Når janteloven og sharialoven går
hånd i hånd, så får jeg hovedpine. Jeg kan ikke trække vejret og
må have luft og vil udtrykke mig, selvom dette blogindlæg måske er
mindre gennemtænkt end jeg kunne ønske mig, Det får så være.
Årsagen til indlægget her er
naturligvis attentatet på Charlie Hebdoe i Paris 7. jan. altså
sidste onsdag. Jyllands Posten har bekendt kulør: de er for bange!!
Der er næppe nogen korrespondent, der gider risikere noget i marken
for dem længere, men de kan vel få faxet lederen fra Yemen
fremover. (Dette er min vittighedstegning!)
Lad mig sige det med detsamme: jeg er
kritisk overfor vores deltagelse i krigshandlinger i Mellemøsten,
som meget vel kan udvikle sig til Danmarks “Algier” og som
(igen!) ikke har nogen exit-plan. Men jeg er ikke kritisk overfor den
daglige politiske kamp imod anti-demokratiske kræfter, såvel her
som i udlandet. Jeg husker personligt, hvilken stor lettelse jeg
følte, den dag Charlie Hebdoe genoptrykte muhammedtegningerne,
dengang ingen andre turde. Tak for det!
“Strukturel racisme” og
“islamofobi” er blevet popsmarte nøgleord, som udgør den
største bresche i kampen for demokratiet, fordi den er groet i en
tvistet form for jantelov. Demokratiet er i forvejen voldsomt under
angreb fra kapitalismen og dens behov for kontrol og undertrykkelse
af frihedsrettighederne til egne formål (se hele problemet med
overvågning til markedsføringsbrug mm.) og nu blander
sharia-janterne sig også, med deres fromme bud om selvtugt,
automat-empati og selvransagelse frem for nøgtern forståelse af
situationen.
Der cirkulerer to typer argument.
For det første et argument som hedder,
vi har skabt en ulige verden, hvor muslimerne hører blandt de
fattige, og det er derfor vi ser dem gå til angreb nu. Vi burde have
fordelt rigdommene bedre, så var dette aldrig sket.
At verdens økonomiske ulighed er et
problem, det er klart, men det er en indbygget forudsætning i selve
kapitalismen og det er DER vi bør angribe det problem. “Ulighed
skaber vægst” er et centralt dogme i markedsøkonomien, selvom man
jo vitterligt kan finde overvældende mange eksempler på stor
ulighed og manglende vægst mange steder i verden! Sådan er det med
dogmer.
Når muslimer går til angreb på
ytringsfriheden, har de selvfølgelig et kompliseret net af
bevæggrunde, men at se det som de fattige undertryktes råb for
retfærdighed, giver ikke rigtig mening her. Det er jo netop de mest
uddannede, med høj vestlig levestandard, som danner kernen i IS og i
de celler, som senest har lavet attentat på Carlie Hebdoe.
Megen radikalisme, så vidt jeg
forstår, udspringer fra Saudi Arabien, og det er jo ikke noget
fattigt land.
Det er ikke de fattige analfabeter på
landet i Mellemøsten, det er unge vesterlændinge, som, af
forskellige grunde, vælger at kortslutte alt hvad de har lært, i
håb om en hurtig gevinst, hvad den så end måtte være, 40
jomfruer, et forenklet verdensbillede eller hvad? Jeg kunne godt
forestille mig, at de er grebet af den samme forvirring og
fortabthedsfølelse, som altid rumsterer i et ungt menneskes sind og
som giver sig alle mulige ekstreme udtryk for en lille %-dels
vedkommende. Jeg kalkulerer med et vist element af tilfældighed her.
Nogle enkelte bliver så hængende og finder ud af, at de kan skabe
sig en magtbase indenfor et eller andet ekstremt, og voila en
terrororganisation er skabt. Det sker igen og igen.
At Jyllands Sharia Posten i denne
situation vælger at blive bange, det fjerne ikke forvirringen og
fortabthedsfølelsen hos nogen, tvært imod! Det sender et signal om,
at verden er et farligt og utrygt sted, hvor ingen beskyttelse
findes. I den situation er det menneskeligt, omend dumt, at slutte
sig til den stærkeste her og nu og det er desværre aldrig dialogen,
demokratiet, menneskerettighederne eller retssamfundet, fordi disse
ting kræver tid, ro og eftertænksomhed.
Det andet argument går stik modsat:
Der er i virkeligheden ikke noget at
frygte. Al kritik af islam og indvandere er et udtryk for islamofobi,
altså dysfunktionelt og patologisk eller helt enkelt racisme.
“Strukturel racisme” når det skal være rigtig effektivt. Hvis
vi ikke var så frygtsomme og så spøgelser i hver en gettho og i
hvert et fremmed efternavn, så var der slet intet problem.
Tankegangen er således, at hvis racisme eller patologisk frygt blev
fjernet i os selv, så så vi heller ingen attentater som Charlie
Hebdoe, eller måske snarere omvendt, at vi ser dette angreb i Paris,
det tages som tegn på, at tesen om racisme og islamofobi er rigitg.
Det er selvfølgelig lettere at se
indad og rette fejl hos sig selv, for det har man dog større change
for succes med, men det kræver, at fejlen i overvejende grad ligger
dér og ikke et andet sted. Janternes navlebeskuelse har taget
overhånd og vi ved ikke længere, hvor vi skal lede, hvis vi altid
kører frem med automat-empati for en sikkerheds skyld.
I mine øre lyder ord som “strukturel
racisme” og “islamofobi”, som et forsøg på at inddæmme
angsten for verden i et lille neurotisk korrektiv til den nærmeste
andedam, for så at kunne bevare det idelle billede af en skøn
forenet ukompliceret menneskelig verden. Jeg er klar over, dette ikke
er noget argument, men blot en beskrivelse af en følelse jeg har.
Nu skylder jeg nok, for klarhedens
skyld, at give et bud på, hvordan min egen forståelse, på dette
ufærdige analysetidspunkt, er.
Med udgangspunkt i et forsvar for
demokratiet og en kapitalisme-kritisk holdning, vælger jeg at have
tillid til demokratiets overlegenhed som styreform. Dvs. jeg anser
kalifater, diktaturer og oligarkier som mindre duelige på langt
sigt, men dog som trusler på kort sigt.
Alfa og omega i denne kamp er altså,
at stå sten hårdt fast på demokratiets principper og ikke vakle
med “særlove” og efterretningsbeføjelser, som undergraver
samfundets gennemsigtighed. Vi skal ikke lade os snigløbe af
opportunistiske kapital og/eller magt interesser, hvad der ofte bliver resultatet.
Personlig tror jeg ikke på, at IS kan
eksistere som stat i det lange løb. Måske er det netop begyndelsen
til enden på de mange autokratiske systemer i Mellemøsten. Ethvert
autokrati har tendens til at implodere historisk set og måske er
tiden kommet til Mellemøsten? Under alle omstændigheder er denne
krise, vores bedste anledning til at få udskilt al religion fra de
demokratiske sekulære samfund, i særdeleshed vor eget: Danmark.
Ateisme er den logiske og rationelle vej frem i et transparent
samfund.
Religionsfriheden er til for at
beskytte den enkeltes behov for individuel trøst i livet, men har
ingen adgang til samfundets ledelse, og sådan skal det vedblive med
at være.
Vi tabte et slag i Paris i onsdags, men
vi har ikke tabt krigen. Vi vinder krigen gennem at tale højt med
hinanden om, hvordan vi tænker og føler og få bearbejdet det hårde
anslag, som vi led og sikkert kommer til at lide ind imellem i
fremtiden også. Med 7 mia. mennesker og en klode under pres, er
opgaven, at forsvare den menneskelige uddannelse, reflektion og
samfundsmæssig transparens. Det er kun demokratiet, der kan sikre
dette.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar