Rigsfællesskabet år 2019.

Jeg har modtaget en udfordring af Morten Larsen på Facebook, om at give mit bud på et fremtidsscenarie om rigsfællesskabet, som jeg gerne tager imod. Jeg har valgt at besvare spørgsmålet med en simpel SWOT-analyse, for overblikkets skyld. Analysen skal ikke betragtes som et endeligt svar på spørgsmålet, snarere som en åbning for en samtale om vores fælles fremtid.

Analysen består af fire dele: styrker, svagheder, muligheder og trusler. Disse fire elementer kombineres til slut i en matrix. Det er vigtigt at holde sig for øje, at jeg taler om rigsfællesskabet og ikke om Danmarks rolle heri eller andet. Desværre er min viden om Færøerne lidt sparsom, men jeg forsøger at holde fokus alligevel.


Styrker:
Rigsfællesskabet er en geopolitisk realitet, understøttet af FN's Haagdomstolens afgørelse 1933. Der findes ingen international tvivl om dette. Amerikanske interesser er forvaltet gennem Danmarks trofaste deltagelse i Nato, og derudover har de Monroe-doktrinen, som slår fast, at enhver magtovertagelse indenfor deres interesseområde, vil blive opfattet som en krænkelse.

Kongefamilien styrker fællesskabet på det emotionelle plan, og selvom kongehuset bliver gradvist svækket, vil det helt uden tvivl bestå om 5 år.

Den “messiasfølelse” jeg tidligere har citeret Martin A.Hansen for,(tak til Sjúrđúr Skaale) er i nogen grad stadig virksom i fællesskabet. Selvom den er tilbøjelig til at fordufte, når det reelle kendskab vokser, så bliver sammenhængskraften støttet af konkrete familiebånd, rigsfællesskabets enheder imellem.

Som en pålidelig kilde har fortalt mig, så vil ingen dansk statsminister være den, som afhænder verdens største naturområde Grønland, hvilket i sig selv vil få embedsværket til at arbejde for rigsfællesskabets beståen. Der er også en hel del stillinger, såvel i militæret som i embedsværket som afhænger heraf.
Der har dog ikke i nyere tid været den helt store opmærksomhed på området. Det har ændret sig lidt, efter Arktisk Råd er begyndt at etablere sig som en magtfaktor.

Rent folkeretsligt er rigsfællesskabet en lidt rodet affære, med tre folk og et folkeretsligt subjekt.Der er dog dem der mener, at der er tale om en “konstruktiv uklarhed”, dvs. at selve konstitutionen med sin uklarhed kan formes efter den politiske situation hvilket i så fald vil være en styrke.



Svaghed:
Man må nok også opføre den konstitutionelle uklarhed, som en svaghed. I tilfælde af modstridende interesser, hvad der er mange af i rigsfællesskabet, er konstuktiv uklarhed ikke nødvendigvis det bedste redskab.

Det største problem er nok, at økonomien for især Grønland er låst i et bloktilskud. Selvom budgettet er i balance ligenu, så vil et underskud bygge sig op i årene frem over. Der er forlydener om underskud på 300 mill. kr. i år 2020, altså et år senere.

Aleqa Hammond's svar er, at der skal være gang i 5 miner til den tid. Det er mange millioner at indvinde fra 5 miner, for det er jo kun beskabningen, som går i statskassen til at dække underskuddet. Landstinget har iværksat flere kampanger og konferencer, senest i det danske folketing igår, for at tiltrække investeringer. De har indtil nu ikke nyttet noget. Måske fordi der ikke er nogen privat grønlandsk investeringskapital involveret i projekterne. 

Hvis grønlænderne ikke selv investerer, er det jo svært at tro på, projekterne er fornuftige.
Nuna Oil er det grønlandske selvstyreejede investeringsselskab i oliebranchen og de har sikret sig en andel i alle olieinvesteringer, men indtil videre har det ikke kunnet trække noget igang.

Det eneste erhverv på Grønland, ser ser ud til at kunne udviddes nu og de næste år, er fiskeriet. Et prøvefiskeri af makrel på Østgrønland har været en succes og vil formodentlig resultere i en fiskerikvote fremover til grønlænderne.

Det er så den kvotestrid rigsfællesskabet allerede har mellem færingerne og danskerne. Vi er tre fiskerinationer med helt modstridende interesser på det felt.

Hvis ikke Grønland finder en måde at enten indskrænke budgettet eller finde nye indtægter, så vil der ske en forarmelse på Grønland. Eftersom der ikke er politisk vilje til en økonomisk omfordeling gennem f.eks. progressiv beskatning, kan vi forudse en fraflytning at de hårdest ramte til Danmark.

Desuden oplever rigsfællesskabet iforvejen et “braindrain” fra yderområderne til Danmark, på grund af uddannelsesmulighederne. Ikke alle veluddannede grønlændere og færinge vender hjem igen efter endt uddannelse.

Vidensniveauet omkring rigsfællesskabet er dalende. For Danmarks vedkommende forekommer det mig betydeligt vigtigere at højne vidensniveauet om EU, som også er fortvivlende lavt, frem for om rigsfællesskabet. Under 50% valge at stemme til EU-parlamentsvalget. 

Det forekommer jo ikke sådan, at danskerne har nogen fremtid i Grønland, eftersom samtlige politiske partier i Grønland arbejder for selvstændighed. Der findes i Grønland idag ingen synlig opposition til den holdning.

Hvis Grønland alligevel bliver selvstændigt, hvorfor så investere mere den vej? Hvorfor flytte GEUS i Grønland, hvis det bare bliver nationaliseret ved selvstændighed?



Muligheder:
Man kunne forestille sig Videnscentre for geologi, arkæologi, glaciologi, geografi og hvad ellers, som kunne tiltrække ekspertviden til Grønland og Færøerne.

Turismen er en oplagt mulighed.

Servicering af den internationale skibsfart i Nordøstpassagen, når den kommer igang, foruden minedrift og industriel produktion, hvis ellers investeringsbarriererne kan overvindes.



Trusler:
Grønland bryder med rigsfællesskabets ikke-atom politik, og skaber endnu et interessemæssigt modsætningsforhold.

Færøerne og Grønland organiserer sig i Vestnordisk Råd, en sammenslutning, som ikke omfatter Danmark af naturlige grunde. De arbejder sammen med Nordisk Råd, som Danmark er medlem af. Det understreger interessemodsætningerne indenfor rigsfællesskabet.

Hvis grønlænderne vælger selvstændighed, opløser de dermed rigsfællesskabet. Vil de gøre det, med udsigten til at miste deres blogtilskud? Svaret på det spørgsmål er, at det kan da godt være.

Historisk er det sådan, at selvstændighed i tidligere kolonier er fremkommet alene når viljen var tilstede. Evnen er kommet efterfølgende, når staten var en realitet, så det kan sagtens være, at Grønland vælger selvstændighed. De seneste dage, kan man forstå på aviserne, har Aleqa Hammond dog forsøgt at trække lidt i land på det punkt.Vi får se hvad der sker på det felt.

Det samme gælder for Færøerne. Der var også meget tale om løsrivelse i forbindelse med bankkrisen. Lige fortiden skriver aviserne ikke meget om Færøernes løsrivelse, men jeg vil tro det pludselig kan komme.

Noget der virkelig er en trussel for rigsfællesskabet er, hvis der sker en miljøkatastrofe. Eller en skibskatastrofe. Danmark har ikke beredskabet til at løse en sådan opgave, og kan heller ikke påtage sig ansvaret herfor. Der kommer en konference på juridisk fakultet til efteråret om netop dette emne. Så det bliver spændende at se hvad der tænkes rundt omkring om de ting.

Interne interessekonflikter i rigsfællesskabet i forbindelse med internationale kriser. Med andre ord kommer der krig i Arktis, selvom det i øjeblikket ser fredeligt ud, så vil det nok lægge et stort pres på rigsfællesskabet, hvis ikke Grønland bare bliver defacto amerikansk.



Matrix

RIGSFÆLLESSKABET	styrke	svaghed
mulighed	For at rigsfællesskabet skal bestå og udnytte mulighederne, skal der nok ske en ændring af den konstitutionelle uklarhed, vil jeg tro. De tre folk skal bekræfte, at de ønsker sig detsamme og arbejde for en integretion af interesserne. Det ser jeg ikke som videre sandsynligt.	Når vi nærmer os 2019, og økonomien i Grønland for alvor strammer til, så vil bevistheden omkring rigsfællesskabet sikkert vokse. Uranbrydningen er muligvis igang og der vil forhåbentlig komme den efterlyste folkelige debat. Det er svært at sige om det “storpolitiske kort” er stærkt nok til at fastholde rigsfællesskabet.
trussel	Changen for, at de berørte myndigheder har fået et realistisk billede af katastrofeberedskab og ansvarsfordeling inden 2019 og inden en katstrofe indtræffer, er tilstede. Det ansvar vil i den grad rykke vores interessesfære til Arktis og til Arktis Råd. Det vil være i konkurrence med EU. Jeg tvivler på, det er dansk politik om 5 år.	Tja, tanken om at skulle afhænde verdens største naturområde må nok tages i betragtning alligevel, hr/fru. statsminister., med mindre selvfølgelig, at vi til den tid står med tre samlede folk og fælles målsætning. Jeg kan ikke se det for mig.

Afsluttende bemærkning.
Jeg kan jo have vægtet tingene forkert eller helt overset vigtige parametre, men som du nok kan se, Morten Larsen, så er jeg ikke vildt optimistisk. Det huer mig heller ikke, for jeg er jo selv en suck'er for al det eksotiske og eskimoiske, men at skulle beholde rigsfællesskabet, bare for at visse politikkere kan spise kirsebær med de stor drenge i klassen, det er jeg ingen tilhænger af.

At modtage evindelige anklager om koloniherre-mentalitet og forsøg på at påføre skyld over dit og dat, er jeg en endnu mindre tilhænger af. Jeg har nu en fornemmelse af, at netop den side af sagen går i sig selv igen, når Selvstyret har fået lov at finde sine ben. Grønlænderne er endnu ikke vant til, at det er dem selv der styrer nu. Det skal de nu nok blive.


Når jeg skal overvinde min egen modvilje imod dette mit analyse resultat, ja så tænker jeg bare på, at min utilstedelige messiasfølelse, den har jeg i god behold, når jeg tænker på Island, og da har den ikke taget skade af, at Island er selvstændig. De personlige bånd og den fælles historie bliver vi jo ved at have.