Eksisterer Danmark?

Kulturnatten tilbragte jeg til dels i advokatfirmaet Lett på Rådhuspladsen. Her fortalte advokat Karen Dyekjær om udviklingen i Lissabon-sagen, en sag mellem en gruppe borgere og statsministeren.

Foreløbig har højesteret afgjort, at gruppen af borgere har partsinteresse nok til at få sagen prøvet ved landsretten og senere også ved højesteret. Det skal altså afgøres, om grundlovens § 20 om overgivelse af sovereignitet, blev overtrådt i forbindelse med tiltrædelse af Lissabon-traktaten.

§ 20 siger:

 Stk. 1. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.

Det er en tilføjelse til Grundloven, vedtaget i 1953, netop med henblik på Kul-og-Stål-Unionen, som er EU's oprindelse. Det er således de 5/6 flertal paragraffen i stk 2.kræver, der i givet fald ikke er opfyldt ved folketingets tilslutning til Lissabon-aftalen.

Det var en temmelig rystende oplevelse at overvære denne flok af advokater, hvis helt klare opgave det var, at få skåret juraen til på en måde, så EU-toget kunne komme ordentligt på skinner. Der var ingen EU modstandere tilstede til at forsvare den holdning, som Karen Dyekjær ellers er betalt til at forsvare.

Hun understregede, at det var en REN juridisk sag, og hun tog sig ikke af det politiske, selvom hun til foredraget, gjorde meget ud af, at hun var tilhænger af, at det ikke var nødvendigt med en grundlov, som krævede 5/6 flertal, for at afgive magten til EU. ”Jeg har et glimrende samarbejde med statsadvokaten” som hun sagde flere gange.

Advokat Karen Dyekjær påstod at hun synes det var en interessant sag, uden at hun i øvrigt kom nærmere ind på, hvad der var interessant ved den. Men det gik alligevel efterhånden op for mig, hvad der var så interessant, set i hendes optik. Vi skal have lukket munden på de bagstræberiske nationalromantikere, som vil standse den føderale tanke i EU, synes at være hendes ærinde med sagen.

Det står i skærende kontrast til de interesserede borgere, hun er advokat for, for de er nemlig for hovedsagen venstreorienteret, fra det yderste venstre, ifølge hende. Hun  nævnede Niels Hausgård som den ene.

Retten ønsker altså en bestemmelse af, hvad indholdet af § 20 i grundloven egentlig er. Med andre ord, hvis der er tale om sovereignitets afgivelse i forbindelse med tiltrædelsen af Lissabon-traktaten, så er grundloven overtrådt, og sagsøgerne vil vinde sagen.

Det kommer ikke til at ske!

Advokat Karen Dyekjær lod klart forstå, at højesteret til sin tid vil finde på en formulering, så borgergruppen ikke få ret, for selve den situation ville være politisk umulig/uhåndterbar. De vil ikke formulere det så direkte, men dog skæve til den politisk ubekvemme situation.

En sejr til anklagerne ville jo betyde én af tre ting:

1)grundloven skulle i så fald ændres, således at § 20 ikke længere var gældende, i hvert fald ikke med kravet om 5/6 flertal. Så kan det måske blive reduceret til ¾ eller 2/3 eller noget politisk mere håndterbart.

2)der skulle afholdes en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, for at gøre vores tilslutning lovlig.

3)eller en kombination af de to scenarier. Karen Dyekjær var mest stemt for en ændring af Grundloven, i forbindelse med den snak der i øvrigt er om en grundlovsændring.

Den anden mulighed er, at klagerne får uret, og højesteret dermed fastslår, at der ikke er tale om sovereignitets afgivelse! Argumentet for den position er, at sovereignitet kun kan afgives én gang, og herefter er det sket. Det blev sammenlignet med en jomfru-deflorering, det kan også kun ske en gang!


I det tilfælde, må vi jo så spørge os selv: hvornår skete den deflorering? Der har jo aldrig i Danmark på noget tidspunkt været 5/6 flertal for EU. Det vil jo blot i givet fald være at skubbe problemet tilbage i tid, men ikke fjerne det. 

Det kan altså med andre ord, ende med, at Palle Lauring havde ret, da han i 1972 sagde, at ”nu er Danmark ophørt med at eksistere”. Dengang blev han hånet, men i dag på Lett’s advokat kontor, er det de ”ellers udmærket begavede typer” der pludselig udbryder, "jamen så må vi da ændre udbudsbetingelserne!" eller  f.eks. de som troede, at de kunne få en eller anden substans forbudt af miljøhensyn! Helt latterlige positioner for et føderalstatsligt lilleputland, og her blev der leet højt!


En lidt fortvivlet tilhører spurgte advokaten, om højsteret da altid havde ret? "Nej" svarede fru Dyekjær kækt, og der blev en pause.. så startede næste sætning med...eller altså man kan jo være uenig med højesteret, men...og herefter greb fru Dyekjær til en sammenligning med Gud. "I sidste ende er det jo Gud som bestemmer!" Jeg håber det drejer sig om momentane rødvinståger hos fru Dyekjær, for ellers er rigets retsbeskaffenhed lagt i hænderne på en meget forvrøvlet kvinde!

Jeg tog hjem, efter at have oplevet denne uhyggeligt blanke kulturnat hos Lett advokater. Det er gået op for mig, at hvis ikke vi blot skal konstatere, at gamle Palle Lauring havde ret, Danmark eksisterer ikke længere, så skal vi stille os ordentligt op, bag det politiske projekt: Bevar Grundloven! Det er der ingen der gør i øjeblikket, såvidt jeg kan se.

Sagen kommer for landsretten engang til marts 2012 og herefter bliver den appelleret til højesteret, så det er endnu ikke for sent!