Andalusien og revolutionen.

Min familie og jeg tog på bilferie i Andalusien og besøgte bl.a. Marinaleda. Der havde været en notits i avisen om landsbyen med 1% arbejdsløshed og vi besluttede at tage afsted, for at se tingene ved selvsyn.

Som forberedelse fik jeg læst “The Village Against the World” af Dan Hancox. Han fortæller den 40 år lange historie om en borgmester og hans landarbejderes kamp, gennem jordbesættelser, demonstrationer, strejker, sultestrejker og fængseldomme, som førte til mange sejre.

Det lyder som en anden kendt historie fra tegneseriernes Gallien og det er virkelig også eventyrligt. Men naturligvis er kampen ikke slut. Det er denne proces vi gerne vil kikke nærmere på, min familie og jeg.

Anarkismens hjemland.

Spanien har en lang tradition for anarkisme, som høstede bitre erfaringer med kommunisterne under borgerkrigen 1936-39, så bevistheden om at holde hovedet koldt og bevare idealerne, er høj i Marinaleda. Man kommer ikke let til tingene, og diskussionerne om, hvornår man skal have penge for sit arbejde og hvornår man bidrager frivilligt til fællesskabet, er stadig en vigtig og påtrængende debat i dagligdagen i Marinaleda.

Vi havde skaffet logi i landsbyen hos Antonio, som det skulle vise sig, var lidt behersket i sin begejstring for det politiske, men en fantastisk venlig og rar mand, med mange kontakter til alle betydende personer i Marinaleda. Han var pensionist og havde være designer i et stor modehus, som producerede tøj til masseproduktion, hvilket man godt kunne fornemme. Han var altid pænt klædt på.

Det var via ham også lykkedes at få kontakt til et engelsk ægtepar Christopher og Alison, som var så søde at hjælpe os med sproget og med videre kontakter. De var flyttet hertil for 4 år siden, da de blev pensionerede i England.

Tirsdag aften ankom vi, og havde sat Christopher og Alison stævne i La Bodega. Vores første læring var, at køkkenet først starter kl 21.30! og så skal man have maden serveret i “slyngelstuen” for at undgå en 3-4 dobbelt regning, for samme mad. Det blev en overdådig aften. Snakken gik over stok og sten og Christopher og Alison faldt lige ind i vores familie med detsamme.

Det ligner en almindelig landsby i Andalusien, men det er skin.

Dagene efter gik med rundvisning på kommunekontoret, deres lokale TV-station, kooperativet El Humoso, oliven-presseriet, konserves fabrikken, amphiteateret, parkerne, pensionistklubben, stadion og deres livlige koncert-spillested Palo Palo, som trækker et stort publikum fra hele Spanien.

Tal og fakta kørte rundt i vores hoveder og alle vegne blev vi mødt med stolthed over deres landsby. Jeg kan ikke gengive alle detaljerne her, men vil koncentrere mig om et enkelt projekt, nemlig selvbygger-husene.

Jeg havde hørt om dette ekstraordinære projekt i avisartiklen i Danmark. Kollektivt byggede huse, som var ejendom ved overtagelsen, men som ikke kunne gøres til genstand for spekulation, og som kostede 15€ om måneden at bo i. Det lød jo forjættende. I samme åndedrag fortalte de altid, at børneinstitutionerne kostede i Marinaleda 25€ om ugen, inklusiv bespisning af børnene.

Jeg ville kunne finde mig i meget politisk bøvl, med så håndgribelige friheder i økonomien, men vi ville gerne se lidt på realiteterne i disse byggeprojekter. Hvad mente de egentlig med selvbyg?

Byg dit eget hus!

Vi tog ud til en byggeplads, hvor et projekt netop var igang. Det var to rækker af to-etages rækkehuse med have til. Vi mødte tilfældigt en mand, som viste sig at være kommunens tilsynsmand og ham som skulle oplære byggedeltagerne i at mure en mur!

Det var min første aha oplevelse. Når man skrev sig på en liste, til at blive selvbygger, så var det altså 450 arbejdsdage, som skulle konkret erlægges i byggeriet, hvad enten man havde forstand på det eller ej, som man skrev sig op til. Økonomien i husbyggeriet er meget besnærende, idet man undgik udbetaling, altså ingen kapitalindskud.

Mine børn er uddannede blikkenslagere, så vi spurgte lidt til den del af arbejdet. Det var en kvinde, som havde tegnet sig for det job og hun var desværre ikke tilstede. Inspektøren fortalte, at det var nødvendigt at differenciere lidt i opgaverne, da ikke alle havde lige mange fysiske kræfter. Det er åbenbart lettere end jeg troede at være blikkenslager! Eller også ligner hun bare Brinne fra Game of Thrones.

Der blev også spurgt lidt ind til sikkerhed på pladsen, for det gør de på en lidt anden måde end hos os. Inspektøren forsikrede os om, at han kikkede nøje efter sikkerheden. Jeg synes min søn så en anelse skæptisk ud, men vi forfulgte ikke sagen.

Det er meget svært at forblive nøgtern, kritisk og afvejet, når man mærker denne glæde og stolthed lyse én i møde. Det er virketrang og gensidighed i sin mest enkle form. For at sikre, at begrejstringen ikke daler, når man er færdig med sit eget hus, så blev husene først fordelt ved lodtrækning, når alt stod færdigt.

Inspektøren forklarede stolt, hvordan man holdt et åbent design i arkitekturen, fordi enhver skulle have mulighed for at ændre på sit hus, når det var udloddet. For eksempel, fortalte han med begejstring, så er stuen bygget sådan, at den kan ombygges til garage!

Jeg kikkede målløs, da han svingede ud med armene for at vise, hvor garageporten skulle være og en lille rampe fra haven ind i stuen. Hvem ville bygge sin stue om til garage? Jeg tilskriver det kulturforskelle og det faktum, at jeg ingen bil har, at jeg ikke kan forstå det.

Morgenmad hos bageren.

Det er utroligt så hurtigt man vænner sig til at sidde ved små caféborde hos bageren og spise ristede hvedebrød med olivenolie hældt direkte på og derpå en formodentlig hjemmelavet pink tomatopløsning trykket ud af en plastflaske og så bare lidt salt. Essensen af Marinaleda, enkelt, billigt og godt.

Vi var kun i Spanien sammenlagt en uge og med vanlig turist-grådighed, kastede vi os over de fantastisk lækre tapas, man kunne få alle vegne, ikke mindst i Marinaleda. Hvis man vælger, som os, at spise 10-12 retter hver gang, så når man hurtigt en mur af tapas-lede. Christopher havde fortalt, på sin sædvanlige stille facon, at han og Alison plejede at bestille én tapas hver, men denne information var spildt på os. Vi lærte det dog, på den lidt hårde måde.

Man kan ikke ophobe gode øjeblikke og gemme til forråd af dem. Turistens evige dilemma. Jeg forelskede mig i tanken om at tage en af de vidunderlige lufttørrede skinker med hjem. Jeg nåede dog at besinde mig. Er de først åbnet, kan de ikke længere holde sig, og så havde jeg måske for evigt ødelagt min smag for lufttørret skinke. Godt det ikke skete!

Til gengæld har jeg fået en dybere forståelse af Madelainekagernes betydning. På et nærliggende bjerg, er der, helt oppe på toppen, et kloster, hvori man kan købe kager, ved at ringe med en klokke, nævne sin bestilling og lægge pengene i en rotunde, som så drejer, uden man kan se nonnen på den anden side, og frem ruller de ønskede kager. Madelainekager. Dem har jeg i årevis læst om hos Marcel Proust, uden helt at forstå den nære forbindelse til denne kloster-proces. Det gør på en måde Marcel Proust mere håndgribelig og så smager kagerne ganske udemærkede, det har han ret i.

TV i byen!

Midt i det hele dukker et dansk TV hold op! Det var en temmelig pinlig affære. Konceptet var tilsyneladende, at journalisten Jakob Rosenkrands skulle iklæde sig en rolle som dekadent liberalist /kapitalist, som er kommet for at blive belært af “kommunisterne” og leve “Marinaleda-oplevelsen”.

Han spillede rollen, ved at leje en “dyr” åben sportsvogn og fylde den med champange og kaviar og CocaCola. På den måde svingede han bilen rundt i de nærliggende landsbyer og arrogant råbte ud af vinduet: “hvor er den kommunistiske landsby ?”. Nu håber jeg jo sådan set, at det er en rolle han spiller og ikke udtryk for hans væsen, men det kan jeg ikke vide.

Han blev mødt med tavs undren og hele hans setup faldt til jorden. Jeg så senere det færdige program og der var provokationerne blevet væsentligt reduceret. Det er som om beboerne nægter at give ham den modstand han beder om, for de kan ikke tage hans rollespil alvorligt og ved ikke, hvad de skal stille op med ham.

At leve “the Marinaleda expierence”, kunne man godt forholde sig til, som en måde at registrere, hvad der foregår i Marinaleda, men hele hans attitude var så kunstig, at folk trak sig lidt tilbage. Det så man faktisk på den færdige udsendelse, selvom den heldigvis var mere afdæmpet, end man kunne have frygtet. Programmet hedder “På den2. side” og blev vist på DR2.

Det er en besynderlig skabelonverden Jakob Rosenkrands lever i. Nogen burde punktere hans bobbel. Han ville jo have nemmere ved at lave godt fjernsyn, hvis han bare så ud på verden som den var, istedet for at opfinde den hele tiden.

Det var meget pinligt at være dansker i Marinaleda, efter han var kommet.

“El alcalde”

Landsbyboerne havde dog vigtigere ting at bryde deres hoved med. Deres elskede borgmester er blevet syg. Juan Manuel Sanchez Gordillo, som gennem 40 år er gået forrest i kampen mod godsejerne og Guardia Civil og politiet og korupte politikkere, og som har udstået lange fængselsstraffe og sultestrejker, er blevet syg.

Han er på alder med mig, så jeg kan nemt sætte mig ind i, hvad det vil sige at blive syg af bare overanstrengelse. Ingen ved rigtig, hvad det er han fejler.

Til næste år, skal der være valg igen og alle venter på, om el alcalde (borgmesteren) stiller op igen, eller en anden skal vælges. Ingen ønsker tilsyneladende at udfordre ham i positionen, af respekt for hans historie. Mange beslutninger, som el alcalde er vant til at træffe, bliver ikke længere truffet, så der er krisestemning i Marinaleda, og kooperativet løber ind i vanskeligheder, når ingen føler de bør træde ind i hans sted.

Måske er det dette besynderlige fænomen, der er årsagen til, at planøkonomiske systemer ofte falder i en grøft af autoritet, netop denne menneskelige tilbøjelighed til at skabe helte og forbilleder. Det er næsten ikke til at undgå. Selv jeg, følte mig stolt, da vi mødte el alcalde på gaden, hvor jeg overbragte ham en gave jeg havde medbragt fra København og han lod sig fotografere med mig og min familie. Han er jo dog manden, der satte det hele igang og som holder en anarkistisk tanke i live, midt under det kapitalistiske sammenbrud, hvor krisen viser tænder.

Man må have respekt for sådan et menneske. Alligevel er det nu, Marinaleda for alvor skal vise, om deres kamp har båret frugt, også ud i fremtiden. Kan kollektivet holde? De næste år bliver spændende at følge.

Litteraturfestival i Marinaleda?

Den omtalte udsendelse i DR2 sluttede med et meget smukt digt af Klaus Rifbjerg. El Quinto, hedder digtet og omhandler pauserne i solsortens sang. Ifølge Jakob Rosenkrands er det skrevet efter et ophold i Marinaleda. Det satte jeg mig for at kontrollere, for hvis Klaus Rifbjerg var så begejstret for Marinaleda, så rummede han alligevel sider, jeg ikke kendte.

Behøver jeg at sige det? Jeg fik en mail fra Gyldendal. De havde spurgt på mine vegne, og Rifbjerg har aldrig hørt om det sted! Det kunne måske være en opgave at ændre på det forhold. Måske bliver den endog en change.

En anden dansk forfatter, har ligeledes bosat sig i Spanien og netop han bad mig lufte tanken om en litteratur festival i “semena cultural” næste år. Fordi Marinaleda ikke er religiøs, sådan overordnet set, så har de skiftet påskeugen ud med en kulturuge. Nu er tanken, at der skal forløbe en dansk-spansk litteratur festival, hvis ellers jeg kunne fornemme, at folk i Marinaleda havde lyst til, at det skulle ske. Det fornemmede jeg, at de har lyst til.

Marinaleda lyser op af åbenhed og venlighed. Man ser det med det samme, man nærmer sig. Der er fyldt med de dejligste blomsterbede og appelsintræer langs hele hovedgaden og i parkerne og murmalerier overalt, er skænket i solidaritet fra hele verden. Grækenland, Chile, Irland osv. alle har de været her og efterladt sig et tegn på solidaritet på murene.

Det ville være en vidunderlig ramme at lade spansk og dansk litteratur smelte sammen i. Jeg køber billet, selvom jeg ikke forstår spansk.