Handling gi'r forvandling.

Jeg var til politisk møde for alle dem, som er skuffede over den politik vores SFSR-regering fører. Medkraft var arrangør. Lad det være sagt med det samme, der var ikke mange tilstede! Det kan kun tolkes som resignation. Dem der kom, var en flok af de grå hjelme på 50+ og en del af dem, fra fagbevægelsen plus nogle få unge mennesker. 

Det var ellers et flot panel, med deltagelse af Pelle Dragsted fra Enhedslisten, Simon Tøgern fra HK Privat og SF, Klaus Krogsbæk fra Kritisk Debat og Socialdemokratiet og som den fjerde Michael Schølard som er redaktør for Solidaritet og medlem af Enhedslisten.

Jeg fik aldrig helt fat i, hvad det var for spørgsmål fra arrangørerne, de skulle forholde sig til, men det lagde sig hurtigt ad to linjer.

En linje, som efterlyste venstrefløjens svar på flugten af arbejdspladser. Her står Hjort Frederiksen alene med sit svar, som er lavere løn. Dette retoriske spørgsmål blev gentaget igen og igen, og stillet op, som om nationalisering af virksomhederne var det eneste alternativ! Ubegribeligt.

Jeg luftede selv muligheden af, at binde erhvervsstøtten sammen med en pantsættelse af virksomheden, således at virksomheden f.eks. ville ifalde en bøde/tilbagebetaling af støtten, såfremt de flyttede arbejdspladserne til udlandet. Det mener jeg selv er et forslag med fremtiden for sig, for det er i sin grundsubstans en meget borgerlig liberal tankegang.

Det blev slet ikke reelt drøftet på mødet. Emnet blev forbigået, bort set fra et par flygtige bemærkninger fra HK-manden, som sagde, at det havde man allerede lidt af med sociale klausuler i erhvervsstøtten. Det var som om panelet var paralyseret af mismod og af den manglende evne til at mobilisere et politisk engagement.

Den anden linje var hele spørgsmålet om EU. Her var det især socialdemokraten, som talte sig varm for at skabe en forandring med EU i hænderne. Det krævede blot, at man opgav et par vaner, som alligevel var døde og overflødige.

Han nævnede to ting: den danske model og velfærdsstaten! Hvis vi opgav dem, så kunne vi arbejde sammen med socialdemokrater i EU og få meget større gennemslag! Vi kunne sågar komme tilbage til 2. Internationale! Han så også for sig, at ECB ville blive forvandlet til en folke-bank, til glæde for alle folk i EU.

Det var så forfærdeligt at høre på, at jeg blev skubbet ud på randen af en depression. Man havde valgt at lade Pernille Frahm være ordstyrer, og det gjorde hun med en disciplin, så der ingen slinger i valsen var. Der var nu heller ikke megen optræk til slinger.

Gudskelov var Michael Schølard også med! Han sagde stille og roligt, at EU var i fuld gang med at afmontere sig selv, og vi skulle bare lade lortet falde.  Som gammel erfaren socialist, så er internationalt arbejde jo en velafprøvet dyd, som ikke behøver noget EU for at fungere.

Der var en masse analyse undervejs. Meget af det var fornuftigt at høre på, men helt blottet for fremadrettethed. Pelle Dragsted nævnede f.eks. at det politiske spektrum lå samlet set helt til højre for, hvad man kunne betegne som 2.international, med en undtagelse af Enhedslisten, som det var temmelig ligegyldigt hvor lå henne, hvis de ingen evne havde, til at skabe en mobilisering af græsrødder.  Det er muligvis min fortolkning af, hvad Pelle sagde, jeg husker det ikke så nøje.

Kunsten ville være, at fylde det kæmpe politiske hul ud, som udgøres af hele midten og alt til venstre herfor, og det er reelt der, hovedparten af befolkningen ligger. Nemlig der, hvor man gerne vil have lidt tryghed i ansættelsen, man gerne vil betale skat for at kunne få passet børnene ordentligt og få hjemmeplejen til at fungere. Man gerne vil en ordentlig dækning i tilfælde af arbejdsløshed og gerne vil have en offentlig pensionsordning, samt bøger på biblioteket og den slags kendte positioner.

Disse holdninger er reelt ikke repræsenteret i Folketinget i dag, bortset fra Enhedslisten, som har meget svært ved at bruge sin indflydelse til noget. Selve finansloven og EL’s gebærden sig der, kom ingen af paneldeltagerne ind på.

Jeg nævnede også muligheden af at beskatte de arbejdsfrie indtægter. Ja, det er en underlig hvid plet på landkortet, var den eneste kommentar det forslag fik.

Jeg synes ellers selv det er to gode forslag:

1)betal erhvervsstøtten tilbage inde du rejser ud og

2)skat på arbejdsfrie indtægter,

som det var værd at mobilisere omkring, men her i denne forsamling, var det end ikke muligt at formå nogen til at tage det alvorligt.

For at føje spot til skade, så hører jeg netop i radioen i dag, at Bent Winter har udgivet en bog: Succes på Borgen – 10 gode råd til den nye politiker. Den handler om den politiske krise, som består i, at pressen har lukket sig i en uhellig alliance med politikkerne, som reelt forkrøbler vort demokratiske samfund.

Det er præcis en bog om, hvordan handling er blevet afløst af at sende et signal i stedet for. Underforstået, så får politikerne og spindoktorerne fred til at sidde i ”maskinrummet”, uden nogen reel demokratisk kontrol. Maskinrummet er der, hvor DREAM-modellen er, forstås. Der sidder alle cand.polit'erne og trænges om pladsen.

Nøjagtig den samme frustration og lammelse, som jeg oplevede på mødet. Jeg behøver slet ikke læse bogen. Jeg ved, hvad der står!

Mit besøg på plejehjem

Ældrekommissionen, nedsat i finansloven i 2011, har i februar i år udgivet en rapport om, hvordan vi kan fremme livskvaliteten for beboere i ældrebolig og på plejehjem. Rapporten hedder ”Livskvalitet og selvbestemmelse på Plejehjem”. Kommissionen har bedt SFI om at lave en delrapport, som kom til at hedde ”Omsorg og livskvalitet i Plejeboligen”

Da jeg af og til kommer på et plejehjem, for at skabe aktuel debat, tænkte jeg, at denne rapport kom som sendt til mig personlig. Det var jo oplagt at diskutere regeringens intentioner på plejehjemsområdet med beboerne.

Det er en meget enkel rapport. Den bygger på 5 grund værdier, som er: 1)indflydelse på eget liv, 2) respekt for forskellighed, 3) medmenneskeligheden i fokus, 4) gode oplevelser hver dag og 5) en værdig afslutning på livet.

Det er jo alt sammen gode udgangspunkter for at behandle de ældre mennesker godt. Jeg kan være lidt tøvende med hensyn til den sidste værdi, for, som Ole Hartling har påpeget i sit Rosenkjær foredrag 29.okt.2008, så er det vanskeligt at tale om et uværdigt liv, fordi det forudsætter en standard for liv og hvem har ret til at sætte en sådan standard? Hvis man ikke kan tale om et uværdigt liv, kan man således heller ikke tale om et værdigt. Denne sondring får dog ikke den store betydning for den palliative behandling, for den kan jo godt rumme værdighed, så vidt jeg kan se, men det er lumskt, for ingen af os har jo stået i en terminalfase selv, så vi bliver nødt til at tænke os om.

Rapporten munder ud i et hav af anbefalinger, som jeg læste igennem og fandt rigtig gode og fornuftige. Jeg så således frem til at bringe plejehjemsbeboerne det glade budskab.

For at bringe selve rapportens indhold i bedre relation til deres egne erfaringer, lod jeg dem selv evaluere de 8 livsområder, som SFI havde brugt til deres analyse, ud fra samme skala-teknik som beskrevet i rapporten. Resultatet kom ud med noget mindre positive evalueringer end dem i rapporten. 

Det kan umiddelbart godt undre, for det skulle jo være det samme, men det skal understreges, at vores lille mini-undersøgelse ikke var udført videnskabeligt korrekt med den rette spørgeguide osv. Der kan være mange forklaringer på den forskel.

Disse resultater skal så, ifølge SFI’s rapport sammenlignes med estimerede værdier af livskvaliteten, hvis man forestillede sig beboeren i eget hjem uden hjælp. Det er jo et meget spekulativt punkt, for kan man virkelig forestille sig livet i eget hjem uden hjælp? Der er jo alle grader af problemafhjælpning i hjemmet. Ingen ældre handicappet lever helt uden hjælp, hvis de da ellers er integrerede i det almindelige social-og sundhedsområde.

På denne baggrund, viser rapporten en figur som får livskvaliteten på plejehjem til at tage sig langt bedre ud end livskvaliteten i eget hjem. De beboere jeg præsenterede materialet for, havde et lidt blandet forhold til værdien af plejehjemmets indflydelse på livskvaliteten. De fleste havde accepteret det, som en nødvendighed at bo på plejehjem og havde dermed ikke behov for at tænke dybere over det, selvom de gav udtryk for, at det havde været betydelig sværere at vænne sig til, end de havde forestillet sig inden de kom.

Her bør man nok huske på, at jeg jo ikke er en del af personalet, så det er ”omkostningsfrit” at beklage sig til mig. Jeg har heller ikke noget dybere kendskab til de enkelte personer jeg her taler om, så mange motiver kan blande sig sammen.

Herefter præsenterede jeg dem for de gyldne intentioner, som regeringen hermed lagde frem og som de kunne se frem til med glæde, forhåbentlig. Det drejer sig om i alt 43 meget konkrete punkter, fordelt på områderne:

1)overgangen til livet på plejehjem,

2)et sundt og aktivt ældreliv

3) den daglige pleje

4) mennesker omkring den ældre på plejehjem

5) den frivillige indsats

6) den sundhedsfaglige indsats og

7) den bedste afslutning på livet.

Her var det interessante, at mine tilhørere flere gang råbte NEJ TAK! Vi talte selvfølgelig om, hvorfor de sagde nej tak til disse intenderede forbedringer. Da jeg selv læste rapporten i forvejen, havde det hele som sagt forekommet mig godt og rigtigt, men gennem vores samtale fik jeg et nyt syn på, hvad det egentlig var for nogle problemer de så, ved livet på et plejehjem.

Jeg vil her slå ned på to punkter, de sagde nej tak til. Det ene punkt er punkt 11 i rapporten: beboerne skal inddrages i hverdagsaktiviteter – rengøring, madlavning og blomstervanding. Under et andet punkt skulle de også inddrages i madlavningen. Det havde de ikke lyst til. Det havde slet ingen umiddelbar appel til dem. De så det som endnu et brydsomt angreb på deres integritet.

Jeg fortolker selv situationen sådan, at livet for disse beboere, jeg havde for mig her, var så belastet af alle mulige ting, sygdom, smerte, sansetab af forskellig slags, så det lille overskud de havde, havde de ikke lyst at ”spilde på rengøring”. Det er jo derfor man er kommet på plejehjem, for at slippe for den slags trivialiteter, synes holdning at være.

Nu skal man jo ikke bare give op, for det er jo heller ikke givet, at de med deres få kræfter og det svindende overskud kan overskue, hvad der er positivt og hvad der er negativt for deres samlede tilstand. Det er alligevel betænkeligt at begynde at ville ændre på folk eksistentielle valg i livet, når kræfterne er så få og små og deres tilstand så sårbar.

Det andet punkt jeg vil fremdrage er punkt 3, som handler om at udarbejde en ”livshistorie” for beboeren, som medarbejderne kan bruge i det daglige og kontakt med den enkelte beboer. Der var helt enkelt en modvilje imod at dele sin livshistorie med fremmede og alle og enhver. 

Jeg kan jo sagtens se det praktisk i, at personalet har en idé om, hvem de har med at gøre, men når jeg hører beboerne siger nej, så er det lige så indlysende at det kan virke som et overgreb. Man må jeg spørge sig selv, om det virkelig er nødvendigt med en nedskreven ”livshistorie”. Kan personalet ikke spørge sig frem i situationerne, hvis de er i tvivl om den rette pleje eller behandling? Hvad skal de bruge livshistorien til? 

Ingen af os ønsker at være anonyme numre i et system, men en standardiseret fortælling som skal dække et standard møde mellem en beboer og en nyansat, er måske ikke det rette svar. Personlig ville jeg også, hvis jeg skal sætte mig i situationen at være nyankommet på plejehjem, være bange for at en ”livshistorie” kunne give anledning til fordomme og vrangforestillinger, som en ansat kunne projicere over på mig, i givet fald. Nej, her må jeg give beboerne ret, den er for nem!

Den danske presse i det amerikanske valg, - hvordan fungerer den mon?

Her til morgen blev det amerikanske valg endelig afgjort. Obama vandt.

Det var vi en del som havde på fornemmelsen for længe siden. Da valget nærmede sig, var der problemer med at få en nogenlunde habil republikansk kandidat til at stille op. Tilsyneladende var argumentationen, at de virkelige kandidater ville vente 4 år med at stille op, for Obamas genvalg var for oplagt til, at nogen ville spilde penge på den kampagne. Måske var republikanernes dilemma, at det måske end ikke var umagen værd at vælte ham, eftersom han intet kunne få igennem Kongressen alligevel og at hans politik med drone-angreb og opretbeholdelse af Guantanamo fængsel og understøttelse af Israels politik og en meget svækket skattepolitik og selv en fake Obama-care som figenblad, kunne en republikaner ikke gøre bedre. På klimaområdet har han ikke markeret sig, givet koncessioner til fracking af olie og har ikke gjort noget for CO2 udledning. Ikke engang de homoseksuelle og etniske minoriteter har tilsyneladende følt sig repræsenteret af Obama. Hvorfor så stille op imod ham?

Med hiv og sving fandt man frem til Mitt Romney. En mormon, men det gik. Han var villig til at tage den tabersag. Så gik man i gang med det helt store teater. Mærkeligt nok også i DR.tv. Alle sejl blev sat til, for at få det gjort stort. ”Verdens vigtigste valg” ”Verdens vigtigste job” osv. Fraserne stod i kø. Men hvilken interesse har DR.tv i det? En licenskanal med publicservice forpligtelser, burde de ikke forholde sig nøgternt informerende, i stedet for som nu, at arbejde med på den amerikanske hype?

At journalisterne har øjnet en ferie i det forjættede land er indlysende, men hvordan er ledelsen gået med til det? Ca. halvdelen af den amerikanske befolkning har trodsalt bevaret roen og har erkendt, at valget var ligegyldigt/tabt, idet storfinancen allerede havde vundet magten i USA. Var det så sådan, at journalisterne fra DR tog fat i det kæmpe problem, at verdens mægtigste (eneste?) og mest aggressive supermagt, har et sådant demokratisk underskud? Nej, det gjorde de ikke. De valgte at arbejde med på de amerikanske mediers bestræbelser på, at få det til at ligne et reelt opgør mellem to forskellige kandidater. Det ligner jo mest af alt en amerikansk mentalhygiejnisk foranstaltning, for at modvirke social uro, som den vi ser i Grækenland i øjeblikket.

Måske endte de trods alt med at overgøre det. Der var flere røster fremme om, at dækningen havde været urimelig tæt og temmelig ligegyldig. Der blev sågar afholdt seminarer om det.

Da fjernsynet så endelig, tidlig i morges begyndte at bringe resultatet, som vi hele tiden havde forventet det: Obama blev præsident i en periode mere, ja så var det lidt svært at få udløst den stort opbyggede forventning, og journalisterne faldt tilbage på et realplan, hvor de trods alt er mere vant til at befinde sig. Nu hedder det, at i den virkelige verden, er det temmelig ligegyldigt, hvem af de to der var blevet valgt!

Det var der ingen, der nævnede i går eller i forgårs endsige i de forløbne måneder. For en banal tv-seer som mig selv, kan det virke, som om det har været tabu at nævne noget som helst relevant politisk, for det kunne ødelægge en ellers perfekt ferie i USA. Undervej har man kritikløst genfortalt meningsmålinger ned til decimalen og erklæret dødt løb mellem de to kandidater. Nu hvor det ikke længere at er nødvendigt at holde interessen fanget på den måde, så forlyder det, at amerikanske meningsmålinger i virkeligheden er meget dårlige til at udsige noget som helst og er meget politisk bestemte. Mon ikke de snarere er mediepolitisk bestemt?

Store ting sker ellers i Europa i disse måneder, for slet ikke at tale om Artic. Der havde været nok at bruge de gode hoveder til. Vigtigst af alt: hvordan forholder vi os til den nødstedte kapitalisme, uden at have et ordentligt alternativ? I øjeblikket ser det ud til, at den gode gamle devise med hårdere udbytning af arbejdskraften og almindelig kapitaldestruktion, enten ved krig eller naturkatastrofer, skal sikre kapitalens fortsatte valorisering.

Hvad er vores svar til det? Skal Merkel og Co have lov at spille den ene ulykkelige befolkningsgruppe ud mod den anden og skabe så meget angst, at relevant solidarisk handling bliver umuliggjort? Så ender vi i samme situation som amerikanerne er endt i.

Dækningen af valget KUNNE have kastet lys over de stærkeste kræfter, som arbejder på de indre linjer, for at restaurere kapitalismen. Det skete desværre ikke. Som et plaster, må vi da forlange, at de gør det nu, frisk hjemvendte fra deres lille illusionsnummer over there…

Sex mellem søskende… det kan gøre mig rasende!

Pernille Skipper fra EL er fremme med en holdning om, at det skal være tilladt at dyrke sex, og dermed få børn, i nært slægtskab, dvs. børn/forældre og søskende. Det sætter mig fuldstændig op i det røde felt.

I lang tid har jeg været irriteret over den tendens til at sætte egen lysttilfredsstillelse over alt andet, inklusiv samfundets evne til at være demokratisk. Skipper og de understøttende forskeres argument beror på, en ligegyldighed overfor de genetiske konsekvenser. Argumentet er, at hvis handicappede må få børn, så skal der ligestilles til andre grupper med risikoadfærd, her søskende/forældre. Alene tanken om, at en far nu skal kunne glæde sin datter med en meget speciel ”kærlighedsgave” på hendes 15-års fødselsdag! Jeg får kvalme.

Men min kvalme er irrelevant for argumentationen, for den beror uden tvivl en moralsk konservatisme, som er bagstræberisk og fordummet vanetænkning. Det kan jeg for så vidt godt acceptere, så her er mine ikke-moralske argumenter imod denne lovændring.

Evolutionen har vi allerede sat ud af funktion, idet vi ikke ”lader dem dø, der ikke kan klare sig”. Derfor anerkender jeg ikke det evolutionsmæssige argument. En genskade er ikke til at udrydde igen i vores samfund, den vil blive genproduceret og kræve vedvarende behandling i generationer. Det er jo (endnu!) ikke sådan, at vi sorterer efter gener. Derfor er det vigtigt at minimere genskader.

Det gør vi jo også, når vi lovgiver om strålefare (her er desuden direkte sygdomsrisiko, men det er sagen underordnet) og lovgiver om anden risiko-adfærd.

Myndigheder i mange asiatiske lande, har i generationer kæmpet for at komme bort fra den kulturelle praksis med krydskusine ægteskaber, netop fordi de slås med mange genskaber som følge heraf. De må da føle det er et slag i ansigtet på deres bestræbelser. I Danmark har vi tradition for at tabuisere kusine ægteskaber, om end det aldrig (så vidt jeg ved) har været forbudt. Det var da mere naturligt at gå den vej. Det vil samtidig hæmme en del af det andet problem vi har i DK, nemlig tvangsægteskaber fra mellemøstlige og asiatiske lande. Hvis kusineægteskaber var forbudt, kunne man standse den del af trafikken.

Et andet problem vi kæmper med, er de anonyme sæddonorer. Efter min bedste overbevisning, er det et voldsomt indgreb overfor et nyfødt barn, at fratage det en viden om, hvem der er donoren/faderen. Vi har givet efter for en voldsom trang til at få kontrol over alle sin lyster, herunder lysten til forplantning. Ingen må længere bære konsekvenserne af naturen. Forplantning er blevet fuldstændig samfundsgjort. Men med den praksis, kan vi jo slet ikke kontrollere, at vores nuværende lovgivning om incest bliver overholdt, for hvem ved egentlig hvem man er i familie med?

Med hvilket argument vil Pernille Skipper kunne bede Nordisk Cryobank stoppe salg af sæd til kunstig befrugtning, hvis de bliver opmærksomme på genfejl? Skal vi give helt op? Lad alt stå til? Efter min mening burde gen-firmaerne heller ikke have lov at producere flere hundrede halvsøskende! Ofte den personlige sundhed til glæde for en kapitalistisk profithunger i medicinalindustrien og en neuroseskabende lemlæstelse fra reklameindustrien, som gør, at det moderne menneske ikke magter at håndtere en personlig krise, når det viser sig, at forplantningen ikke vil lykkes i det vindue, der er afsat i karrieren til det.

Lad mig sige det sådan, Pernille Skipper, hvis du har trang til at eliminere moralske dinosaur, så er en ophævelse af narko-forbudet betydelig mere relevant. Her er virkelig tale om et problem! Sex mellem søskende er ikke, og må aldrig blive, et stort problem. Prøv at iagttage de bagvedliggende økonomiske interesser i de to problemstillinger.

I gensprøgsmålet er der store medicinalindustrielle interesser på spil, i form af interesse i en liberalisering af lovgivningen. Omvendt er narko-krigen en givtig forretning for såvel ”krigen mod terror” som for narko-kartellerne. Frigiv dog de kræfter, og få lukket luften ud af halvdelen af verdens væbnede konflikter. Her har du et virkeligt problem!

Grønlandstema IV: Grønland glider tættere på Danmark, på trods af retorikken.

I den forløbne uge, var jeg til to politiske møder med grønlandske politikere. Et på Nordatlandisk Brygge, en paneldiskussion om selvstændighed, og et i Sumut, Det Grønlandske Hus i Kbh. med Palle Christiansen, minister for uddannelse, forskning og nordisk samarbejde.  Det var to meget forskellige oplevelser, som trods alt efterlod det samme indtryk hos mig.

Den drømmende selvstændighed.

På Bryggen var salen sprængfyldt men mødet mindre intenst. Det var en paneldiskussion mellem Minik Rising (Proffessor i Geologi), Josef Motzfeldt (IA og formand for Inatsisartut, selvstyret), Jens Heinrich (historiker) og Gert P. Olsen(IA og studentermedhjælp for Sara Olsvig) og Marianne Krog Andersen var moderator. 

Hun var kommet på en stor opgave, for der var ikke noget naturligt diskussionspunkt i den givne opstilling.

Temaet på mødet var selvstændighed, og hver af paneldeltagerne havde en kort indledning som mest bevægede sig på legendeplanet. Ganske underholdende, men ikke noget, der i væsentlighed bidrog til belysning at aftenens tema.

Alle paneldeltagerne mente at selvstændighed ville komme på et tidspunkt, men ikke lige nu. Der lå en undertone af, at så snart olie-mineral-milliarderne begyndte at rulle, så var selvstændigheden der, men der var ingen strategi eller noget andet konkret, der skulle befordre drømmen i retning af konkret virkelighed.

Jeg tror det var Josef Motzfeldt (måske var det en anden, jeg husker ikke så nøje), som fik givet spørge lysten fra salen et afsæt, idet han sagde, at ”selvstændighed er ikke noget man får, det er noget man skal kæmpe for”.

Hvor ser man denne kamp for selvstændighed i Grønland i dag?, spurgte en fra salen.  Svaret kom fra den unge Gert P.Olsen. Kampen står i uddannelsessektoren, mente han. Indtil nu, må grønlændere rejse til udlandet, især Danmark, for at tage videregående uddannelser, men det skal der laves om på i fremtiden.

Hvis ikke man helt kunne klare sig alene, så var alliancer med Island og Færøerne og evt. Canada at foretrække, frem for Danmark, kunne vi forstå. En norsktalende ansat i forsvaret, som arbejde med kystbevogtning af Grønland sagde, at om så hver eneste grønlænder fik en videregående uddannelse, så ville de aldrig nogensinde kunne påtage sig kystbevogtningen selv.

Det fik Josef Motzfeldt til at komme ind på, at befolkningstallet også skulle op!

Moderatoren prøvede forgæves at få svar på, hvorfor alliance med Danmark var så slemt. Det ville ingen gå ind på. På et direkte spørgsmål til Minik Rosing, om der var folkelig opbakning bag en løsrivelse fra Danmark, så lød det tåget, at det hele kom an på, hvilken aftale, der kom på tale. Det var under alle omstændigheder hverken lige i dag eller i morgen.

Kampen for selvstændighed i praksis.

Se her kommer så det andet møde relevant ind!  Fyraftensmøde i Sumut, med Palle Christiansen, minister for uddannelse, forskning og nordisk samarbejde, medlem af regeringen for Demokraterne.

Det er jo her, kampen for selvstændighed skal kæmpes, lærte jeg på forrige møde.  Jeg gik ind til mødet med to forventninger:

1)at blive klogere på, hvad perspektivet for udvikling af videregående uddannelser i Grønland er og

2)at høre, hvad baggrunden for og konsekvensen af omlægningen af SU til studerende, fra at være grønlandsk SU til at være dansk SU, er.

Punkt 2 fik jeg meget klart besvaret. Omlægningen er sket udelukkende for at spare 30 millioner kroner om året på det grønlandske budget, ved at udnytte rigsfællesskabets muligheder. Konsekvenserne vil ikke kunne mærkes for de studerende, idet selvstyret betaler for hjemrejse og bog-tilskud som hidtil.

At det har som konsekvens, at båndet til Danmark bliver styrket, idet der vil skulle bevilges 30 millioner ekstra til SU i Danmark, betyder åbenbart ingenting. Uddannelse er et hjemtaget område, så Grønland skal klare udgifterne selv, lyder kritikken, men Palle Christiansen siger pjat, sundhed er også et hjemtaget område, men vi sender da stadig kræftpatienter til Danmark, så det er bare mere af det samme.

Det lyder ikke som kamp for selvstændighed i mine øre.

Mit første spørgsmål angående perspektivet i uddannelsespolitikken, fik en mere indirekte besvarelse.

Palle Christiansen rullede en serie slides op, tæt beskrevne, som viste målsætning for uddannelsespolitikken frem til år 2025. Mest markant måske nok det, at fra enhver ungdomsårgang skal 70% afslutte med en kompetencegivende uddannelse og uddannelses udbuddet skal styres af erhvervskompetencernes efterspørgsel. Han mente den %-sats var realistisk.

Niveauet skal være internationalt, så grønlandsk arbejdskraft til enhver tid kan konkurrere med udenlandsk arbejdskraft med tilsvarende uddannelse.

Palle Christiansen lod forstå, at mobilitet i befolkningen var en nøglefaktor, og at det var slut med at sidde i en bygd, gemt langt væk og forvente en praktikplads. Man måtte flytte sig!

Der vil blive indbygget i koncessionerne til minedrift mm. at efter en årrække, primært i driftsfasen, har koncessionshaverne forpligtet sig til at anvende en % -sats af grønlandsk arbejdskraft. Opgaven var således, at få klargjort uddannelserne og få motiveret tilstrækkeligt mange til at stå klar om nogle år, når jobmulighederne åbner sig.

Motivationsfaktorerne kom han ikke nærmere ind på. Kun et Epinion-værktøj, som de havde fået indrettet, til monitorering af de konkrete studerende og deres frafald, blev nævnt. Forhåbentlig vil det kunne pege på problemområder tidligt, men umiddelbart virker det, som om problemerne kan ses med det blotte øje, uden nogen Epinion-database, det er snarere løsningen af dem, det kniber med.

Der blev efterhånden lidt uro i salen, da enkelte spurgte til, hvor hjertet var i alt dette her. Hjertet er i det hele, sagde Palle Christiansen frejdigt. Er der ingen pejlemærker før 2025, så vi kan få lidt substans i forandringerne? Nej, lød svaret.

En tilhører tog ordet, tydeligt rystet over hele oplægget. Palle, kom dog ned på jorden, sagde hun. Din snak om internationalt niveau hjælper ingen. 90% af det grønlandske folk føler sig smidt af samfundet. De kan ikke følge med. Hvad skal de bruge et internationalt niveau til? Den politik gør, at jeg ikke kan bo i mit eget land.

Men jeg er minister for 100%, lød svaret, ikke kun for de 90% tabere!

Hun bed sig tappert fast, og fortalte, at eftersom der var så stor mangel på sygeplejersker, hvorfor var der så højere adgangskrav til sygeplejeskolen i Nuuk end der var i Danmark, og hvorfor var der kun 12 pladser i Nuuk?  Hun havde undersøgt årgangen fra sidste år, og ud af de 12, var der kun blevet 2 færdig uddannet. Resten var angiveligt frafaldet pga. barsel og lign. fortalte hun.

Palle Christiansen svarede, at hvad eleverne lavede i deres fritid, kunne han ikke gøre noget ved!

En tilstedeværende embedsmand kunne fortælle, at lige det med sygeplejeuddannelsen skyldtes, at der var en flaskehals med praktikpladser, det var årsagen til det lille uddannelses mål. Det skulle de også til at se på.

Hvilken rolle skal Danmark spille?

På begge møderne så der ud til at være flest danskere, med lang erfaring fra Grønland og dertil nogle blandede ægtepar. Det er derfor naturligt at dansk sprog kommer op som spørgsmål.

På et direkte spørgsmål, fortalte Palle Christiansen, at han havde gået i dansk skole i Sisimiut. Han supplerede med, at fra hans jævnaldrende, var udelukkende, nogle fra dansk skole, gået videre og havde fået universitets uddannelse. Der var ingen fra grønlandsk skole, som havde fået universitets uddannelse. Han slog fast, at grønlandiseringsperioden havde været en katastrofe for Grønland.

På spørgsmålet, om han ville sikre dansksprogede skoler i fremtiden i Grønland, lød svaret, at dansksprogede skoler var henvist til den private sektor. Det kostede ca.3000 Kr./mdr i dag at få et barn i dansk skole, og så måtte man påregne en kæmpe forældre opbakning med drift og vedligeholdelse af skolen. Det var situationen og den ville ikke blive ændret.

Jeg står tilbage med følelsen af, at Danmark betyder mindre og mindre i retorikken, men mere og mere i praksis. Jeg tror ikke Grønland har hverken tid eller råd til flere drømmekager, det er på høje tid at stille spørgsmålet: hvad vil du, Grønland? 

En filmanmeldelse; Cph-artfestival 2012

Vladimir Tomac: Unfinished Journeys (2012)

Med stor spænding så jeg frem til at se denne film, optaget netop i Kulusuk og i Tasiilaq i Østgrønland, kort tid før jeg selv tilbragte en måned der. Vladimir Tomac er selv fra Sarajevo og har tidligere lavet kortfilm om sin traumatiske flugt fra krigen og om at leve med traumer.

Det er jo et interessant udgangspunkt at have, for at lave film i Østgrønland. Hvad er det for et traume, som rør sig her? Med en tårnhøj selvmordsprocent og alkoholismens svøbe, er det ingen tvivl om, at samfundet, eller individer i samfundet, er traumeramt på en eller anden måde, men hvordan? 

Filmen anlægger straks fra først billede en melankolsk stemning. Det er så indbydende i den dramatiske natur i Østgrønland og ikke mindst i Kulusuk med al dens tåge og helt nøgne klipper. Flotte billeder af en dramatisk natur. Herefter bliver hovedpersonen introduceret, som er en dansktalende mand, som er på rejse for at lede efter en slægtning, måske hans mor, men jeg fik aldrig helt fat i hvem han ledte efter eller hvad helt nøjagtig der var historien bag hans savn. Det blev ved med at være svævende, som om det kun galt selve savnet og ikke genstanden for dette sagn.

Så kommer en sektion om helt anden historie, nemlig historien om de børn som blev fjernet fra deres familier for at de skulle lære dansk og føre Grønland fremad. Det er en historie, som har været og stadig er meget fremme i medierne og som mest af alt handler om, hvis skyld det er, at en sådan fejlslagen strategi blev anvendt. Det er meget problematisk at indføre en sådan ufordøjet historie i denne fortælling, som jo handler om noget helt andet. Hovedpersonen stiller ganske vist det retoriske spørgsmål: kan det være gået dig ligesådan? Men det er jo nonsense, for det ville han jo vide, i så fald.

Hovedpersonen spørger sin slægtning Anna Kuitse Thasum til råds, og hun vidste i hvert fald besked om tingene, men hun fik ikke rigtig lov at sige noget i filmen. Nu er hun desværre død her i sommers.

Værre går det i scenen, hvor en vestgrønlænder begynder at belære vores hovedperson om kolonialismens skadelige virkning, helt uden konkrete holdepunkter eller perspektiv. Han taler løs i en lang enetale om hvordan fratagelse af sit sprog gør personen usynlig.

Jeg forstår godt at vores ven her, bare sidder tavs og med trist mine og lytter, for han oplever lige netop det der bliver talt om: at blive frataget sit østgrønlandske sprog. Men det faktum forholder filmen sig slet ikke til!

Til slut skal der virkelig sættes trumf på. Det viser sig, at hovedpersonen optræder som kateket, han er måske kateket, og læser højt af en tekst af Hans Egede som handler om, at grønlænderne først skal gøres til mennesker, før de kan kristnes. Et sådant citat fra første halvdel af 1700-tallet, fra en pietistisk apostel, grebet helt ude af kontekst, virker tungt og klodset og hele filmen bliver til et stykke politisk makværk.

Hele det poetiske anslag som åbnede filmen, virker nu mere kvælende og forkrampet end forløsende på nogen måde. Filmen har ikke nærmet sig en forståelse af det grønlandske traume på noget punkt og bidrager blot til den trend vi ser rundt omkring, som er en fastholdelse af grønlænderen som et offer.

Det havde været interessant at lade hovedpersonen forholde sig til den sprogdiskriminering der sker af østgrønlandsk sprog i dag, blot for at tage et af de mange temaer filmen berører uden at komme omkring det på nogen afklarende måde. Det er en følesuppe som ikke tjener noget formål, kun en fejring af det traumatiserede sind.

Jeg tvivler på, at Vladimir Tomic er blevet mindre traumatiseret i sit personlige liv af at lave denne film og den gør ikke noget godt for grønlænderne. Den puster til en især vestgrønlandsk nationalistisk bølge, som spiller på en romantisk forestilling om, at Grønlands problemer kan ophæves ved at gøre danskerne og rigsfællesskabet til fjenden. 

Det er en skam vi skal kæmpe med disse forblommede tågesyn i en tid, hvor Grønland har så meget brug for at forstå sig selv.

Grønlandstema II: efterskrift

Efterskrift fra Reykjavik.

Pludselig er jeg omgivet af en sfære af Laundromats og Tiger butikker og alt bliver så trygt og godt. Afslappet. Fordringsløst.  Ligenu er det bare dejligt. Var det det jeg flygtede fra? Min sjæl er her ikke endnu, kun min krop nyder, at brusebadet er varmt og der er netforbindelse på et vibrerende levende sted, hvor jeg kan nyde et glas rødvin, mens jeg skriver.

Højdepunktet er, næstefter måske selve brusebadet, at se en retrospektiv udstilling af Errô, på Hafnarhus Reykjavik Art Museum, i anledning af hans 80 års fødselsdag. Det var et løft direkte ind i nutiden og i en kunstnerisk formåen, som er blevet drænet ud af mig den sidste måned.

Det er skønt at se kunst, som bare er en del af en selv. Kunst, som er så enkel og god, at den lever umiddelbart, uden at kræve så voldsomt meget af mig. Jeg skal ikke være så meget på, som jeg har været i fire uger nu. Errô har lavet nogle fantastiske tegninger, viser det sig. Jeg kendte han ikke før idag. Underligt, at han er 80 år, for jeg føler mig jævnaldrende med ham. Hmm. Han er åbenbart mest berømt for sine collager og mere designprægede værker, som f.eks. nogle te dåser. Det er en utrolig tryg verden at befinde sig i, denne kollektive verden af nordeuropæisk formgivning. Alting bliver igen enkelt og selvfølgeligt.

Der var også en skøn lille film af Independent, en kunstnergruppe, som viste opsendelsen af en luftballon over Jerusalem med påskriften ”den palæstinensiske ambassade” og lydsiden var en sang af en kvinde fra Gaza. Så enkel og så politisk. En dialog med verden, som føles utænkelig i Østgrønland. Men hvorfor egentlig? Måske fordi, at man i Kulusuk tager en dag af gangen.

Hvad ville en politisk ballon handle om i Kulusuk, hvis de opsendte en? Jeg er helt blank. Jeg har absolut ingen anelse. Måske har de bare travlt med at holde øje med hinanden og travlt med at fange nogle sæler og nogle hvaler.

At de føler et ydre pres er der ingen tvivl om, det kan man aflæse i deres uvilje imod danskere og fremmede i det hele taget, på trods af, at indtægterne herfra, er helt uundværlige i dette lille samfund. Men hvor presset egentlig ligger, det er sværere at afgøre.

På tre ugers afstand.

Det er jo gået op for mig, at Gustav Holm i 1884 er den første fremmede, som har mødt østgrønlænderne og det er jo for kun omkring fire generationer siden! Dengang var den samlede befolkning på 413 eskimoer. Da han senere vendte tilbage for at komme befolkningen til undsætning, viste det sig, at kun 243 havde overlevet de ni år der gik, inden Gustav Holm kom tilbage, klar til at installere den handelsstation, som skulle fritage dem for en lang of besværlig tur til Skjoldungen og Sydgrønland efter jerntøndebånd og den slags.

Det er også gået op for mig, at spørgsmålet med befolkningens størrelse og frem/tilbagegang ikke er så helt enkelt. På http://www.stat.gl kan man læse, at den samlede befolkning på Østgrønland er steget de seneste år, så måske flytter de bare lidt rundt.

En hurtig forespørgsel om dødsårsager, ser det ud til at lungekræft er lidt højere end andre former, men at tuberkulose er meget sjældent forekommende og måske er kræftrisikoen slet ikke så høj som de selv tror deroppe. Det er i hvert fald ikke så helt enkelt at sige noget om, ud fra statistikken.

En ting er dog bekræftet i statistikken, og det er selvmordsraten. Den er meget høj. Ved hurtig hovedregning ud fra de sidste 10 års gennemsnit, kunne det ligne tyve gange frekvensen i Danmark. Det er jo ikke så underligt, at det var noget der gik prægede mit ophold i Kulusuk.

Alligevel har granskningen af litteraturen, efter min hjemkomst, givet mig et større håb for Kulusuk end lige da jeg rejste derfra. Hvis de har kunnet eksistere med kun 243 individer, for kun 4 generationer siden, så kan de også gøre det i dag. Det er selvfølgelig et risikabelt liv, men det har de mange bølger af indvandring til Østgrønland gennem historien jo vist, at livet på Østgrønland altid har været. Alligevel har der hele tiden været noget, som har ønsket at gøre forsøget. Det bliver der nok ved med at være.

Alt i alt er jeg kommet hjem med flere spørgsmål end svar, men det er jo dejligt. Jeg vender nok tilbage her på bloggen, hvis min undersøgelse af litteraturen skulle frembyde noget, som jeg kan genkende som et svar på en af de mange løse ender. Der er en hel bølge af beretninger om kunstnere og antropologer og andet godtfolk, som har bosat sig i Tasiilaq og omegn i 30’erne. Jeg er startet ved Eigil Knuth. Ved et tilfælde opdagede jeg, at han har lavet skulpturer af folk, som at dømme efter navnene og fødestederne, er bedsteforældre eller oldeforældre til dem jeg selv har mødt.

Jeg kan huske Pia Arke, som var en dansk/grønlandsk kunstner,  gik i gang med at udforske sin familie i Ittoqqortoormiit (Scoresbysund). Det viste sig, at hun kunne sammenstykke et helt familiealbum, ved at gå på jagt danskernes albums. Hun konstaterede, at grønlænderne, måske især østgrønlænderne, var det mest gennem fotograferede folkefærd.

Med alle de beretninger og dagbøger som findes, må det være muligt at efterforske hver eneste slægts historie på hele østkysten.

Men hvad de tænker og forestiller sig, en nok en ganske anden sag. 

Grønlandstema II: 13.kapitel

That’s all folks.

Dette er min sidste opdatering under grønlandstema II, for i morgen er min sidste dag her, og jeg har skilt mig af med det meste habengut jeg havde med, så der er ikke rigtig mere at bestikke med.

Jeg har betalt Lars B. for mit logi, så rigeligt endda, og han blev da også i øjeblikket temmelig opstemt over det. Men, ganske som lektie lært her i andre forhold, så forsvinder interessen, straks pengene har skiftet hænder.  Der er ikke tale om at opbygge guanxi her, det er den meget korte bane, der bliver handlet på i Kulusuk.

Det er min egen fejl, for han havde lovet en middag hjemme hos familien og jeg skulle have set billeder fra Kulusuk ved vintertid og flere andre ting. Jeg ville have spurgt ham ud om Kulusuks historie, som jeg ved han interesserer sig for, men nu er det for sent. Han opfylder ingen løfter nu, hvor han har fået pengene, og det vidste jeg jo godt. Nu er de sikkert taget ud at sejle og more sig, og alt er godt.

Jeg har flere andre forbindelser ude, som skulle have dannet kilder til at sammenstykke Kulusuk’s historie, for det havde jeg tænkt skulle være udgangen på denne rejse-dagbog, men enten er de taget ud at sejle og kommer først hjem efter onsdag, eller også er de fulde, eller har for travlt eller vil bare ikke alligevel.

Jeg vil nu alligevel sammenskrive, hvad jeg ved og så må I tage det som det er.

Kulusuk’s historie.

Tilsyneladende har der været bygd her ”altid”. En bygd bestående af tørvehytter, som eksisterede helt frem til slutningen af 60’erne.  Da Amasi Kokou flyttede hertil sammen med sin mor i 1948, da var her 5-6 træhuse, resten var tørvehytter, men butikken og kirken var kommet hertil fra Vestgrønland (Godthåb) allerede dengang.

Præsten blev sejlet hertil fra Tasiilaq, lige som i dag, og Amasi kan huske, at han gik i skole oven på kirken, i et loftslokale der, fra han var 7 år gammel. Hans mor var da blevet gift igen i Sermiligâq, men han blev hos sin mors bror og voksede op der. Det er i øvrigt Lars.B’s  farfar, Ulrik Michelsen, som dog ikke havde samme mor som søsteren og dermed kun halvbror til Amasi’s mor.

Det er bestemt ikke noget ukendt fænomen her. Dels gifter folk sig flere gange, dels adopterer de let andre børn, både familiens børn og andre børn og dels flytter børn ofte rundt til andre familiemedlemmer, hvor det nu er praktisk. Det kan godt gøre det en smule vanskeligt at følge med i relationerne her, men det er uhyre vigtigt at følge med i, det er der ingen tvivl om.

-Sover du alene, ville Amasi godt vide, som noget af det første. Da jeg bekræftede, så han på mig, som om han ville sige, det er da spild, for så dårligt ser du da heller ikke ud. Jeg besvarede hans blik ved at fortælle, at jeg låste min dør om natten. Så lo han og spurgte ikke mere.

Selv er han fra ’43, temmelig overvægtig og delvist lammet efter en hjerneblødning. Tænder i munden er det sjældent folk har i hans alder her, men jeg er ikke i tvivl om, at han havde tilbudt sig, hvis ikke jeg lige havde låst døren!

Amerikanerne, krigen og lufthavnen.

I 1944 under krigen byggede amerikanerne en observationspost i Ikáteq fjorden. Den fungerede ca. 15 år, så blev den, i samarbejde med danskerne, flyttet til Kulusuk i 1959. Den nye radarstation, som var vendt imod primært russerne, fungerede som observationspost helt frem til 1992, da den kolde krig var slut og amerikanernes kæde af radar stationer blev overflødig.

De byggede også en lufthavn og den 8 km lange vej op til radarstationen. Hele byggeriet tog to år, fortæller Amasi, men ind imellem bliver jeg i tvivl, om det er samtlige anlæg han taler om, eller blot ventesalen, som han ene mand (!) stod for at bygge i 1962, altså lidt senere end anlægget af lufthavnen. Han havde erfaring med betonbyggeri, fra et job han havde på vestkysten, så han var fast mand i lufthavnsbyggeriet.

Herefter har han arbejdet i butikken i 14 år og har også været kommunefoged. Nu er kommunen slået sammen med Nuuk, så nu er der kun et bygderåd, med en bygderådsformand. 

I 1992 blev en satellit kommunikations station bygget i stedet for, på bjerget ved siden af den gamle radar station. Det er den der i dag sørger for al telekommunikation.

Amerikanerne fik nogle penge for at fjerne hele radar stationen, og enden blev, at de fandt et hul et sted, hvor de ryddede det hele ned i og dækkede det til.

Fiskeriet varede kort tid.

I slutningen af 60’erne, åbnede der en fiskefabrik lige ved havnen. Senere byggede man en moderne fabrik ud mod fjordmundingen, men den lukkede igen i 80’erne, da torsken forsvandt. Siden da, er mange flyttet til Vestgrønland eller til Danmark, for der er ikke beskæftigelse her.

Fiskefabrikken i Tasiilaq er også lukket, kun den i Kuummiut fungerer stadig. De kan endnu fange fisk i Kuummiut, som er regionens største bygd, næst efter Tasiilaq. Kulusuk er nummer tre.

Det eneste, der er tilbage at leve af, er lufthavnen/hotellet, som ikke beskæftiger så vældig mange lokale folk, turisterne og så er der skind om vinteren. Der er kun grønlandssæl og tre hvaltyper (hvad det lige er for tre typer fik jeg ikke fat i) der kan fanges fra Kulusuk, og skindene skal tages om vinteren. Sommerskind duer ikke.

Når man betænker, hvordan Selvstyret er ved at drukne i opkøbte skind, som er usælgelige på verdens markedet, så kan man jo frygte for den levevej i fremtiden også. Hvor længe kan man pligtopkøbe skind, for at holde bygderne kørende?

Så er der jo selvforsyningen. Den spiller vel nok den største rolle i bevidstheden. At tage ud at fange, det gør de rigtig meget, men selv om det spiller den vigtigste rolle for identiteten, så fanger de knapt nok tilstrækkeligt til, at de kan fodre slædehundene. De fleste familier her, har mellem 8 og 15 slædehunde, som skal have mad hver anden dag.

-Jeg har nedlagt 15 isbjørne fra hundeslæde, siger Amasi stolt. Kajak kan jeg ikke finde ud af. Det har jeg aldrig kunnet.

Men nu er bjørnejagt jo gået frygteligt af mode, tænker jeg. Jeg siger ingenting.

Museum, for hvem?

Justine er i gang med at åbne et museum i Kulusuk. Jeg har kikket ind af vinduerne og hun har samlet nogle kranier, og noget husgeråd. Hendes mor Carina siger, at hun og hendes mand gennem årene har samlet sytøj og beklædning og flere fine ting til museet, som Justine nu har fået overdraget.

Carina, er født i en lille bygd 100 km nord på, med kun tre huse. Den bygd blev fraflyttet for permanent beboelse i 50’erne, men hver sommer plejer de at sejle derop og bo en tid. Derfra har de hjembragt mange memorabilia.

Desværre er Justine selv alt for stresset til at kunne tale om det. Nu kender jeg Justine og ved, at hun har stærk modvilje imod fremmede og især danskere, så jeg kan godt blive bekymret for museets fremtid, med den indstilling hos lederen. Uden turist indtægter bliver det svært at få til at løbe rundt, men foreløbig må det jo åbne, så viser det sig nok.

Bygden har en lille souvenir butik, som er åben hver gang der er turister i bygden, sammen med Johan fra Island. Den handler de lokale aldrig i, af gode grunde, for det er temmelig høje priser de fører der. Alligevel kan der være en chance for museet, hvis der er hold i rygterne om, at Johan vil slutte her i Kulusuk. Så kan det blive museet, der sælger tupilakker og skindtøfler m.m. til turisterne.

Kulusukkerne selv mener, at der vil komme en anden islænding. Nogen vil sørge for det sker. Så galt går det ikke. Det tror jeg ikke på. Det går nok. Det kan ikke være mig, der skal gøre noget. Jeg har ikke tid, for jeg skal på havet nu. Kan jeg låne 100 Kr.?

Afrejse.

Det er med klemt hjerte, jeg rejser fra Kulusuk. Det har været hårdt og intenst at være her en måned, men jeg er jo kommet til at holde rigtig meget af de der skæve eksistenser. Det var svært at komme ind på livet af folk her, men jeg kom faktisk heldigt ind, direkte i hjertet af samfundsmaskinen tør jeg nok sige. Ikke sådan at de elsker mig, så langt fra, men sådan, at de ikke kan ignorere mig, fordi jeg tilsyneladende har flere ”venner” her, end de lige kan gennemskue.

De er ikke vant til en danskers tilstedeværelse på denne måde. De andre danskere, danner ikke venskaber med de lokale, nogle gifter sig lokalt, men danner ikke venskaber og det har nok været det forvirrende element ved min tilstedeværelse.  Jeg tror nok, at med tiden, hvis jeg blev her, eller blot vendte tilbage engang imellem, så ville jeg få en ”rigtig” plads her og livet ville blive lettere, men det er jo ikke det jeg skal.

Jeg er her på gennemrejse, og det har været berigende såvel som nedbrydende, at komme tæt på alle disse mennesker. Jeg kan ikke sige, at jeg forstår dem helt igennem, men jeg kan sige, jeg har brugt alt, hvad jeg havde i mig, i forsøget på at komme til det.

Jeg skal pakke resterne af mine ting, skaffe mig kørelejlighed hos Arvid og så skal jeg få slidt Østgrønland ud af systemet igen. Jeg har stadig et aktiv tilbage: en digtsamling på tysk, som hedder Kulusuk. Den er helt ind i himlen dårlig, men Arvid har en souvenir forretning i lufthavnen, så jeg vil bytte den for kørelejlighed og han kan nemt sælge den derfra.

Det bliver nok svært at blive helt fri af Østgrønland. Det har trods alt givet mig stof til rigtig megen eftertanke.

Grønlandstema II: 12. kapitel

På udflugt med stammen.

I går var et fantastisk vejr. Helt perfekt til en udflugt. Justine havde sandelig bidt hovedet af al skam og inviteret mig med. Jeg er ikke sikker på, hvorfor hun gjorde det, for hun afskyer alt, der har med Danmark og danskere at gøre. Måske er jeg alligevel så godt integreret i stammen, at hun også ønsker at markere sig, inden jeg helt er væk. Jeg har jo optrådt i forskelliges selskab undervejs. Det er svært at vide, men jeg er hende inderligt taknemmelig for invitationen. Uden den ville det ikke være muligt for mig at deltage, foruden, at jeg behøvede en plads i hendes families båd.

Jeg kunne mærke lige fra starten, at det var usædvanligt, at jeg var med. Ingen så på mig, da jeg stod på pieren og afventede tingenes gang. Jeg var tæt på at forsvinde i afmagt, fordi min tilstedeværelse var så pinagtig, men jeg bed mig fast. Jeg var inviteret og nu VILLE jeg med.

Da Justine og hendes familie stævnede ud fra en anden pier, begyndte jeg at vifte med armene. Det var knald eller fald, for tog de af sted uden mig, lige foran alle andre, så havde jeg intet andet valg end at gå slukøret hjem. Men de vendte om og tog mig med heldigvis.

Jeg havde fået besked om, at tage med, hvad jeg selv spiste. Jeg havde medbragt en pose tørret torsk, en stor pose med chokolade 70-76 % i fire varianter og en æske kager. Jeg håbede så, at det trods alt var noget med at bytte mad. Jeg følte mig under alle omstændigheder godt klædt på til begivenheden. Man kan jo sagtens klare sig med tørfisk og chokolade, hvis man skal.

Båden var fantastisk, med polstret indtræk og vinduesviskere på forruden! Det var en fornøjelse at sejle med den. Desværre gik turen kun lige over til den nærmeste gletsjer, men stedet fejlede bestemt heller ikke noget.

Jeg følte mig som led i en ideal eksistens, sammen med min stamme af jægere og samlere i stenalderen. Det er sædvane at tage til dette specielle sted og det er der en grund til! Imellem gletsjeren og lejrpladsen er der et lille klippefremspring, så en eventuel løsrivelse af et isbjerg, ikke forårsager, at bådene bliver kastet mod klipperne og derved tager skade.  Stranden er smal og dyb og beklædt med tørv indtil klippestykkerne rejser sig og gradvist bliver højere og højere indtil de når fjeldvægen. Til venstre er stranden afskåret af fjeld og til højre løber den dejligste friske elv af smeltevand.

Scenen er idel. Alle stiger ud af bådene og fordeler sig i små familiegrupper og begynder at stille op til spisning. Nogen slår et telt op, nogen anretter et kogested i læ bag en stor klippe og nogen går i gang med at flænse en sæl og nogen går i gang med at finde spiselige planter. Resten sætter sig og begynder at tygge tørret sæl, tørret torsk eller hvad de nu har bragt med sig.

Der er masser af børn med og de begynder straks at lege. Ind imellem er der en, der falder og slår sig og det kan ske nogen bliver uenige om legen, men i det store og hele er der fred og idyl.

Man bliver i godt humør af det iskolde klare vand og solen der varmer og de sortbrune flager af tørret sæl bliver sendt rundt. Alt er herligt. Jeg kan se, hvad det er der betyder noget for disse mennesker. At være mange sammen, at have fanget maden selv, at tilberede den på en sten og sidde direkte på jorden og føle naturen omkring sig.

Senere, når sulten er stillet, bliver det tid til de andre, måske måske ikke, sekundære vaner, som kaffe og kage og saftevand og karameller. Der kan også komme rugbrød og karrysalat frem. Her kommer mine chokolader og kager til god anvendelse. Det er en fest.

Jeg kan se på alle, at min tilstedeværelse er et mysterium.  Jeg får indtryk af, at jeg er den første dansker nogensinde, der har deltaget her, men ingen siger noget. Dem fra bygden, jeg har fået kontakt med i den forløbne tid, lader mig glide naturligt ind og jeg vælger bare at slappe af og gå lidt rundt imellem folk, som de også selv gør.

Jeg spørger lidt til de andre danskere. Ingen af dem har været med. Jeg får ikke at vide om det er fordi de ikke er inviteret eller fordi de ikke har lyst at komme med. Det sidste har jeg lidt svært ved at forstå, for dette er vel indbegrebet af dejlig afslappelse.

Det er en vidunderlig dag. Jeg sprayer mig med den dyre myggespray fra apoteket, under tøjet og udenpå tøjet, men den hjælper ingenting. Jeg får ca. 900 myggestik, som har holdt mig vågen hele natten. De er bidske de grønlandske myg, men man forstår dem. Der er ikke mange steder, de kan få deres blodmåltid og sommeren er meget kort, så de tager deres chance.

Tupilakker og tabu

Jeg spørger mig igen for, om der er nogen der har set en tupilak. Nogen griner og siger nej. Jeg spørger så om det er noget man ikke tror på længere, men det er der straks en anden der siger, de gør. Ingen har dog set en tupilak. En har hørt en tupilak. Det var forfærdeligt. Man kan dø af det, siger hun, men hun vil ikke tale om det. Tilsyneladende er det forbundet med handlinger fra hendes fars slægt, så derfor vil hun ikke tale om det. En anden forklarer mig, at det ikke er noget man kan tale om i et åbent forum som dette her. Det er noget man taler om i fortrolighed.

Jeg tænker nu tilbage på det Lars B. sagde med, at der findes mange historier om tupilakker. Er det han mener i virkeligheden, at mange mennesker konkret oplever, at tupilakker findes i den åndelige verden og ikke kun som figurer i souvenir butikken. Jeg har engang hørt noget tilsvarende, at det er tabu at tale om tupilakker, men dengang sagt af en vestgrønlænder.

Det må jo i givet fald have med følelser at gøre, som hævn, misundelse og magt, hvis det skal give mening, at det er den nærmeste familie, der skaber tupilakken og tabuet omkring den. 

Stadig undrer det mig, at den trommedans, jeg tidligere har omtalt, angiveligt skulle være en tak for helbredelse til en tupilak. Hvorfor skulle en tak for helbredelse være tabu? Hvis det er, hvordan kan det så være genstand for en trommedans, som jo opføres offentligt?

Hvis det ikke er tabu, så skulle forsamlingen på udflugten jo vælge at tale om de gode oplevelser med tupilakker. Det gjorde de ikke. Er det sådan, at gode oplevelser med tupilakker er sjældne? Er oplevelser med tupilakker i det hele taget sjældne? Det er tydeligvis ikke alle, der deltager i tupilak-forestillingerne.

Det er slet ikke opklaret, dette spørgsmål med tupilakker.

Alkis’erne stiller op.

Det står nu klart for alle, at jeg er tæt på afrejse. De fordrukne kommer frem i et sidste desperat forsøg på, at presse lidt penge ud af mig. Det er et meget sørgeligt syn. Hvordan håndterer en jæger- og samlerkultur det problem? I de helt gamle dage, bad man dem forlade samfundet, hvis de opførte sig destruktivt, f.eks. myrdede nogen eller så. Den mulighed har civilretssamfundet taget fra dem.

Spørgsmålet er, hvad de i gamle dage ville have gjort ved typer, som bare var en byrde, derved at de ikke ydede nok, som man kan sige alkis’ernes rolle er nu. De var nok blevet hånet for deres ringe jagtegenskaber eller noget sådant. Problemet er bare, at hån ikke hjælper overfor en alkoholiker. Der er indtrådt en hjerneskade, som gør hån uvirksom på personen. Det problem havde man simpelthen ikke i gamle dage.

Det ser ikke ud til, at grønlænderne har udviklet en ny og bedre praksis på det problem. Det er jo på den måde, at de er havnet uhjælpeligt i en fælde, midt imellem moderne civilsamfundet og jæger-samlerkulturen. 

Det er den konflikt jeg har set hele vejen igennem mit ophold her.  Et stærkt, men temmelig ureflekteret ønske, om at holde fast i sin kultur og samtidig være tvunget ind i et civilsamfund, som man nu ikke længere kan vælge fra. Måske har der aldrig været noget valg, fordi det er civilsamfundets natur, at alle skal omfattes.

Det er uacceptabelt, at lade nogen uddø, hverken dyr eller mennesker.  Det har aldrig været jæger-samlerkulturens problem. Det er derfor, det ikke giver mening med kvoter for fangst af narhval osv.  Sådan er jægerens tankegang. Han er jo ikke marin bonde. Drabet er ikke noget problem her, det er overlevelse, der er problemet.

Grønlandstema II: 11.kapitel

Hugin og Munin.

At sidde i stuen og kikke ud af vinduet. Det er der vel nogen, der rigtig tror på. Solen skinner og det er herligt, uden en sky på himlen. Det er blevet tid til et par dage på klipperne inden jeg skal hjem.

Det er, som om jeg har en krog i hjertet, og hver gang jeg tænker på, at det snart er det sidste blik på Kulusuk bjerget eller på ravnedalen, så trækker det i krogen og jeg tager panisk videokameraet frem og filmer løs. Et kort sekund kan jeg føle trøst ved at eje en filmstump, men jeg ved, hvor forræderisk filmen er, den ligner ikke engang svagt. Det er til ingen nytte.

Selv nu, hvor jeg sidder på en sten med min vandflaske med en blanding af vand og sne, og med åben jakke, for at lade solens stråler trænge helt ind i kroppen, og kikker på et brusende og rislende vandløb af smeltevand, og kikker på de bløde runde former på et mosbegroet bjerg, og på en horisont af sneklædte bjergtinder, ja selv da mærker jeg en stigende længsel og slet ikke den mæthed, man skulle forvente nu efter en måned på dette sted.

Hvorfor kan det ikke lade sig gøre at få nok?

Det er som om den menneskefjendskhed, som de golde klipper udstråler, den bliver i næste sekund negeret, af en lille frodig plet med pileurt og sortebær og kæruld og millioner af bitte små blomster i et overskueligt antal varianter. Sindet bliver konstant skubbet frem og tilbage mellem skræk og vellyst. Modsætningerne ser ud til at være så store, at de dårligt kan rummes.  Vores instinkter kommer i alarm i en underliggende strøm, som får glæden til at boble mere frit, forestiller jeg mig det.

En lille fugl med orange ved hovedet og ellers gråbrun på kroppen, sætter sig hen ved siden af mig og giver sig til at pudse fjerene. Den er ikke bange for noget, ser det ud til. Måske fordi den ved, at chancen for at blive spist er mindre, end chancen for ikke at finde sig en mage, så den vælger at være modig. Desuden er sommeren kort, så den har travlt og har ikke tid til at være i tvivl.

Jeg fylder lidt mere sne i min vandflaske, så det kan tø på vejen videre. Faktisk er det slet ikke sne, men snarere en samling små iskugler. Det er næsten umuligt at slukke tørsten ved at spise sneen direkte, for det tager lang tid at smelte de små iskugler i munden så de er til at synke, mens det går relativt hurtigt nede i vandet og så har man dejligt iskoldt drikkevand.

Vejen går stejlt opad lige her.

En lille fugl flyver tæt forbi foran mig. Den kalder og fløjter og sætter sig på en stor sten og vipper forførende med halen. Den ved jeg er nem at lokke.

-Hvad vil du, fugl? Hvad skal jeg? Vil du have mig ud over klippen der?

Jeg er sikker på den kan kende mit sværmeriske glimt i øjnene. Det kan jeg nemlig selv, når jeg ser det i øjnene på dagturister fra HK eller Seattle eller et andet sted. Jeg modstår fristelsen og går videre opad. En lille sommerfugl flakser forbi og er et bevis på, at sommeren er i fuld gang. Myggene har også taget fat efterhånden.

Nogle steder ligner bjergene en gigantisk lagkage, som er smidt hid og did. Lagkagestykkerne vender i alle retninger og nogle steder er kagecremen løbet ud og ligger som en kegle af grus. Det sker også at store sten eller hele klippesider forvitrer og bryder sammen direkte til grus eller jord.

Andre steder, nedbrydes klipperne til mindre og mindre sten og her dannes en lille slugt at disse store og små klippestykker. Hvis der samtidig løber en elv eller bare et lille vandløb af smeltevand, så dannes der et lag af mos og lav og små planter og blomster. Et tørvelag, hvor det vrimler med insekter og blomster i lysende farver.

Ligenu, hvor det ikke har regnet i måneder, er tørven knasende tør og den slipper sit tag i klipperne. Kun der hvor smeltevandet når hen, er der svampet at træde.

Men der kan være langt imellem disse frodige slugter. Mange steder stryger klipperne direkte ned i havet, uden at levne fodfæste for hverken dyr eller mennesker. På Kulusuk ø findes der slet ingen pattedyr, kun slædehunde. I hele Ammassalik området findes ingen moskusokser eller rener eller nogen store landdyr. Intet af det kan leve her.

Men ikke alle klipperne smuldrer. Nogle steder har isen og vinden skuret hen over klipperne og gjort dem runde i faconen.  De virker nærmest godmodige. Det tager jo tusinder af år at slibe disse kæmpe klipper runde, og mange vintre med dyb frost har de oplevet. At nogle sten så pludselig bryder sammen og forvitre til grus, og andre ikke, det er mig en gåde. 

-Kra kra lyder en dyb blød stemme. Det er ravnen i glideflugt på vej ind i ravnedalen. Der er noget ildevarslende ved den store sorte fugl. Der er også noget lokkende og kaldende ved dens stemme. Dens vingeslag er smukt, med de lange kulsorte elegante vinger, som tegner så skarpt imod den grønbrune klippevæg. Ind imellem lyder der nogle hæse skrig. Er det mon ungerne som vil have mad? Jeg kan slet ingenting se, selvom det lyder, som om det er tæt på.

En anden lille fræk hurtigløber blander sig i koret.

-Se også mig siger den og standser op og løfter hovedet. Den har lange gule ben og en sort krave om halsen, hvidt ansigt med en sort streg over øjnene. Den løber lidt videre og standser op igen. Ryggen og toppen af hovedet er brun, bugen er hvid. Nu er den tilfreds og den flyver bort.

-Kra kra, lyder det igen i ravnedalen. Mon stemmen får sin bløde forførende klang, af at blive resoneret af de runde klipper?

-Send du blot besked til Odin, om at jeg er her, jeg, en lille bagatel i landskabet.

Det er allerede blevet sent. Solen er begyndt at blive rødlig. Det er for sent at nå helt op på rypefjældet nu, det bliver en anden dag. Vi er allerede langt fra midsommer og dagene begynder at tage form af nat og dag igen, så småt. Sommeren er slut om ca. 5-6 uger, så vender frosten tilbage.

Jeg traf en elektriker fra Berlin, som arbejder i lufthavnen. Han er her på 5. år, selvom han først troede det skulle være en kort tjans. Da jeg spørger ham, hvorfor han måtte tilbage, svarer han lynhurtigt, naturen! Det var bygden med alle dens problemer, som på et tidspunkt sendte ham hjem i afmagt, men så måtte han bare tilbage til denne natur. Sådan går det for mange, fortæller han. Selvom der også følger en ensomhed med, så bliver rigtig mange alvorligt hooked på denne natur. Jeg er ikke alene om det.

Trommedans og tupilakker

Nu er det festivalens sidste dag. Den store trommedansens dronning Anna Kuitse døde, netop som festivalen startede i fredags. Der blev dog trommedans af hendes bror, Anda, som vælger en lidt anden stil i udtrykket. Han er den komiske figur, med pind i munden, snor i næsen og malet sort i hovedet. Ellers er selve dansen meget det samme. Trommedans er uhyre enkel.

Festivalen havde valgt at tildele Anda en pris og det er vel for at understøtte den folkelige tradition med trommedans i det hele taget. Til min store glæde og overraskelse, så optrådte der, blandt publikum, en mand som lavede grin med trommedansen. Han havde taget skibriller på, et tørklæde om hovedet og var malet sort i ansigtet. Han svøbte et stort rødt tæppe om sig og på fødderne havde han inder strømperne fra et par kamikker, som så var stukket i et par store gummistøvler. Han dansede rundt med en stav og en tromme uden skind på. Det var dejligt at se, at de trods alt kunne lave grin med trommedansen.

Nogen synes selvfølgelig ikke det var sjovt, men det er kun forventeligt. I et samfund med så udbredt alkoholisme, så udvikler der sig naturligt en modkultur af puritanisme, som ikke kan se komikken i dette festlige indslag. Det er jeg ikke overrasket over.

Jeg så, temmelig sikkert, den sidste af Anna’s optrædener, inden hun døde 6 dage senere. Hun havde sin søn og barnebarn plus barnets kusine med. Hun kunne jo ikke meget selv, men hun så strålende glad ud, og det betyder jo alt i turist branchen. Hendes søn opførte en dans, som handler om en mand, der var blevet helbredt af en tupilak. En tupilak er en lille figur, som I har set nede i souvenir butikken, forklarede han. Er det det?, tænker jeg.

Efter jeg så den forestilling, er jeg begyndt at spørge lidt til tupilakker. Oprindelig var en tupilak et åndeligt væsen, som ammasalikkerne søgte at forklare hvordan så ud, for Gustav Holm, da han kom med sin konebådsekspedition (1883-85). Der er heller ingen tupilakker i hans indsamlede materiale, ifølge den bog, der er udgivet med genstandssamlingen.

Som tidligere nævnt, så forstår Lars K. stadig en tupilak som et åndeligt væsen, som han ganske vist snerrende hævder aldrig at have set og anser for at være vrøvl. Det er under hans værdighed at lave tupilakker og sælge dem til turister, som han føler er en parodi af en eskimo.

For Anna’s søn, var det knapt nok muligt, at begribe den underliggende repræsentation, som ligger i figurerne. Også Lars B. forstår tupilakker som de konkrete figurer. Det er bare pyntefigurer. De indgår ikke i nogen som helst ritualisering af nogen art. Da jeg forsøgt at spore ham ind på det bagvedliggende åndelige fænomen, siger han blot, at der findes mange fortællinger om tupilakker.

Tupilak er gledet, fra at være et åndeligt fænomen, til at være et konkret fænomen i form af små skårne figurer i tand, fedtsted, eller andet. Denne glidning var næppe sket, hvis ikke Gustav Holm havde opfordret eskimoerne til at vise ham, hvordan de så ud, disse tupilakker. Spørgsmålet er, om forestillingen om tupilakker havde levet videre, hvis ikke denne repræsentation i figurform havde fundet sted. Det får vi aldrig at vide. Det ser ikke ud til, at forestillingen om tupilakker eksisterer mere, som andet end historier fra gamle dage og som salgsobjekt til turister.

Chill-out med festival komiteen.

Skal du rejse idag? Hvornår rejser du? Hvorlænge skal du være her? Nu snerper det til, og mange kan næsten ikke vente, har jeg indtryk af. Fordelen er jo, at alle ved, at det sker om kort tid, så hvis de har noget på hjertet, så er det nu de skal komme frem og hvis ikke, så må de bare dukke indtil torsdag.

Det sker, at nogen synes de bør vise lidt hensyn og i den retning er jeg sørme inviteret til chill out med festival komiteen i eftermiddag. Vi skal sejle over til gletsjeren lige her i den nærmeste fjord og det bliver en dejlig oplevelse.  Både at sejle og at se gletsjeren på nært hold. Endnu en dejlig dag i sigte.

Grønlandstema II: 10.kapitel

Festival.

Der er virkelig blevet ryddet op og ordnet i Kulusuk, det må jeg sige. Katastrofepladsen foran skolen er jævnet ud og der er stillet telte op og bygget scene. Jeg så to kommunalarbejdere samle skrald op i og omkring det næsten tomme gadekær. Jeg var også henne og udtrykke min begejstring flere gange.

Kulusuk har fået foræret en helt ny gasgrill til pølser og koteletter, samt pavillontelte og festen begyndte med, at Kulusuk koret sang et par sange. Naturligvis. De benytter hver en lejlighed der gives. Det er virkelig tykke og tynde, unge og gamle der synger i det kor.

SÅ blev festen ellers skudt i gang med et lille ungdomsorkester fra Island. Tre mand var de og der var virkelig knald på. Forsangeren slog over i strubesang når det virkelig gjaldt. Basguitaristen lignede en på 11 år, men han har vel været noget ældre trods alt.  Det var forrygende. Derefter kom et orkester fra Tasiilaq. De var lidt mere afdæmpede, men der var stemning omkring dem. Mellem hvert indslag, var der en fantastisk dygtig entertainer fra Nuuk, tror jeg hun kom. Der var fuld udblæsning på hende.

Festen havde mange indslag og pludselig kom tre lokale drenge, blandt andet min ven fra forsamlingshusets kiosk, på. De spillede op til folkedans, og alle sprang ud og dansede polka og hopsa og jenka og hvad ved jeg. Alle kendte til disse trin og der blev danset i rundkreds, med stor iver. Selv festival arrangørerne kendte til dansen, så det må foregå i Nuuk også. Det er sjovt nok, præcis den samme dans Minik Rosing omtaler, fra en rejse han foretog i 1977. Det var helt vildt. Men, har man fundet noget godt, hvorfor så lave om på det?

Desværre bliver man kold, når man ikke danser hopsa, for det hele foregår ved ca. 0 grader. Her hjælper en lille plastic pavillon og en gasgrill ikke meget.  Jeg prøvede at holde varmen med te, for det var jo alkoholfri fest, men det varede ikke længe, så skulle jeg bare tisse, foruden at jeg frøs. Jeg har haft en kanon fest, så der er ikke noget at fortryde der.

På mange måder minder Kulusuk mig om livet i min barndoms 50’ere og 60’ere. Dengang, hvor man kørte søndagstur i bilen og tømte askebægret ud af vinduet. Det var inden vi kendte til skovsvinet og vejsvinet. Vi dansede måske mest standard dans, men folkedans var slet ikke ukendt dengang. Det lavede ungdomsoprøret fuldstændig om på, men her i Kulusuk er verden ikke ”gået af lave”.

Danskerne

Gik en lille tur her morgenen efter. Alle er ude. Der er en rigtig efter-fest-stemning. Alle skal lige snakke om oplevelserne. Jeg får mange tilråb. De er begyndt at glæde sig til jeg rejser, det er der ingen tvivl om. Nogen siger ondsag? Nej, torsdag. Nå dejligt, lyder det usminkede svar.

Hvorfor nu det? Jeg tænker, at det ikke er personligt, for så megen interesse har de slet ikke i min person. Hvorfor så? Kan det være, at de har følt sig iagttaget? Kan det være, at de ikke bryder sig om, at de ikke ved, hvad jeg vil her. Det er nok tænkeligt. De ville jo aldrig foretage sig noget uden at vide, hvad de får ud af det. At rejse til et sted, uden at kende nogen? Hvad er meningen med det? Det giver ingen mening overhovedet. Ingen ordentlige mennesker slapper af på den måde. Der må stikke noget under.

Jeg er en torn i øjet, en sten i skoen og for nogen er jeg sikkert også et spejl. De andre danskere er på langt større afstand, end jeg har været i disse tre uger. De deltager ikke i bygdelivet, sådan som jeg trods alt har gjort, takket være min forbindelse til Oktavia og Bibi og til dels også Lars K og Lars B.

Så vidt jeg kan se, er der ingen af danskerne, som taler sproget. De fleste forstår det sikkert nok, men de taler det ikke.  De kommer ikke til festerne, eller står flygtigt i yderkanten og kikker på.

Det virker, som en gensidig overenskomst, at hver passer sit. Det gælder også de blandede ægteskaber, så vidt jeg kan se. Det ændrer ikke rigtig noget. Den business danskerne og de andre udlændinge har her, afhænger ikke, eller meget lidt, af den lokale befolkning. Måske med undtagelse af sundhedssektoren? Den har jeg slet ikke besøgt.

Jeg har også lidt svært ved at se, hvad der egentlig er at integrere sig i. Samfundet her er meget orienteret efter familien. Det er familien, man udveksler med, og den man beror på. Det er, som om samfundet blot er en forlængelse af egen familie og ikke et stort kollektivt fællesskab. Man bliver grebet af samfundet, på samme måde, som man bliver grebet af familien, men man har ikke rigtig nogen forpligtelser overfor samfundet, som man har det overfor familien.

Det kan være, at denne tese er lidt langt ude. Til støtte for tesen, taler, at de få stykker, som enten slet ingen familie har, eller ganske få, som måske er flyttet langt væk, gerne omtaler netop dette forhold som et problem. Et eksempel er Jonas, hvis danske far har været ikke eksisterende og moderen og dennes familie åbenbart heller ikke findes mere, eller kontakten er væk.  Lars K. er et andet eksempel. Noget af det allerførste han nævnede var, at alle i hans familie er døde. De få slægtninge han har, er spredt over hele Grønland.  Noget tyder på, at det gør det vanskeligere at klare sig her i Kulusuk og ovennævnte tese kan forklare det.

Jeg ved ikke om der er nogen, der ved noget om disse ting. Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg kan bare se, at der ikke finder nogen integration sted. Der er ingen tvivl om, at man, lige med undtagelse af det sundhedsfaglige, nemt kan håndtere de projekter, man måtte have her som dansker, uden at kunne tale sproget. Med nemt mener jeg vist bare, at det ikke er sproget der gør det vanskeligt, det er snarere holdningen til projekter hos de lokale.

På den måde, har jeg nok været en lidt ubekvem størrelse. De har skullet forholde sig til min tilstedeværelse og det er i bund og grund en uønsket proces at skulle det. Jeg tror ikke det skyldes noget i den måde jeg har været her på. Jeg har ikke trådt specielt meget ved siden af. Lidt kan man jo ikke undgå, når man skal aflæse reglerne undervejs.

Tåge og afslutning.

Der har lagt sig en tyk dyne af tåge over Kulusuk. Indtil videre er flyvning aflyst. Selv sejlads kan være farlig i så tæt tåge.  Det passer mig egentlig godt at være pakket ind i dette hvide. Jeg er ikke længere følsom over for skrald og den slags, så jeg føler mig bare afslappet.

Jeg har ikke mere her, jeg skal. Jeg har set det jeg ville og prøvet det jeg havde lyst til. Jeg sidder med min pose tørret fisk og kikker ud af mit stuevindue, hvorfra jeg kan se al trafik på hele tippen her. Jeg kunne i virkeligheden let blive endnu en af disse danskere, som indretter sig med en lille kokon og lever sit eget stille liv i Kulusuk. Det vil jeg gøre i den kommende lille uges tid, indtil jeg stiger på flyveren.

At sidde og iagttage, hvad de har tænkt sig, disse mennesker her. Kommer de aldrig til at føle, at handling er nødvendig?  Føler de sig virkelig så godt tilpas i offerets rolle? To bygder er allerede væk. Nu er der 5 tilbage. Det er jo drabelige modstandere de er oppe imod, sygdom, alkoholisme, selvmord, fejlernæring, sindssygdom, klimaforandring, ulykker og almindelig fraflytning.  Et samfund, der er halveret på 30 år, uden at handle, det må jo siges at være døende, på trods af det høje fødselstal.