Kommentar til Jens Heinrich om forsoningskommissionen.

28.august 2014 havde historiker og forsoningskommissionsmedlem Jens Heinrich, en kronik i B.dk. “Forsoning i Grønland” hedder den og var en opsang til Danmark og danskerne for ikke at deltage i den genopretning af grønlandsk mindværdsfølelse, som angiveligt er opstået i forbindelse med Danmarks administration af Grønland, og som Naalakkersuisut (regering) har besluttet skal foregå.

Jeg kender ikke den danske regerings begrundelse for at afslå deltagelse i forsoningskommissionen, men hele grundlaget for kommissionens arbejde er meget uklart, så det i sig selv er vel begrundelse nok. Forsoningskommissionen blev fra Doris Jakobsens side i folketinget annonceret som en parallel til en canadisk kommission, som har kortlagt “overgreb på inuit i Canada” og det forstå jeg godt, den danske regering ikke har følt behov for at deltage i.

Jens Heinrich taler om at : “Kolonitidens eftervirkninger på dagens samfund bør afdækkes nuanceret og kritisk, for forsoning handler om at forstå og bevæge sig videre, ikke om at anklage og pege fingre “, og han lægger ud med at beskrive den diskrimination han, som dansktalende grønlænder føler i Grønland idag. Han siger .”I den grønlandske debat – fra talerstolen i Inatsisartut (Grønlands landsting, red.) til Facebook – er der en stadig strid debat, hvor dansktalende grønlændere afvises som »rigtige« grønlændere. Debatten, og uforsonligheden i den, gør ondt på mange dansktalende. Det er således også på de indre linjer i Grønland, at forsoningsbehovet lever. “

Han mangler med andre ord anerkendelse for sin grønlandskhed på Grønland, på samme måde, som jeg forestiller mig mange danskere, som har boet og arbejdet der i kortere eller længere tid i Grønland, savner anerkendelse som grønlændere.

Det er jo ikke noget ukendt fænomen. Der findes også steder i f.eks. Vestjylland og ikke mindst på de små øer, hvor “man” skal være bosidende gennem generationer, for at blive anerkendt som lokal. Det udvikler sig sjældent til mere end små finurlige trakasserier og når skolen mangler en skolelærer eller et gymnasie skal have ny rektor, så bliver den slags bilagt, af hensyn til helheden og fremskridtet.

Problemet i Grønland er bare, at her stopper dette mobberi ikke ved den lokale Brugs eller ved skolens ansættelsesudvalg, men bliver båret frem helt op til samfundets øverste spids, Aleqa Hammond. Hun er jo efterhånden herostratisk berømt for sit fjendskab overfor alt dansk.

Jens Heinrich mener dette skyldes en historisk grønlandsk mindreværdsfølelse, og han hopper derfra direkte videre til at sige, at det er for dårligt, at den ene part i sagen ikke vil deltage. Han siger: “ Men der er et problem, når én part af et fællesskab afviser at tage del i den anden parts behov for forsoning “ Men ER Danmark part i den konflikt overhovedet? Det kan jeg ikke se.

Da Grønland skulle have selvstyre, nedsatte man to kommissioner, en dansk og en grønlandsk, og der blev skrevet to betænkninger. Det var fordi, der var tale om en konstitutionel adskillelse og derved behov for to synsvinkler.

Foreløbig er det et lokalt grønlandsk fænomen, det med mindreværdsfølelse, så derfor virker det også mest relevant, at det grønlandske samfund finder en løsning på det. Jeg kan ikke indse, hvad det har med Danmark at gøre, da mobberiet trodsalt ikke har omfang af brud på menneskerettighederne, såvidt jeg ved.

Jens Heinrich ser kommissionen, som et forsøg på at skabe nye rammer for samfundet, og her må han mene rigsfællesskabet, og ikke bare Selvstyret. Han siger: “... (Danmark burde) i stedet for at bibeholde rollen som hjælper se en mulighed for at blive ligestillet  ..” På hvilken måde ser han mon en ligestilling? Borgere i rigsfællesskabet ER jo ligestillet! Men de to lande er ikke ligestillet, sålænge at den ene part er bundet til at betale tilskud til den anden part, uden at have nogen indflydelse på forvaltningen af Grønland. Det er blevet meget tydeligt under hele råstof-feberen og alt hvad det har fremkaldt af antagonistiske følelser.

Det er jo tydeligt, at det producerer mindreværd, når man modtager blogtilskud, og det er da også tydeligt, at stærke kræfter i Grønland arbejder for selvstændighed nu. Det har Selvstyret fået deres konstitutionelle ret til at beslutte, helt selv, uden at skulle spørge Danmark.

Det er mere tvivlsomt, om dansk modstand imod uran-brydning har nogen som helst indflydelse i Grønland. Reelt kan danskerne ikke modsætte sig nogen som helst udvikling i Grønland. Danmark kan end ikke pålægge Grønland at hjemtage flere områder end de selv finder det for godt.

Til slut kommer Jens Heinrich ind på sprogpolitikken i Grønland. Han ridser skadevirkningerne ved først “danisering” og derefter “grønlandisering” op, dvs. entydig fokus på dansk som uddannelses- og administrationssprog i 50'erne, 60'erne og 70'erne, hvorefter, der med Hjemmestyret skete en entydig fokuseren på grønlandsk som uddannelses- og administrationssprog.

Det kan man kun give ham ret i, er et kæmpe problem. Derfor kan det undre, at Selvstyret endnu ikke har gjort Grønland to-sproget. Det er også et problem, som berører Danmark (i en lille grad).

Rådet for socialt udsatte udgav jan 2014 en rapport om udsatte grønlændere i Danmark: “I Grønland er jeg for dansk, og i Danmark er jeg “bare” grønlænder.”

Problemet er ikke særlig stort ; skønsmæssigt 1.000-1.200 personer ud af ca. 14-18.000 grønlandske personer i DK, men der er ifølge rapporten blevet afsat 20 millioner over 4 år i 2003, som følge af Socialministeriets hvidbog. I 2013 blev der lavet en satspulje-aftale på 13,4 millioner over 4 år, og der blev bl.a. herunder øremærket 4,4 millioner årligt, til at gøre indsatsen i De Grønlandske Huse permanent.

Det fremgår af rapporten (side 23) at "grønlændere op til omkring 45-års alderen har overordnet set sværest ved dansk, med mindre de er delvist opvokset i Dk eller har haft danske plejeforældre", og det fremgår også, at der er store problemer med at orientere sig her, med så få sprogkundskaber.

Alligevel tilbyder De Grønlandske Huse kun undervisning i grønlandsk ikke i dansk! Det er end ikke en af anbefalingerne i rapporten, at det skulle de gøre. Det kan man undre sig over, når det angives at være det mest centrale problem.

Rapporten fortæller, at tilstrømningen af socialt udsatte grønlændere til Danmark er stigende gennem de senere år, og at det går dem fortsat skidt hernede.

Jens Heinrichs poiente er, at mange grønlændere kæmper med en forkerthed, enten fordi de kun taler grønlandsk i situationer, hvor dansk er nødvendigt eller fordi de taler dansk, hvor kun grønlandsk regnes for ægte, og denne forkerthed resulterer i mindreværdskomplekser og mopperi, og altså spildte menneskelige resourcer.

Deri synes jeg han har helt ret, men svaret er jo ikke, at Danmark skal deltage i Forsoningskommissionen. Hvorfor skulle vi det? Svaret er jo, at Grønland må finde ud af, hvad det er de vil med Grønland og finde ud af, om de vil være selvstændige eller de vil samarbejde med en kultur, som ligger meget fjernt fra deres egen og på hvilken måde det kan foregå.