Søg i denne blog

onsdag den 9. december 2015

Er AWG2016 en lukket fest?

Svendestykke i selvstændighed.

Kommer Nuuk i mål med deres store satsning Arctic Winter Games 2016 (AWG2016) ? Er pengene givet godt ud? Målsætningen for AWG er at tage del i forskelligartede, inkluderende og farverige aktiviteter i lokalsamfundet på tværs landegrænser i den arktiske region, hvor alle kan være en del af et meningsfuldt projekt, der genererer glæde; at være en del af det arktiske samfund og at være nysgerrige om hinandens ligheder, forskelle og hvad vi kan lære af hinanden og gennem sport, kultur og fællesskab, at finde styrke og mod til at udvikle og sætte nye mål. Alt sammen summeret op i sloganet: Join Feel Jump!

Grønlands formål med AWG2016?

AWG har naturligvis samme formål, hvergang det afholdes, uanset hvor det sker, men for at være vært for denne kæmpe begivenhed, som er et alvorligt indhug i økonomien i Grønland, skal der være et fremadrettet rationelt fokus, skulle man mene.

I hvis forstand, det rationelle skal ses, er det op til arrangørerne at formidle. Jeg kan ikke se, det kommer så klart til udtryk endnu, men der er endnu mange måneder til begivenheden skal løbe af stablen, så det kommer måske.

For at kunne vurdere om AWG2016 og den store økonomiske satsning på 44,6 mill. DKK plus sponsorater fra de fleste store private og offentlige virksomheder i Grønland er pengene værd, bliver det nødvendigt for arrangørerne, at tydeliggøre, hvad det er de forventer bliver resultatet.

Set fra Danmark og rigsfællesskabet.

Som nogen vil vide, har jeg gennem længere tid arbejdet på at komme til Grønland til marts, for at tage del i AWG som frivillig arbejdskraft. Det gør jeg af to årsager: dels for at give mit beskedne bidrag til, at legene bliver en succes, og dels for at få førstehåndskendskab til, hvordan grønlandsk ledelse og organisering egentlig spiller sig ud i praksis. Det kan jo blive af stor betydning for fremtidige investorer i Grønland, at vide, hvordan man mest effektivt kan organisere sig under hensyn til den moderne grønlandske kultur.

Jeg havde i min naivitet forestillet mig, at Grønland ville være ivrig efter at invitere dansk presse og alle danskere, som måtte interessere sig for Grønland og for rigsfællesskabet, så vi kunne få styrket båndene i en fælles fremtid. Men det virker mere, som en øvelse i, at styrke sin selvforståelse i at være selvstændig nation. Som jeg tidligere har nævnt her på bloggen, er repræsentationsskabet i København overhovedet ikke engageret i at formidle viden eller bare at være behjælpelig med informationsmateriale fra AWG.

Er AWG2016 en lukket fest?

Hvis man læser i kommentarfelterne på de grønlandske aviser og andre medier, så hører man ofte beklagelser over, at danskerne ved for lidt om Grønland. Vi skal undervises i skolerne og hvad ellers, men når der, som i min Kickstarter, er et konkret tilbud om at forbedre vidensniveauet i DK om Grønland, ja så har det lidt træg gang på jorden.

Det er som om Grønland ikke satser på, at hjælpe danskerne til at vide mere om Grønland. Hvor mange af de der millioner kroner er gået til at forbedre forholdet til Danmark, efter en lang årrække med “brun sovs” og “skide blogtilskud” ?

Er Selvstyret tilstrækkelig bevidste om, at en vigtig del af at tiltrække investorer er, at skabe tillid til systemet og til at man kan gennemføre det man sætter sig for. AWG er en oplagt lejlighed til at demonstrere netop dette for verden. Ikke mindst i Danmark, kunne det være af stor betydning, at få indsigt i, hvordan man får ting til at falde på plads i en stor kompleks organisering.

Omvendt er danske medier heller ikke så opmærksomme på, at forstå de grønlandske bestræbelser på, at skabe et selvstændigt samfund, som baserer sig på samarbejde med Danmark. Jeg tror initiativet skal komme fra Grønland nu, for det er lidt svært at se, hvordan man i Danmark kan bryde igennem den malstrøm af klynk og bank, som er hovedåren i kommunikationen fra Grønland lige for tiden.

Det er på tide, grønlænderne holder spejlet lidt oppe for sig selv. Hvad vil Grønland med fremtiden? Sådan har jeg egentlig forstået hele hensigten med AWG2016 og derfor vil det være interessant, også for danske læsere, at følge min rapport derfra.


Jeg har ikke opgivet at gennemføre min mission om at deltage i Nuuk til foråret. Min Kickstarter løber året ud, og jeg vil fortsætte med at forsøge at placere artikler/foredrag/idrætsdage eller blot dagbogsnotatter såvel i Grønland, Danmark og det øvrige arktisk område. Det er jo trods alt en billig måde at få åbnet op for bidrag til en nysgerrighed og en økonomisk bæredygtig fremtid i Grønland.

Mit finansieringsbehov er blevet mindre, da jeg har besluttet at rejse alene afsted, så det nu er endnu mere overkommeligt at få formidlingsprojektet i mål. Hvis du er interesseret, eller kender nogen som er interesseret, så kan du gå ind og støtte her: AWG2016 – a study

Ingen kommentarer:

Send en kommentar