Citatet ovenfor er fra en ung grønlænder med alt for lidt tøj på,
som jeg mødte i en nattetime ved et busstoppested i Nuuk. Vi kæmpede
for at undgå den kraftige snefygning og han prøvede at forklare mig
at jeg skulle passe på mig selv i Nuuk. Det var en farlig by. Han
prøvede også at fortælle mig, at det var en sjov og en dejlig by.
Jeg kan ikke være sikker på, jeg forstod det hele, for hans danske
sprog var meget begrænset.
Det er sådan en fyr, jeg har lyst til at give et kram! Det gør jeg
naturligvis ikke. Han har heller ikke brug for noget kram, han har
brug for et alternativ.
Selvstyret og
Nuuk kommune er til eksamen i denne uge.
1500 atleter og 1700 frivillige er en mundfuld der aftvinger respekt.
AWG har trykt et fint program med sportslige og kulturelle events.
Det skal allerede brydes om, inden det er gået igang, fordi en
snestorm har valgt at lægge sig lige oven i den planlagte luftbro.
Detteher er ikke for begyndere! Men Grønland vil vise hvad de kan,
som der står i AWG-avisen.
Der var et informationsmøde igår aftes for alle frivillige. Man
mærker tydeligt, at vi er i Nuuk. Mødet foregår på grønlandsk og
bliver simultantolket i nogle headsets. Det er et meget interaktivt
møde, hvor vi lærer at smile, lærer telefonnumrer udenad og lærer
at sælge fisk på et marked – so to speak. Mødet slutter med en
opfordring til at lære, at synge nationalhymnen på grønlandsk, og
uddeling af uniform til de frivillige.
Der var flere udlændinge, som så sig lidt undrende rundt. Vi havde
måske mere behov for at vide andre ting, som f.eks. hvordan får vi
noget at spise? Hvordan kører AWG-busserne mellem de forskellige
venues? Hvordan holder man sig opdateret om div. programændriger?
Hvad sker der, hvis man beder 1700 frivillige rapportere til samme
telefonnummer, når der opstår en tvivl et sted?
Grønlandsk smil.
Jeg forbereder mig på en livsændrende oplevelse. Den rolige,
optimistiske og helt igennem hjertevarme tilgang til noget, der i
mine øjne ligner kaos og uoverstigelige problemere allerede fra
start, er så imponerende, at jeg tager hatten af. Hvis de kan holde
det smil kørende, når frustrationerene for alvor sætter ind, hvad
de jo uden tvivl gør, så tager jeg læsebrillerne frem og kikker
nøje efter, hvordan man gør. Det bliver stort.
Det
langtidsholdbare ved begivenheden.
Både direktøren for AWG Maliina Abelsen og direktøren for den
kulturelle del af AWG Ruth Montgomery-Andersen har lagt vægt på, at
der skulle komme nogle blivende resultater ud af anstrengelserne. De
taler de om i den avis, der er blevet udgivet i forbindelse med
legene.
De lokale frivillige er blevet indraget i en del kurser og opgaver,
som uden tvivl har styrket deres kompetencer og som kan bruges
senere. De kulturelle grupper, som forbereder fremvisning af
specifikke kunnen og som er udvalgt med henblik på at vise en
kulturel forskellighed, er hver blevet tilknyttet en institution,
enten et plejehjem eller en børnehave, som så er deres “buddy”.
Det skal give en tilknytning til andre dele af samfundet og en
samhørighedsfølelse begge veje. Også de udenlandske grupper bliver
tilknyttet deres egen grønlandske institution, hvor de kommer ud til
kaffemik og optræder for institutionen. Jeg er spændt på at se,
hvordan det virker i praksis. Foreløbig må jeg vente på, at
luftbroen skal komme rigtigt igang og flyve de sidste atleter ind.
Der har været rigtig mange problemer med
Jeg vil vende tilbage når jeg har undersøgt dettee spørgsmål
nærmere. Jeg har aftalt et interview med Michael Binzer, som er
konsulet med henblik på, netop at sørge for en kompetenceudvikling
og transfer under legene.
Jeg vil holde min ven fra busstoppestedet i tankerne. Vil
kompetenceløftet også kunne række ud til ham, inden han gør alvor
af at “rejse hjem til Danmark”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar