Boganmeldelse : "Du och din Jante" af Maria Appelqvist og Bo Pedersen

Ja, jeg må nok konstatere, at bloggen her ikke har fundet sin ideelle form og slet ikke sit publikum. De to størrelser famler stadig i blinde efter hinanden, eller er der kun tale om een famlende størrelse? Det er ikke til at sige. Jeg kan se, ved at kikke lidt rundt i blog-verdenen, at mine indlæg er for lange og måske også lidt for tunge til at passe rigtigt ind her. Jeg vil begynde med at gøre indlæggene kortere.

Idag vil jeg skrive en boganmeldelse. Det drejer sig om en lille tynd bog, som snart skal afleveres på biblioteket igen.  Det drejer sig om en lidt luftig gør-det-selv-terapeutisk håndbog. En af den slags, som giver én en, omend kortvarig, fornemmelse af, at livet kunne være meget lysere og lettere. Den er svensk og den inspirerede mig til mit blog-indlæg om Janteloven tidligere, men her skal jeg så omtale bogens mere terapeutiske kvaliteter.

"du og din jante - en resaguide i janteland." af  Maria Appelqvist og Bo Pedersen, 2009. Sverige.

Bogen tager udgangspunkt i, at Janteloven virker ved tre momenter:
1. misundelse og usikkerhed opstår altid ved forandring
2. Jante får os til at tro, at den enes gevinst er den andens tab, uanset hvad som er virkeligheden og
3. Jantelovens formål er derfor at forhindre forandring eller begrænse forandringerne til det som Janteloven kan håndtere.

Herefter kaster forfatterne sig ud i en samfundsanalyse af højst tvivlsom art. De ser os som midt i et service og netværkssamfund, som er fri for klassemodsætning på nogen måde, og som følgelig er fri til at samarbejde med alle i udelukkende win-win-situationer. Desværre er der nogle Janter, som ikke helt er kommet med i den nye og fagre tid, angiveligt på grund af deres forandrings-negativitet, og de står tilbage på perronen med noget, som forfatterne kalder "tillært hjælpeløshed". Det er dem bogen er skrevet for! Det er folk som gerne vil skifte job, men som siger "det går nok ikke" eller "det kan jeg vist ikke". Her er det så man skal opruste sin civilcourage, sætter sig igennem med mere tillid til at turde stikke hovedet frem og stå op for sig selv.

Det er jo alt sammen genkendeligt nok, men så kommer de med et eksempel på, hvad de mener, og her er det kæden hopper lidt af for mig. Eksemplet er, at hvis man står i en kø i en butik og en springer over i køen, så er det vigtigt for alle! at man siger fra og genopretter den fornuftige fælles orden. Tænk det ville jeg have troet var en rigtig Jante-adfærd: smålig, misundelig, pedantisk og perspektivløs; noget jeg selv kunne finde på, når jeg er rigtig indebrændt!

Bogen er fuld af den slags mærkelige selvmodsigelser og en anden vanskelighed ved bogen er, at den argumenterer skiftevis på et meget abstrakt samfundsmæssigt plan og på et meget snævert personorienteret plan. På et tidspunkt er den tæt på at argumentere for, at det er skadeligt at forholde sig kritisk, ikke mindst til den globaliserede ny verden, som åbenbart er et indiskutabelt gode. Det personorienterede plan er det jeg fik mest ud af. Her følger anbefalingerne al anden assertionstræning med Johari's vindue om, hvad ved jeg om mig, hvad ved de andre om mig som jeg ikke ved hvad ved alle om mig og hvad ved ingen om mig og herfra kan man så, gennem heroisk selvhævdelse og åbenhed, udvidde sit sociale funktionsfelt, og bearbejde såvel den indre som den ydre Jante og videre i den dur.

Jeg synes faktisk det var interessant at det var Janteloven som blev omdrejningspunktet i denne selv-hjælps-bog. Jeg kunne godt tænke mig en mere vidgående undersøgelse af Jantelovens sociologiske værensform og jeg tror bestemt den kan bruges intelligent i en personlig udvikling. Det er værd at arbejde videre med, hvis nogen skulle have lyst til det.

OK. Lidt kortere blev det vist, gjorde det ikke?

Du må gerne tro jeg er noget, hvis du bedre kan holde mig ud på den måde. Et kik på Janteloven

Titlen er vistnok taget fra Hans Præst Sørensen, men er meget genkendelig. Janteloven. Aksel Sandemoses beskrivelse af et provinsielt og meget konformt miljø i Nykøbing Mors, der blev til en beskrivelse af den stærke kulturbevarende mekanisme, som er fungerende endnu idag i hele Skandinavien. Janter er nogle halvblinde størrelser, som insisterer på, at virkeligheden er som Jante ser den og ingen myndighed eller person har magt til at ændre på noget, som er stemt af med de andre Janter. Det er en slags cementering af en kollektiv gensidighed og samarbejde. Et værn imod forandring. Den Svenske Rigsdag har diskuteret et lovforslag, som ville afskaffe Janteloven! Man ville hellere have ”Gnosjöanda”, som er en iværksætter-håndværker-ånd, som kendes fra Finnlandet (Jönköbing-egnen). Det er ingen joke! Dokumentationen kan findes her. Forslaget blev dog opgivet!

Når man ser på Jantelovens 10 bud (Moses har ikke levet forgæves!) så er det indlysende, at det virker som en spændetrøje på en, som vil tænke nyt og udvikle verden. En jante er en lille flad knap af bly, tæt på værdiløs, og sådan skal en Jante også være, ifølge Sandemoses Jantelov. På det politisk-økonomiske område, har Janteloven givet os velfærdssamfundet og en tro på, at sammen kan vi afbøde tilfældighedernes grumme hasardspil med liv og helbred, til fælles bedste. Der er jo nemlig indbygget en vis snusfornuft i Janterne. Det virker rationelt i Janteland, at hver enkelt individ ikke skal sikre sig personligt imod alverdens trusler og ulykker, men kan forlade sig på kollektivt beskyttelse. På det personlige plan, kan det have en pris, at man ikke kan stikke ud fra mængden, uden at blive hamret ned, som et søm i et bræt. Misundelse og konkurrencelyst er nok en biologisk kondition, som gør et sådant kollektivt system fuld af spændinger.

Det er lidt interessant at se på, hvordan Sandemose har udviklet beskrivelsen af denne lovmæssighed. Han begyndte tidligt at drikke. Hans far førte en dagbog, hvori han noterede: Du skal ikke tro, du er noget, når du drikker! Du skal ikke tro, du er ligeså meget som os, når du drikker! Osv. Det, der er Sandemoses fortjeneste er, at han så det generaliserede budskab i faderens formaninger. Det blev formuleringen af, hvordan vi møder det, som truer os. Og det er jo ikke altid farligt, det vi føler os truet af. Nogle gange er det bare det ukomfortable ved at skulle tænke os om eller skulle udvikle os en smule eller at en anden snupper vores plads, fordi vi hvilede os for meget, eller måske at vores selvværd blev betvivlet, fordi vi ikke selv turde stå op for os selv. Det er selvindlysende hvad fejlen er ved, at gøre sig selv så flad, så man ligner de andre Janters mindste fællesnævner, for at blive beskyttet og uden at turde risikere at stikke ud.

Men hvis vi lige for en kort stud vender tilbage til Aksels far, så var der jo en konkret bekymring, som de fleste forældre med voksne børn i Janteland kender til: drikker han sig ihjel? Det er en meget reel fare, også i dag. Faderen forsøger at advare Aksel om udstødelse af det fællesskab, som faderen selv finder, er den bedste verden at leve i. Kun ved at forblive Jante og dermed kontrollere drikkeriet, kan faderen beskytte Aksel, uden selv at miste sin beskyttelse. Det er menneskeligt. Men Aksel havde forventet sig mere af sin far. Han havde forventet, at faderen havde troet på ham og vist ham tillid til, at han selv kunne undgå negative følger af drikkeriet, og set hans andre kvaliteter. Nu ved vi jo ikke, hvordan Aksel var, når han var fuld. Jeg tror godt jeg kan forstå Aksels far.

Men det er mest i den anden ende af skalaen, Janteloven bliver nævnt, og næsten kun som et negativ. ”Du skal ikke blære dig med din nye bil, som du jo kun har leaset”, ”Du skal ikke bilde dig ind, du kan søge mit job, uden at have samme uddannelse som mig” ”Du skal ikke tro jeg vil købe noget, du har siddet hjemme og fundet på helt selv, uden et stort firma har anbefalet dig”, ”Du skal ikke tro vi køber varm luft, som ingen værdi har”. Janterne kværner hele tiden, for at justere, hvad som er indenfor og hvad som er ude, og det er jo rigtig svært at vide, hvornår nogen logger ind i fællesskabet for at trække nemme uretmæssige gevinster ud til sig selv, og hvornår der er tale om modstand imod en gunstig forandring, som kræver besværlig indsats, og et vist mål af utryghed.

Mange coaches har skrevet håndbøger i hvordan man overlever Janteloven, og det går som regel ud på at applikere den omvendte Jantelov: ”Du skal vide du er noget”, og så videre. Personlig har jeg det sådan, at det er noget lidt overfladisk hokuspokus, som ingen chance har imod den ubevidste kulturarv, som ligger i kernen af det Skandinaviske velfærdssystem. Det er sikkert sandt nok, at mange talenter ikke fik lov at folde sig ud og blomstre i Janteland, og jeg tror, at netop disse talenter er dem, som er de ivrigste ambassadører for Janteloven i praksis. Sådan er vores psykologi indrettet. Men det er vel mest Jantes fladpandethed, som er problemet. Den der ulidelige modvilje imod eftertanken og omtanken, der gør Janteland hæsligt. At janterne reelt ikke er til at råbe op, for det er mere trygt at slumre og have tillid til de pæne, de rige og de magtfulde.

Se bare, hvad der er sket med Danmark i de ti år Jante var i drømmeland med Fog Rasmussen og co. Jante faldt i søvn og vogtede ikke over principperne om det kollektive samfund, og nu hvor ulighederne rejser sig, og de magtfulde har brug for de underprivilegeredes hjerteblod, så de kan fortsætte festen på de bonede gulve, så kræver det mod at stille de nødvendige spørgsmål, som kaster lys over, hvem der er inde og hvem der er ude, og hvad er det reelt der truer? Hvem er ”vi danskere” som er solidarisk med ”dansk” erhvervsliv, når Vestas pludselig trækker aktiviteterne ud af landet f.eks.

Så er jeg tilbage til svenskerne og deres ”Gnosjöanda”. En lidt altmodich drøm om iværksætteren, som ildsjælen, der skaber, ud af håndens arbejde, bidrag til den store idé om vækst og fremgang til alle. Gnosjö og omegn er et geografisk sted i Sverige, med særligt mange entrepanörer i blå overall og en skruenøgle i hånden. Ikeas barndomshjem. Det er en tankegang det borgerlige Danmark også er forelsket i, men jo ikke mere, end at det er de store og de rige, der bliver beskyttet, ikke de små og nye.

Den konkrete ”Gnosjöanda” er sjovt nok blevet undersøgt af to forskere ude i Finnlandet.  De har påvist, at den økonomiske succes i Gnosjö, med den specielle ånd tilknyttet, har en skyggeside af segregering af den udenlandske arbejdskraft (30% i det område) og af usynliggørelse af kvinderne, som følgelig fraflytter området og efterlader et kvindeligt underskud i regionen. Det er jo håndfaste demografiske udfordringer, som er en høj pris at betale, for at få udskiftet Janteloven med Gnosjö-ånden. Hvem er det, der har interesse i det?

Nu er der ingen grund til at tro, at vi nogen sinde vil bevæge os bort fra Janteloven! Den er rodfæstet i vores kultur. På godt og ondt, har vi Janteloven. Jeg tænkte bare, med dette lille indlæg, at vi ved fælles hjælp, godt kunne gøre Jante lidt mere højpandet. Være lidt mere modige. Sige ting højt, som vi tænker dem, uden først at være bange for, at få en hammer i hovedet. Man kan jo starte med, at holde lidt igen med hammeren, til man måske kunne forstå, hvor faren egentlig er, inden man bare bevidstløst hamre ned på enhver, der rager lidt op.

Hvad med efterlønnen?

Det kommer jo sikkert snart op igen, det med efterlønnen. Det er svært ikke at være bekymret for den ordning. Hele det økonomiske over-Danmark tuder os ørene fulde af ord som produktivitet, offentlig sektor, ældrebyrde og den slags.

Det ligger sådan, at jeg har et par veninder, som er udbrændte og trætte af arbejdslivet, og det er ikke noget kønt syn, må jeg være ærlig at sige. De kommer netop fra erhverv med stærk nedslidning, erhverv med  megen person kontakt/omsorg på forskellig måde. Jeg tror udbrændthed er den værste form for nedslidning man kan lide af, men jeg skal ikke gøre mig klog på teknikaliteter i arbejdsskader. Jeg har bare set, hvad det gør ved et menneske, at være begyndt at tælle ned til efterlønnen. Et stadie af udbrændthed, som ikke levner megen glæde i hverdagen og som er ødelæggende for arbejdsevnen. Ingen nytænkning og inspiration får lov at trænge ind hos en person, som tælle ned. Sådanne personer har et smerteligt behov for efterløn. Men heldigvis er det jo et mindretal, der får det sådan.

Omvendt, så er situationen jo den, at de unge i dag, må forventes at leve til de bliver 100 år. Ikke alene bliver de 100 år, men de har også et bedre helbred i alderdommen, end de årgange, der går på pension nu. Det betyder, at det bliver meningsløst, hvis de skal på efterløn som 60-årige og lever som pensionister i 40 år.

Jeg har fået den idé, at det ville være enkelt, at flytte den generelle pensionsalder til 75 f.eks. Ja, det er et langt hop! Til gengæld kan vi på den måde bevare efterlønnen som den er og således bliver der 15 år, hvor man selv kan afgøre, om man vil lade sig pensionere eller ej. Det ville tage lidt af presset på aldersdiskriminationen i samfundet. Med en pensionsalder på 75, ville det stadig være muligt at gøre karriere efter de 50, hvilket i sin tur, ville lette presset på de unge børnefamilier, for de ville få et længere forløb, at klare både børn og karriere på.

Jeg ser for mig, at hvis de fleste vælger at arbejde videre på arbejdsmarkedet til de bliver 75 år, så vil det være mindre attraktivt for folk med fuld arbejdsevne, at gå hjemme alene, mens deres omgangskreds er på arbejde. Man kunne jo indrette arbejdsmarkedet sådan, at der er indbygget efteruddannelse og inspirationskurser i de sidste 15 år af arbejdslivet, som kunne lette overgang til en anden jobfunktion, hvis der er elementer i ens job, som virker nedslidende. På den måde kan man fastholde erfaringerne på arbejdsmarkedet, uden at det bliver ubærligt for nogen. Ved at have en blød og lang udfasning i løbet af 15 år, så undgår man den destruktive nedtælling til pensionen. Man kunne jo opnå en meget større erfaring med jobrotation og andre midler til at undgå nedslidning og udbrændthed.

Her og nu, ville det næppe betyde den store forandring, da en sådan omlægning skulle fases ind trinvis og fordi den gruppe, som ER udbrændte og nødlidende, under alle omstændigheder skal have hjælp, hvad enten de kommer på efterløn eller på førtidspension. Forskellen er så blot, at førtidspension er en ydelse man skal visiteres til, og den forudsætter dokumenteret tab af arbejdsevne. Jeg synes det ville være så skønt, hvis man kunne holde på arbejdskraften ad frivillig vej og tro på, at mennesker har glæde ved at gå på arbejde. Det er jeg overbevist om, at de fleste synes de har. Man behøver jo bare at skele til den invaliderende effekt, langtidsarbejdsløshed har på mennesker, for at få indblik i, hvad et arbejde betyder for selvfølelsen. Ligefrem at tvinge folk på pension, fordi de når en bestemt alder er jo helt hen i vejret. Det viser sig, at folk med eget firma ofte vælger at fortsætte til langt op i årene. Det må jo være fordi de kan lide det og at ingen kan bestemme over dem.

Nu skal vi have flere brune dukker i børnehaverne.

I radioavisen her til morgen, var et interview med direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, Dr.jur. Han har tydeligvis en lille datter, som lod sig høre i radiointerviewet. Denne rummelige Dr.jur. vælger at afbryde interviewet for at håndtere den forstyrrende datter, hvilket så nydeligt illustrerer mandens dybe respekt for netop menneskerettighederne, herunder børns rettigheder.

Sagens kerne var, hvis jeg har forstået ret, at små indvandrepiger med brun eller sort hud, foretrækker at lege med hvide dukker og det tolkes som, at de ikke er komfortable med deres egen hudfarve. Det må man jo sige er et problem for disse små piger. Direktøren mener, at det er et udtryk for racisme vendt imod de små piger med brun eller sort hud, som bliver afspejlet i deres leg med dukker. Eksperimentet er gennemført i mange lande og det er da overraskende at se så entydigt det falder ud til de hvide dukkers fordel. Næsten alle de små piger, uanset hudfarve, foretrækker hvide dukker. Når man spørger dem hvorfor, så er svarene enten, de er smartere (måske i betydningen klogere? – jeg så et amerikansk tv-program om sagen) og at de er sødere.

Udsendelsen i TV understøttede den samme konklusion som Jonas Christoffersen. ”Vi danskere skal lære at acceptere, at vi er et multikulturelt samfund med mange typer mennesker”, det er projektet. Det blev på en mærkelig måde sagt med en undertone af, at dette var noget meget ubehageligt, men en nødvendig korrektion af folkedybet, som altså antages at rumme utilstedelige racistiske holdninger. Det var en udtrykt holdning hos Jonas Christoffersen, at danskernes racisme var uomtvistelig!

 Det vil jeg godt betvivle. Grunden til, at jeg vil betvivle udsagnet er, ikke alene min skepsis over for mennesker, som er ansat til at have en bestemt korrekt holdning, som holder ham/hende i beskæftigelse, men også fordi, jeg som kultursociolog altid har været optaget af spørgsmålet og har personligt spurgt alle de udlændinge jeg kender, om de har følt sig diskrimineret. Langt de fleste har hævdet, at de personligt ikke har følt sig diskrimineret. En sådan ”undersøgelse” er naturligvis helt uvidenskabelig og kan være fordrejet af, at de mennesker jeg har truffet, har været høflige mennesker, som ikke ville støde en vært ved at beklage sig. Den sidste lille del, der har følt sig diskrimineret, det drejer sig i mit liv, om forvirrede og fortvivlede unge drenge på Nørrebro, som har grebet den lette vej ud af en svær situation. At trække racisme-kortet har i mange år været effektivt overfor den stab af pædagoger, som jo lever af, at håndtere disse trængte drenge.

Jeg siger ikke, at der ikke findes racister i Danmark, selvfølgelig gør der det, men det er marginalt og fortjener slet ikke den opmærksomhed det har fået gennem de sidste 20-30 år. Lad mig kort vende tilbage til Jonas Christoffersen og dukkerne. At pigerne foretrækker de hvide dukker så massivt som de gør, er uomtvisteligt et problem for deres egen selvforståelse i et videre perspektiv, så det er relevant at diskutere. Imidlertid er det jo ikke fastslået, at pigernes svar skal tolkes som erfaret racisme imod dem selv.

Jeg kommer til at tænke på en beskrivelse fra cand.psyk.Eydna Egholms familie, hvor hun var nødt til at dække op til en ekstra ved middagsbordet, fordi hendes lille søn insisterede på, at Richard Nixon også skulle sidde med. Det fremgik at hendes beskrivelse, at Richard Nixon ikke var nogen helt i familien, men radio og TV var på den tid fyldt med krigsberetninger fra Vietnam. Psykologens fortolkning af fænomenet var, at drengen ville alliere sig med den vindende part og det var så Nixon, det havde han opfanget fra TV og radio. Det synes jeg var en vældig klog fortolkning og den har i mange år dannet kerne i min egen forståelse af, hvordan børn forholder sig til kræfter, der er større end dem selv.

Det er vel ikke så usandsynligt, at de små piger, uanset hudfarve, har set, at i denne verden er dem med den hvide hud der er de rigeste, dem der bestemmer, hvordan verden skal se ud og også dem, den der giver plads eller ikke giver plads til nye i legen. Den vestlige verden ER den hvide verden, det er absurd at ville bilde børnene noget andet ind, og det kan heller ikke lade sig gøre. Men vi kan godt fortælle børnene, at det har historiske og økonomiske årsager og at det ikke nødvendigvis låser individet fast i at fortsætte den udvikling. Alle har mulighed for at skytte deres egen udvikling indenfor de muligheder, som dette socialt opdelte samfund iøvrigt byder på, af forhindringer for opstigen. De forhindringer har du, uanset hvad farve du har.

 Lige til sidst, kommer så den anbefalede ”løsning” på dukke-problemet. Det er jo helt latterligt! Nu skal vuggestuer og børnehaver udstyres med politisk korrekte dukker i alle farver. Så kan vi da virkelig få skabt racemæssige traumer! Tænk dig, når pædagogen skal til at insistere på, at den ene dukke er lige så god som den anden dukke, så derfor ser vi gerne, at du leger med den sort dukke, selvom du opfatter det som taberdukken. Jeg formoder, at det især er de brune børn, som skal lege med de brune dukker.

Tro mig, det gider de ikke! Lad dog de små piger lege, som de har lyst til. Lær dem at synge lige som en af deltagerne i X-faktor. Der har vi da masser af børn i alle farver! Så skal identifikationen nok komme efterhånden. Når de små piger vokser op og forstår lidt mere af samfundet, så jævner dette barnlige stereotype billede af ”taber” og ”vinder” sig forhåbentlig ud og barnet forstår sig bedre i samfundet, ligesom psykologens dreng fik et mere nuanceret syn på Nixon. Gør dem nu ikke urolige over, at verden ikke er perfekt! Det er slet ikke noget dårligt sted at vokse op, netop her i Danmark, hvis man har en lidt brun eller sort hud.

fra den sprøde undergrundsscene.."the Wunderkammer"

Ja ja.. det sidste indlæg blev for langt og for tungt - indrømmet! Der skal ikke gå prop i tingene herinde på den måde mere. Nu vil jeg berette om en scene, som er meget kropsnær og som har store intentioner om at bringe verden tæt på. The Wunderkammer. Et landskab af biler i Carlsberg ny-tap som ved sin tilstedeværelse udfordrer publikum til at gå i dialog. Dialogen sker ved at skrive egen tekst i et tyndt lag kridt, som er smurt uden på en af bilerne. Det er også muligt at destruere tegn og tekster ved at svabre bilen over med ny kridt, som er placeret i en balje med en kost i, ved siden af bilen. Det bliver interessant at opleve, hvad denne invitation kommer til at medføre af udtryk og udsagn. En anden dialog foregår i en kæmpe mobil-home-agtig bil, hvor performere forsøger at "lighten-up" ved at servere vodka, mens katastrofe-billeder flimrer på forruden og vi bliver indhyllet i en eksotisk "bagpack'er"rejse med æstetisk kitch fra hele verden og selv-tilfredsstillelse i helt konkret form med et massageapperat monteret på en lille brændeovn lige i handy nærhed. Det var udstillingens første dag, og temmelig meget var ikke kommet på plads endnu, så jeg tænker jeg må tilbage og opleve det hele, når tingene er faldet mere i slag og har fundet sig selv. Det er ihvertfald et formeksperiment. Jeg er spændt på, om den meget åbne form vil udvikle sig til en art ny sanselighed eller den vil forblive på den lidt mere velkendte civilationskritik, som er så nem at indtolke i setup'et. Måske ses vi ved skrive-bilen?

Demokrati er ikke kapitalisme, selvom der mangler et bud på et politisk økonomisk demokrati.

Den sidste af de store fortællinger er kollapset: kapitalismen, som system, er nødlidende/død.

Mit eneste bevis på påstanden er foreløbig dette:

Fog Rasmussen kom til magten med det erklærede ønske, at indføre minimalstaten og føre kulturkamp imod al solid viden og kunnen i Danmark og, skulle det vise sig, til fordel for en mere folkelig svinehundsglammen. Ved på den måde at forvirre alle kontrollanterne og forstyrre al eftertanke i samfundet, blev det lettere for politikere som for privat erhvervsliv at forgylde sig selv, mens Hr. og Fru Danmark fik travlt med at navlepille i religiøse spørgsmål. Er den ene Gud tættere på danskerene end den anden Gud? Den ene rådne tand i munden, statskirken, fik hele befolkningen til at savle, og tro at religion var et vigtigt statsanliggende, at tro, at alle sociale problemer i Danmark, kunne ikældes burka og gøres til genstand for en grov forsimpling og proijektion på dem, der lige er kommet hertil. De er jo ellers lige så forskellige, som alle mulig andre er, men det var der ikke plads til at forstå i Fog Rasmussens regering, endsige i hans korps af spindoktorer og medløbere. Løkke Rasmusssen ikke har ændret på billedet siden.

På trods af, at den nuværende regering har haft magt som agt, så er det alligevel endt med en opsvulmet offentlig regning, nemlig en regning på bankpakker, erhvervstilskudsordninger og selv Euro’ens stabilitetspakke har vi måttet punget ud til, og da de rige skal friholdes med skattelettelser, ja så er det jo det bærende samfundsfundament, der har måttet holde for endnu engang, socialområdet og uddannelsesområdet. Krig skal vi jo åbenbart også have råd til, for det ser ud til, at Fog Rasmussens rige venner har brug for at komme i selskab med kapitalens spydspidser på et globalt marked, USA m.fl.. At USA fører denne offensive krigspolitik, kan jo godt ses som et tegn på det postkatastrofale i deres økonomiske situation. Alt for mange stater, har for meget til gode i USA til at forstyrre deres magt-momentum og en erkendelse af kapitalismens implosion er måske for uoverskuelig. Falder vi tilbage til et stadie af anarko- kapitalisme, som vi ser udspille sig i det som benævnes ”fejlslagne” stater? Får vi toldmure, frygtbaseret statskontrol og en tilbagerulning af globaliseringen? Det er denne mangel på fantasi (hos mig i hvert fald) der gør, at argumentet aldrig kommer videre. Hvordan forestiller vi os, at kapitalismen imploderer? Hvad kommer efter? Den gode gamle kapitalisme, med dens usynlige hånd, som redder os fra alle værdiløse prisophobninger og de arbejdsfri indtægters vilde proliferering, er jo uduelig ser det ud til. Alt for megen hjælp og støtte er påkrævet, for at få kapitalismen til at fungere. ”Fejl i markedet”, som griber om sig og deformerer enhver regulering i samfundet og som ender med politikernes og lobbyisternes skubben tilskudsordninger og lempelser af kontrol i retning af egen fordel. Vi ser jo, at ”den usynlige hånd” ikke virker og at svaret på vores problemer ikke kan være vækst i det uendelige! Vi kan jo ikke både eksportere os ud af vore økonomiske problemer, importere arbejdskraft for at trykke lønomkostninger og uddannelses omkostninger og samtidig lukke for indvandring og true, skræmme og intimidere den uheldige del af befolkningen, som bliver henvist til at forsørge sig på stadigt ringere niveau.

Det vi ser, i denne postkapitalistiske fase er, at der bliver gjort indhug på de demokratiske rettigheder. Det er selve demokratiet der er under angreb med div. terrorlove og uigennemsigtighed i statsapparatet med henvisning til rigets sikkerhed. Jeg vil gerne slå et slag for at beskytte demokratiet imod kapitalismen. Den kamp tror jeg omvendt, vi har en chance for at vinde, for der er temmelig sikkert grænser for, hvor mange gange den danske befolkning ønsker at bliver ofre for den internationale kapitals mølle-dam-spil, hvor kapitalejerne har adgang til hele spillepladen, som er verdensmarkedet og kapitalens frie bevægelighed, mens demokratiet kun har adgang til de demokratiske institutioner indenfor nationalstaten. Således har kapitalismen kunnet dirke en ræsonnabel social retfærdig politik op, ved at true med/anvende kapitalflugt med arbejdsløshed og isolation til følge. Jeg kunne godt forestille mig at virksomheder fik adgang til at flytte ud af Danmark, men i fald den ønskede at flytte tilbage, så ville den blive beskattet for den tid den havde været væk… eller noget i den stil. Jeg er klar over de tekniske problemer i den løsning. Vi skal ikke finde os i at statsmagten taler om Danmarks økonomi, som om det var en demokratisk størrelse, når sandheden er,at kapitalmagten er den mest udemokratiske enhed i Danmark.

Hvad er det nøjagtige forhold mellem demokrati og kapitalisme? Kapitalismen kan jo sagtens undvære demokratiet, det ser vi i Kina i dag, hvor en stærk styret stat er tilstrækkelig basis for kapitalismen. Men også uden stat kan kapitalismen fungere, om end i en mere radikal form. Her er der nærmere tale om en anarko-kapitalisme, som i høj grad hviler på etniske grupper (stammer klaner osv). F.eks. visse områder i Somalia og andre såkaldte ”fejlslagne stater” som ikke benytter sig af noget stort finansbudget. Politi og retsvæsen er selvfinansieret for den største del og militæret holder situationen i ro i bedste fald. Demokrati ser ud til i den sammenhæng at være vigtigste billet til at modtage støtte fra udlandet og intet andet.