Vladimir Tomac: Unfinished Journeys (2012)
Med stor spænding så jeg frem til at se denne film, optaget netop i Kulusuk og i Tasiilaq i Østgrønland, kort tid før jeg selv tilbragte en måned der. Vladimir Tomac er selv fra Sarajevo og har tidligere lavet kortfilm om sin traumatiske flugt fra krigen og om at leve med traumer.
Det er jo et interessant udgangspunkt at have, for at lave film i Østgrønland. Hvad er det for et traume, som rør sig her? Med en tårnhøj selvmordsprocent og alkoholismens svøbe, er det ingen tvivl om, at samfundet, eller individer i samfundet, er traumeramt på en eller anden måde, men hvordan?
Filmen anlægger straks fra først billede en melankolsk stemning. Det er så indbydende i den dramatiske natur i Østgrønland og ikke mindst i Kulusuk med al dens tåge og helt nøgne klipper. Flotte billeder af en dramatisk natur. Herefter bliver hovedpersonen introduceret, som er en dansktalende mand, som er på rejse for at lede efter en slægtning, måske hans mor, men jeg fik aldrig helt fat i hvem han ledte efter eller hvad helt nøjagtig der var historien bag hans savn. Det blev ved med at være svævende, som om det kun galt selve savnet og ikke genstanden for dette sagn.
Så kommer en sektion om helt anden historie, nemlig historien om de børn som blev fjernet fra deres familier for at de skulle lære dansk og føre Grønland fremad. Det er en historie, som har været og stadig er meget fremme i medierne og som mest af alt handler om, hvis skyld det er, at en sådan fejlslagen strategi blev anvendt. Det er meget problematisk at indføre en sådan ufordøjet historie i denne fortælling, som jo handler om noget helt andet. Hovedpersonen stiller ganske vist det retoriske spørgsmål: kan det være gået dig ligesådan? Men det er jo nonsense, for det ville han jo vide, i så fald.
Hovedpersonen spørger sin slægtning Anna Kuitse Thasum til råds, og hun vidste i hvert fald besked om tingene, men hun fik ikke rigtig lov at sige noget i filmen. Nu er hun desværre død her i sommers.
Værre går det i scenen, hvor en vestgrønlænder begynder at belære vores hovedperson om kolonialismens skadelige virkning, helt uden konkrete holdepunkter eller perspektiv. Han taler løs i en lang enetale om hvordan fratagelse af sit sprog gør personen usynlig.
Jeg forstår godt at vores ven her, bare sidder tavs og med trist mine og lytter, for han oplever lige netop det der bliver talt om: at blive frataget sit østgrønlandske sprog. Men det faktum forholder filmen sig slet ikke til!
Til slut skal der virkelig sættes trumf på. Det viser sig, at hovedpersonen optræder som kateket, han er måske kateket, og læser højt af en tekst af Hans Egede som handler om, at grønlænderne først skal gøres til mennesker, før de kan kristnes. Et sådant citat fra første halvdel af 1700-tallet, fra en pietistisk apostel, grebet helt ude af kontekst, virker tungt og klodset og hele filmen bliver til et stykke politisk makværk.
Hele det poetiske anslag som åbnede filmen, virker nu mere kvælende og forkrampet end forløsende på nogen måde. Filmen har ikke nærmet sig en forståelse af det grønlandske traume på noget punkt og bidrager blot til den trend vi ser rundt omkring, som er en fastholdelse af grønlænderen som et offer.
Det havde været interessant at lade hovedpersonen forholde sig til den sprogdiskriminering der sker af østgrønlandsk sprog i dag, blot for at tage et af de mange temaer filmen berører uden at komme omkring det på nogen afklarende måde. Det er en følesuppe som ikke tjener noget formål, kun en fejring af det traumatiserede sind.
Jeg tvivler på, at Vladimir Tomic er blevet mindre traumatiseret i sit personlige liv af at lave denne film og den gør ikke noget godt for grønlænderne. Den puster til en især vestgrønlandsk nationalistisk bølge, som spiller på en romantisk forestilling om, at Grønlands problemer kan ophæves ved at gøre danskerne og rigsfællesskabet til fjenden.
Det er en skam vi skal kæmpe med disse forblommede tågesyn i en tid, hvor Grønland har så meget brug for at forstå sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar