Danmark, DONG og Nunaoil.

Det har nu flere gange været nævnt i pressen, at danske pensionskasser skulle investere i Grønland, for at skabe en god fremtid for grønlænderne og samtidig være til gavn for rigsfællesskabet, som moralsk konstruktion. Senest blev det fremført af Christen Sørensen, fhv. overvismand i Politiken (19.2.2014)

Argumentet er, at danskerne har påtaget sig en forpligtelse overfor Grønland, og at grønlænderne i lyset af den nyeste rapport om råstoffer “Til gavn for Grønland” står til at blive forarmede i nærmeste fremtid, og det kan vi ikke være bekendt, som sagt i lyset af vore forpligtelser.

En sådan holdning fra dnaks side, vil fremtidens historikere næppe se på med milde øjne. Grønland har valgt Selvstyre og det er ikke betimeligt at gå ind og fratage dem konsekvenserne af deres egne beslutninger. Vi kan ikke komme med bedreviden og økonomisk overlegenhed og intervenere i en grønlandsk frigørelsesproces. Jeg mener, hverken vi har pligt til det, eller at det er videre fornuftigt at gøre.

Lad mig starte med vore pensionskasser. De bliver jævnligt i pressen søgt anvendt på både dette og hint, somom de var under demokratisk kontrol. Det er de jo netop ikke.

Det havde de været, hvis vi dengang i 70'erne, havde forsvaret velfærdssamfundet og havde afvist tilskyndelsen til at tegne private livs-og pensionsforsikringer i stor stil. Almindelige mennesker begyndte skræmt af krisen, at tænke, at deres alderdom ikke længere var sikret. Langsomt bredte pensionsordningerne sig i overenskomsterne på arbejdsmarkedet og åbnede for, at staten kunne begynde at fjerne en stor del af beskyttelsen af pensionisterne.

Vi ophobede med andre ord kæmpe privatejede summer til pensionsselskaberne. Det er penge vi kunne have disponeret over, såfremt vi havde forsvaret velfærdssamfundet i tide og ladet staten sørge for det tilstrækkelige niveau for alderssikring, men som nu er privatiseret kapital og dermed uden for demokratisk kontrol.

Pensionskasserne er økonomiske agenter på kapitalmarkedet og har forpligtelser til ikke at investere som venturekapital, men at føre en nogenlunde konservativ investeringspolitik. Det har ikke mindst finanskrisen understreget nødvendigheden af. Der er idag ophobet uforholdsmæssige store summer i pensionskasserne, og som har fået deres eget valoriserings og udviklingsbehov, uafhængigt af deres funktion som alderssikring for medlemmerne.

For mig a se, er det ikke umiddelbart attraktivt for pensionskasserne at investere i minedrift i Grønland, sådan som tingene ser ud lige nu. Når de ikke engang kunne komme igennem med at investere i DONG, så ligger investering i mineselskaber i Grønland langt væk.

Faktisk har Grønland jo sit eget olieselskab, Nunaoil. Det er et selskab, som har en andel i alle de licenser der bliver givet til minedrift/udvinding i landet. Problemet er bare, at der ikke er gang i nogen mine i øjeblikket.

Nunaoil var oprindelig ejet af DONG og Hjemmestyret i fællesskab. Da den danske regering ønskede at klargøre DONG til privatisering, måtte man skille Nunaoil fra, da der stod i selskabets vedtægter, at den danske andel skulle ejes af staten.

I forbindelse med indførelsen af Selvstyret, overtog Grønland råstofområdet, og ved samme lejlighed, købte man den danske stat ud af Nunaoil. Det skete den21.juni 2009. Købssummen var 20.979.000 Kr. og det skete , (ifølge Kuupik Kleist på et møde i vin&vindenskab, som jeg tidligere har omtalt her), fordi man ønskede at få det fulde udbytte af et evt. olieæventyr selv. Det skete med en tillægsbevilling.

Indtil da, havde hver af parterne bidraget til drift af Nunaoil med hver 6.mill Kr. om året. Fra 2009 har Selvstyret selv stået for driften af selskabet. Man kan jo argumentere for, at havde man beholdt den dnaske start inde som medinvestor, så havde Selvstyret/Nunaoil haft 20-30 mill. mere at åbne en mine for selv.

Det er jo ganskevist småpenge i forhold til minedrift, såvidt jeg forstår. Kuupik Kliest fik udarbejdet en redegørelse for Nunaoil A/S's udvikling i fremtiden. Den udkom i maj 2012 og anbefaler, at Nunaoil ikke udvikles til et operativt selskab, men hvordan Aleqa Hammond ser på den sag, ved jeg ikke. “At gøre som Norge” er jo ikke let for en lille økonomi.

I mellemtiden har vi jo haft den oplevelse her i Danmark, at DONG er blevet tilført kapital og regeringen besluttede sig for, at det skulle være med Goldman Sachs, trods stærk folkelig kritik og med en splittelse af regeringen til følge.

I den forbindelse var pensionsmidlerne igen på banen. Dennegang havde de dog reelt været fremme med en financieringsplan for DONG, men som Coridon m.fl. afviste, uden det blev helt klart hvorfor.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det havde været bedre med pensionskasserne, men en ting er sikkert, den folkelige modstand skyltes, at man ikke stolede på Goldman Sachs evne til at varetage vital dansk infrastruktur. Personlig er jeg heller ikke sikker på, pensionskasserne er særlig velegnede til det.

Man kan jo blot forestille sig, hvordan pensionskasserne ville forholde sig, hvis de blev tilbudt et lukrativt opkøb af Goldman Sachs, i tilfælde af fejlslagne investeringer og mangel på kapital. Så ville dansk pension pludselig være ejet af amerikanerne. Det vil naturligvis aldrig ske, eller hvad?

Min pointe er bare, at når man en gang har privatiseret pensionerne, så er de at betragte som private og dermed utilgængelig for demokratisk kontrol.

Hele missæren med DONG kunne jo være grebet anderledes an, hvis staten havde sikret de grønne investeringer i f.eks. el-biler og vindmøller, så man ikke var kommet i så stort uføre med den grønne omstilling, som regeringen Fog Rasmussen alt for sent forstod betydningen af.

I Grønland har man en større følelse for, at staten skal være ejer og også garant for velfærdssystemet. Det er derfor man ønsker at være herre i eget (Nunaoil-)hus. Jeg synes det er en rigtig sund tanke som jeg har stor sympati for.

Jeg ville ønske jeg selv havde en regering, som varetog mine interesser i elforsyningen på en mere ansvarlig måde, end at få Goldman Sachs til at jonglere med selskabet, og betragte alting gennem et veturekapitalistisk blik.

Christen Sørensen foreslår i sin artikel tidligere omtalt, at man enten øger bloktilskuddet på trods af Selvstyreloven, eller aktivt at bidrage til erhvervsudviklingen i Grønland.

Jeg mener ikke den første del har nogen gang på jord, for det er jo ikke muligt at sende penge til Grønland, helt uden indflydelse på, hvad pengene i givet fald skal bruges til. Den indflydelse ønkser Grønland ikke Danmark skal have længere, og dermed er den løsning udelukket.

Med hensyn til den anden del, så kan jeg ikke se, at Danmark kan gøre mere end der allerede gøres. Grønland er jo en åben økonomi, så det står alle frit for at investere, hvis man kan finde noget at investere i. Det er jo Grønland selv, som skal tiltrække investeringerne og det gøres ikke med forsoningskommisioner eller med grønlandiseringstiltag.

Der kører jo faktisk temmelig mange projekter, støttet af private danske fondsmidler, til udvikling af Grønland, men det er jo grønlænderne selv, som må komme med svaret.

Hvor vil du hen, Grønland?