Handling gi'r forvandling.

Jeg var til politisk møde for alle dem, som er skuffede over den politik vores SFSR-regering fører. Medkraft var arrangør. Lad det være sagt med det samme, der var ikke mange tilstede! Det kan kun tolkes som resignation. Dem der kom, var en flok af de grå hjelme på 50+ og en del af dem, fra fagbevægelsen plus nogle få unge mennesker. 

Det var ellers et flot panel, med deltagelse af Pelle Dragsted fra Enhedslisten, Simon Tøgern fra HK Privat og SF, Klaus Krogsbæk fra Kritisk Debat og Socialdemokratiet og som den fjerde Michael Schølard som er redaktør for Solidaritet og medlem af Enhedslisten.

Jeg fik aldrig helt fat i, hvad det var for spørgsmål fra arrangørerne, de skulle forholde sig til, men det lagde sig hurtigt ad to linjer.

En linje, som efterlyste venstrefløjens svar på flugten af arbejdspladser. Her står Hjort Frederiksen alene med sit svar, som er lavere løn. Dette retoriske spørgsmål blev gentaget igen og igen, og stillet op, som om nationalisering af virksomhederne var det eneste alternativ! Ubegribeligt.

Jeg luftede selv muligheden af, at binde erhvervsstøtten sammen med en pantsættelse af virksomheden, således at virksomheden f.eks. ville ifalde en bøde/tilbagebetaling af støtten, såfremt de flyttede arbejdspladserne til udlandet. Det mener jeg selv er et forslag med fremtiden for sig, for det er i sin grundsubstans en meget borgerlig liberal tankegang.

Det blev slet ikke reelt drøftet på mødet. Emnet blev forbigået, bort set fra et par flygtige bemærkninger fra HK-manden, som sagde, at det havde man allerede lidt af med sociale klausuler i erhvervsstøtten. Det var som om panelet var paralyseret af mismod og af den manglende evne til at mobilisere et politisk engagement.

Den anden linje var hele spørgsmålet om EU. Her var det især socialdemokraten, som talte sig varm for at skabe en forandring med EU i hænderne. Det krævede blot, at man opgav et par vaner, som alligevel var døde og overflødige.

Han nævnede to ting: den danske model og velfærdsstaten! Hvis vi opgav dem, så kunne vi arbejde sammen med socialdemokrater i EU og få meget større gennemslag! Vi kunne sågar komme tilbage til 2. Internationale! Han så også for sig, at ECB ville blive forvandlet til en folke-bank, til glæde for alle folk i EU.

Det var så forfærdeligt at høre på, at jeg blev skubbet ud på randen af en depression. Man havde valgt at lade Pernille Frahm være ordstyrer, og det gjorde hun med en disciplin, så der ingen slinger i valsen var. Der var nu heller ikke megen optræk til slinger.

Gudskelov var Michael Schølard også med! Han sagde stille og roligt, at EU var i fuld gang med at afmontere sig selv, og vi skulle bare lade lortet falde.  Som gammel erfaren socialist, så er internationalt arbejde jo en velafprøvet dyd, som ikke behøver noget EU for at fungere.

Der var en masse analyse undervejs. Meget af det var fornuftigt at høre på, men helt blottet for fremadrettethed. Pelle Dragsted nævnede f.eks. at det politiske spektrum lå samlet set helt til højre for, hvad man kunne betegne som 2.international, med en undtagelse af Enhedslisten, som det var temmelig ligegyldigt hvor lå henne, hvis de ingen evne havde, til at skabe en mobilisering af græsrødder.  Det er muligvis min fortolkning af, hvad Pelle sagde, jeg husker det ikke så nøje.

Kunsten ville være, at fylde det kæmpe politiske hul ud, som udgøres af hele midten og alt til venstre herfor, og det er reelt der, hovedparten af befolkningen ligger. Nemlig der, hvor man gerne vil have lidt tryghed i ansættelsen, man gerne vil betale skat for at kunne få passet børnene ordentligt og få hjemmeplejen til at fungere. Man gerne vil en ordentlig dækning i tilfælde af arbejdsløshed og gerne vil have en offentlig pensionsordning, samt bøger på biblioteket og den slags kendte positioner.

Disse holdninger er reelt ikke repræsenteret i Folketinget i dag, bortset fra Enhedslisten, som har meget svært ved at bruge sin indflydelse til noget. Selve finansloven og EL’s gebærden sig der, kom ingen af paneldeltagerne ind på.

Jeg nævnede også muligheden af at beskatte de arbejdsfrie indtægter. Ja, det er en underlig hvid plet på landkortet, var den eneste kommentar det forslag fik.

Jeg synes ellers selv det er to gode forslag:

1)betal erhvervsstøtten tilbage inde du rejser ud og

2)skat på arbejdsfrie indtægter,

som det var værd at mobilisere omkring, men her i denne forsamling, var det end ikke muligt at formå nogen til at tage det alvorligt.

For at føje spot til skade, så hører jeg netop i radioen i dag, at Bent Winter har udgivet en bog: Succes på Borgen – 10 gode råd til den nye politiker. Den handler om den politiske krise, som består i, at pressen har lukket sig i en uhellig alliance med politikkerne, som reelt forkrøbler vort demokratiske samfund.

Det er præcis en bog om, hvordan handling er blevet afløst af at sende et signal i stedet for. Underforstået, så får politikerne og spindoktorerne fred til at sidde i ”maskinrummet”, uden nogen reel demokratisk kontrol. Maskinrummet er der, hvor DREAM-modellen er, forstås. Der sidder alle cand.polit'erne og trænges om pladsen.

Nøjagtig den samme frustration og lammelse, som jeg oplevede på mødet. Jeg behøver slet ikke læse bogen. Jeg ved, hvad der står!

Mit besøg på plejehjem

Ældrekommissionen, nedsat i finansloven i 2011, har i februar i år udgivet en rapport om, hvordan vi kan fremme livskvaliteten for beboere i ældrebolig og på plejehjem. Rapporten hedder ”Livskvalitet og selvbestemmelse på Plejehjem”. Kommissionen har bedt SFI om at lave en delrapport, som kom til at hedde ”Omsorg og livskvalitet i Plejeboligen”

Da jeg af og til kommer på et plejehjem, for at skabe aktuel debat, tænkte jeg, at denne rapport kom som sendt til mig personlig. Det var jo oplagt at diskutere regeringens intentioner på plejehjemsområdet med beboerne.

Det er en meget enkel rapport. Den bygger på 5 grund værdier, som er: 1)indflydelse på eget liv, 2) respekt for forskellighed, 3) medmenneskeligheden i fokus, 4) gode oplevelser hver dag og 5) en værdig afslutning på livet.

Det er jo alt sammen gode udgangspunkter for at behandle de ældre mennesker godt. Jeg kan være lidt tøvende med hensyn til den sidste værdi, for, som Ole Hartling har påpeget i sit Rosenkjær foredrag 29.okt.2008, så er det vanskeligt at tale om et uværdigt liv, fordi det forudsætter en standard for liv og hvem har ret til at sætte en sådan standard? Hvis man ikke kan tale om et uværdigt liv, kan man således heller ikke tale om et værdigt. Denne sondring får dog ikke den store betydning for den palliative behandling, for den kan jo godt rumme værdighed, så vidt jeg kan se, men det er lumskt, for ingen af os har jo stået i en terminalfase selv, så vi bliver nødt til at tænke os om.

Rapporten munder ud i et hav af anbefalinger, som jeg læste igennem og fandt rigtig gode og fornuftige. Jeg så således frem til at bringe plejehjemsbeboerne det glade budskab.

For at bringe selve rapportens indhold i bedre relation til deres egne erfaringer, lod jeg dem selv evaluere de 8 livsområder, som SFI havde brugt til deres analyse, ud fra samme skala-teknik som beskrevet i rapporten. Resultatet kom ud med noget mindre positive evalueringer end dem i rapporten. 

Det kan umiddelbart godt undre, for det skulle jo være det samme, men det skal understreges, at vores lille mini-undersøgelse ikke var udført videnskabeligt korrekt med den rette spørgeguide osv. Der kan være mange forklaringer på den forskel.

Disse resultater skal så, ifølge SFI’s rapport sammenlignes med estimerede værdier af livskvaliteten, hvis man forestillede sig beboeren i eget hjem uden hjælp. Det er jo et meget spekulativt punkt, for kan man virkelig forestille sig livet i eget hjem uden hjælp? Der er jo alle grader af problemafhjælpning i hjemmet. Ingen ældre handicappet lever helt uden hjælp, hvis de da ellers er integrerede i det almindelige social-og sundhedsområde.

På denne baggrund, viser rapporten en figur som får livskvaliteten på plejehjem til at tage sig langt bedre ud end livskvaliteten i eget hjem. De beboere jeg præsenterede materialet for, havde et lidt blandet forhold til værdien af plejehjemmets indflydelse på livskvaliteten. De fleste havde accepteret det, som en nødvendighed at bo på plejehjem og havde dermed ikke behov for at tænke dybere over det, selvom de gav udtryk for, at det havde været betydelig sværere at vænne sig til, end de havde forestillet sig inden de kom.

Her bør man nok huske på, at jeg jo ikke er en del af personalet, så det er ”omkostningsfrit” at beklage sig til mig. Jeg har heller ikke noget dybere kendskab til de enkelte personer jeg her taler om, så mange motiver kan blande sig sammen.

Herefter præsenterede jeg dem for de gyldne intentioner, som regeringen hermed lagde frem og som de kunne se frem til med glæde, forhåbentlig. Det drejer sig om i alt 43 meget konkrete punkter, fordelt på områderne:

1)overgangen til livet på plejehjem,

2)et sundt og aktivt ældreliv

3) den daglige pleje

4) mennesker omkring den ældre på plejehjem

5) den frivillige indsats

6) den sundhedsfaglige indsats og

7) den bedste afslutning på livet.

Her var det interessante, at mine tilhørere flere gang råbte NEJ TAK! Vi talte selvfølgelig om, hvorfor de sagde nej tak til disse intenderede forbedringer. Da jeg selv læste rapporten i forvejen, havde det hele som sagt forekommet mig godt og rigtigt, men gennem vores samtale fik jeg et nyt syn på, hvad det egentlig var for nogle problemer de så, ved livet på et plejehjem.

Jeg vil her slå ned på to punkter, de sagde nej tak til. Det ene punkt er punkt 11 i rapporten: beboerne skal inddrages i hverdagsaktiviteter – rengøring, madlavning og blomstervanding. Under et andet punkt skulle de også inddrages i madlavningen. Det havde de ikke lyst til. Det havde slet ingen umiddelbar appel til dem. De så det som endnu et brydsomt angreb på deres integritet.

Jeg fortolker selv situationen sådan, at livet for disse beboere, jeg havde for mig her, var så belastet af alle mulige ting, sygdom, smerte, sansetab af forskellig slags, så det lille overskud de havde, havde de ikke lyst at ”spilde på rengøring”. Det er jo derfor man er kommet på plejehjem, for at slippe for den slags trivialiteter, synes holdning at være.

Nu skal man jo ikke bare give op, for det er jo heller ikke givet, at de med deres få kræfter og det svindende overskud kan overskue, hvad der er positivt og hvad der er negativt for deres samlede tilstand. Det er alligevel betænkeligt at begynde at ville ændre på folk eksistentielle valg i livet, når kræfterne er så få og små og deres tilstand så sårbar.

Det andet punkt jeg vil fremdrage er punkt 3, som handler om at udarbejde en ”livshistorie” for beboeren, som medarbejderne kan bruge i det daglige og kontakt med den enkelte beboer. Der var helt enkelt en modvilje imod at dele sin livshistorie med fremmede og alle og enhver. 

Jeg kan jo sagtens se det praktisk i, at personalet har en idé om, hvem de har med at gøre, men når jeg hører beboerne siger nej, så er det lige så indlysende at det kan virke som et overgreb. Man må jeg spørge sig selv, om det virkelig er nødvendigt med en nedskreven ”livshistorie”. Kan personalet ikke spørge sig frem i situationerne, hvis de er i tvivl om den rette pleje eller behandling? Hvad skal de bruge livshistorien til? 

Ingen af os ønsker at være anonyme numre i et system, men en standardiseret fortælling som skal dække et standard møde mellem en beboer og en nyansat, er måske ikke det rette svar. Personlig ville jeg også, hvis jeg skal sætte mig i situationen at være nyankommet på plejehjem, være bange for at en ”livshistorie” kunne give anledning til fordomme og vrangforestillinger, som en ansat kunne projicere over på mig, i givet fald. Nej, her må jeg give beboerne ret, den er for nem!

Den danske presse i det amerikanske valg, - hvordan fungerer den mon?

Her til morgen blev det amerikanske valg endelig afgjort. Obama vandt.

Det var vi en del som havde på fornemmelsen for længe siden. Da valget nærmede sig, var der problemer med at få en nogenlunde habil republikansk kandidat til at stille op. Tilsyneladende var argumentationen, at de virkelige kandidater ville vente 4 år med at stille op, for Obamas genvalg var for oplagt til, at nogen ville spilde penge på den kampagne. Måske var republikanernes dilemma, at det måske end ikke var umagen værd at vælte ham, eftersom han intet kunne få igennem Kongressen alligevel og at hans politik med drone-angreb og opretbeholdelse af Guantanamo fængsel og understøttelse af Israels politik og en meget svækket skattepolitik og selv en fake Obama-care som figenblad, kunne en republikaner ikke gøre bedre. På klimaområdet har han ikke markeret sig, givet koncessioner til fracking af olie og har ikke gjort noget for CO2 udledning. Ikke engang de homoseksuelle og etniske minoriteter har tilsyneladende følt sig repræsenteret af Obama. Hvorfor så stille op imod ham?

Med hiv og sving fandt man frem til Mitt Romney. En mormon, men det gik. Han var villig til at tage den tabersag. Så gik man i gang med det helt store teater. Mærkeligt nok også i DR.tv. Alle sejl blev sat til, for at få det gjort stort. ”Verdens vigtigste valg” ”Verdens vigtigste job” osv. Fraserne stod i kø. Men hvilken interesse har DR.tv i det? En licenskanal med publicservice forpligtelser, burde de ikke forholde sig nøgternt informerende, i stedet for som nu, at arbejde med på den amerikanske hype?

At journalisterne har øjnet en ferie i det forjættede land er indlysende, men hvordan er ledelsen gået med til det? Ca. halvdelen af den amerikanske befolkning har trodsalt bevaret roen og har erkendt, at valget var ligegyldigt/tabt, idet storfinancen allerede havde vundet magten i USA. Var det så sådan, at journalisterne fra DR tog fat i det kæmpe problem, at verdens mægtigste (eneste?) og mest aggressive supermagt, har et sådant demokratisk underskud? Nej, det gjorde de ikke. De valgte at arbejde med på de amerikanske mediers bestræbelser på, at få det til at ligne et reelt opgør mellem to forskellige kandidater. Det ligner jo mest af alt en amerikansk mentalhygiejnisk foranstaltning, for at modvirke social uro, som den vi ser i Grækenland i øjeblikket.

Måske endte de trods alt med at overgøre det. Der var flere røster fremme om, at dækningen havde været urimelig tæt og temmelig ligegyldig. Der blev sågar afholdt seminarer om det.

Da fjernsynet så endelig, tidlig i morges begyndte at bringe resultatet, som vi hele tiden havde forventet det: Obama blev præsident i en periode mere, ja så var det lidt svært at få udløst den stort opbyggede forventning, og journalisterne faldt tilbage på et realplan, hvor de trods alt er mere vant til at befinde sig. Nu hedder det, at i den virkelige verden, er det temmelig ligegyldigt, hvem af de to der var blevet valgt!

Det var der ingen, der nævnede i går eller i forgårs endsige i de forløbne måneder. For en banal tv-seer som mig selv, kan det virke, som om det har været tabu at nævne noget som helst relevant politisk, for det kunne ødelægge en ellers perfekt ferie i USA. Undervej har man kritikløst genfortalt meningsmålinger ned til decimalen og erklæret dødt løb mellem de to kandidater. Nu hvor det ikke længere at er nødvendigt at holde interessen fanget på den måde, så forlyder det, at amerikanske meningsmålinger i virkeligheden er meget dårlige til at udsige noget som helst og er meget politisk bestemte. Mon ikke de snarere er mediepolitisk bestemt?

Store ting sker ellers i Europa i disse måneder, for slet ikke at tale om Artic. Der havde været nok at bruge de gode hoveder til. Vigtigst af alt: hvordan forholder vi os til den nødstedte kapitalisme, uden at have et ordentligt alternativ? I øjeblikket ser det ud til, at den gode gamle devise med hårdere udbytning af arbejdskraften og almindelig kapitaldestruktion, enten ved krig eller naturkatastrofer, skal sikre kapitalens fortsatte valorisering.

Hvad er vores svar til det? Skal Merkel og Co have lov at spille den ene ulykkelige befolkningsgruppe ud mod den anden og skabe så meget angst, at relevant solidarisk handling bliver umuliggjort? Så ender vi i samme situation som amerikanerne er endt i.

Dækningen af valget KUNNE have kastet lys over de stærkeste kræfter, som arbejder på de indre linjer, for at restaurere kapitalismen. Det skete desværre ikke. Som et plaster, må vi da forlange, at de gør det nu, frisk hjemvendte fra deres lille illusionsnummer over there…

Sex mellem søskende… det kan gøre mig rasende!

Pernille Skipper fra EL er fremme med en holdning om, at det skal være tilladt at dyrke sex, og dermed få børn, i nært slægtskab, dvs. børn/forældre og søskende. Det sætter mig fuldstændig op i det røde felt.

I lang tid har jeg været irriteret over den tendens til at sætte egen lysttilfredsstillelse over alt andet, inklusiv samfundets evne til at være demokratisk. Skipper og de understøttende forskeres argument beror på, en ligegyldighed overfor de genetiske konsekvenser. Argumentet er, at hvis handicappede må få børn, så skal der ligestilles til andre grupper med risikoadfærd, her søskende/forældre. Alene tanken om, at en far nu skal kunne glæde sin datter med en meget speciel ”kærlighedsgave” på hendes 15-års fødselsdag! Jeg får kvalme.

Men min kvalme er irrelevant for argumentationen, for den beror uden tvivl en moralsk konservatisme, som er bagstræberisk og fordummet vanetænkning. Det kan jeg for så vidt godt acceptere, så her er mine ikke-moralske argumenter imod denne lovændring.

Evolutionen har vi allerede sat ud af funktion, idet vi ikke ”lader dem dø, der ikke kan klare sig”. Derfor anerkender jeg ikke det evolutionsmæssige argument. En genskade er ikke til at udrydde igen i vores samfund, den vil blive genproduceret og kræve vedvarende behandling i generationer. Det er jo (endnu!) ikke sådan, at vi sorterer efter gener. Derfor er det vigtigt at minimere genskader.

Det gør vi jo også, når vi lovgiver om strålefare (her er desuden direkte sygdomsrisiko, men det er sagen underordnet) og lovgiver om anden risiko-adfærd.

Myndigheder i mange asiatiske lande, har i generationer kæmpet for at komme bort fra den kulturelle praksis med krydskusine ægteskaber, netop fordi de slås med mange genskaber som følge heraf. De må da føle det er et slag i ansigtet på deres bestræbelser. I Danmark har vi tradition for at tabuisere kusine ægteskaber, om end det aldrig (så vidt jeg ved) har været forbudt. Det var da mere naturligt at gå den vej. Det vil samtidig hæmme en del af det andet problem vi har i DK, nemlig tvangsægteskaber fra mellemøstlige og asiatiske lande. Hvis kusineægteskaber var forbudt, kunne man standse den del af trafikken.

Et andet problem vi kæmper med, er de anonyme sæddonorer. Efter min bedste overbevisning, er det et voldsomt indgreb overfor et nyfødt barn, at fratage det en viden om, hvem der er donoren/faderen. Vi har givet efter for en voldsom trang til at få kontrol over alle sin lyster, herunder lysten til forplantning. Ingen må længere bære konsekvenserne af naturen. Forplantning er blevet fuldstændig samfundsgjort. Men med den praksis, kan vi jo slet ikke kontrollere, at vores nuværende lovgivning om incest bliver overholdt, for hvem ved egentlig hvem man er i familie med?

Med hvilket argument vil Pernille Skipper kunne bede Nordisk Cryobank stoppe salg af sæd til kunstig befrugtning, hvis de bliver opmærksomme på genfejl? Skal vi give helt op? Lad alt stå til? Efter min mening burde gen-firmaerne heller ikke have lov at producere flere hundrede halvsøskende! Ofte den personlige sundhed til glæde for en kapitalistisk profithunger i medicinalindustrien og en neuroseskabende lemlæstelse fra reklameindustrien, som gør, at det moderne menneske ikke magter at håndtere en personlig krise, når det viser sig, at forplantningen ikke vil lykkes i det vindue, der er afsat i karrieren til det.

Lad mig sige det sådan, Pernille Skipper, hvis du har trang til at eliminere moralske dinosaur, så er en ophævelse af narko-forbudet betydelig mere relevant. Her er virkelig tale om et problem! Sex mellem søskende er ikke, og må aldrig blive, et stort problem. Prøv at iagttage de bagvedliggende økonomiske interesser i de to problemstillinger.

I gensprøgsmålet er der store medicinalindustrielle interesser på spil, i form af interesse i en liberalisering af lovgivningen. Omvendt er narko-krigen en givtig forretning for såvel ”krigen mod terror” som for narko-kartellerne. Frigiv dog de kræfter, og få lukket luften ud af halvdelen af verdens væbnede konflikter. Her har du et virkeligt problem!