Danmark og rigsfællesskabet.

Med Grønlands nye beslutning om, at ville eksportere uran, er Grønland kommet på kollisionskurs med rigsfællesskabet. Det er blevet tid for danskerne at tænke sig lidt om og finde ud af, hvad vi egentlig vil i Arktis. Det er så tydeligt, med denne seneste beslutning fra landsstyreformand Aleqa Hammond's side, at rigsfællesskabets rammer er ved at briste.

Det er måske en trist fornemmelse, især for den lidt ældre generation, som er vokset op med Grønlands-tema i 5. klasse med besøg på Nationalmuseet og Peter Freuchen og Jørn Riel som godnathistorier.

Julemanden bor på Grønland og Knud Rasmussen er gjort af drømmestof, men alt dette hører måske fortiden til. Nutidens skoleskema har ikke plads til den slags og vi bliver nødt til at finde vores ben, i en tid, hvor klimaet laver om på Arktis og stormagtsspillet er igang.

Danmark har behandlet Grønland med stigende ligegyldighed, men måske er Aleqa Hammond og uranen et “wake-up-call”. Måske er tiden kommet til, at danskerne får taget stilling til udviklingen i rigsfællesskabet.

Derfor er det et meget interesant initiativ, Atlantsammenslutningen og Søværnets Officersskole har taget, med deres konference afholdt den 14. november i år. Jeg fik endog lejlighed til at følge det kursus, som forløb over tre uger op til konferencen, som jeg her skal fortælle mine indtryk fra.

Sikkerheds- og Udenrigspolitik.

Kristian Søby Kristensen, Center for Miltærforskning, lægger ud med at beskrive de internationale bestræbelser i Arktis som værende en “samarbejdende orden”. Han understreger at de tre potentielle konfliktområder: territoriestrid, natur ressourcer og transit forhold, alle søges løst gennem internationale aftaler.

Bilaterale aftaler (Barentshavet, Norge/Rusland og Hans Ø, Dk/Canada) og Illulisat deklarationen, som er tiltrådt af de 5 arktiske stater og som peger på international ret i UNCLOS, vedrørende kontintalsokkel havretsafgørelser (f.eks. Nordpolen) og International Maritime Organization (IMO) hvad angår sikkerhed og navigation i Arktisk hav og et fortsat arbejde henimod åbenhed og transparens omkring forskning, data og analyse. Dette samarbejde skal forløbe primært indenfor Arktisk Råd men også andre internationale fora.

Han peger på, at de store spillere, Norge, Canada og Rusland, med store økonomiske olie-og gasinteresser, har størst fordel af fred og stabilitet i regionen. Nordøstpassagen er helt afhængig af en fredelig sameksistens, hvis den skal indgå som alternativ til Sues- og Panama-kanalen.

Kristian Søby Kristensen advarer stærkt imod en Nato-tilstedeværelse i Arktis, da det kun vil fremkalde koldkrigsmindelser og har ingen relevans der. Canada og Rusland er meget imod Nato i Arktis.

Om det ser så idyllisk ud, skal jeg vende tilbage til, men turen gik nu videre til forsvarskommandoen. Her informerede Bjarno Sørensen om konsekvenserne af det seneste forsvarsforlig 2013-17, som betyder en øget beredsskabsstyrke omkring Grønland. Konkret bliver et inspektionsfartøj samt 9 Seahawk helikoptere sat ind, så kystbevogtningen er opgraderet og Arktisk kommando bliver samlet i Nuuk.

Forsvarskommandoen gjorde samtidig opmærksom på, at Rusland, med Putins initiativ, har afsat 340 mia Kr til sikkerhed i Arktis. Det må vel være en antydning af, at den fredelige sameksistens godt kan substitueres med rusisk krontrol, hvis man spørger Putin.

Det er forsvarskommandoens opfattelse, at Nordvestpassagen gennem Canadisk farvand vil være usikker, på grund af snævre sejlforhold, men at Nordøstpassagen bliver omdrejningspunkt for fremtidige potentielle konflikter. Forsvarskommandoen samarbejder hovedsagligt med USA og Canada og i nogen grad med Island. Der er kun lidt samarbejde med Norge, Rusland og Kina. Nato spiller en negativ rolle i samarbejdsklimaet ifølge kommandoen. Norge står alene med ønsket om at trække Nato ind i Arktis.

Peter Wilhelm Lund Linde fra Arktisk Team i Udenrigsministeriet gjorde rede for fire søjler, som den arktiske strategi hviler på, nemlig: fred og stabilitet, bæredygtig vækst, respekt for Arktis' sårbare klima miljø og natur samt tæt samarbejde med internationale parter.

Selve administrationen af Grønland, sorterer under Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarministeriet og Justitsministeriet og fra Arktisk Teams synspunkt, ser verden ud, som en fredelig proces via Arktisk Råd og med en 90% klima og miljø dagsorden.

Grønland har dog boycottet det seneste rådsmøde i Kiruna, men det fortolkede Lund Linde som et grønlandsk behov for, kun at forholde sig til een stat. Det er jo altid et problem med “two-level-game” når man skal føre ekstern politik. Selv har Aleqa Hammond givet en lidt anden forklaring til pressen.

Jeg benyttede lejligheden til at spørge om man i Udenrigsministeriet gjorde sig nogen overvejelser over, hvilken interesse et civilt dansk synspunkt kunne have i opretholdelsen af rigsfællesskabet. Svaret var, at alle bestræbelser i UM gik ud på at styrke rigsfællesskabet. Han anså Thule Airbase som “vores hub til USA”.

Mit indtryk fra mødet I Udenrigsministeriet er, at man hovedsaglig anlægger en magtanalyse på Danmarks engagement i Arktis. Suverænitetshævdelsen betyder meget i det spil, men til hvilken gavn ønsker Danmark sig overhovedet suverænitet i Arktis?

Det spørgsmål blev mere og mere påtrængende, jo længere jeg deltog i den konference-forberedende informationsdel.

Mødet med Selvstyret.

Johan Lund Olsen (IA) var en forfriskende oplevelse. Han har deltaget i Hjemmestyrelovens og Selvstyrelovens tilblivelse og han har en ren og uforfalsket dagsorden om grønlandsk selvstændighed. Han sidder i Folketinget, som suppleant for Sara Olsvig.

En dygtig fortæller, er han, og hele baggrunden for Grønlands moderne historie, fik han ridset op, med en grønlandsk synsvinkel og det var tankevækkende. F.eks. var der kun afstemning i Dk, i forbindelse med overgangen fra protektorat-status til dansk amts-status i 1953. Han sagde ikke noget om, at han mente grønlænderne ville have stemt nej, i givet fald de var blevet spurgt, men alligevel.

Nu blev den danske befolkning jo ganskevist heller ikke spurgt, ved overgangen til hverken Hjemmestyreloven eller Selvstyreloven. Måske burde vi have haft det til afstemning, om ikke andet for at knytte befolkningerne sammen i en fælles stillingtagen og gensidig oplysning. Nu virker det håbløst for sent.

Angående spørgsmålet om oprustning i Arktis, var han af den klare opfattelse, at såvel Canada som Rusland rustede vældigt op. Alene I år havde de talt over 2000 krigsskibe i NØ passagen, fortalte han.

Grønlændere er med Hjemmestyreloven blevet anerkendt som “oprindeligt folk” og er følgelig nu medlem af ICC (Inuit Circumpolar Counsel). Herfra advarer man også imod oprustning i Arktis, siger Johan Lund Olsen. Det har ikke været muligt at finde opl. om det på deres hjemmeside.

Det er jo en mærkelig situation, at man har et så forvirret billede af sikerhedssituationen i Arktis. Det virker for mig, som om forholdet styres af helt andre dagsordner, end dem, der kom frem her på konferencen, hvilket ikke er betryggende. Jeg tænker, om der mon ligger mere i bemærkningen “det er vores hub til USA”.

Han forklarede, at Grønland fik overtaget retsområdet ved Selvstyreloven, men først vil overtage, når området er oppe på niveau med DK, og de havde i Landstinget beregnet, at det ville koste 350 mill Kr. at nå det mål. Derfor kom han velfortjent igennem med en bevilling på 20 mill.Kr. til afhjælpning af sagspuklen i retterne i Grønland.

Med hensyn til spørgsmålet om selvstændighed, fortalte han, at det altovervejende flertal i befolkning i Grønland, ønskede fuld selvstændighed. Samtlige partier i Grønland går efter selvstændighed.

Selv forestillede han sig et Commenwealth-lignende arrangement, så de kunne beholde det danske kongehus! På spørgsmålet, hvorfor Danmark skulle være tilstede i Arktis, kunne/ville han ikke svare.

Hovedpoienten af hans indlæg var, at Grønland BLIVER selvstændigt, uanset hvad, sådan ser det ud fra Grønlands synsvinkel.

Den holdning blev gentaget af Tove Søvndahl Gant fra Grønlands Repræsentation.

Aleqa Hammond er jo kendt for at sige, at selvstændigheden kommer i hendes tid, og sikkert før vi aner!

Minik Rosing, professor i geologi ved Kbh. Uni., har ved flere lejligheder også sagt, at Grønland givet vil blive selvstændigt en dag, dog først, når der er mindst 10 aktive miner, som kører godt.

Tove Søvndahl Gant fortalte om Aleqa Hammonds nuværende kolliations regering, og dens målsæting om at udnytte råstofferne, herunder uran. Hun gennemgik økonomien i store træk og pegede på fiskeri som den ene store indtægtskilde i Grønland.

Produktiviteten i det kystnære fiskeri var dog meget lav. Det forlød ikke, hvad man ville gøre ved det. Kuupik Kleist (tidl. Landsstyreformand) er jo før kommet galt afsted, med at ville afhjælpe det problem.

På mødet blev nævnt spørgsmålet med de mange isolerede bygder og problemet med at opretholde velfærdssamfundet helt der ud. Ja, det var et ømt spørgsmål, lød svaret og det mente man ville løse sig selv med tiden, gennem frivillig fraflytning.

Overordnet set, mente Tove Søvndahl Gant, at Grønland havde haft et pragmatisk og godt samarbejde med Danmark. “I skal bare huske på, hvem det er, der er de arktiske” sluttede hun af med et polisk smil.

Senere på konferencen, nævner hun kulturelle bånd til canadisk og russisk inuit og til samerne. Hun nævner slet ikke danskerne som et kulturelt bånd.

Budskabet fra Grønland er temmelig klart.

Hvad gør en dansker?

Det er i løbet af hele konferencen, ikke blevet klart, på trods af gentagende spørgsmål, hvilken interesse Danmark skulle have i at beholde Arktis. Det er, som om den præmis, at rigsfællesskabet udgjorde rammerne for rettigheder og pligter, ikke lod sig rokke.

Retfærdigvis skal det siges, at konferencen kun rettede sig imod politisk/sikkerhedsmæssige spørgsmål. Den akademisk videnskabelige verden var ikke inddraget (kun i form af Flemming Christiansen fra GEUS, men hans opgave var at belyse olie- og mineral forekomsterne og deres potentielle udvinding, ikke de videnskabelige interesser i Grønland) Der kan ligge nogle forskningsmæssige interesser i Arktis, også for Danmark, som jo trods alt har en meget lang historie i Arktis.

At tale om afvikling af rigsfællesskabet, lå uden for rammen for konferencen.

Selve konstruktionen med, at Grønland kan beslutte at eksportere uran, og Danmark kan blive viklet ind i de politisk/militære/diplomatiske problemer, det kan medfør, huer mig slet ikke. Beslutningskraft og ansvar skal altid ligge samme sted!

Dertil kommer, at stemningen på Grønland, tilsyneladende er meget opkørt i national-romantisk retning.

Så må rigsfællesskabet vige pladsen!

Fremtiden...?

Der er nogle svært gennemskueligt underliggende forbindelser til Nato og til Monroe-doktrinen, som gør det vanskeligt at overskue konsekvensen af, blot at ophæve rigsfællesskabet. Man kunne få den tanke, at Danmark, i det udenrigspolitiske spil, er en majonet for USA.

Måske er det os, der har brug for en selvstændiggørelse! Er vi i virkeligheden fanget i et internationalt spil i Arktis, som gør, at vi er tvunget til bare at tørre op efter grønlændernes håbløse politik og stormagtrernes slagsmål?

Jeg kunne være lidt bange for det, efter denne konference.

En ting er sikkert: den danske stat, arbejder overhovedet ikke efter en tilbagetræknings strategi. Ikke endnu.

Tre scenarier:

Scenarie 1.

Danmark tager initiativer til at afvikle rigsfællesskabet. Vanskelighederne med Nato og Monroe-doktrinen løses på en eller anden måde. De enkelte rigsdele må udvikle deres egen strategi.

Formodentlig er tiden netop nu gunstig, idet USA næppe ønsker at sætte sig i yderligere udgifter udenrigspolitisk. De vil snarer forsøge at forhandle med grønlænderne om overtagelse af udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og forsvarspolitik efter Danmark, og det kan da godt ende lykkeligt for alle parter.

Det vil nok skære i hjertet på mange ældre danskere. Venerationsfølelsen herfra til Grønland er nok større end den anden vej. Som sagt i indledningen, er vi mange, som har haft Grønland tæt inde, som kilde til det storslåede, såvel natur som folk.

For yngre mennesker betyder det sikkert mindre og ja, politisk/økonomisk integritet er vigtigere.

Scenarie 2.

Danmark nedlægger veto overfor en masse-visaudstedelse ifm. storskaladrift og overfor uraneksport og fortsætter med en økonomisk påholdenhed overfor Grønland, og simpelthen vente, til man enten har fået succes med sin statsdannelse deroppe, eller at man må rulle selvstændighedsdrømmene tilbage. Finde sig til rette i Selvstyret og forsone sig med danskerne.

Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at det er det, som vil ske!

Den økonomiske påholdenhed er begrundet i den kæmpe risiko Danmark løber internationalt, når vi skal “tørre op efter” dårlige beslutninger på Grønland. Det kan blive et uoverskueligt og farligt spil for danskerne, og til ikke ret megen nytte. Derfor bør danske politikkere tage sig sammen og veto uranudvinding.

Scenarie 3.

En deling af Grønland midt over. Grønlænderne beholder alle beboede områder, mens Nord og Nordøst bliver dansk territorie, som kan danne udgangspunkt for glacial forskning, geologisk forskning klimaforskning, biologisk forskning, arkæologisk forskning, og anden forskning.

Grønlænderne vil således få et territorie, de rent faktisk kan suverænitetshævde selv.

På den måde, kan Danmark jo selv styre, hvilket projekter man vil indgå i og bære ansvaret for, eventuelt også minedrift på sin egen del af øen, hvis der er ønske om det.

Dette scenarie har jo det lille morsomme aspekt ved sig, at man, med folkeretten i ryggen, kunne forestille sig, at man spurgte østgrønlænderne, om de helst ville tilhøre Vestgrønland, eller Danmark.

Østgrønland har egen kultur, med eget sprog, og har ikke altid følt sig så godt behandlet af resten af Grønland. Man har med forbavselse set, at Nuuk har bestemt, at netop østgrønlænderne ikke kan købe spiritus, selvom alkoholisme er et lige så stort problem i resten af Grønland.

Udfaldet af en sådan tænkt folkeafstemning, er slet ikke så givet på forhånd.

Dette scenarie bygger på, at Danmark vitterlig har nok forskningsmæssig interesse i Arktis, til at begrunde de enorme udgifter det er, at holde området sikkerhedspolitisk, forsvarsmæssigt og suverænitetsmæssigt. Derom har jeg slet ikke viden nok.

Men drømmene om naturens storhed og den stolte pionertradition, bliver i det mindste holdt intakt, og vi vil se flere julekalendre med egne isbjerne i fjernsynet!

Efterskrift.

I al denne snak om Rigsfællesskabet, er Fæørerne slet ikke nævnt. Det er min opfattelse, at Fæørerne også er på kollisionskurs med Danmark, idet deres fiskeripolitik skaber problemer for Danmarks medlemskab i EU.

Fæøerne har, så vidt jeg ved, også været igennem en national selvstændigheds bølge, som nu har lagt sig lidt igen. Men jeg har ikke fokuseret særlig meget på Fæørerne, så derfor er mine betragtner, især i scenarierne, meget skitsemæssige og kun ment som oplæg til videre diskussion.

I virkeligheden kan hele denne diskussion om rigsfællesskabets berettigelse, komme til at dreje sig, om et langt større spørgsmål: Kan Danmark frigøre sig fra USA og Nato, hvis man ville det, og hvad er egentlig på spil i Danmark, rent sikkerhedspolitisk?

Det ville jo være rart med nedrustning I Danmark, istedet for disse vanvittige krige og ektrem-investering i omegnen af 30 mia kr. i nye krigsfly. Det er ikke engang en præmis, at disse nye fly skal kunne bruges i Arktis. Det viser bare omfanget af, hvor underbelyst hele rigsfællesskabet er.