Filmen “Idealisten” og lidt om grønlandsk politik.

Der er kommet en ny film på markedet, “Idealisten” af Christina Rosendahl, som jeg endnu ikke har set, men som handler om en velkendt historie, nemlig om dansk regerings hemmelige tilladelse til amerikansk overflyvning af dansk territorie med atombomber.

Da jeg ikke har set filmen, skal jeg ikke udtale mig om den, men timingen er interesant, idet vi for ganske nylig har fået formodning om dansk regerings tilladelse til NSA's overvågning af danskerne, fuldstændig parallelt med Thule-overflyvningerne dengang (og nu?).

Helle Thorning-Schmidt gentager et robot-svar: Regeringen har ikke grund til at tro at USA foretager ulovlig overvågning af danskerne. Den eneste logik, der giver det svar mening, efter Snowdons's afsløringer af NSA, er, at der findes en ulovlig aftale med USA, som fritager USA for ansvar, præcis som i Thule dengang.

Jeg håber at filmen formår at sætte fokus på den danske regerings usunde følgagtige relation til USA. Også Anders Fog Rasmussen's stunt, med at få DK inddraget i en ulovlig krig i Irak, og efterfølgende ulovlige fangetransporter i grønlandsk luftrum, kunne være stof for endnu en film til selvreflektion. Den opfordring er hermed givet videre.

Fra atomvåben til atomkraft.

Der er imidlertid også et andet spor i historien, nemlig forholdet til atomvåben/atomkraft i den danske regering. Det spor er blevet sat i relief af Selvstyrets ophævelse af nul-tolerancen for ganske nylig.

Baggrunden for skandalen med B-52 flystyrtet på Thulebasen dengang i 1968 er jo, at folketinget havde taget en beslutning om, at man ikke ønskede atomvåben på dansk jord. Det viste sig så, at man trods den beslutning, havde hemmelige aftaler med amerikanerne og det er det filmen handler om.

Man tog først endelig stilling til atomkraft til fredelige formål i Danmark i 1985 og det var nok i sidste øjeblik, før Tjernobyl-ulykken i 1986 cementerede en stærk dansk modstand imod kernekraft.

Et meget væsentligt argument imod brug af a-kraft, er problemerne med deponering af affaldet. Et problem, som stadig ikke er løst.

Siden jordskælvs-ulykken i Fukushima i Japan i 2011, har både Sverige og Tyskland har taget beslutning om afvikling af al anvendelse af atomkraft, da det ansees for at være for farligt.

Selvstyrets ophævelse af nul-tolerance-loven.

Midt i “råstof-feberen” i Grl. vedtog Aleqa Hammond's regering, i oktober 2013, som bekendt en ophævelse af nul-tolerancen, således, at der blev grønt lys for uran-udvinding fra Kvanefjeldet. Man drømte om at blive verdens største eksportør af uran! Helt ude af trit med overvejelserne i resten af verden.

Nogle tilfældigheder, så som ebola i Sierra Leone, fik financieringen af projektet via London Mining til at kollapse. Priserne på verdensmarkedet er i øjeblikket ikke gunstige, men som altid i markedsøkonomi, går den slags op og ned, og den manglende financiering er ikke noget godt værn imod en fejlagtig beslutning i Selvstyret!

Valget til Landstinget i november sidste år, har bekræftet Siumuts lederskab og holdningen til uranudvinding ser ikke ud til at kunne rokkes. Den ligger, som en tikkende bombe og venter kun på verdensmarkedets opsving på uran-priserne.

Grønlands dårlige økonomi.

Som altid bliver økonomien brugt som undskyldning for at tage forkerte beslutninger, for at løse et kortsigtet problem her og nu. Der er således ikke nok stemmer i at foreslå, endsige flertal for, at man i Grønland genindfører nul-tolerancen, med risiko for at vanskeliggøre en økonomisk udnyttelse af Kvanefjeldet.

Men er grønlænderne virkelig ligeglade med, hvor pengene kommer fra? Jeg har svært ved at tro det.

Man kunne jo håbe, at den nye film “Idealisten” kan vække en grønlandsk tvivl, om det hensigtsmæssige ved en øgning af verdens strålefare. Hvis uran bliver brudt og eksporteret, vil det resultere i strålingsfare og ophobning af atomaffald både i Grønland og et eller andet andet sted på kloden!

Hvem skal tage ansvaret?

Grl. har ikke underskrevet traktat om ikke-spredning af radioaktivt materiale (NPT), så ansvaret for opfyldelse af traktatens bestemmelser, falder, via rigsfællesskabet, tilbage på Danmark (som har skrevet under på traktaten). Men danskerne har ingen indflydelse på Landstingets beslutning om at blive verdens største eksportør af uran. Det er uholdbart!

Imidlertid, ser jeg en løsning, som måske vil passe alle parter. Grl. har tidligere eksporteret uran til Risø, som arbejdede for at få indført a-kraft i Danmark. Det nu lukkede forsøgscenter, står overfor en genplacering af radioaktivt affald fra centerets reaktorer.

En nylig afholdt international konferance på Christiansborg med emnet : “danske planer om slutdepot af radioaktivt affald er fejlbehæftet”, viste, at vi står overfor meget snart at skulle slut-deponerer ca. 5000 m3 radioaktivt affald, som stammer hovedsagligt fra Risø's aktiviteter, og at der er store problemer med at finde et egnet sted.

Nogle borgere har forsøgt at grave lidt i dansk uran-historie, og uden at være ekspert på området, så finder jeg deres undersøgelser interessante. Læs selv på deres hjemmeside: atomaffaldklarhed.dk.

For eksempel har de gravet i de politiske bestræbelser på, at få indført a-kraft i DK helt frem til beslutningen om et nej til a-kraft i 1985. Der var tilsyneladende et politisk ønske at gøre Kvanefjeldet til rigsfællesskabets selvforsyning af uran. Det var et sikkerhedspolitisk spørgsmål dengang. Brydningen i Kvanefjeldet blev ifølge den nævnte hjemmeside aldrig rentabel.

Da den radioaktive substands, som i øjeblikket står overfor en slut-deponering, i hovedsagen stammer fra Kvanefjeldet, var det måske relevant, om det kunne vende tilbage?

En potentiel kilde til indtægter fra Danmark til en slunken Selvstyre-kasse: affaldshåndtering.

Jeg synes det vil være en meget relevant diskussion for befolkningen i Grønland, at tage stilling til, om man kan påtage sig en slutdeponering af radioaktivt affald. Der er helt sikkert mange penge at tjene, da det er et kæmpe problem på verdensplan.

På den omtalte internationale konference på Christiansborg fremgik det, især af Gerhard Schmidt's oplæg, at et slut depot bør være af en sådan art, at det vil kunne modstå en ny istid, da affaldet skal ligge i depot i 1 million år, og indenfor det tidsrum er en istid sandsynlig.

Jeg tænker, uden at have forstand på det, at Grønland er det perfekte sted, for en slutdeponering, som er sikret imod en istid! Jeg forestiller mig, at det er en meget vanskelig opgave at påtage sig, men dog én som SKAL løses. Rigsfællesskabet kunne måske for engang skyld arbejde sammen om opgaven?

Under alle omstændigheder, bør det være et ansvar man påtager sig, når man intenderer at blive verdens største eksportør af uran, såsnart markedet bliver gunstigt! At slutdeponere en således meget begrænset mængde, som den danske, sølle 5.000 m3, som stammer fra Kvanefjeldet oprindeligt, skulle give grønlænderne en forsmag på de dimentioner, man påtager sig at kaste kloden ud i.

Er Grønland klar til at løse sin økonomiske trængthed, ved at eksportere uran, så må vi forlange, at også affaldshåndtering bliver løst på Grønland. Det er på høje tid, at komme igang med planerne, for Risø-depoterne trænger til omplacering meget snart og der er ikke rigtig nogen gode løsninger i Danmark.

Går det godt og Grønland finder brugbare løsninger til atom-affaldshåndtering, så er potentialet virkelig stort og de sørgelige finanslovsproblemer vil være fortid. De 5.000 m3 fra Risø, er en fugl i hånden!