Søg i denne blog

fredag den 30. maj 2014

Rigsfællesskabet år 2019.

Jeg har modtaget en udfordring af Morten Larsen på Facebook, om at give mit bud på et fremtidsscenarie om rigsfællesskabet, som jeg gerne tager imod. Jeg har valgt at besvare spørgsmålet med en simpel SWOT-analyse, for overblikkets skyld. Analysen skal ikke betragtes som et endeligt svar på spørgsmålet, snarere som en åbning for en samtale om vores fælles fremtid.

Analysen består af fire dele: styrker, svagheder, muligheder og trusler. Disse fire elementer kombineres til slut i en matrix. Det er vigtigt at holde sig for øje, at jeg taler om rigsfællesskabet og ikke om Danmarks rolle heri eller andet. Desværre er min viden om Færøerne lidt sparsom, men jeg forsøger at holde fokus alligevel.


Styrker:
Rigsfællesskabet er en geopolitisk realitet, understøttet af FN's Haagdomstolens afgørelse 1933. Der findes ingen international tvivl om dette. Amerikanske interesser er forvaltet gennem Danmarks trofaste deltagelse i Nato, og derudover har de Monroe-doktrinen, som slår fast, at enhver magtovertagelse indenfor deres interesseområde, vil blive opfattet som en krænkelse.

Kongefamilien styrker fællesskabet på det emotionelle plan, og selvom kongehuset bliver gradvist svækket, vil det helt uden tvivl bestå om 5 år.

Den “messiasfølelse” jeg tidligere har citeret Martin A.Hansen for,(tak til Sjúrđúr Skaale) er i nogen grad stadig virksom i fællesskabet. Selvom den er tilbøjelig til at fordufte, når det reelle kendskab vokser, så bliver sammenhængskraften støttet af konkrete familiebånd, rigsfællesskabets enheder imellem.

Som en pålidelig kilde har fortalt mig, så vil ingen dansk statsminister være den, som afhænder verdens største naturområde Grønland, hvilket i sig selv vil få embedsværket til at arbejde for rigsfællesskabets beståen. Der er også en hel del stillinger, såvel i militæret som i embedsværket som afhænger heraf.
Der har dog ikke i nyere tid været den helt store opmærksomhed på området. Det har ændret sig lidt, efter Arktisk Råd er begyndt at etablere sig som en magtfaktor.

Rent folkeretsligt er rigsfællesskabet en lidt rodet affære, med tre folk og et folkeretsligt subjekt.Der er dog dem der mener, at der er tale om en “konstruktiv uklarhed”, dvs. at selve konstitutionen med sin uklarhed kan formes efter den politiske situation hvilket i så fald vil være en styrke.



Svaghed:
Man må nok også opføre den konstitutionelle uklarhed, som en svaghed. I tilfælde af modstridende interesser, hvad der er mange af i rigsfællesskabet, er konstuktiv uklarhed ikke nødvendigvis det bedste redskab.

Det største problem er nok, at økonomien for især Grønland er låst i et bloktilskud. Selvom budgettet er i balance ligenu, så vil et underskud bygge sig op i årene frem over. Der er forlydener om underskud på 300 mill. kr. i år 2020, altså et år senere.

Aleqa Hammond's svar er, at der skal være gang i 5 miner til den tid. Det er mange millioner at indvinde fra 5 miner, for det er jo kun beskabningen, som går i statskassen til at dække underskuddet. Landstinget har iværksat flere kampanger og konferencer, senest i det danske folketing igår, for at tiltrække investeringer. De har indtil nu ikke nyttet noget. Måske fordi der ikke er nogen privat grønlandsk investeringskapital involveret i projekterne. 

Hvis grønlænderne ikke selv investerer, er det jo svært at tro på, projekterne er fornuftige.
Nuna Oil er det grønlandske selvstyreejede investeringsselskab i oliebranchen og de har sikret sig en andel i alle olieinvesteringer, men indtil videre har det ikke kunnet trække noget igang.

Det eneste erhverv på Grønland, ser ser ud til at kunne udviddes nu og de næste år, er fiskeriet. Et prøvefiskeri af makrel på Østgrønland har været en succes og vil formodentlig resultere i en fiskerikvote fremover til grønlænderne.

Det er så den kvotestrid rigsfællesskabet allerede har mellem færingerne og danskerne. Vi er tre fiskerinationer med helt modstridende interesser på det felt.

Hvis ikke Grønland finder en måde at enten indskrænke budgettet eller finde nye indtægter, så vil der ske en forarmelse på Grønland. Eftersom der ikke er politisk vilje til en økonomisk omfordeling gennem f.eks. progressiv beskatning, kan vi forudse en fraflytning at de hårdest ramte til Danmark.

Desuden oplever rigsfællesskabet iforvejen et “braindrain” fra yderområderne til Danmark, på grund af uddannelsesmulighederne. Ikke alle veluddannede grønlændere og færinge vender hjem igen efter endt uddannelse.

Vidensniveauet omkring rigsfællesskabet er dalende. For Danmarks vedkommende forekommer det mig betydeligt vigtigere at højne vidensniveauet om EU, som også er fortvivlende lavt, frem for om rigsfællesskabet. Under 50% valge at stemme til EU-parlamentsvalget. 

Det forekommer jo ikke sådan, at danskerne har nogen fremtid i Grønland, eftersom samtlige politiske partier i Grønland arbejder for selvstændighed. Der findes i Grønland idag ingen synlig opposition til den holdning.

Hvis Grønland alligevel bliver selvstændigt, hvorfor så investere mere den vej? Hvorfor flytte GEUS i Grønland, hvis det bare bliver nationaliseret ved selvstændighed?



Muligheder:
Man kunne forestille sig Videnscentre for geologi, arkæologi, glaciologi, geografi og hvad ellers, som kunne tiltrække ekspertviden til Grønland og Færøerne.

Turismen er en oplagt mulighed.

Servicering af den internationale skibsfart i Nordøstpassagen, når den kommer igang, foruden minedrift og industriel produktion, hvis ellers investeringsbarriererne kan overvindes.



Trusler:
Grønland bryder med rigsfællesskabets ikke-atom politik, og skaber endnu et interessemæssigt modsætningsforhold.

Færøerne og Grønland organiserer sig i Vestnordisk Råd, en sammenslutning, som ikke omfatter Danmark af naturlige grunde. De arbejder sammen med Nordisk Råd, som Danmark er medlem af. Det understreger interessemodsætningerne indenfor rigsfællesskabet.

Hvis grønlænderne vælger selvstændighed, opløser de dermed rigsfællesskabet. Vil de gøre det, med udsigten til at miste deres blogtilskud? Svaret på det spørgsmål er, at det kan da godt være.

Historisk er det sådan, at selvstændighed i tidligere kolonier er fremkommet alene når viljen var tilstede. Evnen er kommet efterfølgende, når staten var en realitet, så det kan sagtens være, at Grønland vælger selvstændighed. De seneste dage, kan man forstå på aviserne, har Aleqa Hammond dog forsøgt at trække lidt i land på det punkt.Vi får se hvad der sker på det felt.

Det samme gælder for Færøerne. Der var også meget tale om løsrivelse i forbindelse med bankkrisen. Lige fortiden skriver aviserne ikke meget om Færøernes løsrivelse, men jeg vil tro det pludselig kan komme.

Noget der virkelig er en trussel for rigsfællesskabet er, hvis der sker en miljøkatastrofe. Eller en skibskatastrofe. Danmark har ikke beredskabet til at løse en sådan opgave, og kan heller ikke påtage sig ansvaret herfor. Der kommer en konference på juridisk fakultet til efteråret om netop dette emne. Så det bliver spændende at se hvad der tænkes rundt omkring om de ting.

Interne interessekonflikter i rigsfællesskabet i forbindelse med internationale kriser. Med andre ord kommer der krig i Arktis, selvom det i øjeblikket ser fredeligt ud, så vil det nok lægge et stort pres på rigsfællesskabet, hvis ikke Grønland bare bliver defacto amerikansk.



Matrix
RIGSFÆLLESSKABET styrke svaghed
mulighed For at rigsfællesskabet skal bestå og udnytte mulighederne, skal der nok ske en ændring af den konstitutionelle uklarhed, vil jeg tro. De tre folk skal bekræfte, at de ønsker sig detsamme og arbejde for en integretion af interesserne. Det ser jeg ikke som videre sandsynligt. Når vi nærmer os 2019, og økonomien i Grønland for alvor strammer til, så vil bevistheden omkring rigsfællesskabet sikkert vokse. Uranbrydningen er muligvis igang og der vil forhåbentlig komme den efterlyste folkelige debat. Det er svært at sige om det “storpolitiske kort” er stærkt nok til at fastholde rigsfællesskabet.
trussel Changen for, at de berørte myndigheder har fået et realistisk billede af katastrofeberedskab og ansvarsfordeling inden 2019 og inden en katstrofe indtræffer, er tilstede. Det ansvar vil i den grad rykke vores interessesfære til Arktis og til Arktis Råd. Det vil være i konkurrence med EU. Jeg tvivler på, det er dansk politik om 5 år. Tja, tanken om at skulle afhænde verdens største naturområde må nok tages i betragtning alligevel, hr/fru. statsminister., med mindre selvfølgelig, at vi til den tid står med tre samlede folk og fælles målsætning. Jeg kan ikke se det for mig.




Afsluttende bemærkning.
Jeg kan jo have vægtet tingene forkert eller helt overset vigtige parametre, men som du nok kan se, Morten Larsen, så er jeg ikke vildt optimistisk. Det huer mig heller ikke, for jeg er jo selv en suck'er for al det eksotiske og eskimoiske, men at skulle beholde rigsfællesskabet, bare for at visse politikkere kan spise kirsebær med de stor drenge i klassen, det er jeg ingen tilhænger af.

At modtage evindelige anklager om koloniherre-mentalitet og forsøg på at påføre skyld over dit og dat, er jeg en endnu mindre tilhænger af. Jeg har nu en fornemmelse af, at netop den side af sagen går i sig selv igen, når Selvstyret har fået lov at finde sine ben. Grønlænderne er endnu ikke vant til, at det er dem selv der styrer nu. Det skal de nu nok blive.


Når jeg skal overvinde min egen modvilje imod dette mit analyse resultat, ja så tænker jeg bare på, at min utilstedelige messiasfølelse, den har jeg i god behold, når jeg tænker på Island, og da har den ikke taget skade af, at Island er selvstændig. De personlige bånd og den fælles historie bliver vi jo ved at have.

onsdag den 21. maj 2014

Rigsfællesskabet og danskerne.

Forfatteren Martin A. Hansen sagde i sin tid om danskernes holdning til det nordatlantiske frændefolk, at

Der eksisterer en slags messiasfølelse hos mange moderne danskere: Frem for alt, forståelse. Det er jo storartet. Men superforståelsen er tit åndeligt lad, gider ikke sætte sig ind i tingene, men skynder sig at forstå. Hvad der er uden stolthed, tilmed påtrængende for den anden part, eller - hvis der hverken er reel viden eller indsats deri - opfattes som bare omsvøb. Megen venlighed uden viden, det tager sig lidt farisæisk ud, faderligt, typisk for stordanskere.”

Dette vidunderlige citat har jeg fra Sjúrđúr Skaale's blogindlæg “Nassere”.
Jeg kan ikke sige mig fri for denne messiasfølelse, men jo mere jeg læser om fællesskabet, jo mere nøgtern afmålt bliver jeg.
Jeg har levet i en vildfarelse om, at vore broderfolk helt ind i generne var blandet sammen, efter så lang en historie fælles, men jeg er fornylig blevet klogere. Birgit Niclasen “Sunde børn i Grønland – hvordan når vi målet?” i: Børn og unge i Grønland, 2007, refererer til en befolkningsundersøgelse i Grønland i 90'erne, hvoraf det fremgår, at 85% er inuit, 11% er udlændinge, hovedsagligt danskere, og kun 4% !! er blandet gl/dk.
Jeg troede faktisk den procentdel var meget større! Det er jo ikke så helt ualmindeligt at støde på dk/gl blanding her i Købnhavn, men statestikken siger altså 4% på Grønland.
Fra Færøerne har jeg ingen tal, men hele historien om den der uhyggelige genetiske sygdom man desværre fik konstateret for nogle år tilbage, tyder jo ikke på, at færingerne har blandet sig genetisk med danskerne eller andre heller.
Det kan vist kun blive til frændefolk. Frænder, som tilmed ikke er så gode venner for tiden.

Hvad gavn har danskerne af rigsfællesskabet?
I det omtalte blogindlæg af Skaale, nævnes hvordan “danskerne” med Den danske Bank i spidsen, har tørret bank-tabene af på færøiske skatteydere. Jamen kæreste, nøjagtig det samme skete i Danmark.
Hvor var solidariteten henne dengang? Hvorfor stod grønlandske og færøiske og danske anti-globaliseringskræfter ikke sammen dengang? Hvorfor står vi ikke sammen med anti-globaliseringskræfter i Spanien og Grækenland idag?
Jeg peger jo ikke på Færøerne og på Grønland for at sige, at det var deres skyld, at banksektoren i Danmark fik tiltusket sig bankpakke og fredning, hvorefter de bouncede tilbage lynhurtigt med kæmpe overskud på regnskaberne. Det skyldes, at der ikke var nok der kæmpede imod.
Den danske Bank er ikke Danmark! Lad os dog forene kræfter og få bragt banksektoren under kontrol igen. Hvis vi står, som etniske enheder overfor hinanden, så er der objektivt set ingen fælles interesse mellem de tre folk. Så bør fællesskabet opløses.

Stormagtspolitik.
Det bliver ofte fremhævet, at Danmark ikke ville blive inviteret til fine komsammen med Kina, USA og hvad ellers, havde det ikke været for rigsfællesskabet. Vi kan bryste os af, at være en vigtig spiller i Arktis!
Det er jo sandt. Jeg hører også fra forskellig side, senest fra Uffe Østergaard, ved et gå-hjem-møde 13/5 om fiskerikonflikten og folkeretten, at det har stor betydning i administrations- og politikerkredse med denne internationale profilering, uden at det dermed har nogen betydning for almindelige mennesker.
Bertel Harder er også fremme med en røffel til “småstatstænkningen”. Han hiver Nato frem i en klassisk koldkrigsretorik, selvom den pt. er helt irrelevant i Arktis – endnu da! Se en tidligere blog jeg har skrevet.
Thorkild Kjærsgaard holdt et meget interessant foredrag i Diamanten 12/5, hvor han, med udgangspunkt i Kielerfreden 1814, hvor Danmark mistede Norge, slog fast, at det var engelske interesser, som ønskede at Norge og atlantøerne skulle skilles ad. England dominerede siden 1807 søterritoriet i Nordatlanten og de ville ikke have Norsk-Amerikansk konkurrence der..
Han argumenterede for, med støtte i Finn Gad den grønlandske historiker, at den danske fredsforhandler ikke var interesseret i Grønland og Færøerne, men at stormagterne var tilfreds med, at der kom en småstat ind i Arktis. Vi fik altså tildelt Grønland og Færøerne FORDI vi var en småstat.
Bertel Harders krigsretorik er helt ude af trit med historien. “Vore luftvåben er tilsammen Europas stærkeste! jubler han. Her mener han Nordens. En opløsning af rigsfællesskabet, vil jo ikke engang ændre på det forhold, da Grønland og Færøerne ikke har noget luftvåben.
Hvad har vi at skulle forsvare i Arktis? Hvorfor skulle vi risikere en yderligere afhængighed af USA i tilfælde af stormagtskonflikt i Arktis? Vi er vel i forvejen et latterligt følgagtige overfor USA, både i kraft af Nato men også i kraft af atlantøerne, herunder Thulebasen. Snart kommer vi også i transatlantisk frihandelszone, og skal bruge mange kræfter på at holde genmanipulerede og kemikaliebehandlede fødevare og meget mere væk fra familiens spisebord.

Messiasfølelsen er ved at fordampe.
Indrømmet, det er lidt trist, at min barndoms “eskimo” har givet sådan et bagslag. Alle mennesker har brug for et drømmested, med højt til loftet, heroisme og storslåethed. Dette sted har for mig, og sikkert mange andre danskere, været Grønland og Færøerne. Det har haft en legitim rod i rigsfællesskabet, men har det tilsyneladende ikke mere.
Hvis de tre lande bliver ved at tørne sammen som etniske enheder, uden forståelse for interne forhold, så nedbrydes relationen lyn hurtigt. Der er allerede et stigende raseri under opbygning i Danmark, på grund af de latterlige angreb, vi bliver præsenteret for fra grønlandsk side, anført af Aleqa Hammond.
Mødet om fiskerikonflikten på Nordatlantisk Brygge afslørede, at forløbet omkring Færøernes fiskerikonflikt med EU, fik så mindeligt et forløb, fordi formuleringerne i rigsfællesskabet er så vage/uklare, at man kunne jonglere udenom dansk deltagelse i EU konflikten og på den måde få landet sagen.
Det er jo tydeligvis uholdbart med sådan en praksis. Dr. Bjørn Kunoy, som er procesdelegationsformand i to vigtige sager, dels i WTO om fiskeristriden og dels FN havretskonvention hvor territoriekonflikten vedrørende bl.a. nordpolen afgøres, var på mødet fortaler for en tydeligere afgrænsning af rigsfællesskabet.
På mødet var der enighed om, at rigsfællesskabet var båret af de internationale geopolitiske interesser. Der var så ikke enighed om, hvorvidt en “konstruktiv uklarhed” som det nuværende rigsfællesskab eller en føderal stat eller anden klart defineret organisering, var at foretrække. En konstruktiv uklarhed rummer ihvert fald problemer med retssikkerheden, hvilket de danske fiskere fik at mærke, da den færøske kvotestrid skulle bilægges. De blev snydt, fremgik det på mødet.
Som dansker må jeg sige, at i lyset af den fjentlighed jeg mærker, både fra Grønland og Færøerne, ja så ser jeg ikke den store skade i opløsningen af rigsfællesskabet. Vi har rigelig med international geopolitisk turbulens endda.
En simpel folkeafstemning vil gøre Grønland og Færøerne frie, hvorefter de sikker hurtigt ville komme under andet herredømme, men forhåbentlig et mere lykkeligt forhold. Hvorfor blive ved med at true med det? Det er jo bare at gå igang.





tirsdag den 13. maj 2014

Andalusien og revolutionen.

Min familie og jeg tog på bilferie i Andalusien og besøgte bl.a. Marinaleda. Der havde været en notits i avisen om landsbyen med 1% arbejdsløshed og vi besluttede at tage afsted, for at se tingene ved selvsyn.

Som forberedelse fik jeg læst “The Village Against the World” af Dan Hancox. Han fortæller den 40 år lange historie om en borgmester og hans landarbejderes kamp, gennem jordbesættelser, demonstrationer, strejker, sultestrejker og fængseldomme, som førte til mange sejre.

Det lyder som en anden kendt historie fra tegneseriernes Gallien og det er virkelig også eventyrligt. Men naturligvis er kampen ikke slut. Det er denne proces vi gerne vil kikke nærmere på, min familie og jeg.

Anarkismens hjemland.

Spanien har en lang tradition for anarkisme, som høstede bitre erfaringer med kommunisterne under borgerkrigen 1936-39, så bevistheden om at holde hovedet koldt og bevare idealerne, er høj i Marinaleda. Man kommer ikke let til tingene, og diskussionerne om, hvornår man skal have penge for sit arbejde og hvornår man bidrager frivilligt til fællesskabet, er stadig en vigtig og påtrængende debat i dagligdagen i Marinaleda.

Vi havde skaffet logi i landsbyen hos Antonio, som det skulle vise sig, var lidt behersket i sin begejstring for det politiske, men en fantastisk venlig og rar mand, med mange kontakter til alle betydende personer i Marinaleda. Han var pensionist og havde være designer i et stor modehus, som producerede tøj til masseproduktion, hvilket man godt kunne fornemme. Han var altid pænt klædt på.

Det var via ham også lykkedes at få kontakt til et engelsk ægtepar Christopher og Alison, som var så søde at hjælpe os med sproget og med videre kontakter. De var flyttet hertil for 4 år siden, da de blev pensionerede i England.

Tirsdag aften ankom vi, og havde sat Christopher og Alison stævne i La Bodega. Vores første læring var, at køkkenet først starter kl 21.30! og så skal man have maden serveret i “slyngelstuen” for at undgå en 3-4 dobbelt regning, for samme mad. Det blev en overdådig aften. Snakken gik over stok og sten og Christopher og Alison faldt lige ind i vores familie med detsamme.

Det ligner en almindelig landsby i Andalusien, men det er skin.

Dagene efter gik med rundvisning på kommunekontoret, deres lokale TV-station, kooperativet El Humoso, oliven-presseriet, konserves fabrikken, amphiteateret, parkerne, pensionistklubben, stadion og deres livlige koncert-spillested Palo Palo, som trækker et stort publikum fra hele Spanien.

Tal og fakta kørte rundt i vores hoveder og alle vegne blev vi mødt med stolthed over deres landsby. Jeg kan ikke gengive alle detaljerne her, men vil koncentrere mig om et enkelt projekt, nemlig selvbygger-husene.

Jeg havde hørt om dette ekstraordinære projekt i avisartiklen i Danmark. Kollektivt byggede huse, som var ejendom ved overtagelsen, men som ikke kunne gøres til genstand for spekulation, og som kostede 15€ om måneden at bo i. Det lød jo forjættende. I samme åndedrag fortalte de altid, at børneinstitutionerne kostede i Marinaleda 25€ om ugen, inklusiv bespisning af børnene.

Jeg ville kunne finde mig i meget politisk bøvl, med så håndgribelige friheder i økonomien, men vi ville gerne se lidt på realiteterne i disse byggeprojekter. Hvad mente de egentlig med selvbyg?

Byg dit eget hus!

Vi tog ud til en byggeplads, hvor et projekt netop var igang. Det var to rækker af to-etages rækkehuse med have til. Vi mødte tilfældigt en mand, som viste sig at være kommunens tilsynsmand og ham som skulle oplære byggedeltagerne i at mure en mur!

Det var min første aha oplevelse. Når man skrev sig på en liste, til at blive selvbygger, så var det altså 450 arbejdsdage, som skulle konkret erlægges i byggeriet, hvad enten man havde forstand på det eller ej, som man skrev sig op til. Økonomien i husbyggeriet er meget besnærende, idet man undgik udbetaling, altså ingen kapitalindskud.

Mine børn er uddannede blikkenslagere, så vi spurgte lidt til den del af arbejdet. Det var en kvinde, som havde tegnet sig for det job og hun var desværre ikke tilstede. Inspektøren fortalte, at det var nødvendigt at differenciere lidt i opgaverne, da ikke alle havde lige mange fysiske kræfter. Det er åbenbart lettere end jeg troede at være blikkenslager! Eller også ligner hun bare Brinne fra Game of Thrones.

Der blev også spurgt lidt ind til sikkerhed på pladsen, for det gør de på en lidt anden måde end hos os. Inspektøren forsikrede os om, at han kikkede nøje efter sikkerheden. Jeg synes min søn så en anelse skæptisk ud, men vi forfulgte ikke sagen.

Det er meget svært at forblive nøgtern, kritisk og afvejet, når man mærker denne glæde og stolthed lyse én i møde. Det er virketrang og gensidighed i sin mest enkle form. For at sikre, at begrejstringen ikke daler, når man er færdig med sit eget hus, så blev husene først fordelt ved lodtrækning, når alt stod færdigt.

Inspektøren forklarede stolt, hvordan man holdt et åbent design i arkitekturen, fordi enhver skulle have mulighed for at ændre på sit hus, når det var udloddet. For eksempel, fortalte han med begejstring, så er stuen bygget sådan, at den kan ombygges til garage!

Jeg kikkede målløs, da han svingede ud med armene for at vise, hvor garageporten skulle være og en lille rampe fra haven ind i stuen. Hvem ville bygge sin stue om til garage? Jeg tilskriver det kulturforskelle og det faktum, at jeg ingen bil har, at jeg ikke kan forstå det.

Morgenmad hos bageren.

Det er utroligt så hurtigt man vænner sig til at sidde ved små caféborde hos bageren og spise ristede hvedebrød med olivenolie hældt direkte på og derpå en formodentlig hjemmelavet pink tomatopløsning trykket ud af en plastflaske og så bare lidt salt. Essensen af Marinaleda, enkelt, billigt og godt.

Vi var kun i Spanien sammenlagt en uge og med vanlig turist-grådighed, kastede vi os over de fantastisk lækre tapas, man kunne få alle vegne, ikke mindst i Marinaleda. Hvis man vælger, som os, at spise 10-12 retter hver gang, så når man hurtigt en mur af tapas-lede. Christopher havde fortalt, på sin sædvanlige stille facon, at han og Alison plejede at bestille én tapas hver, men denne information var spildt på os. Vi lærte det dog, på den lidt hårde måde.

Man kan ikke ophobe gode øjeblikke og gemme til forråd af dem. Turistens evige dilemma. Jeg forelskede mig i tanken om at tage en af de vidunderlige lufttørrede skinker med hjem. Jeg nåede dog at besinde mig. Er de først åbnet, kan de ikke længere holde sig, og så havde jeg måske for evigt ødelagt min smag for lufttørret skinke. Godt det ikke skete!

Til gengæld har jeg fået en dybere forståelse af Madelainekagernes betydning. På et nærliggende bjerg, er der, helt oppe på toppen, et kloster, hvori man kan købe kager, ved at ringe med en klokke, nævne sin bestilling og lægge pengene i en rotunde, som så drejer, uden man kan se nonnen på den anden side, og frem ruller de ønskede kager. Madelainekager. Dem har jeg i årevis læst om hos Marcel Proust, uden helt at forstå den nære forbindelse til denne kloster-proces. Det gør på en måde Marcel Proust mere håndgribelig og så smager kagerne ganske udemærkede, det har han ret i.

TV i byen!

Midt i det hele dukker et dansk TV hold op! Det var en temmelig pinlig affære. Konceptet var tilsyneladende, at journalisten Jakob Rosenkrands skulle iklæde sig en rolle som dekadent liberalist /kapitalist, som er kommet for at blive belært af “kommunisterne” og leve “Marinaleda-oplevelsen”.

Han spillede rollen, ved at leje en “dyr” åben sportsvogn og fylde den med champange og kaviar og CocaCola. På den måde svingede han bilen rundt i de nærliggende landsbyer og arrogant råbte ud af vinduet: “hvor er den kommunistiske landsby ?”. Nu håber jeg jo sådan set, at det er en rolle han spiller og ikke udtryk for hans væsen, men det kan jeg ikke vide.

Han blev mødt med tavs undren og hele hans setup faldt til jorden. Jeg så senere det færdige program og der var provokationerne blevet væsentligt reduceret. Det er som om beboerne nægter at give ham den modstand han beder om, for de kan ikke tage hans rollespil alvorligt og ved ikke, hvad de skal stille op med ham.

At leve “the Marinaleda expierence”, kunne man godt forholde sig til, som en måde at registrere, hvad der foregår i Marinaleda, men hele hans attitude var så kunstig, at folk trak sig lidt tilbage. Det så man faktisk på den færdige udsendelse, selvom den heldigvis var mere afdæmpet, end man kunne have frygtet. Programmet hedder “På den2. side” og blev vist på DR2.

Det er en besynderlig skabelonverden Jakob Rosenkrands lever i. Nogen burde punktere hans bobbel. Han ville jo have nemmere ved at lave godt fjernsyn, hvis han bare så ud på verden som den var, istedet for at opfinde den hele tiden.

Det var meget pinligt at være dansker i Marinaleda, efter han var kommet.

El alcalde”

Landsbyboerne havde dog vigtigere ting at bryde deres hoved med. Deres elskede borgmester er blevet syg. Juan Manuel Sanchez Gordillo, som gennem 40 år er gået forrest i kampen mod godsejerne og Guardia Civil og politiet og korupte politikkere, og som har udstået lange fængselsstraffe og sultestrejker, er blevet syg.

Han er på alder med mig, så jeg kan nemt sætte mig ind i, hvad det vil sige at blive syg af bare overanstrengelse. Ingen ved rigtig, hvad det er han fejler.

Til næste år, skal der være valg igen og alle venter på, om el alcalde (borgmesteren) stiller op igen, eller en anden skal vælges. Ingen ønsker tilsyneladende at udfordre ham i positionen, af respekt for hans historie. Mange beslutninger, som el alcalde er vant til at træffe, bliver ikke længere truffet, så der er krisestemning i Marinaleda, og kooperativet løber ind i vanskeligheder, når ingen føler de bør træde ind i hans sted.

Måske er det dette besynderlige fænomen, der er årsagen til, at planøkonomiske systemer ofte falder i en grøft af autoritet, netop denne menneskelige tilbøjelighed til at skabe helte og forbilleder. Det er næsten ikke til at undgå. Selv jeg, følte mig stolt, da vi mødte el alcalde på gaden, hvor jeg overbragte ham en gave jeg havde medbragt fra København og han lod sig fotografere med mig og min familie. Han er jo dog manden, der satte det hele igang og som holder en anarkistisk tanke i live, midt under det kapitalistiske sammenbrud, hvor krisen viser tænder.

Man må have respekt for sådan et menneske. Alligevel er det nu, Marinaleda for alvor skal vise, om deres kamp har båret frugt, også ud i fremtiden. Kan kollektivet holde? De næste år bliver spændende at følge.

Litteraturfestival i Marinaleda?

Den omtalte udsendelse i DR2 sluttede med et meget smukt digt af Klaus Rifbjerg. El Quinto, hedder digtet og omhandler pauserne i solsortens sang. Ifølge Jakob Rosenkrands er det skrevet efter et ophold i Marinaleda. Det satte jeg mig for at kontrollere, for hvis Klaus Rifbjerg var så begejstret for Marinaleda, så rummede han alligevel sider, jeg ikke kendte.

Behøver jeg at sige det? Jeg fik en mail fra Gyldendal. De havde spurgt på mine vegne, og Rifbjerg har aldrig hørt om det sted! Det kunne måske være en opgave at ændre på det forhold. Måske bliver den endog en change.

En anden dansk forfatter, har ligeledes bosat sig i Spanien og netop han bad mig lufte tanken om en litteratur festival i “semena cultural” næste år. Fordi Marinaleda ikke er religiøs, sådan overordnet set, så har de skiftet påskeugen ud med en kulturuge. Nu er tanken, at der skal forløbe en dansk-spansk litteratur festival, hvis ellers jeg kunne fornemme, at folk i Marinaleda havde lyst til, at det skulle ske. Det fornemmede jeg, at de har lyst til.

Marinaleda lyser op af åbenhed og venlighed. Man ser det med det samme, man nærmer sig. Der er fyldt med de dejligste blomsterbede og appelsintræer langs hele hovedgaden og i parkerne og murmalerier overalt, er skænket i solidaritet fra hele verden. Grækenland, Chile, Irland osv. alle har de været her og efterladt sig et tegn på solidaritet på murene.

Det ville være en vidunderlig ramme at lade spansk og dansk litteratur smelte sammen i. Jeg køber billet, selvom jeg ikke forstår spansk.