Når leveren taler, forandres tingene.

Jeg var til møde i vin&videnskab. Minik Rosing præsenterede sin nye rapport “Til gavn for Grønland” og Kuupik Kleist var med for at diskutere konsekvenserne af den og Bo Lidegaard var ordstyrer. Lokalet på Nørrevoldgade var proppet til bristepunktet, selvom arrangementet blot var indkaldt få dage før. Hovedpersonerne var placeret i et hyggeligt hjørne med sofa og standerlampe og der var lagt op til en rigtig passiar.

Hyggeligt blev det. Den høje klinge var ikke fremme på noget tidspunkt, selv efter ordstyreren sagde, han havde modtaget opfordringer i pausen til at gå mere til den!

Det stod hurtigt klart, at rapportens konklusion var, at mineraler, gas og olie ikke ville blive Grønlands svar på selvstændighed indenfor en overskuelig årrække.

Et realitetschok

Kuupik Kleist fortalte, at reaktionen på Grønland havde delt sig i to, dels en halvdel, som mente det var politisk bestillingsarbejde fra nogen (? ikke nærmere angivet) som ikke ønskede at Grønland skulle blive selvstændigt. At rapporten simpelthen var skrevet for at skyde de drømme i sænk.

Den opfattelse delte han ikke selv, af naturlige grunde, idet han jo havde været initiativtager til rapportens tilblivelse. Den anden halvdel af reaktionerne havde været, at nu kunne vi endelig få den mineral-olie-feber af bordet og komme til at tale om nødvendig politik og økonomi på Grønland.

Minik Rosing talte om, at der nu måtte ledes efter andre indtægtskilder. Han nævnte vandkraft, videnscentre evt. ved udflytning af videnscentre fra Danmark til Grønland og endelig talte han om at prissætte grønlandsk naturs herlighedsværdi, som det internationale samfund omtaler som “umistelig”.

Kuupik Kleist var mere optaget af, at det grønlandske samfund måtte omstruktureres, så udfordringerne bedre kunne mødes med de forhåndenværrende resourcer, eftersom der ikke så ud til at være så stor mulighed for vægst i økonomien. Licenser til mineprojekter lå øde hen og det var ikke lykkedes at tiltrække udenlandsk kapital til Grønland, trods ihærdig international profilering.

Begge herrer taler om, at selvstændigheden vil komme en dag, men at de økonomiske udfordringer er for store lige nu til en drøm om selvstændighed. Kuupik Kleist lagde vægt på, at i den nærmeste fremtid vil et øget samarbejde i rigsfællesskabet være nødvendigt og også ønskeligt.

Er danskerne med?

Ingen af dem overvejer hvad der skulle få den sydlige del af fællesskabet til at øge engagementet i rigsfællesskabet. Det er umiddelbart svært at se, hvad det skulle være. Den nationale stolthed over Arktis, de store opdagere, naturen og det eksotisk fremmede har fået en lussing gennem de senere års fremfusen med anklager om koloniherredømme osv.

Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Statskundskab KU, har i Berlinske en lille artikkel, hvor han påpeger, at selvstændighed erobres som følge af IDEEN om selvstændighed og ikke af et samfunds modenhed eller en økonomisk opportunisme. Han stiller det således op, at hvis ideen om Rigsfællesskabet er svag/svækkes samtidig med at ideen om grønlandsk selvstændighed har nået “sin tid”, ja så vil det ske, uanset den pris grønlænderne betaler er høj.

At ideen om rigsfællesskabet er svækket i Danmark er vist ingen hemmelighed. Vi har allerede forlængst taget Grønlandstemaet ud af folkeskolen, det intellektuelle parnas bader i postkolonialt selvhad og erhvervslivet viger udenom investeringer, som kunne rammes af negativ folkestemning, både her og i Grønland.

Helst ikke fra Danmark!

Da Timbut, en kinesisk digter og blogger, rejste til Nuuk som led i et teaterprojekt, “Ni Hau Nuuk”, var han bl.a.til modtagelse af ovennævnte rapport i Grønland. Her var der en udtalt stemning af, at udenlandsk kapital var meget velkommen, blot ikke fra Danmark. Minik Rosing havde på mødet, forsøgt at sige, at danske investeringer kunne være en god start, som ville gøre udenlandske investorer mere trygge.

Det svarer til de indtryk man får af situationen hernede fra. Forrige år, mens Kuupik Kleist var landsstyre formand, var han på rundtur for at forklare dansk erhvervsliv, at det godt måtte investere i Grønland, og det måtte også godt tjene penge derved. Det var altså nødvendigt, følte landsstyreformanden dengang, at lempe dansk erhvervsliv over en barriere. Den fornemmelse ser det så ikke ud til Aleqa Hammond har.

Er tiden for IDEEN kommet?

Christina, en grønlandsk kvinde på mødet i Geologisk Museum, kom med det måske vigtigste indlæg i debatten. Hun trådte i karakter, som hun kaldte det. Den karakter hun trådte ind i, var åbenbart en engelsktalende en, og hun udfordrede paneldeltagerne og egentlig også Bo Lidegaard til at tale fra leveren, ikke fra hjernen.

Hun efterlyste et værdigrundlag for diskussionen om et selvstændigt Grønland eller et styrket rigsfællesskab. Hun mindede os om, på den mest charmerende måde, gennem den teaterfigur hun antog, at vi skal vise hvem vi er, tale lige ud af leveren, ikke være bange, ellers graver vi bare dybere og dybere grøfter.