Mit besøg på plejehjem

Ældrekommissionen, nedsat i finansloven i 2011, har i februar i år udgivet en rapport om, hvordan vi kan fremme livskvaliteten for beboere i ældrebolig og på plejehjem. Rapporten hedder ”Livskvalitet og selvbestemmelse på Plejehjem”. Kommissionen har bedt SFI om at lave en delrapport, som kom til at hedde ”Omsorg og livskvalitet i Plejeboligen”

Da jeg af og til kommer på et plejehjem, for at skabe aktuel debat, tænkte jeg, at denne rapport kom som sendt til mig personlig. Det var jo oplagt at diskutere regeringens intentioner på plejehjemsområdet med beboerne.

Det er en meget enkel rapport. Den bygger på 5 grund værdier, som er: 1)indflydelse på eget liv, 2) respekt for forskellighed, 3) medmenneskeligheden i fokus, 4) gode oplevelser hver dag og 5) en værdig afslutning på livet.

Det er jo alt sammen gode udgangspunkter for at behandle de ældre mennesker godt. Jeg kan være lidt tøvende med hensyn til den sidste værdi, for, som Ole Hartling har påpeget i sit Rosenkjær foredrag 29.okt.2008, så er det vanskeligt at tale om et uværdigt liv, fordi det forudsætter en standard for liv og hvem har ret til at sætte en sådan standard? Hvis man ikke kan tale om et uværdigt liv, kan man således heller ikke tale om et værdigt. Denne sondring får dog ikke den store betydning for den palliative behandling, for den kan jo godt rumme værdighed, så vidt jeg kan se, men det er lumskt, for ingen af os har jo stået i en terminalfase selv, så vi bliver nødt til at tænke os om.

Rapporten munder ud i et hav af anbefalinger, som jeg læste igennem og fandt rigtig gode og fornuftige. Jeg så således frem til at bringe plejehjemsbeboerne det glade budskab.

For at bringe selve rapportens indhold i bedre relation til deres egne erfaringer, lod jeg dem selv evaluere de 8 livsområder, som SFI havde brugt til deres analyse, ud fra samme skala-teknik som beskrevet i rapporten. Resultatet kom ud med noget mindre positive evalueringer end dem i rapporten. 

Det kan umiddelbart godt undre, for det skulle jo være det samme, men det skal understreges, at vores lille mini-undersøgelse ikke var udført videnskabeligt korrekt med den rette spørgeguide osv. Der kan være mange forklaringer på den forskel.

Disse resultater skal så, ifølge SFI’s rapport sammenlignes med estimerede værdier af livskvaliteten, hvis man forestillede sig beboeren i eget hjem uden hjælp. Det er jo et meget spekulativt punkt, for kan man virkelig forestille sig livet i eget hjem uden hjælp? Der er jo alle grader af problemafhjælpning i hjemmet. Ingen ældre handicappet lever helt uden hjælp, hvis de da ellers er integrerede i det almindelige social-og sundhedsområde.

På denne baggrund, viser rapporten en figur som får livskvaliteten på plejehjem til at tage sig langt bedre ud end livskvaliteten i eget hjem. De beboere jeg præsenterede materialet for, havde et lidt blandet forhold til værdien af plejehjemmets indflydelse på livskvaliteten. De fleste havde accepteret det, som en nødvendighed at bo på plejehjem og havde dermed ikke behov for at tænke dybere over det, selvom de gav udtryk for, at det havde været betydelig sværere at vænne sig til, end de havde forestillet sig inden de kom.

Her bør man nok huske på, at jeg jo ikke er en del af personalet, så det er ”omkostningsfrit” at beklage sig til mig. Jeg har heller ikke noget dybere kendskab til de enkelte personer jeg her taler om, så mange motiver kan blande sig sammen.

Herefter præsenterede jeg dem for de gyldne intentioner, som regeringen hermed lagde frem og som de kunne se frem til med glæde, forhåbentlig. Det drejer sig om i alt 43 meget konkrete punkter, fordelt på områderne:

1)overgangen til livet på plejehjem,

2)et sundt og aktivt ældreliv

3) den daglige pleje

4) mennesker omkring den ældre på plejehjem

5) den frivillige indsats

6) den sundhedsfaglige indsats og

7) den bedste afslutning på livet.

Her var det interessante, at mine tilhørere flere gang råbte NEJ TAK! Vi talte selvfølgelig om, hvorfor de sagde nej tak til disse intenderede forbedringer. Da jeg selv læste rapporten i forvejen, havde det hele som sagt forekommet mig godt og rigtigt, men gennem vores samtale fik jeg et nyt syn på, hvad det egentlig var for nogle problemer de så, ved livet på et plejehjem.

Jeg vil her slå ned på to punkter, de sagde nej tak til. Det ene punkt er punkt 11 i rapporten: beboerne skal inddrages i hverdagsaktiviteter – rengøring, madlavning og blomstervanding. Under et andet punkt skulle de også inddrages i madlavningen. Det havde de ikke lyst til. Det havde slet ingen umiddelbar appel til dem. De så det som endnu et brydsomt angreb på deres integritet.

Jeg fortolker selv situationen sådan, at livet for disse beboere, jeg havde for mig her, var så belastet af alle mulige ting, sygdom, smerte, sansetab af forskellig slags, så det lille overskud de havde, havde de ikke lyst at ”spilde på rengøring”. Det er jo derfor man er kommet på plejehjem, for at slippe for den slags trivialiteter, synes holdning at være.

Nu skal man jo ikke bare give op, for det er jo heller ikke givet, at de med deres få kræfter og det svindende overskud kan overskue, hvad der er positivt og hvad der er negativt for deres samlede tilstand. Det er alligevel betænkeligt at begynde at ville ændre på folk eksistentielle valg i livet, når kræfterne er så få og små og deres tilstand så sårbar.

Det andet punkt jeg vil fremdrage er punkt 3, som handler om at udarbejde en ”livshistorie” for beboeren, som medarbejderne kan bruge i det daglige og kontakt med den enkelte beboer. Der var helt enkelt en modvilje imod at dele sin livshistorie med fremmede og alle og enhver. 

Jeg kan jo sagtens se det praktisk i, at personalet har en idé om, hvem de har med at gøre, men når jeg hører beboerne siger nej, så er det lige så indlysende at det kan virke som et overgreb. Man må jeg spørge sig selv, om det virkelig er nødvendigt med en nedskreven ”livshistorie”. Kan personalet ikke spørge sig frem i situationerne, hvis de er i tvivl om den rette pleje eller behandling? Hvad skal de bruge livshistorien til? 

Ingen af os ønsker at være anonyme numre i et system, men en standardiseret fortælling som skal dække et standard møde mellem en beboer og en nyansat, er måske ikke det rette svar. Personlig ville jeg også, hvis jeg skal sætte mig i situationen at være nyankommet på plejehjem, være bange for at en ”livshistorie” kunne give anledning til fordomme og vrangforestillinger, som en ansat kunne projicere over på mig, i givet fald. Nej, her må jeg give beboerne ret, den er for nem!