Valgkamp og krisevalg 2014

Man kan da ikke stå og skændes om, hvad sprog man skal tale, når krisen kommer lige imod, med 200 km i timen! Det er for mig ufatteligt, hvordan hadet til danskerne, berettiget eller uberettiget, kan komme til at fylde så meget i den grønlandske valgkamp. Selvstyret SKAL klare sig, hvis den sprogdebat overhovedet skal have mening. Kommer landet under administration om 3-4 år, er det under alle omstændigheder slut med forsoningskommission og udenrigspolitik og kontor i Kina og den slags.

Når min første irritation og frustration har lagt sig, for jeg er jo trodsalt en interesseret dansk borger i rigsfællesskabet, så tænker jeg, at her må være tale om en art kapitalismekritik. Når jeg begynder at se grønlandsk nationalisme som et, indrømmet noget specielt, forsvar for det grønlandske samfund og grønlandske kulturværdier, giver det trodsalt lidt mere mening.

Kapitalismekritik forklædt som sprogdebat?

Der er al mulig grund til at tænke over, om de neoliberalistiske anbefalinger, som bl.a. Økonomisk Råd fremfører i deres 2014-rapport er de rette. Den taler om at reformere de offentlige budgetter, gennem erhvervsvenlig politik, som sænkning af skatten og “løsning” af problemerne med financieringen af velfærdssamfundet, hvilket i klar tale vil sige udliciteringer og/eller nedskæringer.

Jeg kan godt forstå, hvis en og anden eskimo klør sig i nakken og tænker: er det virkelig grønlændere de her tænker på? Er det virkelig svaret på vores situation, at slippe en bunden og undertrykt virketrang løs? At lade de private entreprenører blomstre i små og mellemstore virksomheder, i olympisk kappestrid? Er det virkelig det, som presser sig på, mand og mand imellem i by og bygd? I en sådan situation kan jeg godt forstå, man får lyst til at tale “røversprog” og stikke en kæp i hjulet.

Kendetegn ved økonomien i Grønland.

Når det er svært at have tillid til den “fornuftige” reformtrang, som vil den offentlige økonomi til livs, skyldes det dels, at sporene fra resten af verden skræmmer (se bare salget af DONG til Goldman Sacks i Dk) og der er grund til at tro, at disse “iværksættere” som skal gribe initiativet, slet ikke er lokale, men udlændinge, med mere tradition for den slags. Dels skyldes det, det særlige forhold, at omkring 1/3-½ af den grønlandske økonomi hidrører fra bloktilskuddet, som jo nødvendigvis må gennemløbe det offentlige. Det er et problem Martin Paldam har skrevet meget om.

Den grønlandske geografi gør endvidere, at der er meget store vanskeligheder med at få et marked til reelt at fungere. Markedsmekanismerne er stærkt svækkede, og monopoler, private som offentlige, er svære at undgå i det landskab. Samspillet mellem logistik og befolkningens størrelse umuliggør makredsmekanismernes rensende effekt, og det vil være naivt at sætte sin lid til så svage og upålidelige kræfter.

En stor del af den reelle økonomi er uregistreret, iform af selvforsyning og uformel handel med fangst i netværk. Kåre Hendriksen har i sin bog “Grønlands bygder”, forsøgt at estimere denne del af økonomien. Han har et forsigtigt skøn på 1-1½ % af BNP. Det lyder måske ikke af meget, men det er dog 20 gange større, end den højt besungne fårearvl, som man har fundet anledning til kraftigt at subsidiere, godtgør Kåre Hendriksen i sin analyse.

Fangstøkonomien vedrører netop den del af befolkningen, som Økonomisk Råds “mobilitet og insitamentstruktur-reformer” retter sig imod. Det er dem, som skal lære at rejse efter job og at passe et arbejde og ikke pludselig tage på jagt istedetfor. Det er vel ikke mærkeligt, at disse mennesker ikke er helt trykke ved situationen.

Analysen viser, at den bevægelse fra bygderne til byen, som den strukturpolitiske omlægning indtil videre har medført, flytter en befolkning fra delvis selvforsyning i bygderne, til fuld forsørgelse på overførselsindkomst i byerne. Kåre Hendriksen og andre med ham viser, at det afgørende for en positiv økonomi afhænger ikke af by/bygd, men derimod af, om der er et erhvervsgrundlag tilstede (fiskefabrik, mine, indhandling mm.) Om det er privat eller offentlig virksomhed, har mindre betydning.

Hvis den “beskyttelse” man benytter sig af, er at tale “røversprog” (i betydningen: et sprog som har til formål at knytte deltagerne tæt sammen og udelukke andre) så bliver især uddannelsessituationen svær og det som er blevet kaldt de negative statestikker (arbejdsløshed, ungdomsuddannelses frafald, selvmordsrate, misbrug, overgreb og den slags) kommer til at få de unge til at forlade Grønland i stigende hast. Det sker allerede. Demografien tilter endnu mere i retning af en gammel befolkning.

Valgkampen

Det er egentlig ganske imponerende, at man kan føre så fin en kampange, med vælgermøder og demonstrationer og læserbreve i aviserne i et så tyndt befolket land. Nu håber jeg virkelig også det kommer til at afspejle sig i valgdeltagelsen, for det er et rasende vigtigt valg for Grønlands fremtid.

Jeg vil opfordre partierne til at belyse deres syn på økonomisk teori, og markere deres holdning overfor neoliberal økonomisk tænkning. Den tænkning har ført langt stærkere økonomier ud i moradset! Se bare på Euroland.

Jeg tror, der skal sættes meget tydligere mål op for, hvorlangt gini-koefficienten (et mål for ulighed) må udvikle sig, og hvad det er for et samfund, Selvstyret og grønlænderne ønsker sig, for at få slået bro over gabet mellem bygderne og den politiske elite. Det er som om det er to verdensbilleder, der er lagt løseligt over hinanden.

Der er lavet masser af undersøgelser af befolkning i Grønland og meget tyder på, at den traditionelle kultur, hvor en fisker er en “dårlig fanger” og hvor konflikt- avertion er fremherskende og det kollektive er altafgørende for individet og tidsforståelsen er det meget korte perspektiv og så videre, bliver videreført hver eneste dag. Gedigne inuitiske kulturkoder, frermstillet i bl.a. “Børn og unge i Grønland” af Wolfgang Kahlig og Nina Banerjee, de mangler bare at komme i anvendelse politisk.

Hvis vi fortsat skal have rigsfællesskabet, og det er noget vi hernede i DK skal kunne leve med og være stolte af, så er det afgørende nødvendigt, at Selvstyret bliver en succes og får fundet det liv og den kvalitet som skal være den grønlandske. Det er paradoksalt, at det er blandt “dansker-haderne” jeg oplever den stærkeste kraft til at stå på egne ben og tage sig selv alvorligt.

Imidlertid er følelser ikke det, der er brug for, hvis man spørger mig. Det er tænkning, analyse og anvendelse af den viden, der allerede er produceret, som skal i sving. Vi ved det jo egentlig godt allesammen, hvad det er der skal til. Tag nu besværet og tænk tingene ordentlig igennem og gå så til valg den 28. nov.

Lad os få en fælles kapitalisme-kritik på dagsordenen. Så taler vi samme sprog, oversat til tre tungemål.

Rigsfællesskabet er en spændetrøje for Danmark.

Når man får samlet alle juridiske aspekter vedrørende grønlandsk virksomhed, nationalt som internationalt, som det skete på CEVIA's Arktis-konference i torsdags, så er det svært ikke at blive bekymret.

Nu er juristers opgave at løse tvister, både opståede og fremtidige, så det er klart, der er fokus på alt hvad der går galt/kan gå galt, men jeg gik derfra med en meget urolig fornemmelse. Det skal selvfølgelig med, at det var en temmelig jurist-nørdet dag, så jeg gjorde mit bedste for at forstå det hele, selvom jeg ikke er jurist.

Min fornemmelse blev ikke roligere, da jeg åbnede radioen idag og hørte, at Færøerne, har tænkt sig at blamere rigsfællesskabet (igen) ved at eksportere fisk til Rusland, nu hvor EU prøver at tvinge Putin til at trække sig ud af Ukraine og Baltikum, men lad mig først skitsere problemet, som det blev fremstillet på konferencen.

Fælles for alle vanskelighederne i rigsfællesskabet er, at to parter Grønland og Færøerne (Gl og Fo) ikke deler medlemskab af EU og WTO; ingen af de bilaterale investeringstraktater (BIT) som Danmark har indgået, dækker Gl og Fo.

Det forholder sig sådan, fordi Gl og Fo har forskellige interesser end det sydlige fællesskab (Dk) har. Vi så det under makrelkrigen i de seneste fem år, hvor Fo satte sine egne fiskekvoter i strid med EU og Dk blev tvunget til at lade Fo føre retsag imod os selv, som i denne sammenhæng er EU.

Den type sager vil der sandsynligvis komme mange flere af, når Gl også kommer igang med eksport af fisk og råstoffer, ikke mindst uran kan give store tekniske, økonomiske og diplomatiske problemer for Dk.

Dr. Bjørn Kunoy, som jeg har omtalt tidligere og som har ført forhandlingerne på vegne af rigsfællesskabet i WTO ang. makrelkrigen og også i FN's havretskommission vedr. grundsokkel-territoriekonflikt, og altså har disse spørgsmål tæt inde på livet, mener det er uholdbart med en så svag retssikkerhed som rigsfællesskabet giver.

Hvis man forestiller sig, at Gl starter brydning af uran, er Dk ansvarlig for overholdelse af IAEA-konventionen, som Dk har tiltrådt, men som Gl ikke har tiltrådt. Det er jo en utålelig retsstilling at have. Vi kan ikke bryde ind i Selvstyrets forvaltning, men må bære ansvaret for deres beslutninger alligevel.

Der blev på konferencen opridset en mængde usikkerheder på Gl. som arbejderbeskyttelse, CSR som mangler juridisk ramme, licensaftaler uden stabiliserende klausuler og ingen BITs. Manglende Impact Benefit Agreement (IBA) dvs. kompensationer ved skadevirkninger for lokalbefolkningen, utilstrækkelig lovgivning omkring kæde-ansvar, dvs. hvis co-licenshavere eller underleverandører ikke overholder int. lov om børnearbejde, mindsteløn mm. blev behandlet.

I første omgang kan grønlænderene blive ramt direkte af ulovligheder, fordi de er så dårligt beskyttet, men ansvaret kan føres videre til Dk. via ILO-konventionen mm. Hele spørgsmålet om forurening ikke mindst til havs åbnede for rigtig store problemer, fordi Gl. ikke er bundet op i internationale love, traktater og aftaler, men det er Dk. og i den situation kan Dk komme i klemme.

Først og fremmest skyldes alle problemerne, at rigsfællesskabets forskellige dele, ikke er tilsluttet de samme konventioner/traktater/mm. og så føres problemet videre til den part, der har underskrevet den pågældende lovgivende ramme, som kan anvendes i situationen – som regel Dk.

Dk har ikke mulighed for at ændre Selvstyret med rod i den internationale lov, det blev slået fast på konferencen af Per Vestergaard Pedersen fra advokatkontoret LETT. De 5 områder Gl ikke kan hjemtage er: forfatningen, udenrigs- og sikkerhedspolitik, valutapolitik, Højesteret, og statsborgerskab; men Gl. kan via Selvstyreloven vælge fuld selvstændighed. Per Vestergaard Pedersen er her på Linie med Dr.Kunoy, at konstitutionen bør ændres.

Afslutningsvis tog Ole Spiermann, partner i advokatfirmaet Bruun & Hjejle, ordet. Han har været dansk rådgiver ifm. oprettelsen af Selvstyret og ved spørgsmålet om uran og er således en kapacitet på de områder. Han understregede, at eksport af uran, havde KUN udenrigspolitisk relevans, ved indgåelse/ophævelse af internationale traktater eller aftaler. Med andre ord, er dansk regering henvist til at afvente en sag (imod Dk) i tilfælde af, at Gl f.eks. beslutter sig for at eksportere uforarbejdet uran til en slyngelstat. Vi kan ikke forhindre det på forhånd, men vi skal tage ansvaret efterfølgende.

På et direkte spørgsmål, om Dk havde mulighed for at træde ud af rigsfællesskabet, var svaret nej. Det blev diskuteret lidt. Nogle mente, at en grundlovsændring ville kunne løse problemet i givet fald, men det var usikkert. En grundlovsændring er desuden meget vanskelig at få vedtaget.

Nu er Søren Espersen DF, Venstre, Konservativ og Liberal Alliance ude med et ønske om genforhandling af Selvstyreloven, mod en forhøjelse af bloktilskuddet, men det vil ikke løse nogle af de her ovennævnte problemer. Det forekommer mig heller ikke at være nogen fair løsning for Gl. Hvis perspektivet var en løsrivelse fra Dk, så ville jeg mener en økonomisk håndsrækning var på sin plads. En starthjælp til at få div. institutioner på plads.

Kommentar til Jens Heinrich om forsoningskommissionen.

28.august 2014 havde historiker og forsoningskommissionsmedlem Jens Heinrich, en kronik i B.dk. “Forsoning i Grønland” hedder den og var en opsang til Danmark og danskerne for ikke at deltage i den genopretning af grønlandsk mindværdsfølelse, som angiveligt er opstået i forbindelse med Danmarks administration af Grønland, og som Naalakkersuisut (regering) har besluttet skal foregå.

Jeg kender ikke den danske regerings begrundelse for at afslå deltagelse i forsoningskommissionen, men hele grundlaget for kommissionens arbejde er meget uklart, så det i sig selv er vel begrundelse nok. Forsoningskommissionen blev fra Doris Jakobsens side i folketinget annonceret som en parallel til en canadisk kommission, som har kortlagt “overgreb på inuit i Canada” og det forstå jeg godt, den danske regering ikke har følt behov for at deltage i.

Jens Heinrich taler om at : “Kolonitidens eftervirkninger på dagens samfund bør afdækkes nuanceret og kritisk, for forsoning handler om at forstå og bevæge sig videre, ikke om at anklage og pege fingre “, og han lægger ud med at beskrive den diskrimination han, som dansktalende grønlænder føler i Grønland idag. Han siger .”I den grønlandske debat – fra talerstolen i Inatsisartut (Grønlands landsting, red.) til Facebook – er der en stadig strid debat, hvor dansktalende grønlændere afvises som »rigtige« grønlændere. Debatten, og uforsonligheden i den, gør ondt på mange dansktalende. Det er således også på de indre linjer i Grønland, at forsoningsbehovet lever. “

Han mangler med andre ord anerkendelse for sin grønlandskhed på Grønland, på samme måde, som jeg forestiller mig mange danskere, som har boet og arbejdet der i kortere eller længere tid i Grønland, savner anerkendelse som grønlændere.

Det er jo ikke noget ukendt fænomen. Der findes også steder i f.eks. Vestjylland og ikke mindst på de små øer, hvor “man” skal være bosidende gennem generationer, for at blive anerkendt som lokal. Det udvikler sig sjældent til mere end små finurlige trakasserier og når skolen mangler en skolelærer eller et gymnasie skal have ny rektor, så bliver den slags bilagt, af hensyn til helheden og fremskridtet.

Problemet i Grønland er bare, at her stopper dette mobberi ikke ved den lokale Brugs eller ved skolens ansættelsesudvalg, men bliver båret frem helt op til samfundets øverste spids, Aleqa Hammond. Hun er jo efterhånden herostratisk berømt for sit fjendskab overfor alt dansk.

Jens Heinrich mener dette skyldes en historisk grønlandsk mindreværdsfølelse, og han hopper derfra direkte videre til at sige, at det er for dårligt, at den ene part i sagen ikke vil deltage. Han siger: “ Men der er et problem, når én part af et fællesskab afviser at tage del i den anden parts behov for forsoning “ Men ER Danmark part i den konflikt overhovedet? Det kan jeg ikke se.

Da Grønland skulle have selvstyre, nedsatte man to kommissioner, en dansk og en grønlandsk, og der blev skrevet to betænkninger. Det var fordi, der var tale om en konstitutionel adskillelse og derved behov for to synsvinkler.

Foreløbig er det et lokalt grønlandsk fænomen, det med mindreværdsfølelse, så derfor virker det også mest relevant, at det grønlandske samfund finder en løsning på det. Jeg kan ikke indse, hvad det har med Danmark at gøre, da mobberiet trodsalt ikke har omfang af brud på menneskerettighederne, såvidt jeg ved.

Jens Heinrich ser kommissionen, som et forsøg på at skabe nye rammer for samfundet, og her må han mene rigsfællesskabet, og ikke bare Selvstyret. Han siger: “... (Danmark burde) i stedet for at bibeholde rollen som hjælper se en mulighed for at blive ligestillet  ..” På hvilken måde ser han mon en ligestilling? Borgere i rigsfællesskabet ER jo ligestillet! Men de to lande er ikke ligestillet, sålænge at den ene part er bundet til at betale tilskud til den anden part, uden at have nogen indflydelse på forvaltningen af Grønland. Det er blevet meget tydeligt under hele råstof-feberen og alt hvad det har fremkaldt af antagonistiske følelser.

Det er jo tydeligt, at det producerer mindreværd, når man modtager blogtilskud, og det er da også tydeligt, at stærke kræfter i Grønland arbejder for selvstændighed nu. Det har Selvstyret fået deres konstitutionelle ret til at beslutte, helt selv, uden at skulle spørge Danmark.

Det er mere tvivlsomt, om dansk modstand imod uran-brydning har nogen som helst indflydelse i Grønland. Reelt kan danskerne ikke modsætte sig nogen som helst udvikling i Grønland. Danmark kan end ikke pålægge Grønland at hjemtage flere områder end de selv finder det for godt.

Til slut kommer Jens Heinrich ind på sprogpolitikken i Grønland. Han ridser skadevirkningerne ved først “danisering” og derefter “grønlandisering” op, dvs. entydig fokus på dansk som uddannelses- og administrationssprog i 50'erne, 60'erne og 70'erne, hvorefter, der med Hjemmestyret skete en entydig fokuseren på grønlandsk som uddannelses- og administrationssprog.

Det kan man kun give ham ret i, er et kæmpe problem. Derfor kan det undre, at Selvstyret endnu ikke har gjort Grønland to-sproget. Det er også et problem, som berører Danmark (i en lille grad).

Rådet for socialt udsatte udgav jan 2014 en rapport om udsatte grønlændere i Danmark: “I Grønland er jeg for dansk, og i Danmark er jeg “bare” grønlænder.”

Problemet er ikke særlig stort ; skønsmæssigt 1.000-1.200 personer ud af ca. 14-18.000 grønlandske personer i DK, men der er ifølge rapporten blevet afsat 20 millioner over 4 år i 2003, som følge af Socialministeriets hvidbog. I 2013 blev der lavet en satspulje-aftale på 13,4 millioner over 4 år, og der blev bl.a. herunder øremærket 4,4 millioner årligt, til at gøre indsatsen i De Grønlandske Huse permanent.

Det fremgår af rapporten (side 23) at "grønlændere op til omkring 45-års alderen har overordnet set sværest ved dansk, med mindre de er delvist opvokset i Dk eller har haft danske plejeforældre", og det fremgår også, at der er store problemer med at orientere sig her, med så få sprogkundskaber.

Alligevel tilbyder De Grønlandske Huse kun undervisning i grønlandsk ikke i dansk! Det er end ikke en af anbefalingerne i rapporten, at det skulle de gøre. Det kan man undre sig over, når det angives at være det mest centrale problem.

Rapporten fortæller, at tilstrømningen af socialt udsatte grønlændere til Danmark er stigende gennem de senere år, og at det går dem fortsat skidt hernede.

Jens Heinrichs poiente er, at mange grønlændere kæmper med en forkerthed, enten fordi de kun taler grønlandsk i situationer, hvor dansk er nødvendigt eller fordi de taler dansk, hvor kun grønlandsk regnes for ægte, og denne forkerthed resulterer i mindreværdskomplekser og mopperi, og altså spildte menneskelige resourcer.

Deri synes jeg han har helt ret, men svaret er jo ikke, at Danmark skal deltage i Forsoningskommissionen. Hvorfor skulle vi det? Svaret er jo, at Grønland må finde ud af, hvad det er de vil med Grønland og finde ud af, om de vil være selvstændige eller de vil samarbejde med en kultur, som ligger meget fjernt fra deres egen og på hvilken måde det kan foregå.

Rigsfællesskabet år 2019.

Jeg har modtaget en udfordring af Morten Larsen på Facebook, om at give mit bud på et fremtidsscenarie om rigsfællesskabet, som jeg gerne tager imod. Jeg har valgt at besvare spørgsmålet med en simpel SWOT-analyse, for overblikkets skyld. Analysen skal ikke betragtes som et endeligt svar på spørgsmålet, snarere som en åbning for en samtale om vores fælles fremtid.

Analysen består af fire dele: styrker, svagheder, muligheder og trusler. Disse fire elementer kombineres til slut i en matrix. Det er vigtigt at holde sig for øje, at jeg taler om rigsfællesskabet og ikke om Danmarks rolle heri eller andet. Desværre er min viden om Færøerne lidt sparsom, men jeg forsøger at holde fokus alligevel.


Styrker:
Rigsfællesskabet er en geopolitisk realitet, understøttet af FN's Haagdomstolens afgørelse 1933. Der findes ingen international tvivl om dette. Amerikanske interesser er forvaltet gennem Danmarks trofaste deltagelse i Nato, og derudover har de Monroe-doktrinen, som slår fast, at enhver magtovertagelse indenfor deres interesseområde, vil blive opfattet som en krænkelse.

Kongefamilien styrker fællesskabet på det emotionelle plan, og selvom kongehuset bliver gradvist svækket, vil det helt uden tvivl bestå om 5 år.

Den “messiasfølelse” jeg tidligere har citeret Martin A.Hansen for,(tak til Sjúrđúr Skaale) er i nogen grad stadig virksom i fællesskabet. Selvom den er tilbøjelig til at fordufte, når det reelle kendskab vokser, så bliver sammenhængskraften støttet af konkrete familiebånd, rigsfællesskabets enheder imellem.

Som en pålidelig kilde har fortalt mig, så vil ingen dansk statsminister være den, som afhænder verdens største naturområde Grønland, hvilket i sig selv vil få embedsværket til at arbejde for rigsfællesskabets beståen. Der er også en hel del stillinger, såvel i militæret som i embedsværket som afhænger heraf.
Der har dog ikke i nyere tid været den helt store opmærksomhed på området. Det har ændret sig lidt, efter Arktisk Råd er begyndt at etablere sig som en magtfaktor.

Rent folkeretsligt er rigsfællesskabet en lidt rodet affære, med tre folk og et folkeretsligt subjekt.Der er dog dem der mener, at der er tale om en “konstruktiv uklarhed”, dvs. at selve konstitutionen med sin uklarhed kan formes efter den politiske situation hvilket i så fald vil være en styrke.



Svaghed:
Man må nok også opføre den konstitutionelle uklarhed, som en svaghed. I tilfælde af modstridende interesser, hvad der er mange af i rigsfællesskabet, er konstuktiv uklarhed ikke nødvendigvis det bedste redskab.

Det største problem er nok, at økonomien for især Grønland er låst i et bloktilskud. Selvom budgettet er i balance ligenu, så vil et underskud bygge sig op i årene frem over. Der er forlydener om underskud på 300 mill. kr. i år 2020, altså et år senere.

Aleqa Hammond's svar er, at der skal være gang i 5 miner til den tid. Det er mange millioner at indvinde fra 5 miner, for det er jo kun beskabningen, som går i statskassen til at dække underskuddet. Landstinget har iværksat flere kampanger og konferencer, senest i det danske folketing igår, for at tiltrække investeringer. De har indtil nu ikke nyttet noget. Måske fordi der ikke er nogen privat grønlandsk investeringskapital involveret i projekterne. 

Hvis grønlænderne ikke selv investerer, er det jo svært at tro på, projekterne er fornuftige.
Nuna Oil er det grønlandske selvstyreejede investeringsselskab i oliebranchen og de har sikret sig en andel i alle olieinvesteringer, men indtil videre har det ikke kunnet trække noget igang.

Det eneste erhverv på Grønland, ser ser ud til at kunne udviddes nu og de næste år, er fiskeriet. Et prøvefiskeri af makrel på Østgrønland har været en succes og vil formodentlig resultere i en fiskerikvote fremover til grønlænderne.

Det er så den kvotestrid rigsfællesskabet allerede har mellem færingerne og danskerne. Vi er tre fiskerinationer med helt modstridende interesser på det felt.

Hvis ikke Grønland finder en måde at enten indskrænke budgettet eller finde nye indtægter, så vil der ske en forarmelse på Grønland. Eftersom der ikke er politisk vilje til en økonomisk omfordeling gennem f.eks. progressiv beskatning, kan vi forudse en fraflytning at de hårdest ramte til Danmark.

Desuden oplever rigsfællesskabet iforvejen et “braindrain” fra yderområderne til Danmark, på grund af uddannelsesmulighederne. Ikke alle veluddannede grønlændere og færinge vender hjem igen efter endt uddannelse.

Vidensniveauet omkring rigsfællesskabet er dalende. For Danmarks vedkommende forekommer det mig betydeligt vigtigere at højne vidensniveauet om EU, som også er fortvivlende lavt, frem for om rigsfællesskabet. Under 50% valge at stemme til EU-parlamentsvalget. 

Det forekommer jo ikke sådan, at danskerne har nogen fremtid i Grønland, eftersom samtlige politiske partier i Grønland arbejder for selvstændighed. Der findes i Grønland idag ingen synlig opposition til den holdning.

Hvis Grønland alligevel bliver selvstændigt, hvorfor så investere mere den vej? Hvorfor flytte GEUS i Grønland, hvis det bare bliver nationaliseret ved selvstændighed?



Muligheder:
Man kunne forestille sig Videnscentre for geologi, arkæologi, glaciologi, geografi og hvad ellers, som kunne tiltrække ekspertviden til Grønland og Færøerne.

Turismen er en oplagt mulighed.

Servicering af den internationale skibsfart i Nordøstpassagen, når den kommer igang, foruden minedrift og industriel produktion, hvis ellers investeringsbarriererne kan overvindes.



Trusler:
Grønland bryder med rigsfællesskabets ikke-atom politik, og skaber endnu et interessemæssigt modsætningsforhold.

Færøerne og Grønland organiserer sig i Vestnordisk Råd, en sammenslutning, som ikke omfatter Danmark af naturlige grunde. De arbejder sammen med Nordisk Råd, som Danmark er medlem af. Det understreger interessemodsætningerne indenfor rigsfællesskabet.

Hvis grønlænderne vælger selvstændighed, opløser de dermed rigsfællesskabet. Vil de gøre det, med udsigten til at miste deres blogtilskud? Svaret på det spørgsmål er, at det kan da godt være.

Historisk er det sådan, at selvstændighed i tidligere kolonier er fremkommet alene når viljen var tilstede. Evnen er kommet efterfølgende, når staten var en realitet, så det kan sagtens være, at Grønland vælger selvstændighed. De seneste dage, kan man forstå på aviserne, har Aleqa Hammond dog forsøgt at trække lidt i land på det punkt.Vi får se hvad der sker på det felt.

Det samme gælder for Færøerne. Der var også meget tale om løsrivelse i forbindelse med bankkrisen. Lige fortiden skriver aviserne ikke meget om Færøernes løsrivelse, men jeg vil tro det pludselig kan komme.

Noget der virkelig er en trussel for rigsfællesskabet er, hvis der sker en miljøkatastrofe. Eller en skibskatastrofe. Danmark har ikke beredskabet til at løse en sådan opgave, og kan heller ikke påtage sig ansvaret herfor. Der kommer en konference på juridisk fakultet til efteråret om netop dette emne. Så det bliver spændende at se hvad der tænkes rundt omkring om de ting.

Interne interessekonflikter i rigsfællesskabet i forbindelse med internationale kriser. Med andre ord kommer der krig i Arktis, selvom det i øjeblikket ser fredeligt ud, så vil det nok lægge et stort pres på rigsfællesskabet, hvis ikke Grønland bare bliver defacto amerikansk.



Matrix

RIGSFÆLLESSKABET	styrke	svaghed
mulighed	For at rigsfællesskabet skal bestå og udnytte mulighederne, skal der nok ske en ændring af den konstitutionelle uklarhed, vil jeg tro. De tre folk skal bekræfte, at de ønsker sig detsamme og arbejde for en integretion af interesserne. Det ser jeg ikke som videre sandsynligt.	Når vi nærmer os 2019, og økonomien i Grønland for alvor strammer til, så vil bevistheden omkring rigsfællesskabet sikkert vokse. Uranbrydningen er muligvis igang og der vil forhåbentlig komme den efterlyste folkelige debat. Det er svært at sige om det “storpolitiske kort” er stærkt nok til at fastholde rigsfællesskabet.
trussel	Changen for, at de berørte myndigheder har fået et realistisk billede af katastrofeberedskab og ansvarsfordeling inden 2019 og inden en katstrofe indtræffer, er tilstede. Det ansvar vil i den grad rykke vores interessesfære til Arktis og til Arktis Råd. Det vil være i konkurrence med EU. Jeg tvivler på, det er dansk politik om 5 år.	Tja, tanken om at skulle afhænde verdens største naturområde må nok tages i betragtning alligevel, hr/fru. statsminister., med mindre selvfølgelig, at vi til den tid står med tre samlede folk og fælles målsætning. Jeg kan ikke se det for mig.

Afsluttende bemærkning.
Jeg kan jo have vægtet tingene forkert eller helt overset vigtige parametre, men som du nok kan se, Morten Larsen, så er jeg ikke vildt optimistisk. Det huer mig heller ikke, for jeg er jo selv en suck'er for al det eksotiske og eskimoiske, men at skulle beholde rigsfællesskabet, bare for at visse politikkere kan spise kirsebær med de stor drenge i klassen, det er jeg ingen tilhænger af.

At modtage evindelige anklager om koloniherre-mentalitet og forsøg på at påføre skyld over dit og dat, er jeg en endnu mindre tilhænger af. Jeg har nu en fornemmelse af, at netop den side af sagen går i sig selv igen, når Selvstyret har fået lov at finde sine ben. Grønlænderne er endnu ikke vant til, at det er dem selv der styrer nu. Det skal de nu nok blive.


Når jeg skal overvinde min egen modvilje imod dette mit analyse resultat, ja så tænker jeg bare på, at min utilstedelige messiasfølelse, den har jeg i god behold, når jeg tænker på Island, og da har den ikke taget skade af, at Island er selvstændig. De personlige bånd og den fælles historie bliver vi jo ved at have.

Rigsfællesskabet og danskerne.

Forfatteren Martin A. Hansen sagde i sin tid om danskernes holdning til det nordatlantiske frændefolk, at

“Der eksisterer en slags messiasfølelse hos mange moderne danskere: Frem for alt, forståelse. Det er jo storartet. Men superforståelsen er tit åndeligt lad, gider ikke sætte sig ind i tingene, men skynder sig at forstå. Hvad der er uden stolthed, tilmed påtrængende for den anden part, eller - hvis der hverken er reel viden eller indsats deri - opfattes som bare omsvøb. Megen venlighed uden viden, det tager sig lidt farisæisk ud, faderligt, typisk for stordanskere.”

Dette vidunderlige citat har jeg fra Sjúrđúr Skaale's blogindlæg “Nassere”.

Jeg kan ikke sige mig fri for denne messiasfølelse, men jo mere jeg læser om fællesskabet, jo mere nøgtern afmålt bliver jeg.

Jeg har levet i en vildfarelse om, at vore broderfolk helt ind i generne var blandet sammen, efter så lang en historie fælles, men jeg er fornylig blevet klogere. Birgit Niclasen “Sunde børn i Grønland – hvordan når vi målet?” i: Børn og unge i Grønland, 2007, refererer til en befolkningsundersøgelse i Grønland i 90'erne, hvoraf det fremgår, at 85% er inuit, 11% er udlændinge, hovedsagligt danskere, og kun 4% !! er blandet gl/dk.

Jeg troede faktisk den procentdel var meget større! Det er jo ikke så helt ualmindeligt at støde på dk/gl blanding her i Købnhavn, men statestikken siger altså 4% på Grønland.

Fra Færøerne har jeg ingen tal, men hele historien om den der uhyggelige genetiske sygdom man desværre fik konstateret for nogle år tilbage, tyder jo ikke på, at færingerne har blandet sig genetisk med danskerne eller andre heller.

Det kan vist kun blive til frændefolk. Frænder, som tilmed ikke er så gode venner for tiden.

Hvad gavn har danskerne af rigsfællesskabet?

I det omtalte blogindlæg af Skaale, nævnes hvordan “danskerne” med Den danske Bank i spidsen, har tørret bank-tabene af på færøiske skatteydere. Jamen kæreste, nøjagtig det samme skete i Danmark.

Hvor var solidariteten henne dengang? Hvorfor stod grønlandske og færøiske og danske anti-globaliseringskræfter ikke sammen dengang? Hvorfor står vi ikke sammen med anti-globaliseringskræfter i Spanien og Grækenland idag?

Jeg peger jo ikke på Færøerne og på Grønland for at sige, at det var deres skyld, at banksektoren i Danmark fik tiltusket sig bankpakke og fredning, hvorefter de bouncede tilbage lynhurtigt med kæmpe overskud på regnskaberne. Det skyldes, at der ikke var nok der kæmpede imod.

Den danske Bank er ikke Danmark! Lad os dog forene kræfter og få bragt banksektoren under kontrol igen. Hvis vi står, som etniske enheder overfor hinanden, så er der objektivt set ingen fælles interesse mellem de tre folk. Så bør fællesskabet opløses.

Stormagtspolitik.

Det bliver ofte fremhævet, at Danmark ikke ville blive inviteret til fine komsammen med Kina, USA og hvad ellers, havde det ikke været for rigsfællesskabet. Vi kan bryste os af, at være en vigtig spiller i Arktis!

Det er jo sandt. Jeg hører også fra forskellig side, senest fra Uffe Østergaard, ved et gå-hjem-møde 13/5 om fiskerikonflikten og folkeretten, at det har stor betydning i administrations- og politikerkredse med denne internationale profilering, uden at det dermed har nogen betydning for almindelige mennesker.

Bertel Harder er også fremme med en røffel til “småstatstænkningen”. Han hiver Nato frem i en klassisk koldkrigsretorik, selvom den pt. er helt irrelevant i Arktis – endnu da! Se en tidligere blog jeg har skrevet.

Thorkild Kjærsgaard holdt et meget interessant foredrag i Diamanten 12/5, hvor han, med udgangspunkt i Kielerfreden 1814, hvor Danmark mistede Norge, slog fast, at det var engelske interesser, som ønskede at Norge og atlantøerne skulle skilles ad. England dominerede siden 1807 søterritoriet i Nordatlanten og de ville ikke have Norsk-Amerikansk konkurrence der..

Han argumenterede for, med støtte i Finn Gad den grønlandske historiker, at den danske fredsforhandler ikke var interesseret i Grønland og Færøerne, men at stormagterne var tilfreds med, at der kom en småstat ind i Arktis. Vi fik altså tildelt Grønland og Færøerne FORDI vi var en småstat.

Bertel Harders krigsretorik er helt ude af trit med historien. “Vore luftvåben er tilsammen Europas stærkeste! “ jubler han. Her mener han Nordens. En opløsning af rigsfællesskabet, vil jo ikke engang ændre på det forhold, da Grønland og Færøerne ikke har noget luftvåben.

Hvad har vi at skulle forsvare i Arktis? Hvorfor skulle vi risikere en yderligere afhængighed af USA i tilfælde af stormagtskonflikt i Arktis? Vi er vel i forvejen et latterligt følgagtige overfor USA, både i kraft af Nato men også i kraft af atlantøerne, herunder Thulebasen. Snart kommer vi også i transatlantisk frihandelszone, og skal bruge mange kræfter på at holde genmanipulerede og kemikaliebehandlede fødevare og meget mere væk fra familiens spisebord.

Messiasfølelsen er ved at fordampe.

Indrømmet, det er lidt trist, at min barndoms “eskimo” har givet sådan et bagslag. Alle mennesker har brug for et drømmested, med højt til loftet, heroisme og storslåethed. Dette sted har for mig, og sikkert mange andre danskere, været Grønland og Færøerne. Det har haft en legitim rod i rigsfællesskabet, men har det tilsyneladende ikke mere.

Hvis de tre lande bliver ved at tørne sammen som etniske enheder, uden forståelse for interne forhold, så nedbrydes relationen lyn hurtigt. Der er allerede et stigende raseri under opbygning i Danmark, på grund af de latterlige angreb, vi bliver præsenteret for fra grønlandsk side, anført af Aleqa Hammond.

Mødet om fiskerikonflikten på Nordatlantisk Brygge afslørede, at forløbet omkring Færøernes fiskerikonflikt med EU, fik så mindeligt et forløb, fordi formuleringerne i rigsfællesskabet er så vage/uklare, at man kunne jonglere udenom dansk deltagelse i EU konflikten og på den måde få landet sagen.

Det er jo tydeligvis uholdbart med sådan en praksis. Dr. Bjørn Kunoy, som er procesdelegationsformand i to vigtige sager, dels i WTO om fiskeristriden og dels FN havretskonvention hvor territoriekonflikten vedrørende bl.a. nordpolen afgøres, var på mødet fortaler for en tydeligere afgrænsning af rigsfællesskabet.

På mødet var der enighed om, at rigsfællesskabet var båret af de internationale geopolitiske interesser. Der var så ikke enighed om, hvorvidt en “konstruktiv uklarhed” som det nuværende rigsfællesskab eller en føderal stat eller anden klart defineret organisering, var at foretrække. En konstruktiv uklarhed rummer ihvert fald problemer med retssikkerheden, hvilket de danske fiskere fik at mærke, da den færøske kvotestrid skulle bilægges. De blev snydt, fremgik det på mødet.

Som dansker må jeg sige, at i lyset af den fjentlighed jeg mærker, både fra Grønland og Færøerne, ja så ser jeg ikke den store skade i opløsningen af rigsfællesskabet. Vi har rigelig med international geopolitisk turbulens endda.

En simpel folkeafstemning vil gøre Grønland og Færøerne frie, hvorefter de sikker hurtigt ville komme under andet herredømme, men forhåbentlig et mere lykkeligt forhold. Hvorfor blive ved med at true med det? Det er jo bare at gå igang.

Andalusien og revolutionen.

Min familie og jeg tog på bilferie i Andalusien og besøgte bl.a. Marinaleda. Der havde været en notits i avisen om landsbyen med 1% arbejdsløshed og vi besluttede at tage afsted, for at se tingene ved selvsyn.

Som forberedelse fik jeg læst “The Village Against the World” af Dan Hancox. Han fortæller den 40 år lange historie om en borgmester og hans landarbejderes kamp, gennem jordbesættelser, demonstrationer, strejker, sultestrejker og fængseldomme, som førte til mange sejre.

Det lyder som en anden kendt historie fra tegneseriernes Gallien og det er virkelig også eventyrligt. Men naturligvis er kampen ikke slut. Det er denne proces vi gerne vil kikke nærmere på, min familie og jeg.

Anarkismens hjemland.

Spanien har en lang tradition for anarkisme, som høstede bitre erfaringer med kommunisterne under borgerkrigen 1936-39, så bevistheden om at holde hovedet koldt og bevare idealerne, er høj i Marinaleda. Man kommer ikke let til tingene, og diskussionerne om, hvornår man skal have penge for sit arbejde og hvornår man bidrager frivilligt til fællesskabet, er stadig en vigtig og påtrængende debat i dagligdagen i Marinaleda.

Vi havde skaffet logi i landsbyen hos Antonio, som det skulle vise sig, var lidt behersket i sin begejstring for det politiske, men en fantastisk venlig og rar mand, med mange kontakter til alle betydende personer i Marinaleda. Han var pensionist og havde være designer i et stor modehus, som producerede tøj til masseproduktion, hvilket man godt kunne fornemme. Han var altid pænt klædt på.

Det var via ham også lykkedes at få kontakt til et engelsk ægtepar Christopher og Alison, som var så søde at hjælpe os med sproget og med videre kontakter. De var flyttet hertil for 4 år siden, da de blev pensionerede i England.

Tirsdag aften ankom vi, og havde sat Christopher og Alison stævne i La Bodega. Vores første læring var, at køkkenet først starter kl 21.30! og så skal man have maden serveret i “slyngelstuen” for at undgå en 3-4 dobbelt regning, for samme mad. Det blev en overdådig aften. Snakken gik over stok og sten og Christopher og Alison faldt lige ind i vores familie med detsamme.

Det ligner en almindelig landsby i Andalusien, men det er skin.

Dagene efter gik med rundvisning på kommunekontoret, deres lokale TV-station, kooperativet El Humoso, oliven-presseriet, konserves fabrikken, amphiteateret, parkerne, pensionistklubben, stadion og deres livlige koncert-spillested Palo Palo, som trækker et stort publikum fra hele Spanien.

Tal og fakta kørte rundt i vores hoveder og alle vegne blev vi mødt med stolthed over deres landsby. Jeg kan ikke gengive alle detaljerne her, men vil koncentrere mig om et enkelt projekt, nemlig selvbygger-husene.

Jeg havde hørt om dette ekstraordinære projekt i avisartiklen i Danmark. Kollektivt byggede huse, som var ejendom ved overtagelsen, men som ikke kunne gøres til genstand for spekulation, og som kostede 15€ om måneden at bo i. Det lød jo forjættende. I samme åndedrag fortalte de altid, at børneinstitutionerne kostede i Marinaleda 25€ om ugen, inklusiv bespisning af børnene.

Jeg ville kunne finde mig i meget politisk bøvl, med så håndgribelige friheder i økonomien, men vi ville gerne se lidt på realiteterne i disse byggeprojekter. Hvad mente de egentlig med selvbyg?

Byg dit eget hus!

Vi tog ud til en byggeplads, hvor et projekt netop var igang. Det var to rækker af to-etages rækkehuse med have til. Vi mødte tilfældigt en mand, som viste sig at være kommunens tilsynsmand og ham som skulle oplære byggedeltagerne i at mure en mur!

Det var min første aha oplevelse. Når man skrev sig på en liste, til at blive selvbygger, så var det altså 450 arbejdsdage, som skulle konkret erlægges i byggeriet, hvad enten man havde forstand på det eller ej, som man skrev sig op til. Økonomien i husbyggeriet er meget besnærende, idet man undgik udbetaling, altså ingen kapitalindskud.

Mine børn er uddannede blikkenslagere, så vi spurgte lidt til den del af arbejdet. Det var en kvinde, som havde tegnet sig for det job og hun var desværre ikke tilstede. Inspektøren fortalte, at det var nødvendigt at differenciere lidt i opgaverne, da ikke alle havde lige mange fysiske kræfter. Det er åbenbart lettere end jeg troede at være blikkenslager! Eller også ligner hun bare Brinne fra Game of Thrones.

Der blev også spurgt lidt ind til sikkerhed på pladsen, for det gør de på en lidt anden måde end hos os. Inspektøren forsikrede os om, at han kikkede nøje efter sikkerheden. Jeg synes min søn så en anelse skæptisk ud, men vi forfulgte ikke sagen.

Det er meget svært at forblive nøgtern, kritisk og afvejet, når man mærker denne glæde og stolthed lyse én i møde. Det er virketrang og gensidighed i sin mest enkle form. For at sikre, at begrejstringen ikke daler, når man er færdig med sit eget hus, så blev husene først fordelt ved lodtrækning, når alt stod færdigt.

Inspektøren forklarede stolt, hvordan man holdt et åbent design i arkitekturen, fordi enhver skulle have mulighed for at ændre på sit hus, når det var udloddet. For eksempel, fortalte han med begejstring, så er stuen bygget sådan, at den kan ombygges til garage!

Jeg kikkede målløs, da han svingede ud med armene for at vise, hvor garageporten skulle være og en lille rampe fra haven ind i stuen. Hvem ville bygge sin stue om til garage? Jeg tilskriver det kulturforskelle og det faktum, at jeg ingen bil har, at jeg ikke kan forstå det.

Morgenmad hos bageren.

Det er utroligt så hurtigt man vænner sig til at sidde ved små caféborde hos bageren og spise ristede hvedebrød med olivenolie hældt direkte på og derpå en formodentlig hjemmelavet pink tomatopløsning trykket ud af en plastflaske og så bare lidt salt. Essensen af Marinaleda, enkelt, billigt og godt.

Vi var kun i Spanien sammenlagt en uge og med vanlig turist-grådighed, kastede vi os over de fantastisk lækre tapas, man kunne få alle vegne, ikke mindst i Marinaleda. Hvis man vælger, som os, at spise 10-12 retter hver gang, så når man hurtigt en mur af tapas-lede. Christopher havde fortalt, på sin sædvanlige stille facon, at han og Alison plejede at bestille én tapas hver, men denne information var spildt på os. Vi lærte det dog, på den lidt hårde måde.

Man kan ikke ophobe gode øjeblikke og gemme til forråd af dem. Turistens evige dilemma. Jeg forelskede mig i tanken om at tage en af de vidunderlige lufttørrede skinker med hjem. Jeg nåede dog at besinde mig. Er de først åbnet, kan de ikke længere holde sig, og så havde jeg måske for evigt ødelagt min smag for lufttørret skinke. Godt det ikke skete!

Til gengæld har jeg fået en dybere forståelse af Madelainekagernes betydning. På et nærliggende bjerg, er der, helt oppe på toppen, et kloster, hvori man kan købe kager, ved at ringe med en klokke, nævne sin bestilling og lægge pengene i en rotunde, som så drejer, uden man kan se nonnen på den anden side, og frem ruller de ønskede kager. Madelainekager. Dem har jeg i årevis læst om hos Marcel Proust, uden helt at forstå den nære forbindelse til denne kloster-proces. Det gør på en måde Marcel Proust mere håndgribelig og så smager kagerne ganske udemærkede, det har han ret i.

TV i byen!

Midt i det hele dukker et dansk TV hold op! Det var en temmelig pinlig affære. Konceptet var tilsyneladende, at journalisten Jakob Rosenkrands skulle iklæde sig en rolle som dekadent liberalist /kapitalist, som er kommet for at blive belært af “kommunisterne” og leve “Marinaleda-oplevelsen”.

Han spillede rollen, ved at leje en “dyr” åben sportsvogn og fylde den med champange og kaviar og CocaCola. På den måde svingede han bilen rundt i de nærliggende landsbyer og arrogant råbte ud af vinduet: “hvor er den kommunistiske landsby ?”. Nu håber jeg jo sådan set, at det er en rolle han spiller og ikke udtryk for hans væsen, men det kan jeg ikke vide.

Han blev mødt med tavs undren og hele hans setup faldt til jorden. Jeg så senere det færdige program og der var provokationerne blevet væsentligt reduceret. Det er som om beboerne nægter at give ham den modstand han beder om, for de kan ikke tage hans rollespil alvorligt og ved ikke, hvad de skal stille op med ham.

At leve “the Marinaleda expierence”, kunne man godt forholde sig til, som en måde at registrere, hvad der foregår i Marinaleda, men hele hans attitude var så kunstig, at folk trak sig lidt tilbage. Det så man faktisk på den færdige udsendelse, selvom den heldigvis var mere afdæmpet, end man kunne have frygtet. Programmet hedder “På den2. side” og blev vist på DR2.

Det er en besynderlig skabelonverden Jakob Rosenkrands lever i. Nogen burde punktere hans bobbel. Han ville jo have nemmere ved at lave godt fjernsyn, hvis han bare så ud på verden som den var, istedet for at opfinde den hele tiden.

Det var meget pinligt at være dansker i Marinaleda, efter han var kommet.

“El alcalde”

Landsbyboerne havde dog vigtigere ting at bryde deres hoved med. Deres elskede borgmester er blevet syg. Juan Manuel Sanchez Gordillo, som gennem 40 år er gået forrest i kampen mod godsejerne og Guardia Civil og politiet og korupte politikkere, og som har udstået lange fængselsstraffe og sultestrejker, er blevet syg.

Han er på alder med mig, så jeg kan nemt sætte mig ind i, hvad det vil sige at blive syg af bare overanstrengelse. Ingen ved rigtig, hvad det er han fejler.

Til næste år, skal der være valg igen og alle venter på, om el alcalde (borgmesteren) stiller op igen, eller en anden skal vælges. Ingen ønsker tilsyneladende at udfordre ham i positionen, af respekt for hans historie. Mange beslutninger, som el alcalde er vant til at træffe, bliver ikke længere truffet, så der er krisestemning i Marinaleda, og kooperativet løber ind i vanskeligheder, når ingen føler de bør træde ind i hans sted.

Måske er det dette besynderlige fænomen, der er årsagen til, at planøkonomiske systemer ofte falder i en grøft af autoritet, netop denne menneskelige tilbøjelighed til at skabe helte og forbilleder. Det er næsten ikke til at undgå. Selv jeg, følte mig stolt, da vi mødte el alcalde på gaden, hvor jeg overbragte ham en gave jeg havde medbragt fra København og han lod sig fotografere med mig og min familie. Han er jo dog manden, der satte det hele igang og som holder en anarkistisk tanke i live, midt under det kapitalistiske sammenbrud, hvor krisen viser tænder.

Man må have respekt for sådan et menneske. Alligevel er det nu, Marinaleda for alvor skal vise, om deres kamp har båret frugt, også ud i fremtiden. Kan kollektivet holde? De næste år bliver spændende at følge.

Litteraturfestival i Marinaleda?

Den omtalte udsendelse i DR2 sluttede med et meget smukt digt af Klaus Rifbjerg. El Quinto, hedder digtet og omhandler pauserne i solsortens sang. Ifølge Jakob Rosenkrands er det skrevet efter et ophold i Marinaleda. Det satte jeg mig for at kontrollere, for hvis Klaus Rifbjerg var så begejstret for Marinaleda, så rummede han alligevel sider, jeg ikke kendte.

Behøver jeg at sige det? Jeg fik en mail fra Gyldendal. De havde spurgt på mine vegne, og Rifbjerg har aldrig hørt om det sted! Det kunne måske være en opgave at ændre på det forhold. Måske bliver den endog en change.

En anden dansk forfatter, har ligeledes bosat sig i Spanien og netop han bad mig lufte tanken om en litteratur festival i “semena cultural” næste år. Fordi Marinaleda ikke er religiøs, sådan overordnet set, så har de skiftet påskeugen ud med en kulturuge. Nu er tanken, at der skal forløbe en dansk-spansk litteratur festival, hvis ellers jeg kunne fornemme, at folk i Marinaleda havde lyst til, at det skulle ske. Det fornemmede jeg, at de har lyst til.

Marinaleda lyser op af åbenhed og venlighed. Man ser det med det samme, man nærmer sig. Der er fyldt med de dejligste blomsterbede og appelsintræer langs hele hovedgaden og i parkerne og murmalerier overalt, er skænket i solidaritet fra hele verden. Grækenland, Chile, Irland osv. alle har de været her og efterladt sig et tegn på solidaritet på murene.

Det ville være en vidunderlig ramme at lade spansk og dansk litteratur smelte sammen i. Jeg køber billet, selvom jeg ikke forstår spansk.

Danmark, DONG og Nunaoil.

Det har nu flere gange været nævnt i pressen, at danske pensionskasser skulle investere i Grønland, for at skabe en god fremtid for grønlænderne og samtidig være til gavn for rigsfællesskabet, som moralsk konstruktion. Senest blev det fremført af Christen Sørensen, fhv. overvismand i Politiken (19.2.2014)

Argumentet er, at danskerne har påtaget sig en forpligtelse overfor Grønland, og at grønlænderne i lyset af den nyeste rapport om råstoffer “Til gavn for Grønland” står til at blive forarmede i nærmeste fremtid, og det kan vi ikke være bekendt, som sagt i lyset af vore forpligtelser.

En sådan holdning fra dnaks side, vil fremtidens historikere næppe se på med milde øjne. Grønland har valgt Selvstyre og det er ikke betimeligt at gå ind og fratage dem konsekvenserne af deres egne beslutninger. Vi kan ikke komme med bedreviden og økonomisk overlegenhed og intervenere i en grønlandsk frigørelsesproces. Jeg mener, hverken vi har pligt til det, eller at det er videre fornuftigt at gøre.

Lad mig starte med vore pensionskasser. De bliver jævnligt i pressen søgt anvendt på både dette og hint, somom de var under demokratisk kontrol. Det er de jo netop ikke.

Det havde de været, hvis vi dengang i 70'erne, havde forsvaret velfærdssamfundet og havde afvist tilskyndelsen til at tegne private livs-og pensionsforsikringer i stor stil. Almindelige mennesker begyndte skræmt af krisen, at tænke, at deres alderdom ikke længere var sikret. Langsomt bredte pensionsordningerne sig i overenskomsterne på arbejdsmarkedet og åbnede for, at staten kunne begynde at fjerne en stor del af beskyttelsen af pensionisterne.

Vi ophobede med andre ord kæmpe privatejede summer til pensionsselskaberne. Det er penge vi kunne have disponeret over, såfremt vi havde forsvaret velfærdssamfundet i tide og ladet staten sørge for det tilstrækkelige niveau for alderssikring, men som nu er privatiseret kapital og dermed uden for demokratisk kontrol.

Pensionskasserne er økonomiske agenter på kapitalmarkedet og har forpligtelser til ikke at investere som venturekapital, men at føre en nogenlunde konservativ investeringspolitik. Det har ikke mindst finanskrisen understreget nødvendigheden af. Der er idag ophobet uforholdsmæssige store summer i pensionskasserne, og som har fået deres eget valoriserings og udviklingsbehov, uafhængigt af deres funktion som alderssikring for medlemmerne.

For mig a se, er det ikke umiddelbart attraktivt for pensionskasserne at investere i minedrift i Grønland, sådan som tingene ser ud lige nu. Når de ikke engang kunne komme igennem med at investere i DONG, så ligger investering i mineselskaber i Grønland langt væk.

Faktisk har Grønland jo sit eget olieselskab, Nunaoil. Det er et selskab, som har en andel i alle de licenser der bliver givet til minedrift/udvinding i landet. Problemet er bare, at der ikke er gang i nogen mine i øjeblikket.

Nunaoil var oprindelig ejet af DONG og Hjemmestyret i fællesskab. Da den danske regering ønskede at klargøre DONG til privatisering, måtte man skille Nunaoil fra, da der stod i selskabets vedtægter, at den danske andel skulle ejes af staten.

I forbindelse med indførelsen af Selvstyret, overtog Grønland råstofområdet, og ved samme lejlighed, købte man den danske stat ud af Nunaoil. Det skete den21.juni 2009. Købssummen var 20.979.000 Kr. og det skete , (ifølge Kuupik Kleist på et møde i vin&vindenskab, som jeg tidligere har omtalt her), fordi man ønskede at få det fulde udbytte af et evt. olieæventyr selv. Det skete med en tillægsbevilling.

Indtil da, havde hver af parterne bidraget til drift af Nunaoil med hver 6.mill Kr. om året. Fra 2009 har Selvstyret selv stået for driften af selskabet. Man kan jo argumentere for, at havde man beholdt den dnaske start inde som medinvestor, så havde Selvstyret/Nunaoil haft 20-30 mill. mere at åbne en mine for selv.

Det er jo ganskevist småpenge i forhold til minedrift, såvidt jeg forstår. Kuupik Kliest fik udarbejdet en redegørelse for Nunaoil A/S's udvikling i fremtiden. Den udkom i maj 2012 og anbefaler, at Nunaoil ikke udvikles til et operativt selskab, men hvordan Aleqa Hammond ser på den sag, ved jeg ikke. “At gøre som Norge” er jo ikke let for en lille økonomi.

I mellemtiden har vi jo haft den oplevelse her i Danmark, at DONG er blevet tilført kapital og regeringen besluttede sig for, at det skulle være med Goldman Sachs, trods stærk folkelig kritik og med en splittelse af regeringen til følge.

I den forbindelse var pensionsmidlerne igen på banen. Dennegang havde de dog reelt været fremme med en financieringsplan for DONG, men som Coridon m.fl. afviste, uden det blev helt klart hvorfor.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det havde været bedre med pensionskasserne, men en ting er sikkert, den folkelige modstand skyltes, at man ikke stolede på Goldman Sachs evne til at varetage vital dansk infrastruktur. Personlig er jeg heller ikke sikker på, pensionskasserne er særlig velegnede til det.

Man kan jo blot forestille sig, hvordan pensionskasserne ville forholde sig, hvis de blev tilbudt et lukrativt opkøb af Goldman Sachs, i tilfælde af fejlslagne investeringer og mangel på kapital. Så ville dansk pension pludselig være ejet af amerikanerne. Det vil naturligvis aldrig ske, eller hvad?

Min pointe er bare, at når man en gang har privatiseret pensionerne, så er de at betragte som private og dermed utilgængelig for demokratisk kontrol.

Hele missæren med DONG kunne jo være grebet anderledes an, hvis staten havde sikret de grønne investeringer i f.eks. el-biler og vindmøller, så man ikke var kommet i så stort uføre med den grønne omstilling, som regeringen Fog Rasmussen alt for sent forstod betydningen af.

I Grønland har man en større følelse for, at staten skal være ejer og også garant for velfærdssystemet. Det er derfor man ønsker at være herre i eget (Nunaoil-)hus. Jeg synes det er en rigtig sund tanke som jeg har stor sympati for.

Jeg ville ønske jeg selv havde en regering, som varetog mine interesser i elforsyningen på en mere ansvarlig måde, end at få Goldman Sachs til at jonglere med selskabet, og betragte alting gennem et veturekapitalistisk blik.

Christen Sørensen foreslår i sin artikel tidligere omtalt, at man enten øger bloktilskuddet på trods af Selvstyreloven, eller aktivt at bidrage til erhvervsudviklingen i Grønland.

Jeg mener ikke den første del har nogen gang på jord, for det er jo ikke muligt at sende penge til Grønland, helt uden indflydelse på, hvad pengene i givet fald skal bruges til. Den indflydelse ønkser Grønland ikke Danmark skal have længere, og dermed er den løsning udelukket.

Med hensyn til den anden del, så kan jeg ikke se, at Danmark kan gøre mere end der allerede gøres. Grønland er jo en åben økonomi, så det står alle frit for at investere, hvis man kan finde noget at investere i. Det er jo Grønland selv, som skal tiltrække investeringerne og det gøres ikke med forsoningskommisioner eller med grønlandiseringstiltag.

Der kører jo faktisk temmelig mange projekter, støttet af private danske fondsmidler, til udvikling af Grønland, men det er jo grønlænderne selv, som må komme med svaret.

Hvor vil du hen, Grønland?  

Når leveren taler, forandres tingene.

Jeg var til møde i vin&videnskab. Minik Rosing præsenterede sin nye rapport “Til gavn for Grønland” og Kuupik Kleist var med for at diskutere konsekvenserne af den og Bo Lidegaard var ordstyrer. Lokalet på Nørrevoldgade var proppet til bristepunktet, selvom arrangementet blot var indkaldt få dage før. Hovedpersonerne var placeret i et hyggeligt hjørne med sofa og standerlampe og der var lagt op til en rigtig passiar.

Hyggeligt blev det. Den høje klinge var ikke fremme på noget tidspunkt, selv efter ordstyreren sagde, han havde modtaget opfordringer i pausen til at gå mere til den!

Det stod hurtigt klart, at rapportens konklusion var, at mineraler, gas og olie ikke ville blive Grønlands svar på selvstændighed indenfor en overskuelig årrække.

Et realitetschok

Kuupik Kleist fortalte, at reaktionen på Grønland havde delt sig i to, dels en halvdel, som mente det var politisk bestillingsarbejde fra nogen (? ikke nærmere angivet) som ikke ønskede at Grønland skulle blive selvstændigt. At rapporten simpelthen var skrevet for at skyde de drømme i sænk.

Den opfattelse delte han ikke selv, af naturlige grunde, idet han jo havde været initiativtager til rapportens tilblivelse. Den anden halvdel af reaktionerne havde været, at nu kunne vi endelig få den mineral-olie-feber af bordet og komme til at tale om nødvendig politik og økonomi på Grønland.

Minik Rosing talte om, at der nu måtte ledes efter andre indtægtskilder. Han nævnte vandkraft, videnscentre evt. ved udflytning af videnscentre fra Danmark til Grønland og endelig talte han om at prissætte grønlandsk naturs herlighedsværdi, som det internationale samfund omtaler som “umistelig”.

Kuupik Kleist var mere optaget af, at det grønlandske samfund måtte omstruktureres, så udfordringerne bedre kunne mødes med de forhåndenværrende resourcer, eftersom der ikke så ud til at være så stor mulighed for vægst i økonomien. Licenser til mineprojekter lå øde hen og det var ikke lykkedes at tiltrække udenlandsk kapital til Grønland, trods ihærdig international profilering.

Begge herrer taler om, at selvstændigheden vil komme en dag, men at de økonomiske udfordringer er for store lige nu til en drøm om selvstændighed. Kuupik Kleist lagde vægt på, at i den nærmeste fremtid vil et øget samarbejde i rigsfællesskabet være nødvendigt og også ønskeligt.

Er danskerne med?

Ingen af dem overvejer hvad der skulle få den sydlige del af fællesskabet til at øge engagementet i rigsfællesskabet. Det er umiddelbart svært at se, hvad det skulle være. Den nationale stolthed over Arktis, de store opdagere, naturen og det eksotisk fremmede har fået en lussing gennem de senere års fremfusen med anklager om koloniherredømme osv.

Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Statskundskab KU, har i Berlinske en lille artikkel, hvor han påpeger, at selvstændighed erobres som følge af IDEEN om selvstændighed og ikke af et samfunds modenhed eller en økonomisk opportunisme. Han stiller det således op, at hvis ideen om Rigsfællesskabet er svag/svækkes samtidig med at ideen om grønlandsk selvstændighed har nået “sin tid”, ja så vil det ske, uanset den pris grønlænderne betaler er høj.

At ideen om rigsfællesskabet er svækket i Danmark er vist ingen hemmelighed. Vi har allerede forlængst taget Grønlandstemaet ud af folkeskolen, det intellektuelle parnas bader i postkolonialt selvhad og erhvervslivet viger udenom investeringer, som kunne rammes af negativ folkestemning, både her og i Grønland.

Helst ikke fra Danmark!

Da Timbut, en kinesisk digter og blogger, rejste til Nuuk som led i et teaterprojekt, “Ni Hau Nuuk”, var han bl.a.til modtagelse af ovennævnte rapport i Grønland. Her var der en udtalt stemning af, at udenlandsk kapital var meget velkommen, blot ikke fra Danmark. Minik Rosing havde på mødet, forsøgt at sige, at danske investeringer kunne være en god start, som ville gøre udenlandske investorer mere trygge.

Det svarer til de indtryk man får af situationen hernede fra. Forrige år, mens Kuupik Kleist var landsstyre formand, var han på rundtur for at forklare dansk erhvervsliv, at det godt måtte investere i Grønland, og det måtte også godt tjene penge derved. Det var altså nødvendigt, følte landsstyreformanden dengang, at lempe dansk erhvervsliv over en barriere. Den fornemmelse ser det så ikke ud til Aleqa Hammond har.

Er tiden for IDEEN kommet?

Christina, en grønlandsk kvinde på mødet i Geologisk Museum, kom med det måske vigtigste indlæg i debatten. Hun trådte i karakter, som hun kaldte det. Den karakter hun trådte ind i, var åbenbart en engelsktalende en, og hun udfordrede paneldeltagerne og egentlig også Bo Lidegaard til at tale fra leveren, ikke fra hjernen.

Hun efterlyste et værdigrundlag for diskussionen om et selvstændigt Grønland eller et styrket rigsfællesskab. Hun mindede os om, på den mest charmerende måde, gennem den teaterfigur hun antog, at vi skal vise hvem vi er, tale lige ud af leveren, ikke være bange, ellers graver vi bare dybere og dybere grøfter.