I radioavisen her til morgen, var et interview med direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, Dr.jur. Han har tydeligvis en lille datter, som lod sig høre i radiointerviewet. Denne rummelige Dr.jur. vælger at afbryde interviewet for at håndtere den forstyrrende datter, hvilket så nydeligt illustrerer mandens dybe respekt for netop menneskerettighederne, herunder børns rettigheder.
Sagens kerne var, hvis jeg har forstået ret, at små indvandrepiger med brun eller sort hud, foretrækker at lege med hvide dukker og det tolkes som, at de ikke er komfortable med deres egen hudfarve. Det må man jo sige er et problem for disse små piger. Direktøren mener, at det er et udtryk for racisme vendt imod de små piger med brun eller sort hud, som bliver afspejlet i deres leg med dukker. Eksperimentet er gennemført i mange lande og det er da overraskende at se så entydigt det falder ud til de hvide dukkers fordel. Næsten alle de små piger, uanset hudfarve, foretrækker hvide dukker. Når man spørger dem hvorfor, så er svarene enten, de er smartere (måske i betydningen klogere? – jeg så et amerikansk tv-program om sagen) og at de er sødere.
Udsendelsen i TV understøttede den samme konklusion som Jonas Christoffersen. ”Vi danskere skal lære at acceptere, at vi er et multikulturelt samfund med mange typer mennesker”, det er projektet. Det blev på en mærkelig måde sagt med en undertone af, at dette var noget meget ubehageligt, men en nødvendig korrektion af folkedybet, som altså antages at rumme utilstedelige racistiske holdninger. Det var en udtrykt holdning hos Jonas Christoffersen, at danskernes racisme var uomtvistelig!
Det vil jeg godt betvivle. Grunden til, at jeg vil betvivle udsagnet er, ikke alene min skepsis over for mennesker, som er ansat til at have en bestemt korrekt holdning, som holder ham/hende i beskæftigelse, men også fordi, jeg som kultursociolog altid har været optaget af spørgsmålet og har personligt spurgt alle de udlændinge jeg kender, om de har følt sig diskrimineret. Langt de fleste har hævdet, at de personligt ikke har følt sig diskrimineret. En sådan ”undersøgelse” er naturligvis helt uvidenskabelig og kan være fordrejet af, at de mennesker jeg har truffet, har været høflige mennesker, som ikke ville støde en vært ved at beklage sig. Den sidste lille del, der har følt sig diskrimineret, det drejer sig i mit liv, om forvirrede og fortvivlede unge drenge på Nørrebro, som har grebet den lette vej ud af en svær situation. At trække racisme-kortet har i mange år været effektivt overfor den stab af pædagoger, som jo lever af, at håndtere disse trængte drenge.
Jeg siger ikke, at der ikke findes racister i Danmark, selvfølgelig gør der det, men det er marginalt og fortjener slet ikke den opmærksomhed det har fået gennem de sidste 20-30 år. Lad mig kort vende tilbage til Jonas Christoffersen og dukkerne. At pigerne foretrækker de hvide dukker så massivt som de gør, er uomtvisteligt et problem for deres egen selvforståelse i et videre perspektiv, så det er relevant at diskutere. Imidlertid er det jo ikke fastslået, at pigernes svar skal tolkes som erfaret racisme imod dem selv.
Jeg kommer til at tænke på en beskrivelse fra cand.psyk.Eydna Egholms familie, hvor hun var nødt til at dække op til en ekstra ved middagsbordet, fordi hendes lille søn insisterede på, at Richard Nixon også skulle sidde med. Det fremgik at hendes beskrivelse, at Richard Nixon ikke var nogen helt i familien, men radio og TV var på den tid fyldt med krigsberetninger fra Vietnam. Psykologens fortolkning af fænomenet var, at drengen ville alliere sig med den vindende part og det var så Nixon, det havde han opfanget fra TV og radio. Det synes jeg var en vældig klog fortolkning og den har i mange år dannet kerne i min egen forståelse af, hvordan børn forholder sig til kræfter, der er større end dem selv.
Det er vel ikke så usandsynligt, at de små piger, uanset hudfarve, har set, at i denne verden er dem med den hvide hud der er de rigeste, dem der bestemmer, hvordan verden skal se ud og også dem, den der giver plads eller ikke giver plads til nye i legen. Den vestlige verden ER den hvide verden, det er absurd at ville bilde børnene noget andet ind, og det kan heller ikke lade sig gøre. Men vi kan godt fortælle børnene, at det har historiske og økonomiske årsager og at det ikke nødvendigvis låser individet fast i at fortsætte den udvikling. Alle har mulighed for at skytte deres egen udvikling indenfor de muligheder, som dette socialt opdelte samfund iøvrigt byder på, af forhindringer for opstigen. De forhindringer har du, uanset hvad farve du har.
Lige til sidst, kommer så den anbefalede ”løsning” på dukke-problemet. Det er jo helt latterligt! Nu skal vuggestuer og børnehaver udstyres med politisk korrekte dukker i alle farver. Så kan vi da virkelig få skabt racemæssige traumer! Tænk dig, når pædagogen skal til at insistere på, at den ene dukke er lige så god som den anden dukke, så derfor ser vi gerne, at du leger med den sort dukke, selvom du opfatter det som taberdukken. Jeg formoder, at det især er de brune børn, som skal lege med de brune dukker.
Tro mig, det gider de ikke! Lad dog de små piger lege, som de har lyst til. Lær dem at synge lige som en af deltagerne i X-faktor. Der har vi da masser af børn i alle farver! Så skal identifikationen nok komme efterhånden. Når de små piger vokser op og forstår lidt mere af samfundet, så jævner dette barnlige stereotype billede af ”taber” og ”vinder” sig forhåbentlig ud og barnet forstår sig bedre i samfundet, ligesom psykologens dreng fik et mere nuanceret syn på Nixon. Gør dem nu ikke urolige over, at verden ikke er perfekt! Det er slet ikke noget dårligt sted at vokse op, netop her i Danmark, hvis man har en lidt brun eller sort hud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar