Grønlandstema II:

En rejseberetning fra Kulusuk, Østgrønland; i flere afsnit.

Jeg ønsker jer en god Sankt Hans. Jeg er rejst til Kulusuk i Østgrønland. En lille vejrbidt ø ud mod havet. Her fejrer man ikke Sankt Hans men der er folkedans i forsamlingshuset. Jeg spekulerer på, hvad folkedans kan være i Kulusuk-sammenhæng. Det får jeg vel at se. Først er der kirkegang. Jeg bor lige nedenfor kirken. Jeg har ikke selv tænkt mig at deltage. Hvorfor skulle jeg? Jeg er så at sige imod religion, men det er en anden snak.

Ja, jeg lyder måske ikke lige optimistisk. Kulusuk har vist sig at være et svært sted at være. Først var der alle de praktiske ting. Et sted at bo, noget at spise, varme og vand havde jeg problemer med at finde. De problemer er nu blevet løst og jeg kan begynde at slappe af. Om ca. en uge kommer der skib og så kan jeg købe det jeg mangler/ønsker mig. Indtil da er der masser af cupnudler, kogt mysli og franskbrød (det kan butikken åbenbart selv bage?) Jeg har også erobret mig en pakke Kærgården. Et halvt kilo! Med min medbragte kaffe og te, er der ingen problemer på den front.

Fra mit køkkenvindue har jeg udsigt til iskanten, der hvor bådene lægger til, og de nedlagte sæler bliver trukket ud på isen og enten trukket hjem i en snor hen over isen eller parteret på stedet af en kvinde med sin ulu (som vist hedder noget andet her). Nogle henter en trillebør og kører sælerne væk hele. 

Jeg har været nede at spørge efter fisk, men de lander ingen fisk, kun ammasetter og det er ikke lige noget for mig. Det er meget ærgerligt at der ikke er nogen fisk. De siger det kommer i august, men da er jeg jo rejst. Jeg skal til Kuummiut at købe fisk. De har fisk derovre, fortalte en af bådebyggerne mig. Men jeg har nu fået en aftale med ham som fisker bjergørred, og Nikolaj har lånt mig sin radio, så jeg kan høre Grønlandsk Radio! Det fik mig til at se lyst på fremtiden.

Dagen lang er der aktivitet omkring bådehuset, som er en stor rød bygning, fælles for alle. En slags værksted, som altid står åbent. Her kan man reparere sin båd og det er der hele tiden behov for.  Det er også her turisterne står og tripper og fotograferer, mens de venter på at blive sejlet den lille smule rundt, som man nu kan sejle. De er åbenbart tilfreds, bare de kommer ud i vandet. I dag er der ingen turister at se. Måske kommer de ikke om søndagen?

Selve mit litteratur projekt, som jeg nok skal vende tilbage til, har jeg udskudt en uges tid, for ligenu har alle kvinderne travlt med at sy folkedragt og forberede konfirmationsfest den 8.juli. Der er mange her, der skal konfirmeres. Jeg kan ikke mase et eller andet, måske uvedkommende, ind i deres liv ligenu. Jeg tror også det tager dem lang tid at vænne sig til, at jeg er her.

De hilser og smiler og snakken går, så meget kan jeg fornemme, men ellers er jeg henvist til ..hmm.. lad os sige kunstnerne. De vil til gengæld meget gerne snakke. De sidder på bænken foran service huset hver dag og drikker øl hvis de har nogle. Der har lige været et lille skib fra Island. Det første skib i meget lang tid, og stort set alt hvad det havde med var øl og sodavand!! Alle alkis’ne fylder lommerne med dåser nu.

Min ven Lars, som jeg skrev med, inden jeg rejste herop, han har en fast sten overfor butikken, hvor han sidder hver morgen ved 6-tiden og drikker dagens første øl. Så går han sine runder ud til fjorden og besigtiger isforhold, strømforhold, ebbe og flod især, for det er dem der ændrer sejlbarheden. Her er ikke megen vind. Jeg har givet ham 100 Kr at fylde på tanken, så vi kan komme af sted på tur, straks der bliver en åbning og det ikke er for tåget.

I går blev den indre del af fjorden sejlbar. Alle stak ud på jagt efter sæl, så snart det blev højvande og strømmen havde drevet den værste is ud af fjordsystemet. Skolebørn blev sejlet til andre bygder på familiebesøg fordi de har sommerferie, men nu har tidevandet ført isen tilbage igen, og sejlmuligheden er atter lukket. Mange planer bliver ændret på grund af isen.

Nede i bygden ligger sneen/isen stadig 2 meter tyk. Det er ikke sket før i 25 år, siger de lokale. Det skyldes at det sneede uden ophør hele april måned og da det endelig holdt op, kom der ingen regn, så isen og sneen har svært ved at smelte ved solens kraft alene. Desuden er her ofte tåget, så solen slet ikke kan komme til at virke ordentligt på isen. Koldt er her også, af samme grund.

Jeg har ikke kunnet justere min tidsfornemmelse. Måske har jeg totalt mistet tidsfornemmelsen! At dag og nat er lige lysintensiv, kun vekslende med tåge, gør det svært at få et grundigt fodfæste i tiden. Kan det være derfor grønlænderne har det vanskeligt med tiden her? De befinder sig jo samtidig i et miljø, hvor omkring 70% råder over deres egen tid, fordi de ingen job har. De gør simpelthen tingene i den rækkefølge de synes, der er behov for det.

Desværre ser det ikke ud til, de har nogen stor ansvarsfølelse, så helheden og sammenhængen er der ikke rigtig nogen der tager sig af. Sådan ser det ihvert fald ud ved første øjekast. Måske ændrer det sig i løbet af mit ophold. Jeg bemærkede trodsalt nogle komme i hvid anorak og i mærkevare-jakkesæt på Nationaldagen. Kan desværre ikke huske hvilket mærke, men det var syet uden på ærmet, så jeg tænker det var noget, der var værd at vise frem. Det er måske spiren til at tage et større ansvar?

Nu da litteraturen ikke rokker sig ud af stedet, så har jeg fået behov for at undersøge lidt om affalds håndtering. Gid jeg havde lidt forstand på den slags! Her ligger ubeskriveligt meget skrald og flyder. Gamle sofaer, vaskemaskiner, øldåser, plastic osv. Hvis det er tåget, så ligner det hele en losseplads. Selv en kæmpe stor fladskærm fandt jeg smidt ud på vejen. Når solen skinner, så ser man det ikke, for så skinner den iøjnefaldende natur igennem det hele og fastholder hele ens opmærksomhed. Et kridhvidt/turkis isbjerg sejler majestætisk forbi og man kan ikke få øjnene fra det. Men når tågen tager udsigten, så tvinges øjet ned på detaljen og den er grusom.

I morgen mandag vil jeg forsøge at finde frem til lossepladsbestyren. Ja, de har en rigtig losseplad her! Jeg vil høre hvilke tanker han måtte have omkring affalds håndtering. Jeg har talt med skolelærerinden om, at lave et kunstprojekt med anvendelse af plastic fundet i naturen. Første skridt er jo altid at rette blikket mod, at der er et problem i det hele taget. De arbejder i forvejen meget med genbrugsmaterialer på skolen. Det hus jeg bor i, er fuld af skønne figurer savet ud af splittede træpaller. Isbjørne, andefugle, hvalros, hele bjergscenerier og havscenerier i bemalet træ. Bare speditøren nu ikke går over til plasticpaller!

Ja, i morgen mandag siger jeg, men hvem ved hvad der sker mandag, eller hvornår det i det hele taget er mandag. Jeg mødte en mand ved navn Mads. Han viste mig et helt simpelt stykke grønlandsk legetøj, med to dukker hængt op på en pind med en snor, bundet op i tre punkter. Han kunne få de to dukker til at hænge i samme side, uden at binde knuderne op! Det må jeg finde ud af, hvordan man gør!

Jeg vender tilbage når jeg har fundet tricket.