Grønlandstema II: 13.kapitel

That’s all folks.

Dette er min sidste opdatering under grønlandstema II, for i morgen er min sidste dag her, og jeg har skilt mig af med det meste habengut jeg havde med, så der er ikke rigtig mere at bestikke med.

Jeg har betalt Lars B. for mit logi, så rigeligt endda, og han blev da også i øjeblikket temmelig opstemt over det. Men, ganske som lektie lært her i andre forhold, så forsvinder interessen, straks pengene har skiftet hænder.  Der er ikke tale om at opbygge guanxi her, det er den meget korte bane, der bliver handlet på i Kulusuk.

Det er min egen fejl, for han havde lovet en middag hjemme hos familien og jeg skulle have set billeder fra Kulusuk ved vintertid og flere andre ting. Jeg ville have spurgt ham ud om Kulusuks historie, som jeg ved han interesserer sig for, men nu er det for sent. Han opfylder ingen løfter nu, hvor han har fået pengene, og det vidste jeg jo godt. Nu er de sikkert taget ud at sejle og more sig, og alt er godt.

Jeg har flere andre forbindelser ude, som skulle have dannet kilder til at sammenstykke Kulusuk’s historie, for det havde jeg tænkt skulle være udgangen på denne rejse-dagbog, men enten er de taget ud at sejle og kommer først hjem efter onsdag, eller også er de fulde, eller har for travlt eller vil bare ikke alligevel.

Jeg vil nu alligevel sammenskrive, hvad jeg ved og så må I tage det som det er.

Kulusuk’s historie.

Tilsyneladende har der været bygd her ”altid”. En bygd bestående af tørvehytter, som eksisterede helt frem til slutningen af 60’erne.  Da Amasi Kokou flyttede hertil sammen med sin mor i 1948, da var her 5-6 træhuse, resten var tørvehytter, men butikken og kirken var kommet hertil fra Vestgrønland (Godthåb) allerede dengang.

Præsten blev sejlet hertil fra Tasiilaq, lige som i dag, og Amasi kan huske, at han gik i skole oven på kirken, i et loftslokale der, fra han var 7 år gammel. Hans mor var da blevet gift igen i Sermiligâq, men han blev hos sin mors bror og voksede op der. Det er i øvrigt Lars.B’s  farfar, Ulrik Michelsen, som dog ikke havde samme mor som søsteren og dermed kun halvbror til Amasi’s mor.

Det er bestemt ikke noget ukendt fænomen her. Dels gifter folk sig flere gange, dels adopterer de let andre børn, både familiens børn og andre børn og dels flytter børn ofte rundt til andre familiemedlemmer, hvor det nu er praktisk. Det kan godt gøre det en smule vanskeligt at følge med i relationerne her, men det er uhyre vigtigt at følge med i, det er der ingen tvivl om.

-Sover du alene, ville Amasi godt vide, som noget af det første. Da jeg bekræftede, så han på mig, som om han ville sige, det er da spild, for så dårligt ser du da heller ikke ud. Jeg besvarede hans blik ved at fortælle, at jeg låste min dør om natten. Så lo han og spurgte ikke mere.

Selv er han fra ’43, temmelig overvægtig og delvist lammet efter en hjerneblødning. Tænder i munden er det sjældent folk har i hans alder her, men jeg er ikke i tvivl om, at han havde tilbudt sig, hvis ikke jeg lige havde låst døren!

Amerikanerne, krigen og lufthavnen.

I 1944 under krigen byggede amerikanerne en observationspost i Ikáteq fjorden. Den fungerede ca. 15 år, så blev den, i samarbejde med danskerne, flyttet til Kulusuk i 1959. Den nye radarstation, som var vendt imod primært russerne, fungerede som observationspost helt frem til 1992, da den kolde krig var slut og amerikanernes kæde af radar stationer blev overflødig.

De byggede også en lufthavn og den 8 km lange vej op til radarstationen. Hele byggeriet tog to år, fortæller Amasi, men ind imellem bliver jeg i tvivl, om det er samtlige anlæg han taler om, eller blot ventesalen, som han ene mand (!) stod for at bygge i 1962, altså lidt senere end anlægget af lufthavnen. Han havde erfaring med betonbyggeri, fra et job han havde på vestkysten, så han var fast mand i lufthavnsbyggeriet.

Herefter har han arbejdet i butikken i 14 år og har også været kommunefoged. Nu er kommunen slået sammen med Nuuk, så nu er der kun et bygderåd, med en bygderådsformand. 

I 1992 blev en satellit kommunikations station bygget i stedet for, på bjerget ved siden af den gamle radar station. Det er den der i dag sørger for al telekommunikation.

Amerikanerne fik nogle penge for at fjerne hele radar stationen, og enden blev, at de fandt et hul et sted, hvor de ryddede det hele ned i og dækkede det til.

Fiskeriet varede kort tid.

I slutningen af 60’erne, åbnede der en fiskefabrik lige ved havnen. Senere byggede man en moderne fabrik ud mod fjordmundingen, men den lukkede igen i 80’erne, da torsken forsvandt. Siden da, er mange flyttet til Vestgrønland eller til Danmark, for der er ikke beskæftigelse her.

Fiskefabrikken i Tasiilaq er også lukket, kun den i Kuummiut fungerer stadig. De kan endnu fange fisk i Kuummiut, som er regionens største bygd, næst efter Tasiilaq. Kulusuk er nummer tre.

Det eneste, der er tilbage at leve af, er lufthavnen/hotellet, som ikke beskæftiger så vældig mange lokale folk, turisterne og så er der skind om vinteren. Der er kun grønlandssæl og tre hvaltyper (hvad det lige er for tre typer fik jeg ikke fat i) der kan fanges fra Kulusuk, og skindene skal tages om vinteren. Sommerskind duer ikke.

Når man betænker, hvordan Selvstyret er ved at drukne i opkøbte skind, som er usælgelige på verdens markedet, så kan man jo frygte for den levevej i fremtiden også. Hvor længe kan man pligtopkøbe skind, for at holde bygderne kørende?

Så er der jo selvforsyningen. Den spiller vel nok den største rolle i bevidstheden. At tage ud at fange, det gør de rigtig meget, men selv om det spiller den vigtigste rolle for identiteten, så fanger de knapt nok tilstrækkeligt til, at de kan fodre slædehundene. De fleste familier her, har mellem 8 og 15 slædehunde, som skal have mad hver anden dag.

-Jeg har nedlagt 15 isbjørne fra hundeslæde, siger Amasi stolt. Kajak kan jeg ikke finde ud af. Det har jeg aldrig kunnet.

Men nu er bjørnejagt jo gået frygteligt af mode, tænker jeg. Jeg siger ingenting.

Museum, for hvem?

Justine er i gang med at åbne et museum i Kulusuk. Jeg har kikket ind af vinduerne og hun har samlet nogle kranier, og noget husgeråd. Hendes mor Carina siger, at hun og hendes mand gennem årene har samlet sytøj og beklædning og flere fine ting til museet, som Justine nu har fået overdraget.

Carina, er født i en lille bygd 100 km nord på, med kun tre huse. Den bygd blev fraflyttet for permanent beboelse i 50’erne, men hver sommer plejer de at sejle derop og bo en tid. Derfra har de hjembragt mange memorabilia.

Desværre er Justine selv alt for stresset til at kunne tale om det. Nu kender jeg Justine og ved, at hun har stærk modvilje imod fremmede og især danskere, så jeg kan godt blive bekymret for museets fremtid, med den indstilling hos lederen. Uden turist indtægter bliver det svært at få til at løbe rundt, men foreløbig må det jo åbne, så viser det sig nok.

Bygden har en lille souvenir butik, som er åben hver gang der er turister i bygden, sammen med Johan fra Island. Den handler de lokale aldrig i, af gode grunde, for det er temmelig høje priser de fører der. Alligevel kan der være en chance for museet, hvis der er hold i rygterne om, at Johan vil slutte her i Kulusuk. Så kan det blive museet, der sælger tupilakker og skindtøfler m.m. til turisterne.

Kulusukkerne selv mener, at der vil komme en anden islænding. Nogen vil sørge for det sker. Så galt går det ikke. Det tror jeg ikke på. Det går nok. Det kan ikke være mig, der skal gøre noget. Jeg har ikke tid, for jeg skal på havet nu. Kan jeg låne 100 Kr.?

Afrejse.

Det er med klemt hjerte, jeg rejser fra Kulusuk. Det har været hårdt og intenst at være her en måned, men jeg er jo kommet til at holde rigtig meget af de der skæve eksistenser. Det var svært at komme ind på livet af folk her, men jeg kom faktisk heldigt ind, direkte i hjertet af samfundsmaskinen tør jeg nok sige. Ikke sådan at de elsker mig, så langt fra, men sådan, at de ikke kan ignorere mig, fordi jeg tilsyneladende har flere ”venner” her, end de lige kan gennemskue.

De er ikke vant til en danskers tilstedeværelse på denne måde. De andre danskere, danner ikke venskaber med de lokale, nogle gifter sig lokalt, men danner ikke venskaber og det har nok været det forvirrende element ved min tilstedeværelse.  Jeg tror nok, at med tiden, hvis jeg blev her, eller blot vendte tilbage engang imellem, så ville jeg få en ”rigtig” plads her og livet ville blive lettere, men det er jo ikke det jeg skal.

Jeg er her på gennemrejse, og det har været berigende såvel som nedbrydende, at komme tæt på alle disse mennesker. Jeg kan ikke sige, at jeg forstår dem helt igennem, men jeg kan sige, jeg har brugt alt, hvad jeg havde i mig, i forsøget på at komme til det.

Jeg skal pakke resterne af mine ting, skaffe mig kørelejlighed hos Arvid og så skal jeg få slidt Østgrønland ud af systemet igen. Jeg har stadig et aktiv tilbage: en digtsamling på tysk, som hedder Kulusuk. Den er helt ind i himlen dårlig, men Arvid har en souvenir forretning i lufthavnen, så jeg vil bytte den for kørelejlighed og han kan nemt sælge den derfra.

Det bliver nok svært at blive helt fri af Østgrønland. Det har trods alt givet mig stof til rigtig megen eftertanke.

Grønlandstema II: 12. kapitel

På udflugt med stammen.

I går var et fantastisk vejr. Helt perfekt til en udflugt. Justine havde sandelig bidt hovedet af al skam og inviteret mig med. Jeg er ikke sikker på, hvorfor hun gjorde det, for hun afskyer alt, der har med Danmark og danskere at gøre. Måske er jeg alligevel så godt integreret i stammen, at hun også ønsker at markere sig, inden jeg helt er væk. Jeg har jo optrådt i forskelliges selskab undervejs. Det er svært at vide, men jeg er hende inderligt taknemmelig for invitationen. Uden den ville det ikke være muligt for mig at deltage, foruden, at jeg behøvede en plads i hendes families båd.

Jeg kunne mærke lige fra starten, at det var usædvanligt, at jeg var med. Ingen så på mig, da jeg stod på pieren og afventede tingenes gang. Jeg var tæt på at forsvinde i afmagt, fordi min tilstedeværelse var så pinagtig, men jeg bed mig fast. Jeg var inviteret og nu VILLE jeg med.

Da Justine og hendes familie stævnede ud fra en anden pier, begyndte jeg at vifte med armene. Det var knald eller fald, for tog de af sted uden mig, lige foran alle andre, så havde jeg intet andet valg end at gå slukøret hjem. Men de vendte om og tog mig med heldigvis.

Jeg havde fået besked om, at tage med, hvad jeg selv spiste. Jeg havde medbragt en pose tørret torsk, en stor pose med chokolade 70-76 % i fire varianter og en æske kager. Jeg håbede så, at det trods alt var noget med at bytte mad. Jeg følte mig under alle omstændigheder godt klædt på til begivenheden. Man kan jo sagtens klare sig med tørfisk og chokolade, hvis man skal.

Båden var fantastisk, med polstret indtræk og vinduesviskere på forruden! Det var en fornøjelse at sejle med den. Desværre gik turen kun lige over til den nærmeste gletsjer, men stedet fejlede bestemt heller ikke noget.

Jeg følte mig som led i en ideal eksistens, sammen med min stamme af jægere og samlere i stenalderen. Det er sædvane at tage til dette specielle sted og det er der en grund til! Imellem gletsjeren og lejrpladsen er der et lille klippefremspring, så en eventuel løsrivelse af et isbjerg, ikke forårsager, at bådene bliver kastet mod klipperne og derved tager skade.  Stranden er smal og dyb og beklædt med tørv indtil klippestykkerne rejser sig og gradvist bliver højere og højere indtil de når fjeldvægen. Til venstre er stranden afskåret af fjeld og til højre løber den dejligste friske elv af smeltevand.

Scenen er idel. Alle stiger ud af bådene og fordeler sig i små familiegrupper og begynder at stille op til spisning. Nogen slår et telt op, nogen anretter et kogested i læ bag en stor klippe og nogen går i gang med at flænse en sæl og nogen går i gang med at finde spiselige planter. Resten sætter sig og begynder at tygge tørret sæl, tørret torsk eller hvad de nu har bragt med sig.

Der er masser af børn med og de begynder straks at lege. Ind imellem er der en, der falder og slår sig og det kan ske nogen bliver uenige om legen, men i det store og hele er der fred og idyl.

Man bliver i godt humør af det iskolde klare vand og solen der varmer og de sortbrune flager af tørret sæl bliver sendt rundt. Alt er herligt. Jeg kan se, hvad det er der betyder noget for disse mennesker. At være mange sammen, at have fanget maden selv, at tilberede den på en sten og sidde direkte på jorden og føle naturen omkring sig.

Senere, når sulten er stillet, bliver det tid til de andre, måske måske ikke, sekundære vaner, som kaffe og kage og saftevand og karameller. Der kan også komme rugbrød og karrysalat frem. Her kommer mine chokolader og kager til god anvendelse. Det er en fest.

Jeg kan se på alle, at min tilstedeværelse er et mysterium.  Jeg får indtryk af, at jeg er den første dansker nogensinde, der har deltaget her, men ingen siger noget. Dem fra bygden, jeg har fået kontakt med i den forløbne tid, lader mig glide naturligt ind og jeg vælger bare at slappe af og gå lidt rundt imellem folk, som de også selv gør.

Jeg spørger lidt til de andre danskere. Ingen af dem har været med. Jeg får ikke at vide om det er fordi de ikke er inviteret eller fordi de ikke har lyst at komme med. Det sidste har jeg lidt svært ved at forstå, for dette er vel indbegrebet af dejlig afslappelse.

Det er en vidunderlig dag. Jeg sprayer mig med den dyre myggespray fra apoteket, under tøjet og udenpå tøjet, men den hjælper ingenting. Jeg får ca. 900 myggestik, som har holdt mig vågen hele natten. De er bidske de grønlandske myg, men man forstår dem. Der er ikke mange steder, de kan få deres blodmåltid og sommeren er meget kort, så de tager deres chance.

Tupilakker og tabu

Jeg spørger mig igen for, om der er nogen der har set en tupilak. Nogen griner og siger nej. Jeg spørger så om det er noget man ikke tror på længere, men det er der straks en anden der siger, de gør. Ingen har dog set en tupilak. En har hørt en tupilak. Det var forfærdeligt. Man kan dø af det, siger hun, men hun vil ikke tale om det. Tilsyneladende er det forbundet med handlinger fra hendes fars slægt, så derfor vil hun ikke tale om det. En anden forklarer mig, at det ikke er noget man kan tale om i et åbent forum som dette her. Det er noget man taler om i fortrolighed.

Jeg tænker nu tilbage på det Lars B. sagde med, at der findes mange historier om tupilakker. Er det han mener i virkeligheden, at mange mennesker konkret oplever, at tupilakker findes i den åndelige verden og ikke kun som figurer i souvenir butikken. Jeg har engang hørt noget tilsvarende, at det er tabu at tale om tupilakker, men dengang sagt af en vestgrønlænder.

Det må jo i givet fald have med følelser at gøre, som hævn, misundelse og magt, hvis det skal give mening, at det er den nærmeste familie, der skaber tupilakken og tabuet omkring den. 

Stadig undrer det mig, at den trommedans, jeg tidligere har omtalt, angiveligt skulle være en tak for helbredelse til en tupilak. Hvorfor skulle en tak for helbredelse være tabu? Hvis det er, hvordan kan det så være genstand for en trommedans, som jo opføres offentligt?

Hvis det ikke er tabu, så skulle forsamlingen på udflugten jo vælge at tale om de gode oplevelser med tupilakker. Det gjorde de ikke. Er det sådan, at gode oplevelser med tupilakker er sjældne? Er oplevelser med tupilakker i det hele taget sjældne? Det er tydeligvis ikke alle, der deltager i tupilak-forestillingerne.

Det er slet ikke opklaret, dette spørgsmål med tupilakker.

Alkis’erne stiller op.

Det står nu klart for alle, at jeg er tæt på afrejse. De fordrukne kommer frem i et sidste desperat forsøg på, at presse lidt penge ud af mig. Det er et meget sørgeligt syn. Hvordan håndterer en jæger- og samlerkultur det problem? I de helt gamle dage, bad man dem forlade samfundet, hvis de opførte sig destruktivt, f.eks. myrdede nogen eller så. Den mulighed har civilretssamfundet taget fra dem.

Spørgsmålet er, hvad de i gamle dage ville have gjort ved typer, som bare var en byrde, derved at de ikke ydede nok, som man kan sige alkis’ernes rolle er nu. De var nok blevet hånet for deres ringe jagtegenskaber eller noget sådant. Problemet er bare, at hån ikke hjælper overfor en alkoholiker. Der er indtrådt en hjerneskade, som gør hån uvirksom på personen. Det problem havde man simpelthen ikke i gamle dage.

Det ser ikke ud til, at grønlænderne har udviklet en ny og bedre praksis på det problem. Det er jo på den måde, at de er havnet uhjælpeligt i en fælde, midt imellem moderne civilsamfundet og jæger-samlerkulturen. 

Det er den konflikt jeg har set hele vejen igennem mit ophold her.  Et stærkt, men temmelig ureflekteret ønske, om at holde fast i sin kultur og samtidig være tvunget ind i et civilsamfund, som man nu ikke længere kan vælge fra. Måske har der aldrig været noget valg, fordi det er civilsamfundets natur, at alle skal omfattes.

Det er uacceptabelt, at lade nogen uddø, hverken dyr eller mennesker.  Det har aldrig været jæger-samlerkulturens problem. Det er derfor, det ikke giver mening med kvoter for fangst af narhval osv.  Sådan er jægerens tankegang. Han er jo ikke marin bonde. Drabet er ikke noget problem her, det er overlevelse, der er problemet.

Grønlandstema II: 11.kapitel

Hugin og Munin.

At sidde i stuen og kikke ud af vinduet. Det er der vel nogen, der rigtig tror på. Solen skinner og det er herligt, uden en sky på himlen. Det er blevet tid til et par dage på klipperne inden jeg skal hjem.

Det er, som om jeg har en krog i hjertet, og hver gang jeg tænker på, at det snart er det sidste blik på Kulusuk bjerget eller på ravnedalen, så trækker det i krogen og jeg tager panisk videokameraet frem og filmer løs. Et kort sekund kan jeg føle trøst ved at eje en filmstump, men jeg ved, hvor forræderisk filmen er, den ligner ikke engang svagt. Det er til ingen nytte.

Selv nu, hvor jeg sidder på en sten med min vandflaske med en blanding af vand og sne, og med åben jakke, for at lade solens stråler trænge helt ind i kroppen, og kikker på et brusende og rislende vandløb af smeltevand, og kikker på de bløde runde former på et mosbegroet bjerg, og på en horisont af sneklædte bjergtinder, ja selv da mærker jeg en stigende længsel og slet ikke den mæthed, man skulle forvente nu efter en måned på dette sted.

Hvorfor kan det ikke lade sig gøre at få nok?

Det er som om den menneskefjendskhed, som de golde klipper udstråler, den bliver i næste sekund negeret, af en lille frodig plet med pileurt og sortebær og kæruld og millioner af bitte små blomster i et overskueligt antal varianter. Sindet bliver konstant skubbet frem og tilbage mellem skræk og vellyst. Modsætningerne ser ud til at være så store, at de dårligt kan rummes.  Vores instinkter kommer i alarm i en underliggende strøm, som får glæden til at boble mere frit, forestiller jeg mig det.

En lille fugl med orange ved hovedet og ellers gråbrun på kroppen, sætter sig hen ved siden af mig og giver sig til at pudse fjerene. Den er ikke bange for noget, ser det ud til. Måske fordi den ved, at chancen for at blive spist er mindre, end chancen for ikke at finde sig en mage, så den vælger at være modig. Desuden er sommeren kort, så den har travlt og har ikke tid til at være i tvivl.

Jeg fylder lidt mere sne i min vandflaske, så det kan tø på vejen videre. Faktisk er det slet ikke sne, men snarere en samling små iskugler. Det er næsten umuligt at slukke tørsten ved at spise sneen direkte, for det tager lang tid at smelte de små iskugler i munden så de er til at synke, mens det går relativt hurtigt nede i vandet og så har man dejligt iskoldt drikkevand.

Vejen går stejlt opad lige her.

En lille fugl flyver tæt forbi foran mig. Den kalder og fløjter og sætter sig på en stor sten og vipper forførende med halen. Den ved jeg er nem at lokke.

-Hvad vil du, fugl? Hvad skal jeg? Vil du have mig ud over klippen der?

Jeg er sikker på den kan kende mit sværmeriske glimt i øjnene. Det kan jeg nemlig selv, når jeg ser det i øjnene på dagturister fra HK eller Seattle eller et andet sted. Jeg modstår fristelsen og går videre opad. En lille sommerfugl flakser forbi og er et bevis på, at sommeren er i fuld gang. Myggene har også taget fat efterhånden.

Nogle steder ligner bjergene en gigantisk lagkage, som er smidt hid og did. Lagkagestykkerne vender i alle retninger og nogle steder er kagecremen løbet ud og ligger som en kegle af grus. Det sker også at store sten eller hele klippesider forvitrer og bryder sammen direkte til grus eller jord.

Andre steder, nedbrydes klipperne til mindre og mindre sten og her dannes en lille slugt at disse store og små klippestykker. Hvis der samtidig løber en elv eller bare et lille vandløb af smeltevand, så dannes der et lag af mos og lav og små planter og blomster. Et tørvelag, hvor det vrimler med insekter og blomster i lysende farver.

Ligenu, hvor det ikke har regnet i måneder, er tørven knasende tør og den slipper sit tag i klipperne. Kun der hvor smeltevandet når hen, er der svampet at træde.

Men der kan være langt imellem disse frodige slugter. Mange steder stryger klipperne direkte ned i havet, uden at levne fodfæste for hverken dyr eller mennesker. På Kulusuk ø findes der slet ingen pattedyr, kun slædehunde. I hele Ammassalik området findes ingen moskusokser eller rener eller nogen store landdyr. Intet af det kan leve her.

Men ikke alle klipperne smuldrer. Nogle steder har isen og vinden skuret hen over klipperne og gjort dem runde i faconen.  De virker nærmest godmodige. Det tager jo tusinder af år at slibe disse kæmpe klipper runde, og mange vintre med dyb frost har de oplevet. At nogle sten så pludselig bryder sammen og forvitre til grus, og andre ikke, det er mig en gåde. 

-Kra kra lyder en dyb blød stemme. Det er ravnen i glideflugt på vej ind i ravnedalen. Der er noget ildevarslende ved den store sorte fugl. Der er også noget lokkende og kaldende ved dens stemme. Dens vingeslag er smukt, med de lange kulsorte elegante vinger, som tegner så skarpt imod den grønbrune klippevæg. Ind imellem lyder der nogle hæse skrig. Er det mon ungerne som vil have mad? Jeg kan slet ingenting se, selvom det lyder, som om det er tæt på.

En anden lille fræk hurtigløber blander sig i koret.

-Se også mig siger den og standser op og løfter hovedet. Den har lange gule ben og en sort krave om halsen, hvidt ansigt med en sort streg over øjnene. Den løber lidt videre og standser op igen. Ryggen og toppen af hovedet er brun, bugen er hvid. Nu er den tilfreds og den flyver bort.

-Kra kra, lyder det igen i ravnedalen. Mon stemmen får sin bløde forførende klang, af at blive resoneret af de runde klipper?

-Send du blot besked til Odin, om at jeg er her, jeg, en lille bagatel i landskabet.

Det er allerede blevet sent. Solen er begyndt at blive rødlig. Det er for sent at nå helt op på rypefjældet nu, det bliver en anden dag. Vi er allerede langt fra midsommer og dagene begynder at tage form af nat og dag igen, så småt. Sommeren er slut om ca. 5-6 uger, så vender frosten tilbage.

Jeg traf en elektriker fra Berlin, som arbejder i lufthavnen. Han er her på 5. år, selvom han først troede det skulle være en kort tjans. Da jeg spørger ham, hvorfor han måtte tilbage, svarer han lynhurtigt, naturen! Det var bygden med alle dens problemer, som på et tidspunkt sendte ham hjem i afmagt, men så måtte han bare tilbage til denne natur. Sådan går det for mange, fortæller han. Selvom der også følger en ensomhed med, så bliver rigtig mange alvorligt hooked på denne natur. Jeg er ikke alene om det.

Trommedans og tupilakker

Nu er det festivalens sidste dag. Den store trommedansens dronning Anna Kuitse døde, netop som festivalen startede i fredags. Der blev dog trommedans af hendes bror, Anda, som vælger en lidt anden stil i udtrykket. Han er den komiske figur, med pind i munden, snor i næsen og malet sort i hovedet. Ellers er selve dansen meget det samme. Trommedans er uhyre enkel.

Festivalen havde valgt at tildele Anda en pris og det er vel for at understøtte den folkelige tradition med trommedans i det hele taget. Til min store glæde og overraskelse, så optrådte der, blandt publikum, en mand som lavede grin med trommedansen. Han havde taget skibriller på, et tørklæde om hovedet og var malet sort i ansigtet. Han svøbte et stort rødt tæppe om sig og på fødderne havde han inder strømperne fra et par kamikker, som så var stukket i et par store gummistøvler. Han dansede rundt med en stav og en tromme uden skind på. Det var dejligt at se, at de trods alt kunne lave grin med trommedansen.

Nogen synes selvfølgelig ikke det var sjovt, men det er kun forventeligt. I et samfund med så udbredt alkoholisme, så udvikler der sig naturligt en modkultur af puritanisme, som ikke kan se komikken i dette festlige indslag. Det er jeg ikke overrasket over.

Jeg så, temmelig sikkert, den sidste af Anna’s optrædener, inden hun døde 6 dage senere. Hun havde sin søn og barnebarn plus barnets kusine med. Hun kunne jo ikke meget selv, men hun så strålende glad ud, og det betyder jo alt i turist branchen. Hendes søn opførte en dans, som handler om en mand, der var blevet helbredt af en tupilak. En tupilak er en lille figur, som I har set nede i souvenir butikken, forklarede han. Er det det?, tænker jeg.

Efter jeg så den forestilling, er jeg begyndt at spørge lidt til tupilakker. Oprindelig var en tupilak et åndeligt væsen, som ammasalikkerne søgte at forklare hvordan så ud, for Gustav Holm, da han kom med sin konebådsekspedition (1883-85). Der er heller ingen tupilakker i hans indsamlede materiale, ifølge den bog, der er udgivet med genstandssamlingen.

Som tidligere nævnt, så forstår Lars K. stadig en tupilak som et åndeligt væsen, som han ganske vist snerrende hævder aldrig at have set og anser for at være vrøvl. Det er under hans værdighed at lave tupilakker og sælge dem til turister, som han føler er en parodi af en eskimo.

For Anna’s søn, var det knapt nok muligt, at begribe den underliggende repræsentation, som ligger i figurerne. Også Lars B. forstår tupilakker som de konkrete figurer. Det er bare pyntefigurer. De indgår ikke i nogen som helst ritualisering af nogen art. Da jeg forsøgt at spore ham ind på det bagvedliggende åndelige fænomen, siger han blot, at der findes mange fortællinger om tupilakker.

Tupilak er gledet, fra at være et åndeligt fænomen, til at være et konkret fænomen i form af små skårne figurer i tand, fedtsted, eller andet. Denne glidning var næppe sket, hvis ikke Gustav Holm havde opfordret eskimoerne til at vise ham, hvordan de så ud, disse tupilakker. Spørgsmålet er, om forestillingen om tupilakker havde levet videre, hvis ikke denne repræsentation i figurform havde fundet sted. Det får vi aldrig at vide. Det ser ikke ud til, at forestillingen om tupilakker eksisterer mere, som andet end historier fra gamle dage og som salgsobjekt til turister.

Chill-out med festival komiteen.

Skal du rejse idag? Hvornår rejser du? Hvorlænge skal du være her? Nu snerper det til, og mange kan næsten ikke vente, har jeg indtryk af. Fordelen er jo, at alle ved, at det sker om kort tid, så hvis de har noget på hjertet, så er det nu de skal komme frem og hvis ikke, så må de bare dukke indtil torsdag.

Det sker, at nogen synes de bør vise lidt hensyn og i den retning er jeg sørme inviteret til chill out med festival komiteen i eftermiddag. Vi skal sejle over til gletsjeren lige her i den nærmeste fjord og det bliver en dejlig oplevelse.  Både at sejle og at se gletsjeren på nært hold. Endnu en dejlig dag i sigte.

Grønlandstema II: 10.kapitel

Festival.

Der er virkelig blevet ryddet op og ordnet i Kulusuk, det må jeg sige. Katastrofepladsen foran skolen er jævnet ud og der er stillet telte op og bygget scene. Jeg så to kommunalarbejdere samle skrald op i og omkring det næsten tomme gadekær. Jeg var også henne og udtrykke min begejstring flere gange.

Kulusuk har fået foræret en helt ny gasgrill til pølser og koteletter, samt pavillontelte og festen begyndte med, at Kulusuk koret sang et par sange. Naturligvis. De benytter hver en lejlighed der gives. Det er virkelig tykke og tynde, unge og gamle der synger i det kor.

SÅ blev festen ellers skudt i gang med et lille ungdomsorkester fra Island. Tre mand var de og der var virkelig knald på. Forsangeren slog over i strubesang når det virkelig gjaldt. Basguitaristen lignede en på 11 år, men han har vel været noget ældre trods alt.  Det var forrygende. Derefter kom et orkester fra Tasiilaq. De var lidt mere afdæmpede, men der var stemning omkring dem. Mellem hvert indslag, var der en fantastisk dygtig entertainer fra Nuuk, tror jeg hun kom. Der var fuld udblæsning på hende.

Festen havde mange indslag og pludselig kom tre lokale drenge, blandt andet min ven fra forsamlingshusets kiosk, på. De spillede op til folkedans, og alle sprang ud og dansede polka og hopsa og jenka og hvad ved jeg. Alle kendte til disse trin og der blev danset i rundkreds, med stor iver. Selv festival arrangørerne kendte til dansen, så det må foregå i Nuuk også. Det er sjovt nok, præcis den samme dans Minik Rosing omtaler, fra en rejse han foretog i 1977. Det var helt vildt. Men, har man fundet noget godt, hvorfor så lave om på det?

Desværre bliver man kold, når man ikke danser hopsa, for det hele foregår ved ca. 0 grader. Her hjælper en lille plastic pavillon og en gasgrill ikke meget.  Jeg prøvede at holde varmen med te, for det var jo alkoholfri fest, men det varede ikke længe, så skulle jeg bare tisse, foruden at jeg frøs. Jeg har haft en kanon fest, så der er ikke noget at fortryde der.

På mange måder minder Kulusuk mig om livet i min barndoms 50’ere og 60’ere. Dengang, hvor man kørte søndagstur i bilen og tømte askebægret ud af vinduet. Det var inden vi kendte til skovsvinet og vejsvinet. Vi dansede måske mest standard dans, men folkedans var slet ikke ukendt dengang. Det lavede ungdomsoprøret fuldstændig om på, men her i Kulusuk er verden ikke ”gået af lave”.

Danskerne

Gik en lille tur her morgenen efter. Alle er ude. Der er en rigtig efter-fest-stemning. Alle skal lige snakke om oplevelserne. Jeg får mange tilråb. De er begyndt at glæde sig til jeg rejser, det er der ingen tvivl om. Nogen siger ondsag? Nej, torsdag. Nå dejligt, lyder det usminkede svar.

Hvorfor nu det? Jeg tænker, at det ikke er personligt, for så megen interesse har de slet ikke i min person. Hvorfor så? Kan det være, at de har følt sig iagttaget? Kan det være, at de ikke bryder sig om, at de ikke ved, hvad jeg vil her. Det er nok tænkeligt. De ville jo aldrig foretage sig noget uden at vide, hvad de får ud af det. At rejse til et sted, uden at kende nogen? Hvad er meningen med det? Det giver ingen mening overhovedet. Ingen ordentlige mennesker slapper af på den måde. Der må stikke noget under.

Jeg er en torn i øjet, en sten i skoen og for nogen er jeg sikkert også et spejl. De andre danskere er på langt større afstand, end jeg har været i disse tre uger. De deltager ikke i bygdelivet, sådan som jeg trods alt har gjort, takket være min forbindelse til Oktavia og Bibi og til dels også Lars K og Lars B.

Så vidt jeg kan se, er der ingen af danskerne, som taler sproget. De fleste forstår det sikkert nok, men de taler det ikke.  De kommer ikke til festerne, eller står flygtigt i yderkanten og kikker på.

Det virker, som en gensidig overenskomst, at hver passer sit. Det gælder også de blandede ægteskaber, så vidt jeg kan se. Det ændrer ikke rigtig noget. Den business danskerne og de andre udlændinge har her, afhænger ikke, eller meget lidt, af den lokale befolkning. Måske med undtagelse af sundhedssektoren? Den har jeg slet ikke besøgt.

Jeg har også lidt svært ved at se, hvad der egentlig er at integrere sig i. Samfundet her er meget orienteret efter familien. Det er familien, man udveksler med, og den man beror på. Det er, som om samfundet blot er en forlængelse af egen familie og ikke et stort kollektivt fællesskab. Man bliver grebet af samfundet, på samme måde, som man bliver grebet af familien, men man har ikke rigtig nogen forpligtelser overfor samfundet, som man har det overfor familien.

Det kan være, at denne tese er lidt langt ude. Til støtte for tesen, taler, at de få stykker, som enten slet ingen familie har, eller ganske få, som måske er flyttet langt væk, gerne omtaler netop dette forhold som et problem. Et eksempel er Jonas, hvis danske far har været ikke eksisterende og moderen og dennes familie åbenbart heller ikke findes mere, eller kontakten er væk.  Lars K. er et andet eksempel. Noget af det allerførste han nævnede var, at alle i hans familie er døde. De få slægtninge han har, er spredt over hele Grønland.  Noget tyder på, at det gør det vanskeligere at klare sig her i Kulusuk og ovennævnte tese kan forklare det.

Jeg ved ikke om der er nogen, der ved noget om disse ting. Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg kan bare se, at der ikke finder nogen integration sted. Der er ingen tvivl om, at man, lige med undtagelse af det sundhedsfaglige, nemt kan håndtere de projekter, man måtte have her som dansker, uden at kunne tale sproget. Med nemt mener jeg vist bare, at det ikke er sproget der gør det vanskeligt, det er snarere holdningen til projekter hos de lokale.

På den måde, har jeg nok været en lidt ubekvem størrelse. De har skullet forholde sig til min tilstedeværelse og det er i bund og grund en uønsket proces at skulle det. Jeg tror ikke det skyldes noget i den måde jeg har været her på. Jeg har ikke trådt specielt meget ved siden af. Lidt kan man jo ikke undgå, når man skal aflæse reglerne undervejs.

Tåge og afslutning.

Der har lagt sig en tyk dyne af tåge over Kulusuk. Indtil videre er flyvning aflyst. Selv sejlads kan være farlig i så tæt tåge.  Det passer mig egentlig godt at være pakket ind i dette hvide. Jeg er ikke længere følsom over for skrald og den slags, så jeg føler mig bare afslappet.

Jeg har ikke mere her, jeg skal. Jeg har set det jeg ville og prøvet det jeg havde lyst til. Jeg sidder med min pose tørret fisk og kikker ud af mit stuevindue, hvorfra jeg kan se al trafik på hele tippen her. Jeg kunne i virkeligheden let blive endnu en af disse danskere, som indretter sig med en lille kokon og lever sit eget stille liv i Kulusuk. Det vil jeg gøre i den kommende lille uges tid, indtil jeg stiger på flyveren.

At sidde og iagttage, hvad de har tænkt sig, disse mennesker her. Kommer de aldrig til at føle, at handling er nødvendig?  Føler de sig virkelig så godt tilpas i offerets rolle? To bygder er allerede væk. Nu er der 5 tilbage. Det er jo drabelige modstandere de er oppe imod, sygdom, alkoholisme, selvmord, fejlernæring, sindssygdom, klimaforandring, ulykker og almindelig fraflytning.  Et samfund, der er halveret på 30 år, uden at handle, det må jo siges at være døende, på trods af det høje fødselstal.

Grønlandstema II: 9.kapitel

Op og nedture

Forleden dag, havde jeg den hidtil sløjeste dag i min tid på Kulusuk. Jeg var træt af at føle mig afvist, ignoreret og lukket ude. Jeg så kun al skraldet, fortabet, ulykken og passiviteten. Jeg havde lige hørt én historie for meget om selvmord og ulykke! Jeg var klar til at sende hele dette l....folk til himmels, når det nu var dér de så gerne ville hen! Jeg havde for et øjeblik mistet min indføling og forståelse, ja jeg havde vist helt mistet det overblik, som plejer at løfte mig igennem sådanne situationer.

Jeg havde været opmærksom på, at jeg trængte til selvomsorg og havde også rakt ud efter den, men den viste sig at rumme endnu mere død og ødelæggelse og så var bægret fyldt for mit vedkommende. Jeg kunne pludselig, for mig selv, remse alle de situationer op, hvor jeg var blevet afvist og ignoreret, aftaler der var blevet brudt og løfter der ikke blev overholdt, helt ned i de helt små ting, samlede oplevelserne sig til en knude af vrede. Jeg følte mig slagen. Spekulerede som en rasende på, hvorfor det var, at jeg var kommet her til. Hvad ville jeg i Kulusuk?

Hvad skulle jeg her? Her var koldt, beskidt, råt og tåget. Jeg tænkte på at flyve til Island, men opgav det, for det var alligevel uoverskueligt, at skulle møde et nyt land, med så lav energi. Jeg besluttede mig så for, at fokusere på de dejlige bøger jeg havde taget med. Jeg ville simpelthen krybe helt ind i dem og forsvinde der.

Jeg gik mig en lang tur. Det er den bedste medicin. Op ad bjerget til den gamle radar station og sidde der og kikke ud på isbjergene. Pyt med, at det er tåge. På vej derud, mødte jeg en lokal kvinde, som nu bor med sin færøske mand i Thorshavn. Hendes bror er lige død, og det er derfor de er kommet. Nu er hendes søstre rejst hjem efter begravelsen, fortalte hun, og nu har de ændret deres billet, så de rejser næste dag, for de gider ikke være her mere. Vi har jo set det hele, sagde manden! Det trøstede mig sgu lidt, at de heller ikke gad være her. Alting hjælper når man er langt nede, selv skadefryd.

Mens jeg gik min tur, kom jeg i tanke om, at jeg kunne sætte alle sejl til, for at komme ud at sejle lidt og se noget heromkring. Om jeg så skulle hyre en båd helt solo, så var det vel bedre, end at føle sig slagen. Jeg ringede til Lars Anker i Tasiilaq for at høre, om han kunne hjælpe mig. Jeg tror han hørte desperationen i min stemme. Han kunne ikke hjælpe.

Lars B. skulle sejle for ham hver dag de næste mange dage og han havde ingen ledige både. Jeg sagde noget med, at jeg sagtens kunne sejle med Lars B. selvom forsikringen ikke dækkede, for han var en stabil bådfører. Ja, selvfølgelig ville jeg da sejle med Lars B. , jeg havde jo da været ude i langt mere usikre situationer end det, men hvad nyttede det alt sammen, når alle havde så travlt? Jeg ringede hele vejen rundt, men lige meget nyttede det.

Jeg var flad, men havde jo dog min plan om at læse og glemme og jeg havde mit kaffe-kage arrangement, som jeg skulle gennemføre, selvom energien var væk. Jeg VILLE satse alle kræfter på at være en god vært ved det arrangement. De skulle ikke føle, at de havde fået mig ned med nakken så let! Jeg gennemgik i tankerne, hvordan jeg ville indrette alting, så jeg var forberedt på både mange og få. Det skulle nok gå! Jeg gennemgik alle muligheder for valg af tekst, jeg ville læse højt, afhængig af, hvem der kom, og hvor meget dansk de forstod.

Som sendt fra himlen

Det var dagen for mit kaffe-kage-arrangement. Dagen før havde jeg ringet til Lars B. og lagt en besked til et af hans børn om, at jeg gerne ville have tømt min lokumsspand, for jeg skulle have gæster! Det er jo noget der langsomt går op for en, at den sande lykke ligger i, at kunne skide på en lokumsspand, som lige er tømt! Det er en af de glæder, som slipper ud af hænderne på det moderne menneske.

Var kommunikationen forløbet? Ville Lars B. modtage beskeden? Ville han handle? Meget stod hen i det uvisse, men jeg lod det fare. Jeg havde forsøgt og nu måtte det gå, som det kunne.

Alligevel havde jeg sovet dårligt om natten. Klokken 2 stod jeg op og lavede den tegning til Anda færdig, for jeg kunne ikke sove mere. Kommunikationen med Anda er også forfejlet. Dvs. jeg er trådt lidt ud, da det viste sig, at Anna-Mette allerede for længe siden, havde fået samme idé og havde givet ham tegninger af dette lille spil, som hun havde fundet frem fra bøgerne. De tegninger havde han bare smidt væk og havde aldrig lavet spillet.

Nu, hvor jeg så ville have et, så har han lavet det til mig, men nægtede at aftale en pris på forhånd. Spillet er lavet færdigt og han forlanger en pris jeg slet ikke er villig til at betale. Nu er det, jeg har besluttet mig for at overholde min del af aftalen, og lave tegningerne til manualen færdig til ham, selvom jeg kan indse, at de vil ryge i skraldespanden, så snart jeg er væk, ligesom dem Anne-Mette gav ham. Jeg har forsynet tegningen med en tak til Mads Kuitse, som jo lærte mig tricket.

Jeg er måske kommet lidt forkert ind på Mads Kuitse, for han har faktisk vist mig megen venlighed, navnlig efter deres konfirmation er overstået. De har bare været stressede, tror jeg, ikke uvenlige, som jeg troede i starten.

Tegningen, den får Anda. Spillet må han sælge til en anden turist, det køber jeg ikke.

Jeg nægter at blive lumpen, bare fordi han er lumpen! Ud på morgenen, var tegningen blevet færdig. Det blev udmærket, synes jeg selv. Da jeg først kom i gang med det, så var det egentlig hyggeligt arbejde. Jeg var tilfreds og blev lidt søvnig af det. Jeg lagde mig på sofaen og faldt i søvn.

Jeg vågnede ved, at Lars B. stod i døren. Skal du med ud i Kârale fjorden? sagde han. Mit hjerte begyndte at slå hurtigt. Om jeg skulle?! Lige nu kunne han sejle mig til verdens ende, hvis han ville. Jeg fór op efter mine termostrømper og husker noget med, at spørge, hvornår vi var tilbage igen, for jeg havde inviteret til kaffe-kage kl 4, men i mit hjerte vidste jeg, at hvis det blev et problem, så ville jeg ofre kaffe-kage-arrangementet!

Han mente nok det kunne nås. Jeg skulle jo også købe kage, nåede jeg at sige, mens jeg resolut tog mit tøj på, så han ikke kunne blive i tvivl om, at jeg skulle med. Han var mest bekymret for, om jeg nu forstod, at jeg ville blive kold. Jeg forsikrede ham, det var intet problem. 

Lige inden vi gik, tænkte jeg, at det var nok klogt lige at besøge lokummet, selvom jeg helst undgår spanden, når den er så fyldt. Han må have tømt spanden inden jeg vågnede! Dette menneske er lavet af et helt anderledes stof end os andre! Herfra kunne intet gå galt.

Det var ubeskriveligt dejligt at være ud at sejle. Lars B. siger næsten ingenting, men der er heller ikke noget at sige. Sådan skal det bare være.

Det viste sig, han havde forstået det med at købe kage, for han lagde til ved Kuummiut, så jeg kunne købe ind i butikken der. Perfekt!

Kaffe og kage

Jeg kom hjem i så god tid, at jeg kunne nå en lille lur inden klokken blev 4. Jeg vågnede ved, at Tobiasine ringede og sagde, hun og søsteren ikke kunne komme. Nu havde jeg ½ time til at komme til hægterne og få lavet kaffebordet klar.

Jeg har glædet mig og var spændt på det. Jeg havde inviteret 12 mennesker og havde ingen anelse om, hvorvidt der ville komme flere eller færre, hvis nogen overhovedet. Jeg tog det som et positivt signal, at Tobiasine dog havde meldt afbud og ikke bare ignoreret.

Der kom to! men det var to, som jeg holder rigtig meget af og vi havde en god eftermiddag. Det var Bibi og Bolette som kom. Først snakkede vi lidt og så læste jeg Minik Rosings artikel fra Weekendavisen højt. Jeg tror de kunne lide den. Han er en god fortæller, var kommentaren. Det tolker jeg, som at de kunne li’ den. De var i hvert fald helt stille, mens jeg læste.

Jeg fik annonceret, at jeg samler på historier. De anbefalede mig, at spørge Carina’s mand. De var også inviteret, men kom ikke. Muligvis fordi der er sket en frygtelig ulykke i Tasiilaq med noget af deres familie.

Jeg fortalte, at jeg synes, det havde været rigtig svært at komme ind i samfundet her, og at jeg var meget taknemmelig for, at Bibi og Oktavia havde taget sig af mig. Bibi gav mig ret i, at hvis ikke jeg var kommet med dem, var jeg ikke blevet lukket ind nogen steder.

Jeg ved nu, at der er visse steder jeg var blevet lukket ind, de steder som satser på udfrielse gennem alkoholen, der er man velkommen, men velsagtens helst med en pose der klirrer. Jeg gik ikke den vej, for det var ikke mit ærinde, at få selskab for enhver pris.

Nu håber jeg bare, at det er tilstrækkeligt med to deltagere til kaffe og kage, til at sprede rygtet om, at jeg samler på historier.

De var meget begejstrede for den bog med østgrønlandske børnehistorier, jeg viste dem. Bibi blev helt rørt, kunne jeg mærke.

Festivallen

Den skal jo starte i dag. Jeg aner ikke hvad den går ud på. De folk som hyrede sig ind i mit hus i lørdags, har jeg mødt jævnligt i bygden lige siden. Hver gang siger Edward, deres frontfigur, at i dag flytter de ind! Efter fire dage på den måde, ringede der en eller anden, med flere stjerne på skulderen, om at de aflyste aftalen.

Se det skete jo lige på et tidspunkt, hvor jeg var ret tæt på bunden, og dem der kender mig ved, at sådan en dag skal man ikke spille smart overfor mig. Han fik læst og påskrevet og i øvrigt skulle han henvende sig til Lars B. og ikke mig. Jeg har ikke hørt noget siden.

Det er også lige meget. Jeg laver ingen ballade overfor Lars B. Han fortjener alle sine penge for leje af huset her, blot synes jeg, ham den hovne vestgrønlænder, godt kunne tage et drag over snuden! Ja ja, ting ryger jo ikke altid i den helt rigtige skuffe, vel?

Nu vil jeg gå ned i servicehuset og få mig et bad og så kan jeg måske nærme mig festivalen med åbent sind. Det kan jo være, de har noget opløftende på hjertet?  Edward fortalte mig, at det var hans første tur til Østgrønland overhovedet.  Det kunne være sjovt at høre lidt om deres erfaringer under arbejdet med festivalen. 

Grønlandstema II: 8. kapitel

Jægere og samlere

Jeg er så opstemt her til morgen. Jeg har gjort en fantastisk opdagelse, som jeg har spekuleret på det meste af natten. Den kommer af en samtale jeg havde i går aften nede på min ”guldbænk”, dvs. den bænk lige bag kirken, faktisk er det kirketrappen, som jeg ofte sidder på om aftenen og hvor folk af og til kommer hen og snakker med mig. Det er her jeg få alle guldklumperne til forståelse af dette sted.

I går kom Torben, som er leder af lufthavnen og maskinmesteren også fra lufthavnen, hans navn fik jeg ikke fat i. Et par fantastisk hyggelige mennesker. Torben har været her 5 år, den anden i 1½ år, så de er godt bekendt med stedet her.

Snakken gik om, hvordan vi på hver vores måde holder af stedet her og så videre og så fortæller maskinmesteren, at da han kom for 1½ år siden, havde Torben sagt, du kan ikke få dem til at arbejde her. Det sku’ han fan’me nok få dem til! sagde maskinmesteren. Men nej, det kunne han ikke. Nu havde han erkendt, at han ikke kunne.

Snakken gik nu omkring mange forskellige eksempler på, hvordan kommunikationen skulle holdes helt enkel for at gå igennem og hvordan de ansatte lokale var fuldstændig ligeglade med at blive fyret. Hvis lufthavnen fyrer en mand, nå, men så er det det og vi er lige gode venner af den grund, fortalte Torben. Så kommer der bare en anden som er på samme måde. Torben kunne nævne nogle af dem, som jeg i mit stille sind havde udpeget som ”stabile med fast job”, som nogle, der havde haft 6-7 jobs allerede i år!

Jeg fortalte om mine ambitioner på Anda’s vegne, med istandsættelse af tørvehytte og indretning af fortælleværksted. De synes, det lød ligetil og som noget der kunne blive til stor gavn. Torben kunne endda se for sig, hvordan de kunne få direkte salg til turisterne af deres benskærerier fra tørvehytten, i stedet for at skulle sælge gennem forhandler. Men det havde ingen gang på jorden desværre. Det var deres holdning. Maskinmesteren ville sætte en middag på højkant, hvis det lykkedes for mig at få det i gang. Nu er I mit vidne! Jeg har tænkt mig, at den middag skal han gi’!

Jeg spekulerede som en rasende på, hvordan det kunne hænge sammen. Hvordan kan de være ligeglade med den indtægt de får fra den eneste kilde, som holder hele samfundet i live, nemlig lufthavnen og dermed hotellet?

Noget i det Torben sagde, ledte mig på den tanke, at det i samfundet kan være lige meget, hvor i samfundet pengene går ind, bare de samlet set kommer ind, for så fordeler det sig i deres forgrenede netværk af slægt og prestige. Som de siger her, så er alle i familie med hinanden, langt ude og på en eller anden måde. Det er nu langt fra en kommunistisk fordelingshusholdning! Der er bestemt forskel på folk her.

Som tidligere omtalt, så findes der et net af offentligt ansatte. Men de ville jo ikke eksistere, hvis ikke også der var nogen, der tjente penge på lufthavnen og hotellet. Så ville samfundet ganske enkelt forsvinde, for jæger og samler kulturen er ikke længere beroende på fangst og indsamling alene. Det er i realiteten langt fra tilfældet. Hvor langt kan jeg ikke lige vurdere, for der hentes trods alt mange sæler og andet.

Til kaffemik og andre festlige lejligheder, serveres grønlandsk mad, som består udelukkende af dyr fanget af dem selv eller noget familie. Der kan serveres lidt ris suppe til, men det behøves slet ikke. Den efterfølgende kaffe og kage kræver selvfølge en pengeøkonomi.

Med udgangspunkt i den tankegang, så er de jo virkelig sårbare for import af arbejdskraft, sådan som det også sker. Torben fortalte om, at man sidste år havde importeret rengøringsarbejdere fra Lithaun. Hotellert er begyndt med at hente arbejdskraft fra Vestgrønland, i supplement til de unge danskere, der hyres ind for 7-9 mdr. hvert år, og som i realiteten kører hotellet.

De største banditter i Kulusuk.

Maskinmesteren gjorde op, at de største banditter i Kulusuk, det var Torben og ham selv. Det skyldes, at de er begyndt at låse tingene inde, så de lokale ikke længere kan ”hente”, hvad de skal bruge. Tankegangen har, ifølge dem, været, at hvad der tilhører Selvstyret tilhører dem og kan ”hentes”. Maling f.eks. har været noget man hentede på flyvepladsen. Det er slut nu.

Det må give sprækker i omverdensfortolkningen hos disse mennesker, at der er en overmyndighed, som spiller efter andre regler. For mig at se, sidder de tilbage i Kulusuk, med nogle brikker de tror på og som har betydning for dem; er værdifulde blandt dem selv, men som er blevet diskvalificeret i samspillet med lov og ret.

Hvis det er ”banditterne i lufthavnen”, som ikke spiller med ordentlige regler, så må det give en indre uro og angst for fremtiden, når man så tydeligt er afhængig af dem. Det kan være det, vi ser symptomer på, i alkoholbrugen og selvmordsraten. Så kan det være derfor, at forholdet til jobbet er ambivalent. På den ene side er lønnen god at have, men det er også en befrielse at komme ud af kløerne på disse ”banditter”. 

Samtidig er det bemærkelsværdigt, at denne opfattelse af, hvem der ikke spiller med ordentlige regler, ikke resulterer i et fjendtligt forhold til de to ”banditter” på et personligt plan. Man bærer splittelsen inde i sig selv.

Hvor er samfundet på vej hen?

Jeg kan mærke, hvilken lettelse det har givet mig selv at indse, at vi har at gøre med et jæger og samler samfund. Jeg har, som så mange før mig, ladet mig forvirre af, at de har motorbåd og GPS og profil på Facebook.  Men når jeg tænker mig om, så bliver vi andre jo heller ikke japanere af at køre i Honda.

Mine forventninger til dem skal være: hvordan giver det mening for en jæger og samler. Det er på høje tid, nogen sætter sig ned og prøver at forstå dette samfund, inden pengemænd får øje på paradis-øen Kulusuk og omdanner den til et turisthelvede. Foreløbig er klimaet et vist boldværk imod den udvikling og inuitterne har jo stadig brugsretten på sin side.

Men samfundet er i tilbagegang. Den færing, som er her med sin kone i anledning af konens brors begravelse, han arbejde i 5 år som bygdens maskinchef (eller hvad titlen nu var) engang i 80’erne. Dengang boede her ca. 500 mennesker. I dag, ca. 30 år senere, bor her 270. 230 er altså forsvundet på de år. Nogle er uden tvivl rejst væk for at få uddannelse eller job. Desværre kan man også se tegn på mangelsygdomme og fejlernæring.

Derudover er der et slid på befolkningen af den megen tobaksrygning og alkoholforbrug og selvmordsraten er høj.

Selvstyret (eller var det i Hjemmestyrets dage?) har ment at TB forebyggende behandling var gammeldags, og har afskaffet den, så nu er TB formegentlig iboende omkring halvdelen af bygdebefolkningen, ifølge Carl-Erik. Jeg må kunne finde referencer på de tal senere, men jeg er ikke i tvivl om, at lungerne er et svagt punkt her. Det kan jeg jo se ved selvsyn.

De har heldigvis ikke mistet lysten til at få børn. Det er jo et godt tegn. De elsker deres børn, det er der ingen tvivl om. Børnene får en meget fri opdragelse, ser det ud til. Jeg har ikke rigtig undersøg den sag med børneopdragelse, men jeg kan jo se umiddelbart, at der bliver udvist meget meget stor tålmodighed med børnene. Jeg ser dem aldrig få skældud eller blive hårdt behandlet. De ”forstyrrer” meget ofte de voksne synes jeg, ved at afbryde og ved at tiltvinge sig opmærksomhed, men det er ikke noget problem her. De leger og regerer overalt og sådan skal det være. Forældrene har en meget blid måde at håndtere børnene på.

Er tørvehytten så en god ide?

Jeg er i hvert fald blevet opmærksom på, at ideen med tørvehytte som turist attraktion skal køre i lavt gear og gøres så robust overfor svingninger i behovet for penge som muligt. Det vil sige, at attraktionen skal kunne tåle at ligge død i en periode, hvor behovet for indtægt ikke er til stede og så skal den kunne genoplives uden alt for meget besvær, når behovet igen opstår.

Det positive ved aktiviteten er, at det får fokus på indre kulturelle værdier til at komme i centrum. Det giver anledning til at lege og eksperimentere med egen identitet. Især historiefortælledelen er jeg optaget af. Den vil ideelt set kunne spore tankerne ind på, hvordan man kan indoptage og behandle erfaringer man gør og give dem en for samfundet relevant form. Nøglen til at overvinde de splittelser, der opstår, af de modsatrettede krav og forventninger, der hviler på dem.

Jeg tror med andre ord stadig på ideen. Jeg ved jeg har ods imod mig, men processen med projektet er under alle omstændigheder kilde til en dybere indsigt i denne spændende kultur. Jeg kan godt føle mig som lidt af en amatør arkæolog, men jeg mener ikke mine handlinger er mere skadelige end så mange andre påvirkninger, folk her er udsat for. Det håber jeg ikke i hvert fald. Hvis jeg kunne inspirere nogen antropolog til at nærstudere samfundet her, så er det jo ikke forgæves.

Det vigtige at vide, er jo ikke, hvordan de ideelt set og i en anden verden ville agere som jægere og samlere, men hvordan de konkret agerer i denne hybridform de lever i præcis nu. Jeg ser mit lille forsøg med at tilskynde til etablering af tørvehytten, som et lille stykke aktionsforskning. Jeg påvirker samfundet i en lille retning og registrerer, hvad der sker. Lytter til argumenterne ser handlingerne og prøver at få sammenhængen derudfra.

Et lille pilot projekt til pilotprojektet….

Jeg har bedt Anda skære mig et lille stykke legetøj i rentak. Jeg skal se hvor langt han er kommet. Hvorfor har jeg ikke fået de stykker papir til rentegning af den manual, jeg har udarbejdet for ham?  Han lovede at gå i gang med legetøjet i fredags. Jeg er nødt til at holde ham til, for jeg har jo kun kort tid her og jeg har mange planer endnu! Stakkels Anda. Men jeg håber han kan vinde fordele i det lange løb. Han tror selv på ideen med en manual, siger han. I dag viste han mig stykket af tak, han har tænkt sig at gå i gang med.  Jeg ved ikke om det kan kaldes fremgang?

Min kaffe og kagedag.

Jeg er begyndt at udvælge den smule jeg håber på, at få lov at læse højt på onsdag, når jeg skal have kaffe og kage gæster. Jeg er ved at hælde til novellen ”slik” af Naja Marie Aidt. Måske giver den en mere følelsesmæssig oplevelse, end beretningen af Minik Rosing og hans ”dannelsesrejse” til Grønland for at lære at køre hundeslæde og som ender med, at han trods alt føler sig fremmed.

Jeg vil besøge Bolette og invitere hende. Bibi og Oktavia skal nok lige have en dag mere efter konfirmationen, men så skal de også inviteres. Jeg håber sådan det bliver en succes. Jeg er nervøs. Der er mange der fortæller mig, at de ikke forstår nok dansk her, til at kunne følge med i højtlæsning. Det vil de sikkert være for generte til at fortælle mig, men jeg vil så bare håbe, at jeg selv kan fornemme det. Bibi, Oktavia og Bolette taler alle flydende efter flere år i Danmark, så måske kan de oversætte lidt hvis det går helt galt.

Jeg vil søge at forberede dem på, at selv om de ikke forstår ordene helt, så skal de bare lytte til sproget og tænke hvad de har lyst til. Der er ikke noget rigtigt eller forkert her.  Der er heller ingen, der rigtig tror på det projekt, men jeg synes jeg vil forsøge det.

Nu jeg ikke blev inviteret til konfirmationen i går, så har jeg jo stadig rådighed over den ”fortællinger for børn” af Elisa Maqe, som jeg også kunne vælge at læse op af. Den har jeg tænkt mig, skal doneres til projekt ”tørvehytte” hvis det ellers komme fra jorden nogensinde. Det kan jo danne grundstamme i den fortælling turisterne får ved besøget. Det kan være med til at give en hel oplevelse og det er jo det, turisterne reelt betaler for.

Det ville være skønt at sætte en sproglig proces i gang på flere planer. Men det er nok lige lovlig meget at håbe på. Jeg vil være tilfreds, hvis gæsterne får en oplevelse med hjem, efter besøget på onsdag her.

Faktisk vil jeg være tilfreds, hvis bare der kommer nogen! Tobiasines første betænkelighed var, at alle er ude at sejle straks de får fri. Det er simpelthen det man gør. I går aftes, mens jeg sad og talte med Torben og maskinmesteren fra lufthavnen, så kunne vi iagttage hvordan bådene sejlede i cirkler og gassede op, tilsyneladende kun for sjov.  Manger tager på havet med deres riffel og ser hvad der sker, som en slags reaktion på at have fået fri.

Grønlandstema II: 7.kapitel

Tåge, tåge, tåge og en tur til radar stationen.

Igen i dag er det tåget. Denne gang er den virkelig massiv, så jeg tror solen har tabt kampen for i dag. Kun et vindpust kan redde os nu. I går var tågen knap så massiv og jeg gik mig en tur op til den nedlagte radar station. Det er en tur på ca. 10 km, men hvis nogen havde sagt, den var 40 km, så havde jeg troet det! 

Der er en fin grusvej hele vejen, vistnok anlagt af amerikanerne i sin tid, men den er stadig helt perfekt. Jeg gik af sted og hurtigt kom jeg oven over tågeskyen og alting blev klart og skønt. Den tur har alt i sig. Det føles som en lang tur, men måske er det fordi den stiger lidt ind imellem, eller også er jeg bare håbløst ude af form, hvilket helt sikkert er en del af problemet.

Under alle omstændigheder bliver jeg nødt til at gå turen igen, for jeg havde ikke mit, i øvrigt håbløse, videokamera med. Selvom mikrofonen ikke kan optage i selv vindstille vejr uden at give vindsus og at man ikke kan se noget på skærmen udendørs, så man i praksis ikke ved, hvad man filmer, så føler jeg alligevel en trang til at filme alting. Det er som om mine sanser giver for tabt og forlanger en teknisk forstærkning, for at kunne tage så store indtryk ind.

På vejen op mod radar stationen, som nu er reduceret til en cementplatform og en jernplatform, formentlig brugt som helikopter landingsplads, kommer man igennem landskab med vandløb og vandfald, eng strøg med arktiske blomster, små og store søer, runde klipper flækket i alle retninger, stejle stigninger i hårnålesving den mest vidunderlige udsigt.

Inden man kommer helt op, skal man forbi nogle snævre sving og ind imellem ligger der en lille sky og lukker for udsigten. Så ender verden ved kanten af klippen og det er en temmelig skræmmende følelse. Ind imellem måtte jeg samle mod og herregud, det er jo da en grusvej, forberedt til motorkøretøjer, så der er vel inden fare, ja således beroliget, skød jeg hjertet op i livet, og begav mig durk igennem tågeskyen og kom ud på den anden side til klart vejr igen.

Man ender temmelig højt til vejr og selv store isbjerge, så lidt små ud, men det er et ubeskriveligt smukt syn. Jo højere man kommer op, desto mere vind er der også, så jeg er ikke helt tryg ved at gå alt for tæt på klippekanten. Det gyser virkelig i mig, når jeg er oppe på toppen, men jeg er også draget af skønheden.

1-2 km fra toppen, fik jeg pludselig øje på en stor hønsefugl af en slags. Den var helt klippefarvet og uden tegning af nogen art og den havde en temmelig rund krop og et meget lille hoved, som den holdt ret op. Og så havde den en ret dyb stemme.  Jeg fulgte efter den. Den fløj ikke, den gik bare meget hurtigt. Jeg kunne ikke rigtig komme til at se, om den havde svømmehud eller ej. Jeg blev lokket væk fra vejen og ind på en eng hvis blomster distraherede mig et kort sekund og vips var hønsefuglen væk. Bare jeg nu kunne finde vejen igen.

Jeg kom tilbage på vejen, og hvad ser jeg? Hønsefuglen spankulerer af sted et par meter længere fremme. Den har selvfølgelig fundet ud af, at det er lettere at gå på en grusvej end at gå i terrænet. Lidt efter kom hannen flyvende med et meget højt dybt lidt hæst skrig. Jeg fik et helt chok, for den var tæt på og det lød meget højt. Ja, jeg ved jo ikke, om det var hannen, men den havde lidt mere tegning i fjerdragten så jeg gætter.

Men i dag er tågen for tæt. Jeg ved jo godt, at den sandsynligvis kun ligger lige her nede i bygden, men jeg venter alligevel til en anden dag, hvor chancen for klart vejr hele vejen, er større.

Det går mig heller ikke så meget på med tåge mere. Det er som om jeg har erhvervet dette ”selektive blik”, 

som er så nyttigt her, så jeg ikke hele tiden bliver trist over affald og anden forfald. Jeg kan se forbi det, uden at tage skade nu.

Nu er første skridt til mit arrangement ”kaffe og kage” taget.

Det bliver på onsdag kl. 4.! Foreløbig har Tobiasine lovet at komme. Hun vil invitere sin søster også. Søsteren er Justine, som er skolelærerinde. Jeg vil forsøge at invitere Maja fra postkontoret. Hun er så sød og har hjulpet mig mange gange. Jeg gav hende en bog forleden dag, som tak for hendes venlige måde at være på. En slags poesibog over fotos fra et vinterlandskab. Den er skrevet af en grønlandsk forfatter, Kirsten Egede. Jeg håber det er nok til, at hun vil føle sig en anelse forpligtet.

Jeg håber også Lars B. og hans kone vil komme, men ellers er det bare at invitere alle jeg mener, kan have

fornøjelse af arrangementet. Nu er det i hvert fald sat på plakaten.

Jeg havde egentlig besluttet, at skolen skulle have ”Move On” af Julie Edel Hadenberg, men Anne-Mette Holm, en af lærerne der, sagde, at de allerede har mange eksemplarer og at jeg hellere skulle give den til f.eks. Tobiasine som går lige dér, og hun pegede ud på pladsen foran butikken.

Jeg fór af sted og indhentede Tobiasine og hun sagde da også ja tak. Måske følte hun sig fanget til også at takke ja til kaffe og kage på onsdag, men i min situation må jeg bruge alle kneb, ellers sker der ingenting.

Jeg siger ikke noget om højtlæsning. Det må komme som en overraskelse, for eller tør de slet ikke dukke op, så meget har jeg forstået af kulturen her.  Jeg vil i det hele taget undlade at spørge for meget til deres oplevelse af teksten, eller til deres holdninger, for det forvirre dem bare.

Jeg satser på, kun at læse Minik Rosing’s artikkel højt. Alligevel vil jeg forberede en novelle af Naja Marie Aidt og evt. en historie af Elise Maqe, just in case.

Jeg gider i hvert fald ikke tage nogen bøger med hjem, så alle bøgerne skal deles ud inden jeg rejser.

Det er noget særligt ved disse mennesker her. Noget jeg har bemærket ved flere lejligheder og som mine garvede dansk-grønlændere i Tasiilaq kan bekræfte. Det er en tendens til, at forstå udsagn meget konkret, så det på dansk virker næsten komisk.

F.eks. så har jeg flere gange spurgt nogle unge mennesker om der er noget grønlandsk musik de særlig godt kan li’. Svaret er ja! Slet og ret ja. Da der ingen uddybning kommer, spørger jeg typisk, hvilket et orkester kan du især godt lide? Dette spørgsmål udløser altid total rådvildhed. Svaret er det ved jeg ikke. Det er simpelthen ikke den måde man spørger på her.

Mit problem er bare, hvordan gør man så? Jeg ved det ikke, men det er interessant at lægge mærke til, hvilken teknik giver de bedste svar. Nu jeg har holdt mit ”kaffe og kage”, så håber jeg at være lidt klogere.

Anda’s tørvehus.

Jeg har opdaget, at der midt i bygden står et tørvehus i relativ fin stand. Jeg har forhørt mig om, hvem der ejer huset. Det gør Anda, som også laver benskærerier i servicehuset. Altså er han i turist branchen allerede tænkte jeg straks. Jeg foreslog ham at sætte tørvehuset i stand som i omkring 1900, altså med ruder i vinduerne, en vindues briks en sovebriks med skind på, en urinbalje og en lille ovn samt en spæklampe.

Det kunne fremvises for turisterne for en skilling og hele oplevelsen kunne iscenesættes med en af Elise Maqe’s børnefortællinger, eller en anden fortælling. Jeg foreslog en entre på 12 Kr, som skulle deles ligeligt mellem guiden, Anda og en kasse til vedligeholdelse. Anda synes om ideen, men ville straks have 20 Kr. Det er jo sikkert heller ikke det, som vil vælte projektet. Han var også fremme med, at kommunen skulle betale penge for at starte det, og så begynder det hele jo at tippe. Han synes også jeg skulle flytte herop og styre projektet og dermed falder det helt til jorden, for jeg har jo andre planer for fremtiden. Måske er det det han fortæller mig, at det har han også.

På mandag, når han kommer på værkstedet igen, så vil jeg vise ham et budget for projektet, som jeg har udarbejdet. Så kan han da forholde sig til, hvad det er for en indtjening han vælger fra. Jeg ringede til Gerda Vilholm i Tasiilaq, for at høre hendes syn på sagen. Hun var så venlig at give mig sit nummer da jeg var der, så jeg har tilladt mig at ringe til hende et par gange.  Hun var sjovt nok enig med Anda, hun mente at hvis jeg ville bo her og være tovholder, så kunne det lade sig gøre, ellers ikke.

Nu flytter der en festival ind i huset!

Der kom lige en flok unge mennesker forbi og spurgte om de måtte bo her i de næste 10 dage cirka. De skal 

lave festival i bygden. De har lavet en festival i Nordgrønland og er blevet spurgt om de vil lave en her også. Der kommer et orkester fra Island og spiller. Det bliver sjovt.

Jeg når så nok ikke at skrive mere om sondringen mellem isolation og ensomhed, som jeg ellers havde planer om. Jeg har simpelthen ikke tid til det!

Grønlandstema II: kapitel 6

Affald som virksomhed?

Så snart solen skinner, så holder jeg op med at se affaldet alle vegne. Det er en stor lettelse og med tiden har jeg vænnet mig lidt til det, selv i tåge. Jeg har været nede med det batteri lille Grete fandt under skralde indsamlingen. Bøtten står godt nok på posthuset, sådan som Mads har sagt. Det var det første batteri der kom i den, men jeg har bedt Anders’ far om, at fortælle Anders om bøtten, så måske kommer der snart et til.

Jeg ringede i går til Carl-Erik Holm, museumsleder i Tasiilaq. Heldigt at jeg havde fulgt Ditlev’s råd om at anskaffe en lokal telefon. Jeg ville høre om han huskede navnet på det firma, som skulle have budt 3 millioner kroner for dumpen (lossepladsen) i Tasiilaq. Det ville være interessant at vide, hvad det er for en teknologi de anvender, når de mener at kunne tjene så mange penge på en losseplads. Han kunne desværre ikke huske, hvad det var for et firma, hvilket jo er ærgerligt. Tasiilaq kommune havde takket nej til tilbuddet, så det kom aldrig i stand. Jeg vil hole øje med historien. Man ved jo ikke, den slags kan være en vandre historie.

Til gengæld havde jeg en lang og opmuntrende samtale med ham om alt muligt andet. Han skulle håndtere nogle folk fra Danmark som led af kulturchok og hvad han kunne gøre ved det og en masse mere.  Vi talte også om, hvorvidt der findes nogen arbejdsplads, udover hotellet, som kan generere et overskud til samfundet i Kulusuk. Det kunne ingen af os lige komme i tanke om.

Turisme i Kulusuk

Det er som om de næsten ingenting får ud af turisterne heller. Et par arbejdspladser til rengøring, en enkelt vandreturguide (deltids), en smule trommedans og så tupilakkerne, det er det hele. Ikke engang B&B bliver rigtig til noget her. Der er ellers rige muligheder, med alle de ledige huse, hvis de bare blev holdt ved lige.  Jeg har bedt Nikolai fremvise hans brors B&B, der hvor italienerne boede, for at danne mig et indtryk af mulighederne. Nu må vi se om det kommer til at ske.

Johan, en islænding, som bor her lige ved siden af mig, er turoperatør og han skaffer dagligt 10-15-20 japanske, kinesiske, amerikanske eller andre turister hertil, så der er jo et kæmpe flow allerede.  Han har lovet mig, at jeg kunne interviewe ham om hans firma og om hans lille families erfaringer efter 14 år i Kulusuk. I så fald hører I mere om dem.

Jeg har også mødt en ung fyr fra Artic Adventures, som lige er kommet hertil. Jeg håber han kan arrangere, at jeg kommer med på en bådtur til Sermilik fjorden for at bese nogle kæmpe store isbræer. Efter sigende Grønlands næststørste, efter Ilullisat.  Turen skal helst være på fredag, for herefter tager han tilbage til Tasiilaq. Hvis ikke det lykkes for ham, så har jeg to andre muligheder.

Den ene er en mand fra Jylland, som er turoperatør fra Tasiilaq. De kender ham godt nede på posthuset. Han boede før i Kuummiut, så han er nok en garvet grønlænder.  En sidste mulighed er Georg her fra Kulusuk. Hans båd er efter sigende ikke den bedste, men man får jo ikke alt her i verden. Slet ikke i Kulusuk.

Kaffemik

Mit første kaffemik nogensinde. Det var formidabelt. Da jeg kom lidt efter kl.3 som invitationen lød på, så sad Bibi og nogle af børnene på køkkengulvet og spiste tørret sæl, ammasatter, noget syltet plante, narhvalhud, spækhugger og bjørnekød. Bjørnekød smager faktisk ligesom kalvekød. Narhvalhud smager ikke af så meget, der er mest en blød brusk, lidt ligesom spækhugger. Tørret sæl er godt. Det skal skæres i små stykker men smager af vildt kød med lidt fiskebismag. Else og Vitus havde været i båd i morges i Sermiligaq, for at hente narhval, nu de både skulle have kaffemik og konfirmation på søndag. Deres familie dér, havde skudt tre narhvaler i går.

Som altid, er det Bibi som hjælper mig med den grønlandske mad. Hun skærer lunser ud og giver mig. Jeg fik lidt af det hele og derefter gik jeg ind til kaffebordet, hvor der var 20 slags kager af enhver art, inklusiv en bradepande stor lagkage. Det strømmede ind og ud med gæster og da Else begyndte at gøre klar til spisning igen, fandt jeg det var tid at gå.

På vejen ud, mødte jeg Bolette. Hun bor alene her i Kulusuk og hun inviterede mig ud til sig.  Hun virker rigtig sød. Det gør de alle sammen. Der var en færing og hans grønlandske kone fra Kulusuk med til kaffemik. Han havde arbejdet som maskinmester i bygden i 5 år, men det var tilbage i 80’erne. Han kunne fortælle historier om livet i bygden dengang. De havde stadig kontakt med et lærerpar på Mors fra dengang. Heller ikke han havde lært sig sproget. Mange ting omkring de andre danskere, faldt lidt på plads for mig.

Tingene sker så hurtigt lige nu, at bloggen her slet slet ikke kan følge med. Jeg vil gå tilbage til de overordnede linjer, som jeg ser dem lige nu. Alting er under forandring. Et helt nyt lag af indsigt er poppet op. Tågen og krisen var i virkeligheden indledningen til en helt ny indgangsvinkel. Det er som om stemningen i bygden omkring min person er vendt igen. Nogle hilser måske ikke så meget mere, men andre har fået større interesse. Det at jeg masede mig på hos Oktavia, og blev vel modtaget, det har ændret meget. Måske startede det allerede, da jeg forærede Maja den lille bog ”Vintervår”. Det er ikke til at sige, hvad det var.

Måske er det bare tiden. Jeg føler mig igen rolig og veltilpas.

Begravelse

Færingen og hans kone var kommet, fordi hans kones bror var død. Vitus hed han. Han var omkring 64 år og var faldet ned af en trappe i Tasiilaq. Tja, det kan vel ske, men uheldigt er det da. Han blev begravet i dag. Mens deltagerne gik ind i kirken, fik en af de sørgende sig en trøstende øl på bagtrappen.

Så gik gudstjenesten i gang og jeg sad på klippefremspringet bag kirken i solen og lyttede til salmesangen. Under den sidste salme begyndte klokkerne pludselig at ringe og det foranledigede, at alle hundene begyndte at hyle. Samtidig bar de kisten ud på ladet af en pick-up. Det var stemningsfuldt. Manden havde 4 voksne børn, plus en ekstra viste det sig, som hans søster og svoger intet vidste om før i dag.

Den ekstra søn gik foran med korset og hele følget tog af sted over til den nye gravplads på den anden side af de to første pas. Jeg forsøgte at filme på afstand fra det overfor liggende bjerg, men opdagede pludselig, at jeg var steget op på et sted, alt for stejlt til, at jeg turde klatre der. Desuden var der for meget vind til, kameraet kunne optage den rørende korsang ovre fra gravpladsen.

Det virker helt sydlandsk, med en korsbærer forrest og en mindre skov af plasticblomster. Ikke mindst, da korset måtte gå i forvejen op ad bakken, fordi bilen ikke kunne køre så langsomt så stejlt op. Et meget teatralsk billede.

Det ser ud til at være noget nyt, at de har fået en gravplads her. Der står kors alle vegne og de fleste grave er blot markeret med et hvidt trækors og nogle store sten og de kan findes alle steder. Det ser ikke ud til at man behøver at komme i hellig jord. Den nye gravplads er forsynet med grus, så det er meget lettere at grave en grav her, hvilket sandsynligvis er den delvise årsag til, at man har fået en ny gravplads. Her er det ikke nødvendigt med store sten.