Afsked med Grønland

Det har været en stor fest at være med som frivillig til AWG 2016. Alle jeg har mødt, har været glade for, jeg kom og hjalp til. Nogle har endda være næsten vantro: er du virkelig kommet for at hjælpe os? Ret beset er jeg kommet for at opleve det hele, og hjælper gerne med, det er klart.

Hvad er et naturmenneske?

Det hele kunne kun lade sig gøre, fordi jeg blev taget ind hos en vidunderlig dejlig kvinde i hendes smukke hjem. Jeg skylder Dorte stor tak. Uden hende var det ikke gået. En utrolig energi har hun også. Til næste år, når hun går på pension, har hun en plan. Hun vil, sammen med sin mand, tage på en sejltur 2-3år. Hun har et ønske om, at være den første grønlandske kvinde, som sejler gennem Nordwest Passagen!

Hun fortæller, at der sidste år var 10 som forsøgte, men kun en gennemførte, de andre måtte vende om. Turen kan betyde, hvis vejret slår om, at man sidder fast i isen et eller andet sted i mange måneder, men det er hun indstillet på.

Jeg har desværre ikke kunnet overtale hende til at offentliggøre hendes logbog fra turen noget sted. Nej, for hende er der nok selv at vide, at hun har gjort det, siger hun, mens vi spiser hendes sildepisker ragou, som smager fortrinneligt. En vildtagtig smag.

Det må være noget med, at tage udforringerne fra naturen en ad gangen og aldrig at blive bang for det ukendte. Der findes et liv udenfor Facebook, nu ved I det! Det findes ting man ikke kan Google. I wish.

Vandretur på klipperne

De sidste dage i Nuuk går med at tage vandreture ud i klipperne. Vejret er stilnet af og solen skinner i den nylagte sne. Heldigvis titter klipperne frem hist og her, så jeg har en fornemmelse af, hvor dybt man kan falde ned, hvis sneen pludselig ikke bærer mere, og det ene ben synker i til midt på låret.

Jeg går og tænker på, hvad mon drev de gamle opdagere ud i denne natur. Især på dage, med snestorm, har jeg svært ved at fortå, hvorfor man frivilligt drager tværs hen over indlandsisen på ski! Selv på disse rolige klare solskinsdage vi har nu, kan jeg ikke lade være at tænke på, hvis der kom en isbjørn eller en moskusokse rundt om hjørnet.

På museet ved kolonihavnen, så jeg et billede af en isbjørn i fuld galop i hælene på en mand, som spænede afsted for at redde sit liv. Når jeg kikker ned på stenene her, tænker jeg bare, hvordan kan man overhovedet spæne afsted på disse sten? Jeg er så langt fra at være et naturmenneske. Alligevel reagerer min hjerne på den kolde luft i lungerne, det skarpe lys fra sneen, de sorte ravne, de små visnede totter lyng og laver i alle nuancer af grøn brun grå rød. Mit hjerte jubler.

En gave at blive lukket ind.

En føler jeg har fået et lille indtryk af, hvordan det er (for en dansker) at bo i Nuuk. Man skal naturligvis arbejde for at danne sig relationer her. Det skal man alle steder, og her kræver det måske lidt mere for en dansker. Alligevel er jeg blevet taget overordentlig godt imod her.

Jeg mødte Ellen Kolby Chemnitz, general sekretær for Inatsisartut (Selvstyret), på nogle af mine frivillige vagter. Vi faldt i god snak og hun inviterede til rundvisning i Selvstyret. Det var en imponerende oplevelse. Så smukt og stilfuldt indrettet. Som overalt i Grønland, var der også her anvendt rigtig mange symboler på livet i Grønland, men symbolerne tog ikke overhånd. Alt var i friske kølige farver. Man er ikke bange for farver her.

Når jeg nu rejser hjem, så har jeg fået et billede på nethinden af, hvordan livet former sig i Nuuk. Jeg står med mange flere spørgsmål, end da jeg ankom, men det vidner mest af at om, at jeg er blevet lukket ind i et netværk, som har vist mig så mange aspekter af livet her, at jeg ikke magter at få orden på bare en håndfuld af trådene. Mit hoved rumsterer fortsat med det hele, men i det mindte har jeg nu en ramme, jeg kan forstå nyheder fra Nuuk med i fremtiden.

AWG klinger ud og det er dagen derpå.

Igår var jeg på jagt efter en luns af den isbjørn, der blev fanget i det nordlige Nuuk. Jeg spurgte både på det gamle brædt nede ved kolonihavnen og det nye brædt ved siden af Brugsen. Ingen havde på det tidspunkt hørt om bjørnen, men ved de små boder udenfor Brugsen, var der en sælger af friskt rensdyrkød, som vidste, at det drejede sig om en lille bjørn, men han havde ikke fået fat i noget kød.

Flere af dem jeg spurgte, grinede og sagde, at hvis jeg havde ret i det med den isbjørn, og det havde jeg, for senere kunne alle se nyheden i fjernsynet, så ville jeg ikke se noget til salg på brædtet.

Bjørnen bliver omtalt som fanget (i modsætning til skudt) og fangeren fortalte, at det var hans førte bjørn! Det var en stor drøm, som var gået i opfyldelse. Jeg vil lige understrege, at nedskydningen er helt lovlig og indberettet, fordi det var på grænsen til bymæssig bebyggelse.

Kødgaver*

Jeg fortolker oplevelsen med bjørnekødet på den måde, at jeg naturligvis ikke kommer i nærheden af bjørnekød, for jeg jo slet ikke er en del af en kødgave-kæde. Den slags bliver ikke handlet på det åbne marked, fordi det er meget sjældent, og enhver fanger har mange at give kød til, inden resten rammer markedet.

Undervej i min deltagelse i vagter ved AWG, har jeg flere gange fåeet bekræftet, at kødgaver i høj grad er virksomt i Nuuk, mere storby er det ikke. Man fanger det man kan og deler det ud efter et system jeg ikke har overblik over. At få det overblik, kræver et meget dybere kendskab end jeg besider, men det er blevet nævnt at f.eks. studerende eller folk i nød bliver betænkt med kødgaver.

Det giver jo lidt perspektiv til det faktum, at den grønlandske arbejdskraft er svær at fastholde til faste mødetider. Hvis kødgave-systemet er stærkt og levedygtigt, er der jo tale om to lige vigtige indtægtskilder og sociale sikkerhedssystemer, som den enkelte må afveje.

En af de frivillige kvinder under AWG, som er inviteret til en stor fest næste lørdag, som alle andre frivillige er, foretrækker at tage på rypejagt sammen med en flok veninder, frem for at holde fest med AWG holdet. De sejler ud i båd sammen; en konebåd kunne man fristes til at sige. Det synes hun simpelthen er sjovere.

Måske er de bånd også vigtigere for hende at få bekræftet, frem for en “systematisk” overordnet offentlig fest, som AWG er.

Er nationalismen på vej tilbage?

Hvis min antagelse er korrekt, at der er to parallelle socialierings systemer intakte, så vil det betyde, at en tilbagevenden til nationalismen med f.ek. sprogdebatten som en slags jokerkort, er en styrkelse af de traditionelle spor med kødgaver mm. og dermed en vækkelse af evnen til tilpasning til internationale invsteringsfirmers behov for stabil arbejdskraft.

Jørgen Chemnitz er i sin bog “Grønland ifgl.Jørgen Chemnitz” inde på, at sprogpolitikkens konekvenser ikke bliver taget i betragtning i debatten i Grønland. Her tænker han bl.a. på, at man ikke engang kan tage en studentereksamen på grønlandsk, dertil skal man bruge et fremmedsprog (dansk eller engelsk). Endnu vigtigere er fremmedsprog, når det drejer sig om videregående uddannelser.

Han har angiveligt skrevet bogen i protest imod, at det ikke var muligt for ham, som almindeligt arbejdende journalist, at skabe den nødvendige debat om en stigende nationalisme og selvtilstækkelighed. Nu har han udråbt sig selv til aktivist, for om muligt at skærpe debatten ad den vej.

For en uge siden forlod Naaja Nathanielsen IA, angiveligt fordi hun var imod den omsiggribende nationalisme i partiet IA. Hun nævnede bl.a. at hun ikke forstod ønsket om at nedsætte blogtilskuddet med 10 mill., i en situation, hvor megen social genopretning er nødvendig. Hun er en meget fremtrædende figur i partiet, så det er alvorligt, når hun melder så kraftigt ud.

Det er blevet hverdag igen

Gæsterne er rejst hjem og de mange AWG-busser er her ikke mere. De almindelige bybusser har taget over. Mange af jakkerne er dog blevet tilbage. Der var gang i en ivrig byttehandel, da gæsterne skulle hjem, og nu kan man se jakker fra Alaska, Nunavut, Nunavit og mange andre steder, som minder os om nogle dejlige dage, med folk fra meget fjerne egne. Folk, ikke mange af os, kommer til at se igen.

Hele weekenden var vi en masse frivillige, til at skrue køjesenge fra hinanden og bære dem ned fra klasselokalerne. Slæbe møblerne tilbage på plads i den rigtige orden i hver klasse og rengøre skolerne, så børnene kan starte i skole igen. Det var møj tungt arbejde, men stemningen var god, så det gik.

Igen synes jeg, billedet var det, at expats og dobbeltkulturelle var de fleste i arbejdet. Der var nogle imellem, som trak et overordentlig stort læs, med 16-20 timers vagter ved flere lejligheder. Men det var også glædeligt at se, at nogle af de grønlandske atleter også var dukket op til oprydningen. De gik til arbejdet med attituden: kan jeg bære 4 madrasser ned fra 2.sal på en gang? Det gav energi til hele holdet.

Der dukkede frivillige op fra byen, som slet ikke havde været en del af AWG, men som alligevel synes de ville give en hånd med ved oprydningen. Det virkede meget opmuntrende på arbejdsmoralen. Søndag aften var alt storts set tilbage på plads, efter 1500 overnattende gæster. Det er ikke så ringe!

Resultat

Grønland endte på en 4. plads med ialt 81 medaljer. Alaska, Yukon og North Alberta vandt hhv. 1.,2. og 3. plads. I 2002 vandt Grønland ialt 60 medaljer, så det er da en stor fremgang. Det blev bemærket rundt omkring på frivilligvagterne, at holdene fra Alaska for eksempel, ikke så særligt inuit agtige ud. De lignede almindelige amerikanere de fleste af dem, som mange af de andre fra Nord Amerika også gjorde. Men det er blot en observation, gjort blandt folk, som mig selv, som ikke kender til forholdene de pågældende steder.

Med hensyn til de blivende resultater, ved jeg stadig ikke helt, hvad man skal kikke efter.  I modsætning til i 2002, hvor man byggede en multisportshal i forbindelse med legene, så står der ikke noget nyt bygningsværk tilbage dennegang.

Men en bølge af velvilje og stolthed over at have gennemført værtsrollen er uomtvistelig. Hvordan den bæres videre ud i fremtiden, ved jeg ikke. Det vil tiden vise.

* Kødgaver er et begreb fra studiet af inuitbopladser, hvor byttet blev fordelt efter regler hieraktisk ordnet. Det er næppe den form, der er tale om i Nuuk idag, hvis nogen form overhovedet. Sagen er den, at jeg løbende er stødt på skepsis overfor den teori om kødgaver, men det afgørende for mig har været en selvstændig grønlandsk forretningskvinde, som slog en latter op. Så så hun på mig og så at jeg mente det og så sagde hun, at det der var et skønmaleri, det skete ikke i virkeligheden. Man tog hele fangsten med hjem i dybfryseren, ellers solgte men den. Den blev aldeles ikke givet væk, hævde hun.

Retrospektivt kan jeg sagtens få øje på, hvorfor nogle har forsøgt at binde mig et skønmaleri på ærmet, men dels kan man ikke udelukke at det sker i disse sjældne tilfælde, og dels er der stadig en grund til, at man forsøger at “etnifisere” livet i Nuuk, når man sidder overfor mig fra København.

Det får nu stå hen i det uvisse, hvad der egentlig foregår på det plan. For mig personlig, har en grønlandsk forretningskvinde større troværdighed og integritet end mine øvrige informanter på området.

AWG 2016 er i mål!

Nu er vi kommet til den sidste dag her i Nuuk AWG. Det har oversteget mine forventninger! Jeg havde frygtet, at de mangler vi så i starten og den holdning til at løse problemerne, ville gro en frustration, som tiden gik. Det var ikke tilfældet. Her er en formidabel stemning og gå-på-mod. Guldmedalje til AWG. Jeg er så glad for at have været en del af det.

Arbejdsmoral

Der er kommet mange afbud og udeblivelser fra vagter. Det har givet et hårdt pres på hotlinen, dem som har styringen af vagtskemaerne. De har ringet rundt til dem de ved, springer til, når der bliver kaldt. Men dem er der faktisk rigtig mange af. For mig at se, så er det alle dem som gennem tiden siden 90'erne, hvor Grønland begyndte at deltage i AWG, selv har være atleter, som stiller op som frivillige. Det er mit indtryk, det er dem, som går ind og bærer det hele hjem. Der er en fantastisk stemning her i frivilligecenteret. Et smittende humør, som i sidste ende har sejret.

De forskellige sportsteams bliver holdt i kort snor af deres respective trænere, og det bidrager jo også til den rolige afvikling af legene. Der ser ikke ud til at være nogle konfrontationer af nogen art, ihvert fald ikke i en grad, så det har givet bølger her på centeret.

Kulturprogrammerne

Hver gruppe har forberedet et kulturprogram, som er blevet vist på udvalgte steder rundt omkring og et stort samlet show. Der var et sådant show i går aftes. Det var et meget rørende show. Især tre samiske piger gjorde indtryk med deres samesang. De var mødtes her under legene, kendte ikke hinanden på forhånd, fordi de kom fra hhv. Norge, Sverige og Finland, men de havde fået sammensat et virkelig smukt program.

Der var eksempler på strubesang fra NWT og Nunavut, iblandet rockmusik og soft pop. Det har en chokerende effekt at blande med strubesang. Det var helt unge performere, der kunne synge på den måde, så det kommer vi da til at høre mere til.

Programmet i går sluttede med en meget smuk performance af en Tatiana Lar fra Yamal (Rusland). Det var en meget rørende oplevelse, som afslutning på alle de meget unge performere i alle genre.

Det helt store kulturprogram er stadig i vente. Afslutningsceremonien starter med en march gennem byen ud til en stor sportshal, hvor der vil være en to timer lang performance, som vel må betragtes som “hovedbegivenheden” for kulturprogrammet. Det glæder jeg mig meget til at være en del af, som frivillig.

Min eftermiddag på “girls dorm”.

6 timer ved ingangen til pigernes sovesal, det lyder kedeligt! Jeg rustede mig til at finde min indre mindfulness frem, som værn mod kedsomheden. Det blev så slet ikke nødvendigt! Da jeg fandt min plads, viste det sig, at jeg skulle tilbringe tiden sammen med præsten fra Nuuk. En rigtig sød kvinde, 100% grønlandsk, på trods af et udseende som en dansker, og en dansk forældre og dansk skole.

Hun blev et virkeligt tankevækkende bekendtskab og de 6 timer ved sovesalen bare fløj afsted. Hvem skulle nu have troet det? Jeg, som er så ateistisk, men talen faldt ikke på de emner i det hele taget. Muligvis guidet på vej af min sædvanlige banden, som jeg hver kan eller vil justere særlig meget. Hun fortalte om, hvordan hendes vej til at blive grønlænder havde været. Hendes nuværende mand havde, dengang de var blevet kærester, taget hende med ud i naturen, at leve i 3 måneder. Efter de måneder, var hun grønlænder! Hun er i en relativ sen alder blevet tosproget, men det er sikkert kun et spørgsmål om tid, så er hun flydende på grønlandsk. Jeg har jo kun hendes udsagn, for i mine øre er hun perfekt flydende, men jeg kan jo ingenting fortå selv.

Det blev en meget udbytterig eftermiddag for mig. Vi måtte vige tilbage fra emner, som forholdet til Danmark og til selvstændigheden, for hun har holdninger til Danmark og danskere, som hun ikke ønsker at debattere.

På et tidspunkt klapper hun mig godmodigt på låret og siger: “nu kommer danskeren op i dig” og det var tydeligvis ikke positivt ment. Jeg fortalte hende, at jeg opfattede migselv som dansker, så det overraskede mig ikke hun så en dansker i mig. Det kom fuldstændig bag på hende, men vi aftalte at slutte det emner og gik tvangfrit videre uden skår i det hyggelige samvær.

Rotary i Nuuk

Nu går turen videre ned til forsamlingshuset, hvor der bliver serveret mad for de frivillige. Det er Rotary, som er sponsor for det og det er medlemmerne selv, som står selv dernede hver dag og øser op. Alle de frivillige i forsamlingshuset, ligner expats med rigtig mange års erfaring fra Grønland. Det svarer meget godt til det faktum, som Gujo Thorsteinsson fra Kofoeds Skole havde påpeget, at en stor del af erhvervslivet er ejet af danskere. Det er jo så også naturligt dem, som er organiseret i Rotery.

AWG 2016 finder hjem stille og roligt

De mange unge atleter færdes i byen gruppevis, med helt ens tøj på 7-10 stykker ad gangen. Det er et spektakulært syn. Ind imellem gør de noget sammen med andre grupper og hilser pænt på hinanden. De er så unge. Der er ikke ret mange hochey-moms, men en enkelt fra Atlanta har jeg mødt.

Det forløber meget stille og roligt. Sportsdeltagerne ser så glade ud, spændte med en betydningsfuld mine på, og samtidig så parate og smilende høflige. Drengene og pigerne bliver holdt hver for sig og der er ingen problemer med det. Det kræver en del security-vagter, men dem er der mange af, og der ser ikke ud til at være problemer med det. Jeg er jo selv security her.

De unge mennesker finder ud af noget om verden, det er der ingen tvivl om. Måske er den pudsige optagethed af de små pins, som udveksles hele tiden, et udtryk for, at ville samle viden om verden. De kommer til at træffe unge fra dele af verden, de nok næppe kommer til at besøge selv, hvilket jo altid er inspirerende.

Alting foregår i en ånd af fair play og er gentlemen-like. Jeg oplever ingen konflikter, protester eller noget, som kunne følge naturligt af de sportslige konkurrencer. Det er en meget disciplineret gruppe af børn og unge.

Grønlandsk ledelse i praksis.

De frivillige er grønlændere, herboende danskere eller af blandet oprindelse. Hockey-mom og jeg er virkelig undtagelser, fordi vi er rejst hertil for at være frivillige. Det ser ud til, at den grønlandske “leve-i-nuet”, bliver kompenceret af en parathed blandt expats og dobbeltkulturelle.

Som teamleder for et security team, fik jeg et indtryk af den særlige grønlandske organisering. Det vigtigste for et security team er at smile og have humor, det bliver understreget mange gange. Efter at have gennemlæst hele håndbogen for teamledere, var der store spørgsmål, som forekom mig at være ubesvarede.

Jeg forsøgte at få opklaret spørgmålene ved at ringe til supporten. Det blev ikke særlig klart af det, og man valgte at sende den øverste ansvarlige for security ud, for at forklare systemet. Han kom så lige ved vagtskifte og han var en rigtig hyggelig og rar mand. Han smilede og lavede sjov med alle, på en god og rund måde. Skole eksemplet på håndbogens paragraf 1: smil og tag ting med humor!

Jeg forklarede ham problemet og sagde, at nu var det mest den nye teamleder, som fik brug for et svar. Han sagde, at han godt kunne se, der var et problem. Det måtte teamleder tage et møde med den anden teamleder om, så de kunne blive enige om at gøre noget. Det var svaret.

Herefter kastede han sig ud i den helt store dille under legene; at bytte pins! Det er nogle små metalmærker fra alt mulig, AWG tidligere år, Air greenland,andre flyselskaber eller hvad det nu kan være. Nogle deltagere har flere hundrede af dem og den helt store byttejagt gennemsyrer alt.

Jeg er ikke selv samler af pins, men ikke desto mindre bliver jeg også udstyret med nogle. En vild fremme pige, som jeg mødte ved et busstoppested, rakte mig pludselig en pin og spurgte om jeg ville have den. Hun fortalte, at hun lige havde læst, at der var flere mænd end kvinder i Grønland. Grønlands Statestik har udarbejdet nogle små hæfter til omdeling i forbindelse med AWG, som hun må have læst i. Det glædede hende, for hun ville godt finde en kæreste. Jeg tænker at hendes sæbeøje måske er en større forhindring, end det statistiske grundlag, men det ved hun sikkert godt. Jeg kunne kun ønske hende held og lykke.

Senere på dagen, hørte jeg fra en ung dobbeltkulturel idrætsorganisator, at han måtte skrive til ledelsen, for der var alt for lidt handling fra security ledelsen. Han var blevet bebyrdet med mange opgaver, som andre rettelig skulle tage sig af, ifølge ham. Hans skuldre var tyngede.

Jeg var da spændt på udviklingen næste dag i security. Jeg tog tilbage til samme plads igen, men alt var som dagen før. Egentlig havde jeg tænkt, at hvis den ingriben fra øverste leder dagen før virkede, så havde vi med en helt unik lederstil at gøre! Desværre må jeg nok sige, at den ikke havde virket. Heldigvis har der indtil nu, så vidt jeg ved, ikke være nogle alvorlige situationer, som har krævet indgriben fra sikkerhedsvagterne

Formålet med AWG 2016

AWG har sat sig for, at samle ligesindede i Arktis, blive boosted på selvfølelsen gennem spejling og gennem kulturelle og sportslige udtryk og bringe erfatingerne med ind i fremtiden. Det er min omskrivning af sloganet “Join Feel Jump”!

Jeg har opsøgt to personer, for at få svar på, hvordan dette kommer til at række ind i fremtiden, hvis det ellers kommer til at ske. Hvad er det vi skal lægge mærke til?

Først talte jeg med Michael Binzer, tidligere leder af AWG2002, hvor værtsskabet var delt med Canada, og nuværende konsulent i Mentorix, som er en hovedsponsor i AWG2016, og som har til opgave, at sikre at AWG får en blivende værdi for Grønland, såvidt muligt.

Hovedbudskabet fra M.Binzer var, at de mange kurser for frivillige, havde en blivende værdi. Det fik jeg en lille bekræftelse på, fra den omtalte pige i bussen. Hun havde gennemgået et førstehjælpskursus og var bestået! Hun kunne godt tænke sig at arbejde med noget i den retning i fremtiden. Nu håber jeg bare, der er en retning for hende den vej.

M.Binzer arbejder tydeligvis mest med erhvervslivet og den politiske og kulturelle klasse. Det har været et tovtrækkeri, at få dem til at give, uden først at stække hånden frem med håndfladen opad. Men Binzer er tilfred med resultatet. Der er blevet skabt en frivilligheds-kultur, ifølge ham.

Dennegang, imodsætning til 2002, hr det været lettere at finde 1700 frivillige. Det er altså gået fremad, selvom eventet er blevet fordoblet i størrelse siden 2002. Der er skabt et behov for at ville være med. Være en del af noget større.

Hvis man kikker på listen over sponsorer, så ligner det, at alle virksomheder i hele Grønland har sponsoreret. Ingen ser ud til, at ville stå undenfor detteher. Rotary spiller en stor rolle i AWG. De laver mad til de frivillige hver dag.

Nu er problemet bare det, at alt for mange af de frivillige, er tilfredse med, at nu er de med, og så dukker de ikke op til deres vagter! Det bringer kaos i organisationen, at der konstant skal reallokeres resourcer.

Alle vegne man dukker op til sine vagter, ser virkeligheden anderledes ud, end på papiret, det har jeg selv erfaring for. Her er det, jeg oftes møder expats eller dobbeltkulturrelle.

Binzer udtrykker det sådan, at grønlændere lever i et bliss af nu, men de er meget svage på emnet planlægning. Tilgengæld kan de finde en øjeblikkelig løsning ud af ingenting. Det har jeg fået en personlig erfaring med også.

Da jeg var uden et godt sted at bo, henvendte jeg mig på frivilligecenteret og klagede min nød. De kikkede på mig og sagde, luk alle dine tanker ned. Ganske rigtig, fire timer senere havde jeg det mest vidunderlige sted at bo, i en grønlandsk familie. Noget det ikke var lykkedes mig, gennem et halvt års arbejde fra Danmark at skaffe mig.

Det andet Grønland

For at få et svar på, hvorlangt ud AWG's ambitioner kan nå, opsøgte jeg den nyeoprettede afdeling af Kofoed Skole. Den er ledet af en islænging, bosat i Grønland gennem 40 år. Han var glad for at få besøg fra Danmark og talte med begejstring om skolens arbejde.

På spørgsmålet om AWG's effekt på hans arbejde med de hjemløse og udsatte grønlændere, var han lidt afmålt. Nogle af hans elever på skolen, var frivillige, og som sådan havde de gavn af de forskellige tilbud om integration i samfundet, men ellers var de ikke berørte.

Han var meget skeptisk overfor, om der ville komme noget som helst blivende ud af AWG. Han kunne ikke se, hvordan det ville omfatte hans elever i fremtiden.

Skolen er ved at blive opbygget med køkkenfasciliteter, syværksted, snedkerværksted, benskæreri, strikke- og perlebroderiværksted og flere af eleverne har tidligerre gået på Kofoed Skole i Kbh. så de tager nok model efter det, selvom lederen undertreget, at det her er en grønlandsk skole, ikke en klon af en dansk skole, men han lyttede naturligvis til elevernes ønsker.

Han var forbandet over, at Grønland ikke gjorde nok, for at standse den blødning af 3-400 personer, som netto udvandrer hvert år. Han havde ikke megen fidus til at skabe kontakter den vej over, om han sagde, med en håndbevægelse mod Nordamerika. Forbindelserne derover er alt for dyre og besværlige. Det kommer der aldrig noget ud af.

“Jeg vil hjem til Danmark”

Citatet ovenfor er fra en ung grønlænder med alt for lidt tøj på, som jeg mødte i en nattetime ved et busstoppested i Nuuk. Vi kæmpede for at undgå den kraftige snefygning og han prøvede at forklare mig at jeg skulle passe på mig selv i Nuuk. Det var en farlig by. Han prøvede også at fortælle mig, at det var en sjov og en dejlig by. Jeg kan ikke være sikker på, jeg forstod det hele, for hans danske sprog var meget begrænset.

Det er sådan en fyr, jeg har lyst til at give et kram! Det gør jeg naturligvis ikke. Han har heller ikke brug for noget kram, han har brug for et alternativ.

Selvstyret og Nuuk kommune er til eksamen i denne uge.

1500 atleter og 1700 frivillige er en mundfuld der aftvinger respekt. AWG har trykt et fint program med sportslige og kulturelle events. Det skal allerede brydes om, inden det er gået igang, fordi en snestorm har valgt at lægge sig lige oven i den planlagte luftbro. Detteher er ikke for begyndere! Men Grønland vil vise hvad de kan, som der står i AWG-avisen.

Der var et informationsmøde igår aftes for alle frivillige. Man mærker tydeligt, at vi er i Nuuk. Mødet foregår på grønlandsk og bliver simultantolket i nogle headsets. Det er et meget interaktivt møde, hvor vi lærer at smile, lærer telefonnumrer udenad og lærer at sælge fisk på et marked – so to speak. Mødet slutter med en opfordring til at lære, at synge nationalhymnen på grønlandsk, og uddeling af uniform til de frivillige.

Der var flere udlændinge, som så sig lidt undrende rundt. Vi havde måske mere behov for at vide andre ting, som f.eks. hvordan får vi noget at spise? Hvordan kører AWG-busserne mellem de forskellige venues? Hvordan holder man sig opdateret om div. programændriger? Hvad sker der, hvis man beder 1700 frivillige rapportere til samme telefonnummer, når der opstår en tvivl et sted?

Grønlandsk smil.

Jeg forbereder mig på en livsændrende oplevelse. Den rolige, optimistiske og helt igennem hjertevarme tilgang til noget, der i mine øjne ligner kaos og uoverstigelige problemere allerede fra start, er så imponerende, at jeg tager hatten af. Hvis de kan holde det smil kørende, når frustrationerene for alvor sætter ind, hvad de jo uden tvivl gør, så tager jeg læsebrillerne frem og kikker nøje efter, hvordan man gør. Det bliver stort.

Det langtidsholdbare ved begivenheden.

Både direktøren for AWG Maliina Abelsen og direktøren for den kulturelle del af AWG Ruth Montgomery-Andersen har lagt vægt på, at der skulle komme nogle blivende resultater ud af anstrengelserne. De taler de om i den avis, der er blevet udgivet i forbindelse med legene.

De lokale frivillige er blevet indraget i en del kurser og opgaver, som uden tvivl har styrket deres kompetencer og som kan bruges senere. De kulturelle grupper, som forbereder fremvisning af specifikke kunnen og som er udvalgt med henblik på at vise en kulturel forskellighed, er hver blevet tilknyttet en institution, enten et plejehjem eller en børnehave, som så er deres “buddy”.

Det skal give en tilknytning til andre dele af samfundet og en samhørighedsfølelse begge veje. Også de udenlandske grupper bliver tilknyttet deres egen grønlandske institution, hvor de kommer ud til kaffemik og optræder for institutionen. Jeg er spændt på at se, hvordan det virker i praksis. Foreløbig må jeg vente på, at luftbroen skal komme rigtigt igang og flyve de sidste atleter ind. Der har været rigtig mange problemer med

Jeg vil vende tilbage når jeg har undersøgt dettee spørgsmål nærmere. Jeg har aftalt et interview med Michael Binzer, som er konsulet med henblik på, netop at sørge for en kompetenceudvikling og transfer under legene.

Jeg vil holde min ven fra busstoppestedet i tankerne. Vil kompetenceløftet også kunne række ud til ham, inden han gør alvor af at “rejse hjem til Danmark”.