for mange, fortæller han. Selvom der også følger en ensomhed med, så bliver rigtig mange alvorligt hooked på denne natur. Jeg er ikke alene om det.

Trommedans og tupilakker

Nu er det festivalens sidste dag. Den store trommedansens dronning Anna Kuitse døde, netop som festivalen startede i fredags. Der blev dog trommedans af hendes bror, Anda, som vælger en lidt anden stil i udtrykket. Han er den komiske figur, med pind i munden, snor i næsen og malet sort i hovedet. Ellers er selve dansen meget det samme. Trommedans er uhyre enkel.

Festivalen havde valgt at tildele Anda en pris og det er vel for at understøtte den folkelige tradition med trommedans i det hele taget. Til min store glæde og overraskelse, så optrådte der, blandt publikum, en mand som lavede grin med trommedansen. Han havde taget skibriller på, et tørklæde om hovedet og var malet sort i ansigtet. Han svøbte et stort rødt tæppe om sig og på fødderne havde han inder strømperne fra et par kamikker, som så var stukket i et par store gummistøvler. Han dansede rundt med en stav og en tromme uden skind på. Det var dejligt at se, at de trods alt kunne lave grin med trommedansen.

Nogen synes selvfølgelig ikke det var sjovt, men det er kun forventeligt. I et samfund med så udbredt alkoholisme, så udvikler der sig naturligt en modkultur af puritanisme, som ikke kan se komikken i dette festlige indslag. Det er jeg ikke overrasket over.

Jeg så, temmelig sikkert, den sidste af Anna’s optrædener, inden hun døde 6 dage senere. Hun havde sin søn og barnebarn plus barnets kusine med. Hun kunne jo ikke meget selv, men hun så strålende glad ud, og det betyder jo alt i turist branchen. Hendes søn opførte en dans, som handler om en mand, der var blevet helbredt af en tupilak. En tupilak er en lille figur, som I har set nede i souvenir butikken, forklarede han. Er det det?, tænker jeg.

Efter jeg så den forestilling, er jeg begyndt at spørge lidt til tupilakker. Oprindelig var en tupilak et åndeligt væsen, som ammasalikkerne søgte at forklare hvordan så ud, for Gustav Holm, da han kom med sin konebådsekspedition (1883-85). Der er heller ingen tupilakker i hans indsamlede materiale, ifølge den bog, der er udgivet med genstandssamlingen.

Som tidligere nævnt, så forstår Lars K. stadig en tupilak som et åndeligt væsen, som han ganske vist snerrende hævder aldrig at have set og anser for at være vrøvl. Det er under hans værdighed at lave tupilakker og sælge dem til turister, som han føler er en parodi af en eskimo.

For Anna’s søn, var det knapt nok muligt, at begribe den underliggende repræsentation, som ligger i figurerne. Også Lars B. forstår tupilakker som de konkrete figurer. Det er bare pyntefigurer. De indgår ikke i nogen som helst ritualisering af nogen art. Da jeg forsøgt at spore ham ind på det bagvedliggende åndelige fænomen, siger han blot, at der findes mange fortællinger om tupilakker.

Tupilak er gledet, fra at være et åndeligt fænomen, til at være et konkret fænomen i form af små skårne figurer i tand, fedtsted, eller andet. Denne glidning var næppe sket, hvis ikke Gustav Holm havde opfordret eskimoerne til at vise ham, hvordan de så ud, disse tupilakker. Spørgsmålet er, om forestillingen om tupilakker havde levet videre, hvis ikke denne repræsentation i figurform havde fundet sted. Det får vi aldrig at vide. Det ser ikke ud til, at forestillingen om tupilakker eksisterer mere, som andet end historier fra gamle dage og som salgsobjekt til turister.

Chill-out med festival komiteen.

Skal du rejse idag? Hvornår rejser du? Hvorlænge skal du være her? Nu snerper det til, og mange kan næsten ikke vente, har jeg indtryk af. Fordelen er jo, at alle ved, at det sker om kort tid, så hvis de har noget på hjertet, så er det nu de skal komme frem og hvis ikke, så må de bare dukke indtil torsdag.

Det sker, at nogen synes de bør vise lidt hensyn og i den retning er jeg sørme inviteret til chill out med festival komiteen i eftermiddag. Vi skal sejle over til gletsjeren lige her i den nærmeste fjord og det bliver en dejlig oplevelse.  Både at sejle og at se gletsjeren på nært hold. Endnu en dejlig dag i sigte.