Hvad skal vi i Afghanistan?

Hamid Karzai, præsidenten som amerikanerne satte ind i 2001, og som siden er blevet valgt og genvalgt ved nogle højst kritisable valg, og som siges at have en meget lille magtbase, og slet ingen magt udenfor Kabul. Han har ry for at være en snu mand, som navigerer perfekt i forhold til at blive siddende ved magten. Senest har han tilsyneladende solgt ud af kvindeprojekterne og kvindernes muligheder for indflydelse, for at danne alliancer med Taliban.

I P1’s Orientering søndag, 20.feb. var Tage Baumann, Kirsten Larsen og Søren Schmidt Ph.d. (Mellemøstenekspert) i studiet for at drøfte situationen i Afghanistan. Selvom jeg godt ved, at udenrigspolitikken ikke afgøres af nogle journalister og en enkelt ekspert i radioen, så er det alligevel rystende at høre, at kun Kirsten Larsen rigtig synes, det er et problem, at vi er med til at kæmpe en krig, som uden videre sælger ud af kvindernes rettigheder, alene for at kunne kalde sig ”på rette, eller næsten rette” vej.

Hvad er Mellemøstenekspertens projekt?

Det var rædselsfuldt at høre på, hvordan Søren Schmidt taler om, hvor megen ufred og splid vores vestlige tanker om demokrati skaber! Han er med til at  give demokratiet et meget dårligt navn! Netop den mekanisme han selv nævner som årsag til, at demokrati-bevægelsen ikke har forplantet sig til de muslimske diktaturstater i Centralasien. Har han  slet ikke bemærket, at det meste af Mellemøsten/Nordafrika er i færd med at afklæde sig dinosaurus-magthavere, som ingen legitimitet i befolkningen har, og skriger på demokrati, gennemsigtighed og menneskerettigheder?

Hvorfor bliver vi ved med at skabe nye dinosaurer i Centralasien? Kirsten Larsen har fuldkommen ret, når hun siger, at vi behandler kvinder i Afghanistan som ofrer, i stedet for at presse på for en reel ligestilling og demokratisk repræsentation. Hvis ikke det er det, der er formålet med vores indflydelse, så har vores tilstedeværelse i den konflikt slet ingen berettigelse. 

Taliban dræber flere og flere danske soldater og hvad er pointen?  Søren Schmidt fortalte meget levende om, hvad vanskeligheden er ved at opbygge en bevæbnet politistyrke, som skal uddannes i at varetage sikkerheden på egen hånd. Det var nemlig ikke bare et spørgsmål om at putte folk i uniform og udruste dem. Nej, problemet var, at ingen rigtig havde magten i Afghanistan, så alle var bevæbnede og politiet således meget let kunne blive erobret af div. grupper i landet og brugt til at føre krig i stedet.

Skal Nato klappe en ny fred i Afganistan sammen, som hviler på undertrykkelse af befolkningen?

Nu ser strategien ud til at være den, at samle så mange banditter man kan, låse dem sammen og så kalde det en koalitionsregering på et tidspunkt og se stort på korruption og den slags. Det er i den proces, at kvinderne, systemets transparens og menneskerettigheder bliver solgt ud.

Søren Schmidt taler om, at det er etnocentrisk af Kirsten Larsen at insistere på demokratiet, når de nu kun får ufred og splid ud af det. Hr.Schmidt, hvis det kun er lokal etnicitet der skal gælde, som jeg synes er et legitimt synspunkt, så kan jeg ikke se, hvad vi laver der, så er det vel bare ud nu!

Oprindelig skulle vi sikre, at 9/11 ikke gentog sig, med Al Qaeda-trænede partisaner fra Afghanistan. I mellemtiden er langt flere mennesker omkommet i forsøget! Hvis man virkelig mente noget med at løse problemerne i Afghanistan, så de ikke forfaldt til religiøst angst, som trives på had til Vesten og som genererer offervilje grænsende til dødsfascination, fremfor uddannelse og nysgerrighed, så skulle vi måske kaste et blik på ressourcerne.

Hvorfor bliver alternativer slet ikke drøftet?

Taliban, og dermed tilsyneladende også Al Qaeda, får deres økonomiske formåen gennem kontrol af narkotikaproduktion. Vi kunne jo lovliggøre brug af narkotika i Vesten. Det er ganske vist meget farligt, så der skulle bekostes ganske mange penge på oplysning, især af unge, og på afvænningscentre. Narkotika har en megalomanisk side, som vanskeliggør en behandling, men omvendt har en lovliggørelse af narkotika også meget store fordele.

En stor del af al kriminalitet i Vesten, hidrører fra narkotika. Ved at lukke ned for den kriminalitet, vil samfundet indvinde mange ressourcer, som til dels kan anvendes på forebyggelse af narkomani og behandling. Vi må jo huske på, at forbuddet aldrig har forhindret brugen af narkotika, selv ikke i teenagealderen. Jeg ser efterhånden flere fordele derved, både her og i Afghanistan foruden Rusland, Thailand, Columbia osv.

Under alle omstændigheder må vi standse med produktionen af diktaturer og lære lektien fra demokrati-bevægelserne i Mellemøsten og Nordafrika. Selvom de ikke skulle lykkes med at få magtomvæltningerne til fungerende demokratier i et hug, så har befolkningerne fået en selvbevidsthed og en unik læring om, hvad folkelig konsensus og samlet aktion betyder. Den viden vil de ikke miste igen. Den erfaring mangler afghanerne endnu, og vi hjælper dem slet ikke på vej, med den politik vi fører der.