Søg i denne blog

onsdag den 26. august 2015

Arctic Winter Games 2016 - et studie.

Vi, her nede i Danmark, ved for lidt om Grønland.

Grønlænderne klager over vores manglende viden og det vil jeg gerne gøre noget ved!

Mange af os har en indre drømme ø, befolket af opdagelsesrejser, isbjerge, eventyr, moskusokser, slæderejser, næsekys, nordlys og bjørneskind. Det er et meget trygt sted at være og derfra springer vores udlængsel og kærlighed til dette kæmpe land. Vi er født med drømmen om Grønland.

Men grønlænderne er igang med at bygge en nation op i Arktis, og den kan ikke eksistere på en drømme ø. Den kræver svar på virkelige spørgsmål og kræver virkelige handlinger. Jeg tror man er godt igang med processen i Grønland, men man er bare ikke særlig god til at fortælle om det.

Det “kulturelle maskinrum”.

Nu har vi changen for en særlig rejse ind i det “kulturelle maskinrum”, og det er den rejse jeg agter at foretage. Rejsen op til Nuuk til marts 2016, hvor Grønland skal være vært for Arctic Winter Games.

Det er den største logistiske opgave Grønland nogensinde har påtaget sig. 44,6 mill. er der investeret i eventen, så den er forbundet med meget store forventninger.

Formålet med legene er at styrke sportslig og fair konkurrence og at øge social integritet lokalt og regionalt. Det er ikke så vigtigt at vinde, som det at være sammen og lære af hinanden, på tværs af sprog og kultur.

Foruden de arktiske sportsgrene samt alm. sport er der også et omfattende kulturelt program. AWG henvender sig til unge atleter i alle aldre og legene har et tydeligt kulturelt/pædagogisk formål.

Jeg har meldt mig som frivillig.

Sammen med en mere, som jeg endnu ikke har fundet, vil jeg rejse til Nuuk som frivillig og observere AWG gennem deltagelse og samtaler med under vejs. Det hele skal munde ud i en analyse af, hvordan ledelse og organisation fungerer i det moderne Grønland.

Jeg vil holde øje med de små ting, som kan fortælle historien om, hvordan man samarbejder, hvordan man sætter sig mål, hvordan man krisehåndterer og konfliktløser, hvordan kommunikationen forløber og i det hele taget stemningen på stedet. Det er en stor opgave, jeg har sat for, så derfor vil jeg gerne have en makker at arbejde sammen med.

Det kommer forhåbentlig snart og så vil I nok blive præsenteret for en crowdfunding kampange fra os. Vi mangler 44.000 Kr. for, at det kan lade sig gøre.

Efterfølgende vil vi skrive artikler om udvalgte emner, vi synes er interesante, rejse rundt og holde foredrag og foretage praktisk instruktion af div. arktiske sportsgrene og hvad vi ellers kan finde på.

Hvordan er starten af projektet så forløbet?

Jeg har arbejdet på projektet siden tidligt forår i år. Læst rapporter fra tidligere AWG, undersøgt hvad det er for sportsgrene, som er særligt arktiske, besøgt de forskellige institutioner, som jo egentlig har til formål at udbrede kendskabet til grønlandsk kultur.

Jeg havde nok i min naivitet troet, at det ville vælte ud med oplysninger. Det plejer det at gøre, når jeg først sætter blikket på et, for mig, ukendt område. Men det kan jeg ikke lige sige, det har gjort dennegang.

Jeg var til musikfestivallen Himmelstorm i sommer, og der var nordisk tema, med Island, Grønland og Færøerne som hovedhjørnesten. Festivallen vrimlede med islændinge og færinger, men af grønlændere så jeg bare to kvinder med deres børn. De havde ellers fået Nanook til at spille, et band jeg har indtryk af, er populært i Grønland.

Jeg har holdt øje med de udstillinger og arrangementer, som er blevet afviklet i Kbh. i løbet af sommeren, men der har ikke været skyggen af optakt til AWG 2016 noget sted.

I forbindelse med den crowdfunding kampange, jeg er igang med at forberede, kunne jeg tænke mig en video, som kort og præcist fortæller om mit projekt. Til det formål vil jeg gerne låne en plakat/transperent/photostat eller et eller andet omkring AWG 2016, så baggrunden kunne understøtte kommunikationen.

Jeg henvendt mig naturligvis til den grønlandske repræsentation i København. Fru Susan Frydendahl, som er informationsmedarbejder der, synes aldeles uinteresseret i mit problem. De havde ingenting om AWG der, og det var ikke deres opgave, da det ikke er et arrangement de står for!

Hun fik sporet mig ind på det faktum, som jeg godt havde anet i forvejen, at AWG egentlig ikke henvender sig til nogen tilskuere; det er et projekt, som skal hjælpe en blomstrende ungdom i Grønland og Arktis frem og intet andet. Det er måske også fint. Det sætter min fornemmelse af et “maskinrum” lidt i perspektiv. Det er virkelig et meget internt projekt. Det bliver spændende at følge.

Før afrejse til Nuuk, skal et par ting falde på plads.

Nu sætter jeg min lid til, at jeg kan finde en interesseret studerende eller kandidat, som har lyst til at rejse med mig i tre uger til Nuuk. Jeg får brug for et begavet menneske, til at samle og sortere de mange indtryk vi får i løbet af dagen og udvælge de spørgsmål, som vi med fordel i situationen, kan forfølge næste dag. Jeg tænker en grønlænder kunne være interessant, men ikke nogen betingelse.

Jeg skal finde et sted i Nuuk, hvor vi kan bo. Alle hoteller melder optaget i netop den periode. Der skal bruges mange personlige forbindelser, for at finde et sted under de omstændigheder, men det skal nok gå.

Endelig er der pengene! Min nye makker og jeg skal igang med at “sælge” foredrag, artikler og idrætsdage, så crowdfundingen kan komme i hus. Det hele bliver jo blot et spørgsmål om at bestille en artikel osv. i lidt god tid. Mon ikke det også nok skal gå.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar