Afsked med Grønland

Det har været en stor fest at være med som frivillig til AWG 2016. Alle jeg har mødt, har været glade for, jeg kom og hjalp til. Nogle har endda være næsten vantro: er du virkelig kommet for at hjælpe os? Ret beset er jeg kommet for at opleve det hele, og hjælper gerne med, det er klart.

Hvad er et naturmenneske?

Det hele kunne kun lade sig gøre, fordi jeg blev taget ind hos en vidunderlig dejlig kvinde i hendes smukke hjem. Jeg skylder Dorte stor tak. Uden hende var det ikke gået. En utrolig energi har hun også. Til næste år, når hun går på pension, har hun en plan. Hun vil, sammen med sin mand, tage på en sejltur 2-3år. Hun har et ønske om, at være den første grønlandske kvinde, som sejler gennem Nordwest Passagen!

Hun fortæller, at der sidste år var 10 som forsøgte, men kun en gennemførte, de andre måtte vende om. Turen kan betyde, hvis vejret slår om, at man sidder fast i isen et eller andet sted i mange måneder, men det er hun indstillet på.

Jeg har desværre ikke kunnet overtale hende til at offentliggøre hendes logbog fra turen noget sted. Nej, for hende er der nok selv at vide, at hun har gjort det, siger hun, mens vi spiser hendes sildepisker ragou, som smager fortrinneligt. En vildtagtig smag.

Det må være noget med, at tage udforringerne fra naturen en ad gangen og aldrig at blive bang for det ukendte. Der findes et liv udenfor Facebook, nu ved I det! Det findes ting man ikke kan Google. I wish.

Vandretur på klipperne

De sidste dage i Nuuk går med at tage vandreture ud i klipperne. Vejret er stilnet af og solen skinner i den nylagte sne. Heldigvis titter klipperne frem hist og her, så jeg har en fornemmelse af, hvor dybt man kan falde ned, hvis sneen pludselig ikke bærer mere, og det ene ben synker i til midt på låret.

Jeg går og tænker på, hvad mon drev de gamle opdagere ud i denne natur. Især på dage, med snestorm, har jeg svært ved at fortå, hvorfor man frivilligt drager tværs hen over indlandsisen på ski! Selv på disse rolige klare solskinsdage vi har nu, kan jeg ikke lade være at tænke på, hvis der kom en isbjørn eller en moskusokse rundt om hjørnet.

På museet ved kolonihavnen, så jeg et billede af en isbjørn i fuld galop i hælene på en mand, som spænede afsted for at redde sit liv. Når jeg kikker ned på stenene her, tænker jeg bare, hvordan kan man overhovedet spæne afsted på disse sten? Jeg er så langt fra at være et naturmenneske. Alligevel reagerer min hjerne på den kolde luft i lungerne, det skarpe lys fra sneen, de sorte ravne, de små visnede totter lyng og laver i alle nuancer af grøn brun grå rød. Mit hjerte jubler.

En gave at blive lukket ind.

En føler jeg har fået et lille indtryk af, hvordan det er (for en dansker) at bo i Nuuk. Man skal naturligvis arbejde for at danne sig relationer her. Det skal man alle steder, og her kræver det måske lidt mere for en dansker. Alligevel er jeg blevet taget overordentlig godt imod her.

Jeg mødte Ellen Kolby Chemnitz, general sekretær for Inatsisartut (Selvstyret), på nogle af mine frivillige vagter. Vi faldt i god snak og hun inviterede til rundvisning i Selvstyret. Det var en imponerende oplevelse. Så smukt og stilfuldt indrettet. Som overalt i Grønland, var der også her anvendt rigtig mange symboler på livet i Grønland, men symbolerne tog ikke overhånd. Alt var i friske kølige farver. Man er ikke bange for farver her.

Når jeg nu rejser hjem, så har jeg fået et billede på nethinden af, hvordan livet former sig i Nuuk. Jeg står med mange flere spørgsmål, end da jeg ankom, men det vidner mest af at om, at jeg er blevet lukket ind i et netværk, som har vist mig så mange aspekter af livet her, at jeg ikke magter at få orden på bare en håndfuld af trådene. Mit hoved rumsterer fortsat med det hele, men i det mindte har jeg nu en ramme, jeg kan forstå nyheder fra Nuuk med i fremtiden.