Er AWG2016 en lukket fest?

Svendestykke i selvstændighed.

Kommer Nuuk i mål med deres store satsning Arctic Winter Games 2016 (AWG2016) ? Er pengene givet godt ud? Målsætningen for AWG er at tage del i forskelligartede, inkluderende og farverige aktiviteter i lokalsamfundet på tværs landegrænser i den arktiske region, hvor alle kan være en del af et meningsfuldt projekt, der genererer glæde; at være en del af det arktiske samfund og at være nysgerrige om hinandens ligheder, forskelle og hvad vi kan lære af hinanden og gennem sport, kultur og fællesskab, at finde styrke og mod til at udvikle og sætte nye mål. Alt sammen summeret op i sloganet: Join Feel Jump!

Grønlands formål med AWG2016?

AWG har naturligvis samme formål, hvergang det afholdes, uanset hvor det sker, men for at være vært for denne kæmpe begivenhed, som er et alvorligt indhug i økonomien i Grønland, skal der være et fremadrettet rationelt fokus, skulle man mene.

I hvis forstand, det rationelle skal ses, er det op til arrangørerne at formidle. Jeg kan ikke se, det kommer så klart til udtryk endnu, men der er endnu mange måneder til begivenheden skal løbe af stablen, så det kommer måske.

For at kunne vurdere om AWG2016 og den store økonomiske satsning på 44,6 mill. DKK plus sponsorater fra de fleste store private og offentlige virksomheder i Grønland er pengene værd, bliver det nødvendigt for arrangørerne, at tydeliggøre, hvad det er de forventer bliver resultatet.

Set fra Danmark og rigsfællesskabet.

Som nogen vil vide, har jeg gennem længere tid arbejdet på at komme til Grønland til marts, for at tage del i AWG som frivillig arbejdskraft. Det gør jeg af to årsager: dels for at give mit beskedne bidrag til, at legene bliver en succes, og dels for at få førstehåndskendskab til, hvordan grønlandsk ledelse og organisering egentlig spiller sig ud i praksis. Det kan jo blive af stor betydning for fremtidige investorer i Grønland, at vide, hvordan man mest effektivt kan organisere sig under hensyn til den moderne grønlandske kultur.

Jeg havde i min naivitet forestillet mig, at Grønland ville være ivrig efter at invitere dansk presse og alle danskere, som måtte interessere sig for Grønland og for rigsfællesskabet, så vi kunne få styrket båndene i en fælles fremtid. Men det virker mere, som en øvelse i, at styrke sin selvforståelse i at være selvstændig nation. Som jeg tidligere har nævnt her på bloggen, er repræsentationsskabet i København overhovedet ikke engageret i at formidle viden eller bare at være behjælpelig med informationsmateriale fra AWG.

Er AWG2016 en lukket fest?

Hvis man læser i kommentarfelterne på de grønlandske aviser og andre medier, så hører man ofte beklagelser over, at danskerne ved for lidt om Grønland. Vi skal undervises i skolerne og hvad ellers, men når der, som i min Kickstarter, er et konkret tilbud om at forbedre vidensniveauet i DK om Grønland, ja så har det lidt træg gang på jorden.

Det er som om Grønland ikke satser på, at hjælpe danskerne til at vide mere om Grønland. Hvor mange af de der millioner kroner er gået til at forbedre forholdet til Danmark, efter en lang årrække med “brun sovs” og “skide blogtilskud” ?

Er Selvstyret tilstrækkelig bevidste om, at en vigtig del af at tiltrække investorer er, at skabe tillid til systemet og til at man kan gennemføre det man sætter sig for. AWG er en oplagt lejlighed til at demonstrere netop dette for verden. Ikke mindst i Danmark, kunne det være af stor betydning, at få indsigt i, hvordan man får ting til at falde på plads i en stor kompleks organisering.

Omvendt er danske medier heller ikke så opmærksomme på, at forstå de grønlandske bestræbelser på, at skabe et selvstændigt samfund, som baserer sig på samarbejde med Danmark. Jeg tror initiativet skal komme fra Grønland nu, for det er lidt svært at se, hvordan man i Danmark kan bryde igennem den malstrøm af klynk og bank, som er hovedåren i kommunikationen fra Grønland lige for tiden.

Det er på tide, grønlænderne holder spejlet lidt oppe for sig selv. Hvad vil Grønland med fremtiden? Sådan har jeg egentlig forstået hele hensigten med AWG2016 og derfor vil det være interessant, også for danske læsere, at følge min rapport derfra.

Kickstarter: AWG2016 – a study

Jeg har ikke opgivet at gennemføre min mission om at deltage i Nuuk til foråret. Min Kickstarter løber året ud, og jeg vil fortsætte med at forsøge at placere artikler/foredrag/idrætsdage eller blot dagbogsnotatter såvel i Grønland, Danmark og det øvrige arktisk område. Det er jo trods alt en billig måde at få åbnet op for bidrag til en nysgerrighed og en økonomisk bæredygtig fremtid i Grønland.

Mit finansieringsbehov er blevet mindre, da jeg har besluttet at rejse alene afsted, så det nu er endnu mere overkommeligt at få formidlingsprojektet i mål. Hvis du er interesseret, eller kender nogen som er interesseret, så kan du gå ind og støtte her: AWG2016 – a study

Arctic Winter Games 2016 - et studie.

Vi, her nede i Danmark, ved for lidt om Grønland.

Grønlænderne klager over vores manglende viden og det vil jeg gerne gøre noget ved!

Mange af os har en indre drømme ø, befolket af opdagelsesrejser, isbjerge, eventyr, moskusokser, slæderejser, næsekys, nordlys og bjørneskind. Det er et meget trygt sted at være og derfra springer vores udlængsel og kærlighed til dette kæmpe land. Vi er født med drømmen om Grønland.

Men grønlænderne er igang med at bygge en nation op i Arktis, og den kan ikke eksistere på en drømme ø. Den kræver svar på virkelige spørgsmål og kræver virkelige handlinger. Jeg tror man er godt igang med processen i Grønland, men man er bare ikke særlig god til at fortælle om det.

Det “kulturelle maskinrum”.

Nu har vi changen for en særlig rejse ind i det “kulturelle maskinrum”, og det er den rejse jeg agter at foretage. Rejsen op til Nuuk til marts 2016, hvor Grønland skal være vært for Arctic Winter Games.

Det er den største logistiske opgave Grønland nogensinde har påtaget sig. 44,6 mill. er der investeret i eventen, så den er forbundet med meget store forventninger.

Formålet med legene er at styrke sportslig og fair konkurrence og at øge social integritet lokalt og regionalt. Det er ikke så vigtigt at vinde, som det at være sammen og lære af hinanden, på tværs af sprog og kultur.

Foruden de arktiske sportsgrene samt alm. sport er der også et omfattende kulturelt program. AWG henvender sig til unge atleter i alle aldre og legene har et tydeligt kulturelt/pædagogisk formål.

Jeg har meldt mig som frivillig.

Sammen med en mere, som jeg endnu ikke har fundet, vil jeg rejse til Nuuk som frivillig og observere AWG gennem deltagelse og samtaler med under vejs. Det hele skal munde ud i en analyse af, hvordan ledelse og organisation fungerer i det moderne Grønland.

Jeg vil holde øje med de små ting, som kan fortælle historien om, hvordan man samarbejder, hvordan man sætter sig mål, hvordan man krisehåndterer og konfliktløser, hvordan kommunikationen forløber og i det hele taget stemningen på stedet. Det er en stor opgave, jeg har sat for, så derfor vil jeg gerne have en makker at arbejde sammen med.

Det kommer forhåbentlig snart og så vil I nok blive præsenteret for en crowdfunding kampange fra os. Vi mangler 44.000 Kr. for, at det kan lade sig gøre.

Efterfølgende vil vi skrive artikler om udvalgte emner, vi synes er interesante, rejse rundt og holde foredrag og foretage praktisk instruktion af div. arktiske sportsgrene og hvad vi ellers kan finde på.

Hvordan er starten af projektet så forløbet?

Jeg har arbejdet på projektet siden tidligt forår i år. Læst rapporter fra tidligere AWG, undersøgt hvad det er for sportsgrene, som er særligt arktiske, besøgt de forskellige institutioner, som jo egentlig har til formål at udbrede kendskabet til grønlandsk kultur.

Jeg havde nok i min naivitet troet, at det ville vælte ud med oplysninger. Det plejer det at gøre, når jeg først sætter blikket på et, for mig, ukendt område. Men det kan jeg ikke lige sige, det har gjort dennegang.

Jeg var til musikfestivallen Himmelstorm i sommer, og der var nordisk tema, med Island, Grønland og Færøerne som hovedhjørnesten. Festivallen vrimlede med islændinge og færinger, men af grønlændere så jeg bare to kvinder med deres børn. De havde ellers fået Nanook til at spille, et band jeg har indtryk af, er populært i Grønland.

Jeg har holdt øje med de udstillinger og arrangementer, som er blevet afviklet i Kbh. i løbet af sommeren, men der har ikke været skyggen af optakt til AWG 2016 noget sted.

I forbindelse med den crowdfunding kampange, jeg er igang med at forberede, kunne jeg tænke mig en video, som kort og præcist fortæller om mit projekt. Til det formål vil jeg gerne låne en plakat/transperent/photostat eller et eller andet omkring AWG 2016, så baggrunden kunne understøtte kommunikationen.

Jeg henvendt mig naturligvis til den grønlandske repræsentation i København. Fru Susan Frydendahl, som er informationsmedarbejder der, synes aldeles uinteresseret i mit problem. De havde ingenting om AWG der, og det var ikke deres opgave, da det ikke er et arrangement de står for!

Hun fik sporet mig ind på det faktum, som jeg godt havde anet i forvejen, at AWG egentlig ikke henvender sig til nogen tilskuere; det er et projekt, som skal hjælpe en blomstrende ungdom i Grønland og Arktis frem og intet andet. Det er måske også fint. Det sætter min fornemmelse af et “maskinrum” lidt i perspektiv. Det er virkelig et meget internt projekt. Det bliver spændende at følge.

Før afrejse til Nuuk, skal et par ting falde på plads.

Nu sætter jeg min lid til, at jeg kan finde en interesseret studerende eller kandidat, som har lyst til at rejse med mig i tre uger til Nuuk. Jeg får brug for et begavet menneske, til at samle og sortere de mange indtryk vi får i løbet af dagen og udvælge de spørgsmål, som vi med fordel i situationen, kan forfølge næste dag. Jeg tænker en grønlænder kunne være interessant, men ikke nogen betingelse.

Jeg skal finde et sted i Nuuk, hvor vi kan bo. Alle hoteller melder optaget i netop den periode. Der skal bruges mange personlige forbindelser, for at finde et sted under de omstændigheder, men det skal nok gå.

Endelig er der pengene! Min nye makker og jeg skal igang med at “sælge” foredrag, artikler og idrætsdage, så crowdfundingen kan komme i hus. Det hele bliver jo blot et spørgsmål om at bestille en artikel osv. i lidt god tid. Mon ikke det også nok skal gå.

Nationalpartiet og Janteloven.

Danmark har fået et nyt parti. Det er altid glædeligt når de nye danskere vælger at engagere sig i samfundet og gør sig erfaringer med at komme til orde. Nationalpartiet er stiftet af tre brødre, oprindeligt fra Pakistan og senest har de fået Yahya Hassan, den berømte digter, med også.

Navnet og hjemmesiden.

Jeg må indrømme, det gibbede lidt i mig, da jeg første gang hørte navnet Nationalpartiet. Jeg synes det bærer en skygge af Nationalsocialisme i sig. Det bliver på en sær måde understreget af det voldsomt dominerende Dannebrog, som flagrer på deres hjemmeside.

De virkede ellers så internationale på mig, de tre unge mennesker, så hvorfor lige det navn? Det er angiveligt fordi partiet appellerer til hele nationen. En lidt bagvendt logik, når man tænker på, at mange af de mærkesager de har, vedrører medborgere, som IKKE har dansk statsborgerskab, og altså ikke er “danskere” i retsstatslig forstand.

Det virker mærkeligt, at de ønsker at lægge en skærings linie netop der, ved statsborgerskabet. Måske er det utilsigtet, men navnet og den bastante form for national stolthed, er fremmedartet i Danmark.

“Tre danske værdier”.

Respekt, tolerance og fredelig sameksistens er angiveligt de tre danske værdier man vil bygge partiet op om. Men der er jo ikke tale om danske værdier! Der er i bedste fald tale om generelle værdier. Ud fra materialet på partiets hjemmeside, må man tro, at her snarere er tale om nogle værdier, som partiet vil appellere til, med det formål, at fremme partiets mærkesager, som hovedsaglig går ud på, at gøre livet lettere for de nytilkomne, hvad enten de er statsborgere eller ej. Et fuldt ud hæderligt motiv.

Problemet bliver jo så bare, om det er nogle værdier, som vil møde genklang hos de blege danskere. Dem som har levet i Jantelovens Danmark siden de glemte deres tilknytning til et eventuelt andet sted. Vi skal jo ikke glemme, at vi består af indvandrere fra Tyskland, Holland, Polen, Norge, Irland og så videre, som blot har glemt vore aner, og har fundet et hjem i Jantelovens Danmark.

Janteloven er defineret negativt i de ti bud formuleret af Aksel Sandemose og det er måske det største handicap i forsøget på at forstå, hvordan vi selv tænker. Det er vanskeligt at italesætte en selvforståelse, som bygger på et negativt selvbillede, men ikke desto mindre er det vigtigt at prøve at komme til det.

Rend mig i traditionerne.

Lad os se lidt nærmere på én af de værdier Nationalpartiet ønsker at bygge på, nemlig respekt. Respekt er jo umiddelbart et plusord. “Jeg har respekt for dig”; “du har respekt for mig”. Det er ord vi bruger, men der lurer en afstand imellem os, når vi bruger dem. En konflikt. Et strejf af ubehag. Det er et ord, som hører hjemme i en hierarkisk sammenhæng. “Jeg ønsker fred med dig”.

Derimod er respektløshed en dansk værdi!

Den har givet os kulturradikalistmen og ungdomsoprøret og i bund og grund også velfærdssamfundet. Man gjorde op med godsejere, kirken og “hattedamers” tilfældige barmhjertighed og almisser og ændrede den sociale forsogn til en rettighed, som ingen skulle tigge om, men som man med oprejst pande kunne gøre krav på. Det skulle ikke længere være en skam at være fattig. “Du er ikke et bedre menneske, fordi du er rig”, er den underliggende tankegang i velfærdssamfundet, og den tanke er en meget central værdi i Danmark.

Når jeg tænker på danske børn, så kan jeg ikke høre dem sige: “jeg har respekt for min far.” Et sådant udtryk vil straks lede tanken hen på vold i familien. Jeg hører dem sige: “jeg elsker min far”, eller “jeg savner min far”, eller lignende udsagn, men respekt er ikke et udtrykt, der falder naturligt i sammenhængen. Det er der en grund til. Vi elsker jævnbyrdighed, selv indenfor familien.

Det er måske i virkeligheden her, den store tegning-krise har sit udspring. Respektløshed er en sædvanlig måde at teste ting og fænomener på her til lands og det er en kontekst, som ikke altid bliver forstået i udlandet.

I 50'ernes og 60'ernes økonomiske opsving, var det naturlig for en ny middelklasse, at markere sin nye status i form af “dollergrin”, parcelhuse og carporte og den slags, men det udløste et oprør fra de kulturradikale og som forhindrede, at jævnbyrdigheden blev sat over styr. Blev middelklassen for egenkærlig, blev de mødt med udtryk som “ligusterfacister” og den slags. Der var en permanent forhandling om retten til at træde ud af Janteloven og blive liberalt egenkærlig. Det var dengang, problemet med du og De gled ud af sproget.

Hidtil er det kulturradikalerne, med deres udsyn i verden og deres insisteren på social ligeværdighed, som har haft megafonen i hånden. Fornyelsen kom gennem opbrud af normer og traditioner og en stadig provokation af vanetænkning og uberettigede privelegier hos borgerskabet. Så kom globaliseringen, drevet af produktions- og finansverdenen, og ændrede lidt på tingene.

Har Janteloven en change idag?

Hvis man ønsker at bygge på danske værdier, så er Janteloven helt klart et bedre bud. Den er defineret temmelig negativt, men med en vis omvending af betragtningsmåden, kan man godt finde grobund for en samfundsudvikling her.

Enhver dansker kender til indholdet og funktionsmåden. Allerede her kan vi se, at Janteloven er en meget central og præcis beskrivelse af skandinavisk kultur.

Selvom de seneste generationer siden Sandemose i 1933 formulerede Janteloven, er vokset op med at nedgøre netop Janteloven og dens afledte funktionsmåde, ja så bliver funktionen gentaget igen og igen. Dette ville jo ikke være tilfældet, hvis der ikke var noget konstruktivt og værdifuldt i netop den kultur, den skandinaviske.

Vi er meget konsensus søgende og enhver diskussion skal helst ende med: “i virkeligheden er vi enige, vi udtrykker os bare forskelligt...” Sådan kan Janter godt lide det. Vi skal være tæt forbundne og i samme båd. Janter undgår helst at være forskellige. Det er så vigtigt at kunne spejle sig i hinanden og se et ret præcist spejlbillede.

Men hvorfor er det så vigtigt at være et spejl af hinanden i Danmark? Det er det fordi vi danskere elsker at være hudløst sammen og næsten opløse den ydre grænse imellem os, så vi får en “næsten” direkte adgang til et uforfalsket indre. Først dér, kan vi rigtig hygge os. Hygge er trodsalt alfa og omega i Janternes land, ikke kun i Danmark. Vi er afhængige af rum, lukket af for verden, hvor vi uden frygt for konflikt kan forbinde os med hinanden og føle os sammen. Det er det stof hygge er gjort af. Men det er også det stof venskaber er gjort af i Skandinavien. Tilgengæld kan vi hygge os og blive venner med hvem det skal være, hvis de bare forstår denne nøgle til hygge, og det der faktisk mange der gør!

Nationalpartiet i Folketinget.

Det er lidt svært at se, hvem det er, partiet henvender sig til. Selvom de sætter en talentfuld og succesrig digter i forgrunden, så er det digtlæsende segment ikke så stort igen. Der skal flere til. Måske er der tale om helt nye værdier, som kan hjælpe flygtninge og indvandrere til et bedre liv her. Det er bare ikke særlig nemt sådan at opdrage på danskerne. At kæmpe imod Janteloven er i særdeleshed svært.

Men flygtninge og indvandrere kan heller i sig selv samle nok stemmer og desuden bliver ghettomiljøerne ikke ligefrem strøget med hårene heller, i partiet. De skal tage og læse deres Koran og forstå, at Islam har højt til loftet, som Yahya Hassan siger. Ikke alle steder noget nemt krav at leve op til.

Vi må vente og se om det lykkes dem, men det ligner mere en tænketank end et politisk parti.

Filmen “Idealisten” og lidt om grønlandsk politik.

Der er kommet en ny film på markedet, “Idealisten” af Christina Rosendahl, som jeg endnu ikke har set, men som handler om en velkendt historie, nemlig om dansk regerings hemmelige tilladelse til amerikansk overflyvning af dansk territorie med atombomber.

Da jeg ikke har set filmen, skal jeg ikke udtale mig om den, men timingen er interesant, idet vi for ganske nylig har fået formodning om dansk regerings tilladelse til NSA's overvågning af danskerne, fuldstændig parallelt med Thule-overflyvningerne dengang (og nu?).

Helle Thorning-Schmidt gentager et robot-svar: Regeringen har ikke grund til at tro at USA foretager ulovlig overvågning af danskerne. Den eneste logik, der giver det svar mening, efter Snowdons's afsløringer af NSA, er, at der findes en ulovlig aftale med USA, som fritager USA for ansvar, præcis som i Thule dengang.

Jeg håber at filmen formår at sætte fokus på den danske regerings usunde følgagtige relation til USA. Også Anders Fog Rasmussen's stunt, med at få DK inddraget i en ulovlig krig i Irak, og efterfølgende ulovlige fangetransporter i grønlandsk luftrum, kunne være stof for endnu en film til selvreflektion. Den opfordring er hermed givet videre.

Fra atomvåben til atomkraft.

Der er imidlertid også et andet spor i historien, nemlig forholdet til atomvåben/atomkraft i den danske regering. Det spor er blevet sat i relief af Selvstyrets ophævelse af nul-tolerancen for ganske nylig.

Baggrunden for skandalen med B-52 flystyrtet på Thulebasen dengang i 1968 er jo, at folketinget havde taget en beslutning om, at man ikke ønskede atomvåben på dansk jord. Det viste sig så, at man trods den beslutning, havde hemmelige aftaler med amerikanerne og det er det filmen handler om.

Man tog først endelig stilling til atomkraft til fredelige formål i Danmark i 1985 og det var nok i sidste øjeblik, før Tjernobyl-ulykken i 1986 cementerede en stærk dansk modstand imod kernekraft.

Et meget væsentligt argument imod brug af a-kraft, er problemerne med deponering af affaldet. Et problem, som stadig ikke er løst.

Siden jordskælvs-ulykken i Fukushima i Japan i 2011, har både Sverige og Tyskland har taget beslutning om afvikling af al anvendelse af atomkraft, da det ansees for at være for farligt.

Selvstyrets ophævelse af nul-tolerance-loven.

Midt i “råstof-feberen” i Grl. vedtog Aleqa Hammond's regering, i oktober 2013, som bekendt en ophævelse af nul-tolerancen, således, at der blev grønt lys for uran-udvinding fra Kvanefjeldet. Man drømte om at blive verdens største eksportør af uran! Helt ude af trit med overvejelserne i resten af verden.

Nogle tilfældigheder, så som ebola i Sierra Leone, fik financieringen af projektet via London Mining til at kollapse. Priserne på verdensmarkedet er i øjeblikket ikke gunstige, men som altid i markedsøkonomi, går den slags op og ned, og den manglende financiering er ikke noget godt værn imod en fejlagtig beslutning i Selvstyret!

Valget til Landstinget i november sidste år, har bekræftet Siumuts lederskab og holdningen til uranudvinding ser ikke ud til at kunne rokkes. Den ligger, som en tikkende bombe og venter kun på verdensmarkedets opsving på uran-priserne.

Grønlands dårlige økonomi.

Som altid bliver økonomien brugt som undskyldning for at tage forkerte beslutninger, for at løse et kortsigtet problem her og nu. Der er således ikke nok stemmer i at foreslå, endsige flertal for, at man i Grønland genindfører nul-tolerancen, med risiko for at vanskeliggøre en økonomisk udnyttelse af Kvanefjeldet.

Men er grønlænderne virkelig ligeglade med, hvor pengene kommer fra? Jeg har svært ved at tro det.

Man kunne jo håbe, at den nye film “Idealisten” kan vække en grønlandsk tvivl, om det hensigtsmæssige ved en øgning af verdens strålefare. Hvis uran bliver brudt og eksporteret, vil det resultere i strålingsfare og ophobning af atomaffald både i Grønland og et eller andet andet sted på kloden!

Hvem skal tage ansvaret?

Grl. har ikke underskrevet traktat om ikke-spredning af radioaktivt materiale (NPT), så ansvaret for opfyldelse af traktatens bestemmelser, falder, via rigsfællesskabet, tilbage på Danmark (som har skrevet under på traktaten). Men danskerne har ingen indflydelse på Landstingets beslutning om at blive verdens største eksportør af uran. Det er uholdbart!

Imidlertid, ser jeg en løsning, som måske vil passe alle parter. Grl. har tidligere eksporteret uran til Risø, som arbejdede for at få indført a-kraft i Danmark. Det nu lukkede forsøgscenter, står overfor en genplacering af radioaktivt affald fra centerets reaktorer.

En nylig afholdt international konferance på Christiansborg med emnet : “danske planer om slutdepot af radioaktivt affald er fejlbehæftet”, viste, at vi står overfor meget snart at skulle slut-deponerer ca. 5000 m3 radioaktivt affald, som stammer hovedsagligt fra Risø's aktiviteter, og at der er store problemer med at finde et egnet sted.

Nogle borgere har forsøgt at grave lidt i dansk uran-historie, og uden at være ekspert på området, så finder jeg deres undersøgelser interessante. Læs selv på deres hjemmeside: atomaffaldklarhed.dk.

For eksempel har de gravet i de politiske bestræbelser på, at få indført a-kraft i DK helt frem til beslutningen om et nej til a-kraft i 1985. Der var tilsyneladende et politisk ønske at gøre Kvanefjeldet til rigsfællesskabets selvforsyning af uran. Det var et sikkerhedspolitisk spørgsmål dengang. Brydningen i Kvanefjeldet blev ifølge den nævnte hjemmeside aldrig rentabel.

Da den radioaktive substands, som i øjeblikket står overfor en slut-deponering, i hovedsagen stammer fra Kvanefjeldet, var det måske relevant, om det kunne vende tilbage?

En potentiel kilde til indtægter fra Danmark til en slunken Selvstyre-kasse: affaldshåndtering.

Jeg synes det vil være en meget relevant diskussion for befolkningen i Grønland, at tage stilling til, om man kan påtage sig en slutdeponering af radioaktivt affald. Der er helt sikkert mange penge at tjene, da det er et kæmpe problem på verdensplan.

På den omtalte internationale konference på Christiansborg fremgik det, især af Gerhard Schmidt's oplæg, at et slut depot bør være af en sådan art, at det vil kunne modstå en ny istid, da affaldet skal ligge i depot i 1 million år, og indenfor det tidsrum er en istid sandsynlig.

Jeg tænker, uden at have forstand på det, at Grønland er det perfekte sted, for en slutdeponering, som er sikret imod en istid! Jeg forestiller mig, at det er en meget vanskelig opgave at påtage sig, men dog én som SKAL løses. Rigsfællesskabet kunne måske for engang skyld arbejde sammen om opgaven?

Under alle omstændigheder, bør det være et ansvar man påtager sig, når man intenderer at blive verdens største eksportør af uran, såsnart markedet bliver gunstigt! At slutdeponere en således meget begrænset mængde, som den danske, sølle 5.000 m3, som stammer fra Kvanefjeldet oprindeligt, skulle give grønlænderne en forsmag på de dimentioner, man påtager sig at kaste kloden ud i.

Er Grønland klar til at løse sin økonomiske trængthed, ved at eksportere uran, så må vi forlange, at også affaldshåndtering bliver løst på Grønland. Det er på høje tid, at komme igang med planerne, for Risø-depoterne trænger til omplacering meget snart og der er ikke rigtig nogen gode løsninger i Danmark.

Går det godt og Grønland finder brugbare løsninger til atom-affaldshåndtering, så er potentialet virkelig stort og de sørgelige finanslovsproblemer vil være fortid. De 5.000 m3 fra Risø, er en fugl i hånden!

Jyllands "sharia" Posten

Når janteloven og sharialoven går hånd i hånd, så får jeg hovedpine. Jeg kan ikke trække vejret og må have luft og vil udtrykke mig, selvom dette blogindlæg måske er mindre gennemtænkt end jeg kunne ønske mig, Det får så være.

Årsagen til indlægget her er naturligvis attentatet på Charlie Hebdoe i Paris 7. jan. altså sidste onsdag. Jyllands Posten har bekendt kulør: de er for bange!! Der er næppe nogen korrespondent, der gider risikere noget i marken for dem længere, men de kan vel få faxet lederen fra Yemen fremover. (Dette er min vittighedstegning!)

Lad mig sige det med detsamme: jeg er kritisk overfor vores deltagelse i krigshandlinger i Mellemøsten, som meget vel kan udvikle sig til Danmarks “Algier” og som (igen!) ikke har nogen exit-plan. Men jeg er ikke kritisk overfor den daglige politiske kamp imod anti-demokratiske kræfter, såvel her som i udlandet. Jeg husker personligt, hvilken stor lettelse jeg følte, den dag Charlie Hebdoe genoptrykte muhammedtegningerne, dengang ingen andre turde. Tak for det!

“Strukturel racisme” og “islamofobi” er blevet popsmarte nøgleord, som udgør den største bresche i kampen for demokratiet, fordi den er groet i en tvistet form for jantelov. Demokratiet er i forvejen voldsomt under angreb fra kapitalismen og dens behov for kontrol og undertrykkelse af frihedsrettighederne til egne formål (se hele problemet med overvågning til markedsføringsbrug mm.) og nu blander sharia-janterne sig også, med deres fromme bud om selvtugt, automat-empati og selvransagelse frem for nøgtern forståelse af situationen.

Der cirkulerer to typer argument.

For det første et argument som hedder, vi har skabt en ulige verden, hvor muslimerne hører blandt de fattige, og det er derfor vi ser dem gå til angreb nu. Vi burde have fordelt rigdommene bedre, så var dette aldrig sket.

At verdens økonomiske ulighed er et problem, det er klart, men det er en indbygget forudsætning i selve kapitalismen og det er DER vi bør angribe det problem. “Ulighed skaber vægst” er et centralt dogme i markedsøkonomien, selvom man jo vitterligt kan finde overvældende mange eksempler på stor ulighed og manglende vægst mange steder i verden! Sådan er det med dogmer.

Når muslimer går til angreb på ytringsfriheden, har de selvfølgelig et kompliseret net af bevæggrunde, men at se det som de fattige undertryktes råb for retfærdighed, giver ikke rigtig mening her. Det er jo netop de mest uddannede, med høj vestlig levestandard, som danner kernen i IS og i de celler, som senest har lavet attentat på Carlie Hebdoe.

Megen radikalisme, så vidt jeg forstår, udspringer fra Saudi Arabien, og det er jo ikke noget fattigt land.

Det er ikke de fattige analfabeter på landet i Mellemøsten, det er unge vesterlændinge, som, af forskellige grunde, vælger at kortslutte alt hvad de har lært, i håb om en hurtig gevinst, hvad den så end måtte være, 40 jomfruer, et forenklet verdensbillede eller hvad? Jeg kunne godt forestille mig, at de er grebet af den samme forvirring og fortabthedsfølelse, som altid rumsterer i et ungt menneskes sind og som giver sig alle mulige ekstreme udtryk for en lille %-dels vedkommende. Jeg kalkulerer med et vist element af tilfældighed her. Nogle enkelte bliver så hængende og finder ud af, at de kan skabe sig en magtbase indenfor et eller andet ekstremt, og voila en terrororganisation er skabt. Det sker igen og igen.

At Jyllands Sharia Posten i denne situation vælger at blive bange, det fjerne ikke forvirringen og fortabthedsfølelsen hos nogen, tvært imod! Det sender et signal om, at verden er et farligt og utrygt sted, hvor ingen beskyttelse findes. I den situation er det menneskeligt, omend dumt, at slutte sig til den stærkeste her og nu og det er desværre aldrig dialogen, demokratiet, menneskerettighederne eller retssamfundet, fordi disse ting kræver tid, ro og eftertænksomhed.

Det andet argument går stik modsat:

Der er i virkeligheden ikke noget at frygte. Al kritik af islam og indvandere er et udtryk for islamofobi, altså dysfunktionelt og patologisk eller helt enkelt racisme. “Strukturel racisme” når det skal være rigtig effektivt. Hvis vi ikke var så frygtsomme og så spøgelser i hver en gettho og i hvert et fremmed efternavn, så var der slet intet problem. Tankegangen er således, at hvis racisme eller patologisk frygt blev fjernet i os selv, så så vi heller ingen attentater som Charlie Hebdoe, eller måske snarere omvendt, at vi ser dette angreb i Paris, det tages som tegn på, at tesen om racisme og islamofobi er rigitg.

Det er selvfølgelig lettere at se indad og rette fejl hos sig selv, for det har man dog større change for succes med, men det kræver, at fejlen i overvejende grad ligger dér og ikke et andet sted. Janternes navlebeskuelse har taget overhånd og vi ved ikke længere, hvor vi skal lede, hvis vi altid kører frem med automat-empati for en sikkerheds skyld.

I mine øre lyder ord som “strukturel racisme” og “islamofobi”, som et forsøg på at inddæmme angsten for verden i et lille neurotisk korrektiv til den nærmeste andedam, for så at kunne bevare det idelle billede af en skøn forenet ukompliceret menneskelig verden. Jeg er klar over, dette ikke er noget argument, men blot en beskrivelse af en følelse jeg har.

Nu skylder jeg nok, for klarhedens skyld, at give et bud på, hvordan min egen forståelse, på dette ufærdige analysetidspunkt, er.

Med udgangspunkt i et forsvar for demokratiet og en kapitalisme-kritisk holdning, vælger jeg at have tillid til demokratiets overlegenhed som styreform. Dvs. jeg anser kalifater, diktaturer og oligarkier som mindre duelige på langt sigt, men dog som trusler på kort sigt.

Alfa og omega i denne kamp er altså, at stå sten hårdt fast på demokratiets principper og ikke vakle med “særlove” og efterretningsbeføjelser, som undergraver samfundets gennemsigtighed. Vi skal ikke lade os snigløbe af opportunistiske kapital og/eller magt interesser, hvad der ofte bliver resultatet.

Personlig tror jeg ikke på, at IS kan eksistere som stat i det lange løb. Måske er det netop begyndelsen til enden på de mange autokratiske systemer i Mellemøsten. Ethvert autokrati har tendens til at implodere historisk set og måske er tiden kommet til Mellemøsten? Under alle omstændigheder er denne krise, vores bedste anledning til at få udskilt al religion fra de demokratiske sekulære samfund, i særdeleshed vor eget: Danmark. Ateisme er den logiske og rationelle vej frem i et transparent samfund.

Religionsfriheden er til for at beskytte den enkeltes behov for individuel trøst i livet, men har ingen adgang til samfundets ledelse, og sådan skal det vedblive med at være.

Vi tabte et slag i Paris i onsdags, men vi har ikke tabt krigen. Vi vinder krigen gennem at tale højt med hinanden om, hvordan vi tænker og føler og få bearbejdet det hårde anslag, som vi led og sikkert kommer til at lide ind imellem i fremtiden også. Med 7 mia. mennesker og en klode under pres, er opgaven, at forsvare den menneskelige uddannelse, reflektion og samfundsmæssig transparens. Det er kun demokratiet, der kan sikre dette.