Eksisterer Danmark?

Kulturnatten tilbragte jeg til dels i advokatfirmaet Lett på Rådhuspladsen. Her fortalte advokat Karen Dyekjær om udviklingen i Lissabon-sagen, en sag mellem en gruppe borgere og statsministeren.

Foreløbig har højesteret afgjort, at gruppen af borgere har partsinteresse nok til at få sagen prøvet ved landsretten og senere også ved højesteret. Det skal altså afgøres, om grundlovens § 20 om overgivelse af sovereignitet, blev overtrådt i forbindelse med tiltrædelse af Lissabon-traktaten.

§ 20 siger:

 Stk. 1. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.

Det er en tilføjelse til Grundloven, vedtaget i 1953, netop med henblik på Kul-og-Stål-Unionen, som er EU's oprindelse. Det er således de 5/6 flertal paragraffen i stk 2.kræver, der i givet fald ikke er opfyldt ved folketingets tilslutning til Lissabon-aftalen.

Det var en temmelig rystende oplevelse at overvære denne flok af advokater, hvis helt klare opgave det var, at få skåret juraen til på en måde, så EU-toget kunne komme ordentligt på skinner. Der var ingen EU modstandere tilstede til at forsvare den holdning, som Karen Dyekjær ellers er betalt til at forsvare.

Hun understregede, at det var en REN juridisk sag, og hun tog sig ikke af det politiske, selvom hun til foredraget, gjorde meget ud af, at hun var tilhænger af, at det ikke var nødvendigt med en grundlov, som krævede 5/6 flertal, for at afgive magten til EU. ”Jeg har et glimrende samarbejde med statsadvokaten” som hun sagde flere gange.

Advokat Karen Dyekjær påstod at hun synes det var en interessant sag, uden at hun i øvrigt kom nærmere ind på, hvad der var interessant ved den. Men det gik alligevel efterhånden op for mig, hvad der var så interessant, set i hendes optik. Vi skal have lukket munden på de bagstræberiske nationalromantikere, som vil standse den føderale tanke i EU, synes at være hendes ærinde med sagen.

Det står i skærende kontrast til de interesserede borgere, hun er advokat for, for de er nemlig for hovedsagen venstreorienteret, fra det yderste venstre, ifølge hende. Hun  nævnede Niels Hausgård som den ene.

Retten ønsker altså en bestemmelse af, hvad indholdet af § 20 i grundloven egentlig er. Med andre ord, hvis der er tale om sovereignitets afgivelse i forbindelse med tiltrædelsen af Lissabon-traktaten, så er grundloven overtrådt, og sagsøgerne vil vinde sagen.

Det kommer ikke til at ske!

Advokat Karen Dyekjær lod klart forstå, at højesteret til sin tid vil finde på en formulering, så borgergruppen ikke få ret, for selve den situation ville være politisk umulig/uhåndterbar. De vil ikke formulere det så direkte, men dog skæve til den politisk ubekvemme situation.

En sejr til anklagerne ville jo betyde én af tre ting:

1)grundloven skulle i så fald ændres, således at § 20 ikke længere var gældende, i hvert fald ikke med kravet om 5/6 flertal. Så kan det måske blive reduceret til ¾ eller 2/3 eller noget politisk mere håndterbart.

2)der skulle afholdes en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, for at gøre vores tilslutning lovlig.

3)eller en kombination af de to scenarier. Karen Dyekjær var mest stemt for en ændring af Grundloven, i forbindelse med den snak der i øvrigt er om en grundlovsændring.

Den anden mulighed er, at klagerne får uret, og højesteret dermed fastslår, at der ikke er tale om sovereignitets afgivelse! Argumentet for den position er, at sovereignitet kun kan afgives én gang, og herefter er det sket. Det blev sammenlignet med en jomfru-deflorering, det kan også kun ske en gang!


I det tilfælde, må vi jo så spørge os selv: hvornår skete den deflorering? Der har jo aldrig i Danmark på noget tidspunkt været 5/6 flertal for EU. Det vil jo blot i givet fald være at skubbe problemet tilbage i tid, men ikke fjerne det. 

Det kan altså med andre ord, ende med, at Palle Lauring havde ret, da han i 1972 sagde, at ”nu er Danmark ophørt med at eksistere”. Dengang blev han hånet, men i dag på Lett’s advokat kontor, er det de ”ellers udmærket begavede typer” der pludselig udbryder, "jamen så må vi da ændre udbudsbetingelserne!" eller  f.eks. de som troede, at de kunne få en eller anden substans forbudt af miljøhensyn! Helt latterlige positioner for et føderalstatsligt lilleputland, og her blev der leet højt!


En lidt fortvivlet tilhører spurgte advokaten, om højsteret da altid havde ret? "Nej" svarede fru Dyekjær kækt, og der blev en pause.. så startede næste sætning med...eller altså man kan jo være uenig med højesteret, men...og herefter greb fru Dyekjær til en sammenligning med Gud. "I sidste ende er det jo Gud som bestemmer!" Jeg håber det drejer sig om momentane rødvinståger hos fru Dyekjær, for ellers er rigets retsbeskaffenhed lagt i hænderne på en meget forvrøvlet kvinde!

Jeg tog hjem, efter at have oplevet denne uhyggeligt blanke kulturnat hos Lett advokater. Det er gået op for mig, at hvis ikke vi blot skal konstatere, at gamle Palle Lauring havde ret, Danmark eksisterer ikke længere, så skal vi stille os ordentligt op, bag det politiske projekt: Bevar Grundloven! Det er der ingen der gør i øjeblikket, såvidt jeg kan se.

Sagen kommer for landsretten engang til marts 2012 og herefter bliver den appelleret til højesteret, så det er endnu ikke for sent!

Jordskælv, tsunami og radioaktivt udslip i Japan

Fredag den 11. marts 2011 er datoen for Japan’s tredobbelte katastrofe. Jeg husker ugerne efter, hvor jeg hang ved nyhedsstrømmen, for at følge begivenhederne og alle budskaberne bragte kun mere dårligt nyt. Efter et par uger, mærkede jeg, hvordan jeg ikke længere orkede at håbe på, at de fik situationen på Fukushimaværket under kontrol. Da Frankrig besluttede sig for at kalde situationen niveau 6 på en skala over atomkraft ulykker, mens Japan insisterede på niveau 4, tænkte jeg bare, at det nemmeste var på en måde, at indstille sig på, at alt gik galt.

Nu er aviserne og Internettet ikke længere oversvømmet med nyheder om situationen i Japan. Andre katastrofer er kommet til. Der er i mellemtiden udbrudt krig i Libyen, Saudi Arabien nedkæmper oprør i Bahrain, EU har vedtaget en Euro-pagt, borgerkrig er brudt ud i Elfenbenskysten og den slags ting optager nu pladsen, og Japan har relativt stille justeret situationen op til maksimum niveau 7. Samme niveau som ulykken i Tjernobyl. Der er naturligvis tvivl om, hvorvidt hver reaktor udgør en niveau 7 situation i sig selv, eller at det faktum, at tre formodentlig revnede skaller stadig står og holder lidt sammen på reaktorerne, skal tjene som formildende omstændigheder.

Ingen atomkraft-ulykke, men derimod en fejl.

Man kunne jo godt tro, at der var tale om en ulykke, på de atomkraftværker, men det er der ikke. Japan ligger i et område med mange jordskælv, og dette var ikke engang det værste jordskælv, kun det 4. eller 5. værste, målt i området, så et jordskælv 9,0 på richterskalaen, med efterfølgende tsunami, burde ligge inden for det scenarie man har forestillet sig kunne ske.

Reaktorerne lukkede da også som de var planlangt til at gøre, men den efterfølgende nedkøling gik galt ved samtlige reaktorer. Ikke kun den rutinemæssige nedkøling, men samtlige nødsystemer svigtede. Så mange enslydende ”uheld” kan ikke forekomme. Der er derimod tale om en systematisk fejl i værkerne.

Eftertiden vil analysere, hvordan disse fejl kunne opstå, men et godt gæt kunne være, at det var et led i profitmaximeringen på værkerne. Undersøgelser på tilsvarende amerikanske værker har vist, at på adskillige værker havde man i 20 år undladt at teste køleanlæggene, og ved en test viste det sig, at de ikke fungerede.

Selv i det sikre Sverige, har man oplevet lignende situationen, som kun ved tilfældets kraft, undgik at udvikle sig. Strømforsyningen er et fælles svaghedspunkt ved nødsystemerne, ser det ud til, og navnlig vedligeholdelsen af nødsystemer er et almindeligt problem. Man får mistanke om, at økonomien ikke er helt så god i atomkraftværker, som man gerne vil give det udtryk af.

Katastrofens omfang og krisens billedstorm

Da situationen langt fra er afsluttet, kan man jo ikke vide hvor galt der går/er gået. Det er jo muligt de japanske myndigheder vil udvidde den zone på 30 km, hvorfra folk bliver evakueret fra, men indtil videre har det omfattet ca. 250.000 mennesker og meget få er direkte omkommet i forbindelse med strålesyge og eksplosioner på værkerne. Flere kilder antager dog, at de 50 redningsarbejdere på selve værket, må påregne at dø at arbejdet. Forbavsende at japanerne ikke har udviklet robotter til den type opgaver. Militæret er heller ikke blevet sat ind, men kun en lille gruppe af helte ofrer sig.

Dødstallet i forbindelse med tsunamien kommer måske op på 25.000 inden situationen er helt overstået, og materiel skader er der naturligvis. Det skal vejes op imod, at Japan er verdens 3.største økonomi og har lige ved 127,5 mill indbyggere med ca. 34.000 $ BNP per indbygger. Vist er det er alvorlig katastrofe, men Japan er et robust land endda.

På den baggrund synes jeg det er tankevækkende, at hjælpen strømmer ind fra alle sider. Især har jeg undret mig over Gabon, et lille afrikansk land, 1,3 mill indbyggere, som tjener under 6.000 $ per indbygger, har fundet det passende at donere 1 mill. dollar i katastrofehjælp. Sudan, Rwanda og Afghanistan er også på donationslisten. Det er jo rørende, at der er afrikanske medborgere, der viser så stor medfølelse med det japanske folk, men jeg synes jo der er noget galt et sted, når deres egen befolkning lider under analfabetisme, hungersnød, fattigdom og sygdom.

Er vi blevet statister på den globale digitale billedstrøm? Hvem stå bag denne legemliggørelse af angst og krise, så kraftig, at den kan suge penge ud fra den fjerneste krog i Afrika? Det er jo ikke engang den 30. største katastrofe målt på antal omkomne, ifølge Wikipedia og alligevel træder de allerfattigste til.

Hvordan gik det egentlig i Tjernobyl?

Den eneste anden atomkraft ulykke i samme kategori som Fukushima, er Tjernobyl i 1986. Der er stadig megen forvirring omkring konsekvenserne af denne ulykke, men i modsætning til hvad man skulle tro, så blev værket drevet videre uagtet faren, fordi man manglede strøm. Man besluttede simpelthen at ignorere den forgiftede 30km-zone, bygge en mur mod den indkapslede reaktor og lade resten af værket fortsætte i drift endnu 14 år! Først i 2000 blev hele værket lukket.

Risø-gutterne har travlt med at nedtone faren, især Jørn Roed er fortaler for at slå is i blodet. Han mener, at langt den største skade, der skete ved Tjernobyl, er den psykiske. Folk døde simpelthen af stress og bekymring! Nu taler man om radiofobi, en slags irrationel angst for stråling. Jørn Roed taler om, at strålingstal bliver forfalsket, med henblik på at beskrive en forværret situation i Tjernobyl, således at der kom flere støttekroner.

Greenpeace når selvfølgelig til helt andre konklusioner! De taler om en kvart mill. kræfttilfælde og 100.000 kræftdødsfald som følge af Tjernobyl.

Endnu et problem er det jo at overføre erfaringerne til Fukushima, da det er et helt andet samfund og langt tættere befolket, men med en langt højere levestandard. En egentlig sammenligning er sikkert meningsløs.

Det virker så helt uigennemskueligt at få reelle data frem om atomkraft-sikkerhed og katastrofer. De få personer, som reelt har en chance for at gennemskue hele teknologien, er åbenbart syltet ind i politisk-økonomiske kræfter, at det repræsenterer et reelt demokratisk problem.

Demokratisk underskud.

Det er måske nok det største problem ved atomkraft, at det er svært at overlade til kapitalkræfterne. Hvis reguleringen overlades til markedsøkonomien, så vil de nødvendige strenge sikkerheds krav komme i fare for at koste for meget i kontrol og administration, som jo altid vil påhvile offentligheden og i en samlet betragtning tror jeg på, at atomkraftværker er alt for dyre/farlige at håndtere i et demokratisk samfund. 

Hvad skal vi i Afghanistan?

Hamid Karzai, præsidenten som amerikanerne satte ind i 2001, og som siden er blevet valgt og genvalgt ved nogle højst kritisable valg, og som siges at have en meget lille magtbase, og slet ingen magt udenfor Kabul. Han har ry for at være en snu mand, som navigerer perfekt i forhold til at blive siddende ved magten. Senest har han tilsyneladende solgt ud af kvindeprojekterne og kvindernes muligheder for indflydelse, for at danne alliancer med Taliban.

I P1’s Orientering søndag, 20.feb. var Tage Baumann, Kirsten Larsen og Søren Schmidt Ph.d. (Mellemøstenekspert) i studiet for at drøfte situationen i Afghanistan. Selvom jeg godt ved, at udenrigspolitikken ikke afgøres af nogle journalister og en enkelt ekspert i radioen, så er det alligevel rystende at høre, at kun Kirsten Larsen rigtig synes, det er et problem, at vi er med til at kæmpe en krig, som uden videre sælger ud af kvindernes rettigheder, alene for at kunne kalde sig ”på rette, eller næsten rette” vej.

Hvad er Mellemøstenekspertens projekt?

Det var rædselsfuldt at høre på, hvordan Søren Schmidt taler om, hvor megen ufred og splid vores vestlige tanker om demokrati skaber! Han er med til at  give demokratiet et meget dårligt navn! Netop den mekanisme han selv nævner som årsag til, at demokrati-bevægelsen ikke har forplantet sig til de muslimske diktaturstater i Centralasien. Har han  slet ikke bemærket, at det meste af Mellemøsten/Nordafrika er i færd med at afklæde sig dinosaurus-magthavere, som ingen legitimitet i befolkningen har, og skriger på demokrati, gennemsigtighed og menneskerettigheder?

Hvorfor bliver vi ved med at skabe nye dinosaurer i Centralasien? Kirsten Larsen har fuldkommen ret, når hun siger, at vi behandler kvinder i Afghanistan som ofrer, i stedet for at presse på for en reel ligestilling og demokratisk repræsentation. Hvis ikke det er det, der er formålet med vores indflydelse, så har vores tilstedeværelse i den konflikt slet ingen berettigelse. 

Taliban dræber flere og flere danske soldater og hvad er pointen?  Søren Schmidt fortalte meget levende om, hvad vanskeligheden er ved at opbygge en bevæbnet politistyrke, som skal uddannes i at varetage sikkerheden på egen hånd. Det var nemlig ikke bare et spørgsmål om at putte folk i uniform og udruste dem. Nej, problemet var, at ingen rigtig havde magten i Afghanistan, så alle var bevæbnede og politiet således meget let kunne blive erobret af div. grupper i landet og brugt til at føre krig i stedet.

Skal Nato klappe en ny fred i Afganistan sammen, som hviler på undertrykkelse af befolkningen?

Nu ser strategien ud til at være den, at samle så mange banditter man kan, låse dem sammen og så kalde det en koalitionsregering på et tidspunkt og se stort på korruption og den slags. Det er i den proces, at kvinderne, systemets transparens og menneskerettigheder bliver solgt ud.

Søren Schmidt taler om, at det er etnocentrisk af Kirsten Larsen at insistere på demokratiet, når de nu kun får ufred og splid ud af det. Hr.Schmidt, hvis det kun er lokal etnicitet der skal gælde, som jeg synes er et legitimt synspunkt, så kan jeg ikke se, hvad vi laver der, så er det vel bare ud nu!

Oprindelig skulle vi sikre, at 9/11 ikke gentog sig, med Al Qaeda-trænede partisaner fra Afghanistan. I mellemtiden er langt flere mennesker omkommet i forsøget! Hvis man virkelig mente noget med at løse problemerne i Afghanistan, så de ikke forfaldt til religiøst angst, som trives på had til Vesten og som genererer offervilje grænsende til dødsfascination, fremfor uddannelse og nysgerrighed, så skulle vi måske kaste et blik på ressourcerne.

Hvorfor bliver alternativer slet ikke drøftet?

Taliban, og dermed tilsyneladende også Al Qaeda, får deres økonomiske formåen gennem kontrol af narkotikaproduktion. Vi kunne jo lovliggøre brug af narkotika i Vesten. Det er ganske vist meget farligt, så der skulle bekostes ganske mange penge på oplysning, især af unge, og på afvænningscentre. Narkotika har en megalomanisk side, som vanskeliggør en behandling, men omvendt har en lovliggørelse af narkotika også meget store fordele.

En stor del af al kriminalitet i Vesten, hidrører fra narkotika. Ved at lukke ned for den kriminalitet, vil samfundet indvinde mange ressourcer, som til dels kan anvendes på forebyggelse af narkomani og behandling. Vi må jo huske på, at forbuddet aldrig har forhindret brugen af narkotika, selv ikke i teenagealderen. Jeg ser efterhånden flere fordele derved, både her og i Afghanistan foruden Rusland, Thailand, Columbia osv.

Under alle omstændigheder må vi standse med produktionen af diktaturer og lære lektien fra demokrati-bevægelserne i Mellemøsten og Nordafrika. Selvom de ikke skulle lykkes med at få magtomvæltningerne til fungerende demokratier i et hug, så har befolkningerne fået en selvbevidsthed og en unik læring om, hvad folkelig konsensus og samlet aktion betyder. Den viden vil de ikke miste igen. Den erfaring mangler afghanerne endnu, og vi hjælper dem slet ikke på vej, med den politik vi fører der.

2 millioner i fredelig protest i Cairo, fylder mig med tro på menneskeheden og på fremtiden.

Ægypten væltede Mubarak i løbet af 18 dage, uden at løsne et skud. Det er i sig selv et mesterstykke! En eufori har rejst sig i det ægyptiske folk og det er en læreproces for hele verden. Tunesien var forbillede, men Ægypten bragte ”den perfekte storm”, som Hillary Clinton kalder det, ud i verden.

En fantastisk stejl læringskurve har transformeret ægypterne til en handlekraftig befolkning, som har bragt solidaritet, samarbejde og rationel fornuft op i front. Det er så stærk en fortælling, at den ikke kan modsiges. Endelig fik vi lov at opleve ægypterne som frygtløse, beslutsomme, snusfornuftige, humoristiske og rationelle mennesker, med en stor kærlighed til deres land. Derfor måtte Mubarak gå!

Nøgternt betragtet, så ved vi jo alle, ikke mindst ægypterne, at målet stadig er forude. Den endelige magtomvæltning venter stadig. Militæret har ikke ophævet undtagelsestilstanden endnu og den øverste militære leder i militærkomiteen er kendt som Mubarak’s puddelhund. Det logiske vil jo være, at han og komiteen vil søge at befæste egne privileger, hvilket sikkert vil vise sig at gå i spænd med, at sikre de gamle privilegerede rigmænd og magthavere deres privilegier.

Det vil kræve mange flere demonstrationer, for at tøjle militæret i disse bestræbelser. Selvom demonstranterne har allieret sig med militæret, imod politiet, så har militæret jo ikke holdt sig tilbage for at tilbageholde og torturere i tusindvis af ægyptiske demonstranter, ifølge Algezeera. Mange er stadig tilbageholdte med uvisse skæbner.

Omvendt, så består militæret af en professionel del og en hvervet del, så med lidt held, så kan den hvervede del tvinge den professionelle del på plads og bøje sig for denne folkestorm. Hvis ægypterne skal undgå at vågne op med tømmermænd til et militærdiktatur og tusinder af politiske fanger i torturfængsler, så tror jeg, det er tid at mobilisere den hvervede del af militæret til fordel for en demokratisk udvikling. Men Ægypten selv vil give os svaret i de kommende uger eller måneder. Det vil sætte en helt ny standard for revolutioner, hvis det lykkes.

Hvordan er oprøret egentlig organiseret?

Det ser ud til at være en digitalt baseret bevægelse. En enkelt ikonografisk figur, Khaled Said på 28 år, dræbt af systemet, var tilsyneladende en slags dråbe, der satte tingene sammen. Wael Ghonim, marketingchef for Google i Cairo, blev fængslet for at have opfordret til aktion, og senere løsladt.  Han blev ved sin løsladelse set som et andet ikon, selvom han ikke selv synes han har haft andel i oprørets start. Han har dog senere, efter at have forstået situationens alvor, påtaget sig at deltage i forhandlingerne med militæret. Derudover er der en webside ”6th of April Youth Movement” på Facebook, som  har været meget central i den interne kommunikation under demonstrationerne, ifølge Mona El-Ghobashy, professor ved Barnard Collage. Interviewede demonstranter på gaden har fortalt, at de fik deres informationer fra Facebook, Twitter og fra Aljazeera. Der har ikke været nogen egentlig anden organiseret ledelse tilstede.

Netop Mona El-Ghobashy peger på, at Facebook-siden 6. april har historiske rødder fra en industriel strejke, som fandt sted 6. april 2008. I det hele taget ligger der en skjult erfaring fra arbejderbevægelsen til grund for demonstranternes strategiske beslutninger, siger hun. Det er en viden om, hvor mange der skal stå på et hjørne for at tiltrække opmærksomhed fra det hemmelige politi osv. Fundamental vigtig viden, når det drejer sig om at organisere en demonstration i en diktaturstat. Initiativtagerne til denne Facebook gruppe ”6th of April Youth Movement”, er Ahmed Maher og Ahmer Salah, som begge har været fængslet i flere omgange under demonstrationerne i Cairo. De deltager nu også i forhandlingerne med militærkomiteen, foruden Wael Ghonim, ifølge Mona El-Ghobashy.

Hvad er perspektivet?

Rent umiddelbart ser vi en spontan folkelig afvisning af en illegitim magtanvendelse. En konsensusbaseret direkte handling. Det er rørende at se, hvordan demonstranterne består af ukorrumperede spontane ytringer og en spontant opstået selvfølelse, som når f.eks. Tahir Sqr. blev rengjort, folk bærer mad og medicin frem til hvem der måtte have behov mm. Det er en helt enkel og ligetil anarkistisk organisering. Et lærestykke i anarkistisk tænkning, forstået som direkte pragmatisk demokrati og legitim orden, som Bakunin, Goldmann og Kropotkin talte om.

Er der fundet nye veje til at få hul igennem et magtsystem, som bygger på brutal vold og tyveri af værdierne i samfundet? Kan det virkelig lade sig gøre at fravriste magthaverne styringen alene igennem en art folkelig strejke? Et direkte og ukorrumperet demokrati, hjulpet frem af de nye muligheder for hurtig og direkte kommunikation gennem de nye medier.

Selv Bahrain, et land med 750.000 indbyggere, er nu i oprør på 4. dag med flere dødsofre og de ser ligeledes ud til at være stålsatte på forandringer, selvom deres konflikt umiddelbart ser ud til at være af en anden karakter. Og så er der jo Yemen, Algeriet, Marocco, Libien, Iran og måske flere steder... Mellemøsten bliver aldrig mere den samme!

Nytårsønsker fra USA

Det er en hyggelig tid, denne jule-og nytårstid. Ind imellem alle festerne er der alle festtalerne, som mest er tilbageblik over året der gik og enkelte også om året der skal komme.

Jeg er faldet over en artikel af neurologen Sam Harris , hvor han har formuleret sig et nytårsønske. Han ønsker sig et privat skattevæsen, som bygger på velgørenhed!

Kort fortalt går artiklen ud på, at den amerikanske aversion imod skattebetaling er røget helt ud af proportion med de nyligt gennemførte skattelettelser, til de bedrestillede i middelklassen (som ham selv) og overklassen. For ham har den amerikanske drøm ikke bare været en drøm. Den har givet ham en god uddannelse og vilkår, som han også kan sørge for at give videre til sine egne børn, Selv efter finanskrisen slog til, kan han sørge for sig og sine. Han sammenligner situationen med at blive reddet i en redningsbåd, mens talrige andre omkring ham drukner, og alligevel får han at vide, at endnu en redningsbåd er sikret, så han kan få sin bagage med på land.

Det får Sam Harris til at frygte for nationens ve og vel. Uligheden er blevet alarmerende siden 80'erne. Forskellen på, hvad CEO i et stort firma tjener, og hvad folk på gulvet i samme firma tjener er er blevet 22 gange større de seneste 30 år. Det er blevet undersøgt af Eduardo Porter i en ny bog om prisdannelse.

40% af alle amerikanere ejer kun 0,3% af al rigdom, ifølge William Domhoff . Over en million børn i Amerika er hjemløse, ifølge artikel i NYTimes. Folk på offentlig sygesikring har tidligere været sikret livsvigtig organtransplantation, men bliver nu nægtet behandling, ifølge artikel i NYTimes.

I USA har man også sine bekymringer vedr. PISA-undersøgelser af skolebørnene. Det har fået præsident Obama til at kalde det for et Sputnik Moment, det vil sige, et øjeblik hvor Amerika indser, det er kommet bagud og kommer ind i kampen. På ti år, vandt USA rumkapløbet og det skal de til at gøre igen, på uddannelses området nu.

Alle disse fakta om amerikansk økonomi og velfærd, får alligevel ikke amerikanerne til at acceptere redistribution af rigdom i samfundet. Modviljen imod beskatning og begrænsningen i at nyde frugten af eget arbejde, er helt uden grænse og Sam Harris betegner det som et religiøst forhold. Der er en hovedløs tro på, at ”enhver er sin egen lykkes smed”, også selvom det går ud over ens egne børn. For eksempel vil de fleste amerikanere ikke have nogen mulighed for at tjene eller arve nogen rigdom af betydning. Alligevel ønsker 68% at begrænse skatteinddrivelsen, 31% anser det for det vigtigste emne for Congressen at arbejde med, selvom den føderale skat kun vedrører 0.2 % af befolkningen. Helt irrationelt og i modstrid med egen interesse. Et pudsigt eksempel er Steve Ballmer, CEO for Microsoft, som fornylig forhindrede vedtagelsen af beskatning af den rigeste 1% i indkomstskat i Washington, som er en af 7 stater, hvor man ikke opkræver indkomstskat! Netop Microsoft, som skal leve af kunder, der er ved at uddanne sig eller er uddannet.

Sam Harris argumenterer med, at ingen har valgt sit eget genom eller fødested eller nogen anden omstændighed ved sit liv. Hvor meget kredit får jeg f.eks for ikke at have Down-syndrom?, spørger han retorisk. Svaret er: ingen! Men ideen om ”self-reliance” er helt uden for rækkevidde for bevidst refleksion i USA, mener Sam Harris.

Det interessante ved alt det her er, efter min mening, at vi kender til alle disse problemstillinger her i Danmark også, blot er det knap så fremskredent, som i USA. Men den tro på ”enhver er sin egen lykkes smed” og aversion imod at betale skat, er velkendt på højrefløjen. Sam Harris er måske nok meget præget af politikerlede og politiker korruption og har som sådan opgivet tanken om, at få skatterne til at fungere igen. I stedet sætter han sin lid til et billionær-initiativ fra Warren Buffet og Bill Gates. Han ser for sig, at det amerikanske samfund kan opkøbes af frivillige funde, doneret af rigmænd. Warren Buffet har tidligere talt for ”Fair Taxation”, men nu er det ”Giving Pledge”. Sam Harris ser for sig, at initiativet udvides til den bedre middelklasse for at blive mere realistisk, som middel til genopretning.

Det er jo temmelig skræmmende, hvis Danmark nogensinde kommer i den situation, at politiker-leden og anti-skat paranoia får drevet det offentlige Danmark så meget i bund, at simpel vedligeholdelse af samfundets institutioner ikke kan varetages og må overgå til privat velgørenhed. Så er det slut med den demokratiske indflydelse. Faktisk er det også skræmmende, at en begavet og fornuftig videnskabsmand indenfor Neurologien, som Sam Harris, bliver fortaler for et velfærds samfund, som beror på velgørenhed, fordi han ikke ser anden udvej for Amerika.

Kan man overhovedet tale om et demokrati længere i så fald? Bliver Amerika et oligarki?