AWG klinger ud og det er dagen derpå.

Igår var jeg på jagt efter en luns af den isbjørn, der blev fanget i det nordlige Nuuk. Jeg spurgte både på det gamle brædt nede ved kolonihavnen og det nye brædt ved siden af Brugsen. Ingen havde på det tidspunkt hørt om bjørnen, men ved de små boder udenfor Brugsen, var der en sælger af friskt rensdyrkød, som vidste, at det drejede sig om en lille bjørn, men han havde ikke fået fat i noget kød.

Flere af dem jeg spurgte, grinede og sagde, at hvis jeg havde ret i det med den isbjørn, og det havde jeg, for senere kunne alle se nyheden i fjernsynet, så ville jeg ikke se noget til salg på brædtet.

Bjørnen bliver omtalt som fanget (i modsætning til skudt) og fangeren fortalte, at det var hans førte bjørn! Det var en stor drøm, som var gået i opfyldelse. Jeg vil lige understrege, at nedskydningen er helt lovlig og indberettet, fordi det var på grænsen til bymæssig bebyggelse.

Kødgaver*

Jeg fortolker oplevelsen med bjørnekødet på den måde, at jeg naturligvis ikke kommer i nærheden af bjørnekød, for jeg jo slet ikke er en del af en kødgave-kæde. Den slags bliver ikke handlet på det åbne marked, fordi det er meget sjældent, og enhver fanger har mange at give kød til, inden resten rammer markedet.

Undervej i min deltagelse i vagter ved AWG, har jeg flere gange fåeet bekræftet, at kødgaver i høj grad er virksomt i Nuuk, mere storby er det ikke. Man fanger det man kan og deler det ud efter et system jeg ikke har overblik over. At få det overblik, kræver et meget dybere kendskab end jeg besider, men det er blevet nævnt at f.eks. studerende eller folk i nød bliver betænkt med kødgaver.

Det giver jo lidt perspektiv til det faktum, at den grønlandske arbejdskraft er svær at fastholde til faste mødetider. Hvis kødgave-systemet er stærkt og levedygtigt, er der jo tale om to lige vigtige indtægtskilder og sociale sikkerhedssystemer, som den enkelte må afveje.

En af de frivillige kvinder under AWG, som er inviteret til en stor fest næste lørdag, som alle andre frivillige er, foretrækker at tage på rypejagt sammen med en flok veninder, frem for at holde fest med AWG holdet. De sejler ud i båd sammen; en konebåd kunne man fristes til at sige. Det synes hun simpelthen er sjovere.

Måske er de bånd også vigtigere for hende at få bekræftet, frem for en “systematisk” overordnet offentlig fest, som AWG er.

Er nationalismen på vej tilbage?

Hvis min antagelse er korrekt, at der er to parallelle socialierings systemer intakte, så vil det betyde, at en tilbagevenden til nationalismen med f.ek. sprogdebatten som en slags jokerkort, er en styrkelse af de traditionelle spor med kødgaver mm. og dermed en vækkelse af evnen til tilpasning til internationale invsteringsfirmers behov for stabil arbejdskraft.

Jørgen Chemnitz er i sin bog “Grønland ifgl.Jørgen Chemnitz” inde på, at sprogpolitikkens konekvenser ikke bliver taget i betragtning i debatten i Grønland. Her tænker han bl.a. på, at man ikke engang kan tage en studentereksamen på grønlandsk, dertil skal man bruge et fremmedsprog (dansk eller engelsk). Endnu vigtigere er fremmedsprog, når det drejer sig om videregående uddannelser.

Han har angiveligt skrevet bogen i protest imod, at det ikke var muligt for ham, som almindeligt arbejdende journalist, at skabe den nødvendige debat om en stigende nationalisme og selvtilstækkelighed. Nu har han udråbt sig selv til aktivist, for om muligt at skærpe debatten ad den vej.

For en uge siden forlod Naaja Nathanielsen IA, angiveligt fordi hun var imod den omsiggribende nationalisme i partiet IA. Hun nævnede bl.a. at hun ikke forstod ønsket om at nedsætte blogtilskuddet med 10 mill., i en situation, hvor megen social genopretning er nødvendig. Hun er en meget fremtrædende figur i partiet, så det er alvorligt, når hun melder så kraftigt ud.

Det er blevet hverdag igen

Gæsterne er rejst hjem og de mange AWG-busser er her ikke mere. De almindelige bybusser har taget over. Mange af jakkerne er dog blevet tilbage. Der var gang i en ivrig byttehandel, da gæsterne skulle hjem, og nu kan man se jakker fra Alaska, Nunavut, Nunavit og mange andre steder, som minder os om nogle dejlige dage, med folk fra meget fjerne egne. Folk, ikke mange af os, kommer til at se igen.

Hele weekenden var vi en masse frivillige, til at skrue køjesenge fra hinanden og bære dem ned fra klasselokalerne. Slæbe møblerne tilbage på plads i den rigtige orden i hver klasse og rengøre skolerne, så børnene kan starte i skole igen. Det var møj tungt arbejde, men stemningen var god, så det gik.

Igen synes jeg, billedet var det, at expats og dobbeltkulturelle var de fleste i arbejdet. Der var nogle imellem, som trak et overordentlig stort læs, med 16-20 timers vagter ved flere lejligheder. Men det var også glædeligt at se, at nogle af de grønlandske atleter også var dukket op til oprydningen. De gik til arbejdet med attituden: kan jeg bære 4 madrasser ned fra 2.sal på en gang? Det gav energi til hele holdet.

Der dukkede frivillige op fra byen, som slet ikke havde været en del af AWG, men som alligevel synes de ville give en hånd med ved oprydningen. Det virkede meget opmuntrende på arbejdsmoralen. Søndag aften var alt storts set tilbage på plads, efter 1500 overnattende gæster. Det er ikke så ringe!

Resultat

Grønland endte på en 4. plads med ialt 81 medaljer. Alaska, Yukon og North Alberta vandt hhv. 1.,2. og 3. plads. I 2002 vandt Grønland ialt 60 medaljer, så det er da en stor fremgang. Det blev bemærket rundt omkring på frivilligvagterne, at holdene fra Alaska for eksempel, ikke så særligt inuit agtige ud. De lignede almindelige amerikanere de fleste af dem, som mange af de andre fra Nord Amerika også gjorde. Men det er blot en observation, gjort blandt folk, som mig selv, som ikke kender til forholdene de pågældende steder.

Med hensyn til de blivende resultater, ved jeg stadig ikke helt, hvad man skal kikke efter.  I modsætning til i 2002, hvor man byggede en multisportshal i forbindelse med legene, så står der ikke noget nyt bygningsværk tilbage dennegang.

Men en bølge af velvilje og stolthed over at have gennemført værtsrollen er uomtvistelig. Hvordan den bæres videre ud i fremtiden, ved jeg ikke. Det vil tiden vise.

* Kødgaver er et begreb fra studiet af inuitbopladser, hvor byttet blev fordelt efter regler hieraktisk ordnet. Det er næppe den form, der er tale om i Nuuk idag, hvis nogen form overhovedet. Sagen er den, at jeg løbende er stødt på skepsis overfor den teori om kødgaver, men det afgørende for mig har været en selvstændig grønlandsk forretningskvinde, som slog en latter op. Så så hun på mig og så at jeg mente det og så sagde hun, at det der var et skønmaleri, det skete ikke i virkeligheden. Man tog hele fangsten med hjem i dybfryseren, ellers solgte men den. Den blev aldeles ikke givet væk, hævde hun.

Retrospektivt kan jeg sagtens få øje på, hvorfor nogle har forsøgt at binde mig et skønmaleri på ærmet, men dels kan man ikke udelukke at det sker i disse sjældne tilfælde, og dels er der stadig en grund til, at man forsøger at “etnifisere” livet i Nuuk, når man sidder overfor mig fra København.

Det får nu stå hen i det uvisse, hvad der egentlig foregår på det plan. For mig personlig, har en grønlandsk forretningskvinde større troværdighed og integritet end mine øvrige informanter på området.