Hvad med efterlønnen?

Det kommer jo sikkert snart op igen, det med efterlønnen. Det er svært ikke at være bekymret for den ordning. Hele det økonomiske over-Danmark tuder os ørene fulde af ord som produktivitet, offentlig sektor, ældrebyrde og den slags.

Det ligger sådan, at jeg har et par veninder, som er udbrændte og trætte af arbejdslivet, og det er ikke noget kønt syn, må jeg være ærlig at sige. De kommer netop fra erhverv med stærk nedslidning, erhverv med  megen person kontakt/omsorg på forskellig måde. Jeg tror udbrændthed er den værste form for nedslidning man kan lide af, men jeg skal ikke gøre mig klog på teknikaliteter i arbejdsskader. Jeg har bare set, hvad det gør ved et menneske, at være begyndt at tælle ned til efterlønnen. Et stadie af udbrændthed, som ikke levner megen glæde i hverdagen og som er ødelæggende for arbejdsevnen. Ingen nytænkning og inspiration får lov at trænge ind hos en person, som tælle ned. Sådanne personer har et smerteligt behov for efterløn. Men heldigvis er det jo et mindretal, der får det sådan.

Omvendt, så er situationen jo den, at de unge i dag, må forventes at leve til de bliver 100 år. Ikke alene bliver de 100 år, men de har også et bedre helbred i alderdommen, end de årgange, der går på pension nu. Det betyder, at det bliver meningsløst, hvis de skal på efterløn som 60-årige og lever som pensionister i 40 år.

Jeg har fået den idé, at det ville være enkelt, at flytte den generelle pensionsalder til 75 f.eks. Ja, det er et langt hop! Til gengæld kan vi på den måde bevare efterlønnen som den er og således bliver der 15 år, hvor man selv kan afgøre, om man vil lade sig pensionere eller ej. Det ville tage lidt af presset på aldersdiskriminationen i samfundet. Med en pensionsalder på 75, ville det stadig være muligt at gøre karriere efter de 50, hvilket i sin tur, ville lette presset på de unge børnefamilier, for de ville få et længere forløb, at klare både børn og karriere på.

Jeg ser for mig, at hvis de fleste vælger at arbejde videre på arbejdsmarkedet til de bliver 75 år, så vil det være mindre attraktivt for folk med fuld arbejdsevne, at gå hjemme alene, mens deres omgangskreds er på arbejde. Man kunne jo indrette arbejdsmarkedet sådan, at der er indbygget efteruddannelse og inspirationskurser i de sidste 15 år af arbejdslivet, som kunne lette overgang til en anden jobfunktion, hvis der er elementer i ens job, som virker nedslidende. På den måde kan man fastholde erfaringerne på arbejdsmarkedet, uden at det bliver ubærligt for nogen. Ved at have en blød og lang udfasning i løbet af 15 år, så undgår man den destruktive nedtælling til pensionen. Man kunne jo opnå en meget større erfaring med jobrotation og andre midler til at undgå nedslidning og udbrændthed.

Her og nu, ville det næppe betyde den store forandring, da en sådan omlægning skulle fases ind trinvis og fordi den gruppe, som ER udbrændte og nødlidende, under alle omstændigheder skal have hjælp, hvad enten de kommer på efterløn eller på førtidspension. Forskellen er så blot, at førtidspension er en ydelse man skal visiteres til, og den forudsætter dokumenteret tab af arbejdsevne. Jeg synes det ville være så skønt, hvis man kunne holde på arbejdskraften ad frivillig vej og tro på, at mennesker har glæde ved at gå på arbejde. Det er jeg overbevist om, at de fleste synes de har. Man behøver jo bare at skele til den invaliderende effekt, langtidsarbejdsløshed har på mennesker, for at få indblik i, hvad et arbejde betyder for selvfølelsen. Ligefrem at tvinge folk på pension, fordi de når en bestemt alder er jo helt hen i vejret. Det viser sig, at folk med eget firma ofte vælger at fortsætte til langt op i årene. Det må jo være fordi de kan lide det og at ingen kan bestemme over dem.