Rigsfællesskabet er en spændetrøje for Danmark.

Når man får samlet alle juridiske aspekter vedrørende grønlandsk virksomhed, nationalt som internationalt, som det skete på CEVIA's Arktis-konference i torsdags, så er det svært ikke at blive bekymret.

Nu er juristers opgave at løse tvister, både opståede og fremtidige, så det er klart, der er fokus på alt hvad der går galt/kan gå galt, men jeg gik derfra med en meget urolig fornemmelse. Det skal selvfølgelig med, at det var en temmelig jurist-nørdet dag, så jeg gjorde mit bedste for at forstå det hele, selvom jeg ikke er jurist.

Min fornemmelse blev ikke roligere, da jeg åbnede radioen idag og hørte, at Færøerne, har tænkt sig at blamere rigsfællesskabet (igen) ved at eksportere fisk til Rusland, nu hvor EU prøver at tvinge Putin til at trække sig ud af Ukraine og Baltikum, men lad mig først skitsere problemet, som det blev fremstillet på konferencen.

Fælles for alle vanskelighederne i rigsfællesskabet er, at to parter Grønland og Færøerne (Gl og Fo) ikke deler medlemskab af EU og WTO; ingen af de bilaterale investeringstraktater (BIT) som Danmark har indgået, dækker Gl og Fo.

Det forholder sig sådan, fordi Gl og Fo har forskellige interesser end det sydlige fællesskab (Dk) har. Vi så det under makrelkrigen i de seneste fem år, hvor Fo satte sine egne fiskekvoter i strid med EU og Dk blev tvunget til at lade Fo føre retsag imod os selv, som i denne sammenhæng er EU.

Den type sager vil der sandsynligvis komme mange flere af, når Gl også kommer igang med eksport af fisk og råstoffer, ikke mindst uran kan give store tekniske, økonomiske og diplomatiske problemer for Dk.

Dr. Bjørn Kunoy, som jeg har omtalt tidligere og som har ført forhandlingerne på vegne af rigsfællesskabet i WTO ang. makrelkrigen og også i FN's havretskommission vedr. grundsokkel-territoriekonflikt, og altså har disse spørgsmål tæt inde på livet, mener det er uholdbart med en så svag retssikkerhed som rigsfællesskabet giver.

Hvis man forestiller sig, at Gl starter brydning af uran, er Dk ansvarlig for overholdelse af IAEA-konventionen, som Dk har tiltrådt, men som Gl ikke har tiltrådt. Det er jo en utålelig retsstilling at have. Vi kan ikke bryde ind i Selvstyrets forvaltning, men må bære ansvaret for deres beslutninger alligevel.

Der blev på konferencen opridset en mængde usikkerheder på Gl. som arbejderbeskyttelse, CSR som mangler juridisk ramme, licensaftaler uden stabiliserende klausuler og ingen BITs. Manglende Impact Benefit Agreement (IBA) dvs. kompensationer ved skadevirkninger for lokalbefolkningen, utilstrækkelig lovgivning omkring kæde-ansvar, dvs. hvis co-licenshavere eller underleverandører ikke overholder int. lov om børnearbejde, mindsteløn mm. blev behandlet.

I første omgang kan grønlænderene blive ramt direkte af ulovligheder, fordi de er så dårligt beskyttet, men ansvaret kan føres videre til Dk. via ILO-konventionen mm. Hele spørgsmålet om forurening ikke mindst til havs åbnede for rigtig store problemer, fordi Gl. ikke er bundet op i internationale love, traktater og aftaler, men det er Dk. og i den situation kan Dk komme i klemme.

Først og fremmest skyldes alle problemerne, at rigsfællesskabets forskellige dele, ikke er tilsluttet de samme konventioner/traktater/mm. og så føres problemet videre til den part, der har underskrevet den pågældende lovgivende ramme, som kan anvendes i situationen – som regel Dk.

Dk har ikke mulighed for at ændre Selvstyret med rod i den internationale lov, det blev slået fast på konferencen af Per Vestergaard Pedersen fra advokatkontoret LETT. De 5 områder Gl ikke kan hjemtage er: forfatningen, udenrigs- og sikkerhedspolitik, valutapolitik, Højesteret, og statsborgerskab; men Gl. kan via Selvstyreloven vælge fuld selvstændighed. Per Vestergaard Pedersen er her på Linie med Dr.Kunoy, at konstitutionen bør ændres.

Afslutningsvis tog Ole Spiermann, partner i advokatfirmaet Bruun & Hjejle, ordet. Han har været dansk rådgiver ifm. oprettelsen af Selvstyret og ved spørgsmålet om uran og er således en kapacitet på de områder. Han understregede, at eksport af uran, havde KUN udenrigspolitisk relevans, ved indgåelse/ophævelse af internationale traktater eller aftaler. Med andre ord, er dansk regering henvist til at afvente en sag (imod Dk) i tilfælde af, at Gl f.eks. beslutter sig for at eksportere uforarbejdet uran til en slyngelstat. Vi kan ikke forhindre det på forhånd, men vi skal tage ansvaret efterfølgende.

På et direkte spørgsmål, om Dk havde mulighed for at træde ud af rigsfællesskabet, var svaret nej. Det blev diskuteret lidt. Nogle mente, at en grundlovsændring ville kunne løse problemet i givet fald, men det var usikkert. En grundlovsændring er desuden meget vanskelig at få vedtaget.

Nu er Søren Espersen DF, Venstre, Konservativ og Liberal Alliance ude med et ønske om genforhandling af Selvstyreloven, mod en forhøjelse af bloktilskuddet, men det vil ikke løse nogle af de her ovennævnte problemer. Det forekommer mig heller ikke at være nogen fair løsning for Gl. Hvis perspektivet var en løsrivelse fra Dk, så ville jeg mener en økonomisk håndsrækning var på sin plads. En starthjælp til at få div. institutioner på plads.