Grønlandstema II: tredie kapitel

To pølser med brød.

Efter min tur til Tasiilaq, er jeg i besiddelse af en pakke rugbrød. Det er guldet! Sammen med min pakke med Kærgården, så er jeg fuldt forsynet. Den der dåse leverpostej fra Faaborg Konserves er sådan set helt overflødig. Min pakke med rugbrød er ca. 25 cm lang, så den kan forslå et stykke vej. Skiverne er fortvivlende tynde, men jeg har vænnet mig til at smøre en rundtom med Kærgården og så smække en til skive ovenpå, så passer det. Smør ville selvfølgelig have været bedre, men dette er tæt nok på fuldkommenhed.

Jeg har også købt en liter mælk, UTH fra Arla. Det var nu en skuffelse. Selvom det er letmælk, så har den nogle hårde klumper fedt, som det er umuligt at få til at opløse sig. Jeg er gået tilbage til at drikke min Nescafé uden mælk.

Cup nudler er jeg bare træt af. Jeg købte også en Bornholmerhøne. Den har jeg kogt (i min 15 liter gryde) og den gnaver jeg lidt af engang imellem. Alt i alt har jeg hvad jeg skal bruge. Alligevel glæder jeg mig til ham min bjergørred leverandør dukker op med en fisk. Det er ikke sket endnu. Min pose med suppeurter er for længst tøet, men uden fisk, er det jo ikke det samme.

Man vænner sig af med at tænke på grøntsager. Måske er det derfor jeg kan se så mange her, med meget krogede ben og mange med ryg og knæ problemer. Tænderne er generelt også et stort problem her. Hvis oprindelig arktisk mad var sund, som jeg har set hævdet i litteraturen, så må der være dele af den kost de har droppet.

Jeg tænker, de andre her spiser kogt sæl kød. Der bliver i hvert fald trukket ganske mange sæler på land hver dag. Jeg ser folk flænse sæler alle vegne, mænd såvel som kvinder og med alle slags knive. Når jeg spørger til, om de ikke længere bruger ulu (det hedder noget andet her, men det er en lille krum kniv med et håndtag monteret i to stænger bag æggen) og om det ikke længere er kvindearbejde at flænse sæl, så lyder svaret altid: Jo, det er kvindearbejde og vi bruger ulu.  Det er muligvis en grønlandsk måde at kommunikere på. Man vil gerne bekræfte mig i en antagelse, jeg tilsyneladende har i forvejen. Så er det underordnet, om det har relevans i forhold til virkeligheden.

 Mange har også en dybfryser og et køleskab. Det gør tingene jo lettere. Selv pakker jeg mine madvarer i plasticposer fra Pilersuisoq (butikken) og hænger dem udenfor. Det er rigelig koldt. Hver morgen, dvs. ved 3-4 tiden er der is på det åbne vand, indtil solen rigtig får fat. Så varmer den til gengæld stærkt, og derfor må jeg også flytte maden om i skyggen midt på dagen og tilbage igen om aftenen.

I går gik jeg mig en tur ned til lufthavnen. I terminalen købte jeg to røde pølser med brød, ketchup og sennep. Det var en fest. Jeg skrev to postkort, nærmest for at blende ind med de andre i terminalen.

Om eftermiddagen kan man uden problemer sidde udendørs uden overtøj på. Man skal nu have det med, for der kan hurtigt komme en sky for solen og så bliver det koldt. Det er så hyggeligt, når klokken bliver hen ved 7-8 om aftenen, for så er hele bygden ude at spadsere og de kommer tit herned forbi, fordi jeg bor det skønneste sted i bygden, hvis man altså vil undgå at skulle ud at klatre.

Min kone har hængt sig; min datter har hængt sig.

En mand jeg aldrig har set før (selvom han nok har set mig) kommer gående med sit barnebarn på skuldrene. De sætter sig på trappen foran kirken, ved siden af mig. Vi snakker lidt. Han spørger om jeg er alene. Helt ud i det blå, siger han så, at hans kone har hængt sig i foråret, eller også var det sidste år og datteren som hængte sig i år, jeg fik det ikke helt klart, for det tog lidt tid inden jeg rigtig forstod, hvad han snakkede om. – Jamen dog! Hvorfor gjorde de det? Han viste bare med en håndbevægelse at de drak. Han havde nu to døtre tilbage og heldigvis var moderen til den lille pige i live. Den dejligste lille glade pige.

Så fortalte han om tre søskende, som boede i Danmark og som også drak. Han så på mig og sagde, at han ikke ville til Danmark, for han var bange for alkoholen. Så gik han. Pludselig fik jeg følelsen af, at det var en ægteskabsforhandling, som var afsluttet.

Nu kan jeg se, der er en dame, der er gået i gang med at reparere sit tag med en plasticpose. Det er ellers et meget pænt hus og vasketøjet hænger på en snor udenfor, men der er noget galt med taget. Hun må være stået tidligt op, for klokken er kun 7.

Mens vi venter på skib…

Endnu en skøn morgen! I dag kommer skibet. Luften er mild og god og det er lørdag. Klokken er 9 og jeg er på vej ned efter et friskbagt gulerodsbrød fra butikken. Det er Oktavia’s søster der bager og det er vidunderligt. Det koster 37 Kr. og så har jeg dejligt brød til hele weekenden.

På vejen tilbage så jeg, at ganskevist er skibet ikke kommet endnu, men understøttelsen/lønnen er kommet! og det bliver fejret med morgenbajer over hele linjen herfra og til butikken. Bagsiden af denne fest lod heller ikke vente længe på sig. En lille vaklende dame gik hen imod mig og kontaktede mig. Det er sjældent det sker. Folk siger hej eller go’mor’en, men de kontakter mig ikke, med mindre vi ”kender” hinanden, som f.eks. Nikolaj eller de to Lars’er eller andre jeg kender.

Jeg var på vagt. Den vaklende gang virkede alarmerende på mig. Er du dansker, spurgte hun som det første. Endnu et faresignal. Så strøg hun en finger ned langs struben. Jeg tror godt jeg ved, hvad det signal betyder. Jeg har mange problemer med halsen i dag, sagde hun. Jeg skyndte mig at pege i retning af sygeplejestationen, vel vidende at det er lørdag og at der slet ingen sygeplejeske er for tiden. Det har Tobiasines mor jo lige fortalt mig forleden aften.

Min mand er taget af politiet i Tasiilaq, fortalte kvinden mig, som det næste. Hun pegede på sit forslåede ansigt. Jeg savner ham ikke; er du sygeplejerske? Var hendes næste udsagn.  Nej, jeg er ikke sygeplejerske. Hun tog sig til kæben. Jeg har mange problemer i dag, sagde hun, og gjorde tegn til at ville omfavne mig. Det undgik jeg ved at lægge en hånd på hendes skulder og dreje 90⁰. Jeg pegede igen i retning af sygeplejerskestationen og ønskede hende held og lykke. Jeg havde en fornemmelse af, at hun mente, løsningen på hendes mange problemer var mere øl, men den løsning tror jeg jo ikke rigtig på, så jeg valgte lige at springe over her.

Så vidt jeg kan se, er bygden i dag fuld af behjertede mennesker, med penge på lommen, og som tror mere på hendes løsning af situationen. Bare der nu ikke er flere, der ender i fængsel. Jeg tænker på, at der sandsynligvis lige nu sidder, nogle usikre børn et sted og frygter for, at deres tilværelse skal bryde sammen. De er lette ofre for forbrydelser nu. Jeg ved ikke om der er hold i de meget dystre tal om forbrydelser mod børn. Jeg ser kun glade børn her, det er det eneste jeg kan sige med sikkerhed.

En kvinde på vejen vidste, at skibet er anløbet Tasiilaq i morges kl 8. Hun havde set det fra sit hus på klippetoppen. Derfra skal varer med bygdeskib hertil og det bliver måske omkring onsdag i næste uge. Til den tid er havnen formentlig isfri, så det kan lade sig gøre.

Bare nu ikke pengene brænder hul i lommerne, når de skal vente så længe inden Pilersuisoq får friske varer.

Grønlandstema II:

Andet kapitel.

Jeg har så langt fra fundet tricket! Dukkerne vikler sig bare ind i hinanden, indtil jeg når et punkt, hvor jeg må binde knuderne op, og løse båndet, hvilket jo er snyd!

Jeg har dog ikke tabt modet endnu. Faktisk er jeg ved bedre og bedre mod. Jeg tror godt jeg kan sige, jeg elsker at være her. Hver dag er en udfordring, men også en lille sejr og naturen er der jo… i det fjerne; den smører olie på sjælen og får den lille fugl under hjertet til at fløjte. I den uge jeg har været her, har solen skinnet konstant, selv om natten, og vinden er mild og god, næsten helt stille. Det er svært at holde lykkefølelsen tilbage.

Jeg sidder ved mit køkkenvindue og ser ud på de små sorte silhuetter mod isen, som bevæger sig frem i zig-zag og ind imellem små hop og jeg begynder at kunne se på den grumme ryg, hvem det er der går der. Jeg kender deres navne og deres gangart. Ikke alle, men nogle. Det giver mig en følelse af at høre en lille bitte smule til her.

Nu da jeg er begyndt at være vågen til efter klokken otte om aftenen, min tidsfornemmelse er med andre ord langsomt ved at indfinde sig, så er mit perspektiv selvfølgelig forandret. Jeg ser dem ikke længere drage af sted på jagt i den tidlige ebbe ved 5-6 tiden, som jeg gjorde den første uge. Til gengæld har jeg set, at aftensolen faktisk rødmer efter klokken 10-12 eller deromkring. Det er et ufatteligt smukt syn. Herefter bliver det bare lyst igen.

Jeg har taget mit affaldshåndterings spørgsmål et skridt videre. Jeg har opdaget, ved en tilfældighed, eller rettere, kioskmanden i forsamlingshuset, som er en ung mand, der fordriver de mange kedelige timer, mens han passer kiosken i et lille lukket rum uden vinduer, og mildes talt uden mange kunder, med at øve sig på guitar; han fortalte mig det, en dag jeg sad i kiosken en times tid og ventede på noget annonceret folkedans, som viste sig bare at udeblive! Tag ikke fejl, jeg tilbragte en særdeles dejlig time, på en stol i solen på forsamlingshusets veranda og ind imellem kom kioskmanden ud og vi talte lidt sammen, inden han gik tilbage til guitaren.

Han fortalte, at jeg boede praktisk talt ved siden af kommunekontoret. Det er en lille rødmalet træbygning overfor kirken. Den ser ikke ud af noget og der er ingen skilt uden på døren. Folk ved simpelthen bare, at dette er kommunen. Foran kirken og altså kommunekontoret, er der en flagstang og en malet bænk, som jeg ind imellem sætter mig på, når den ikke er optaget af japanske turister. Jeg kan med lidt god vilje sige, at jeg bor på rådhuspladsen!

Eftersom jeg nu nyder dette privilegium, tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne gå direkte derop og spørge helt konkret, om hvor skal jeg gøre af mit affald? Det er jo et simpelt og livsnært spørgsmål, som jeg tænkte jeg kunne få et enkelt svar på, på rette sted: kommunen. Da jeg første gang trådte ind, fik jeg at vide af en sød ung kvinde, at kontoret først åbner klokken 10.

Da klokken blev 10, gik jeg ind til den sammen unge kvinde og hun var nu synligt nervøs. Det var som om hun havde siddet en hel time og frygtet at jeg ville komme igen. Hun insisterede på, at hun ikke talte dansk og at de brugte en tolk, som nu var i Tasiilaq. Jeg forsikrede hende om, at mit spørgsmål var af en karakter, som hun sagtens kunne klare med det danske hun rådede over. Jeg synes det lød som om hun talte et ganske godt dansk. Jeg tænkte, at hun var nok bare genert.

Jeg stillede mig spørgsmål og hun spurgte hvilket husnummer jeg boede i? Det aner jeg ikke, men huset ligger lige der, fortalte jeg og pegede ud af vinduet. Åh ja vist, det er jo Lars B. Michaelsens hus og så slog hun nummeret op. Herefter gjorde hun noget overraskende! Hun tog telefonen og ringede direkte til den øverste tekniske chef i Tasiilaq! Jeg prøvede at afværge opringningen, for jeg havde på fornemmelsen, at dette ville ende galt, men nej, hun insisterede.

Jeg fik Vitus B. Johansen, chef for Teknisk Afdeling i Tasiilaq i røret. Han var tydeligvis lige så befippet over at få mig i røret som jeg var. Jeg forsøgte at bløde situationen op ved at fortælle at jeg var turist i Kulusuk og at jeg havde set de havde en losseplads. Jeg følte på en måde, jeg måtte generalisere mit spørgsmål, for det er jo hul i hovedet at ringe til Tasiilaq for at få tømt sin skraldespand! Mit oprindelige helt enkle spørgsmål var røget lidt af sporet.

På den anden side, så havde jeg jo tænkt nogle tanker angående affaldshåndtering, jævnfør mit tidligere blog indlæg, så jeg følte samtidig, at her havde tilfældet givet mig manden, som kunne svare mig, en telefon i hånden.

Jeg fortalte ham, at jeg skulle bo her i en måneds tid og at jeg skrev en blog om mine rejseoplevelser og i den forbindelse vil jeg høre hans tanker om affaldshåndtering. Jo, affaldssortering var de startet på. Det kunne jeg høre om, hos den lokale chef for teknisk forvaltning. Her var det, jeg begyndte at tænke, at hvis de har en lokal chef for teknisk forvaltning, hvorfor har hun så ikke valgt at ringe til ham først?

Jo, men det ville jeg så gøre. Jeg fik hans navn. Det glædede mig at høre, at det var denne mand, der var teknisk chef, for det er netop ham, der har vist mig, at det trick med dukkerne kan lade sig gøre! Ham vil jeg meget gerne tale med. Jeg ved bare ikke lige, hvordan jeg skal komme ind på det med affaldssortering. Jeg kan jo ved selvsyn se, at her ikke er tale om affaldssortering.

For at få samtalen med Vitus B. Johansen ind i et mere roligt og ufarligt område, nævnede jeg muligheden af at forbedre på indkørslen til Kulusuk for turisterne, ved at fjerne et stærkt forfaldent hus, som jeg vidste, tilhørte en gammel enke fra Island, som ikke længere viste interesse for huset, og altså ikke noget han behøvede at føle sig ansvarlig for. Det lod imidlertid ikke til at kunne berolige ham overhovedet. Han udviste alle tegn på panik og bad mig nedskrive alle mine spørgsmål i en mail og sende ham. Det lovede jeg så at gøre og dermed sluttede vores samtale.

Men jeg har også selv fedtet mig ind i en dead end. I frustration over al det affald, som flyder alle vegne, tog jeg en stor sort sæk og begyndte at samle skrald på ”min” grund. Der kom hurtigt nogle småbørn og ville være med. De hentede meget fornuftigt gummihandsker og deltog ivrigt i oprydningen. Det var en sjov leg for dem. Vi havde det rigtig hyggeligt. Da sækken var fuld, mente jeg, det kunne være nok for i dag. En pige kom med et batteri hun havde fundet. Jeg forklarede, at dette batteri indeholdt gift, som kunne sive ud i jorden, så derfor skulle det til destruktion et andet sted. Jeg viste dem tegningen af en skraldespand med et kryds over på batteriet, og forklarede at det var symbol for, at dette batteri ikke måtte komme i affaldsspanden.

Jeg lagde, meget pædagogisk batteriet på husets sokkel, til videre proces. Nu har jeg jo taget imod det, og skulle således bringe det med mig hjem i min kuffert, til et sted, hvor jeg ved det bliver korrekt behandlet. I skrivende stund, må jeg indrømme, at jeg ikke er sikker på, at det vil ske!

Men jeg har mere på samvittigheden. Et par dage efter, børnenes og mit oprydningsprojekt, mødte jeg et par unge mænd, som ledte og ledte. Jeg spurgte hvad de ledte efter. Guess what! De ledte efter noget fiskegrej. Jeg husker godt, at jeg fandt noget fiskeline med et eller andet bundet på, helt rustent og ulækkert. Det ligger nu i min sorte sæk. I bunden! Jeg var skummel nok til at tillade mig selv ikke at kunne huske noget fiskegrej, sådan helt rigtigt. Jamen de kunne altså heller ikke beskrive helt nøjagtigt hvad det var de ledte efter.

Jeg ved det ender med, jeg fisker det frem, for jeg kan ikke leve med at have smidt deres fiske grej ud. Men jeg gider ikke gøre det ligenu.

I går skete det så, at jeg havde fået fat i fisk, som jeg tilberedte med nogle frosne grøntsager jeg havde købt i Tasiilaq. Det var en fest. Som alle ved, så kommer fiskeaffald til at lugte i køkkenet, så jeg bandt knude på posen og stillede den udenfor døren til senere, når jeg langt om længe har fået opklaret hvor jeg skal gøre af mit affald. Det var en solid plastbærepose, så den var forsvarligt lukket. Fugle ville ikke kunne komme til det.

Uheldigvis har naboens slædehunde fået hvalpe, som i modsætning til de voksne slædehunde, ikke skal stå bundet. Det er nu nogle små drabelige dyr, ikke mindst når de har fundet noget de vil have. De var tre, der knurrede og hvæsede omkring min skraldepose. Jeg turde simpelthen ikke lægge mig imellem. Jeg ved godt det er lidt krysteragtigt, men jeg er nu ikke ret glad for hunde.

Enden blev selvfølgelig, at mit affald nu ligger spredt over hele ”min” grund! Jeg har været ude at hente selve posen, men resten må vente, til hvalpene ikke længere har interesse for det.

Jeg tror jeg vil lade spørgsmålet med affaldshåndtering fare. Det overstiger simpelthen min kapacitet. Jeg vil indskrænke mig til at ringe til Lars B. Michaelsen og få ham til at indrette et sted, jeg kan gøre af det og hvor nogen tager sig af det.

Nu vil jeg gå ned og se lidt på is-situationen og få lidt frisk luft i lungerne. Jeg har ingen planer for i dag, men jeg ved, jeg behøver bare gå en tur ned igennem bygden, så opstår der noget. Sådan er det hver dag.

Grønlandstema II:

En rejseberetning fra Kulusuk, Østgrønland; i flere afsnit.

Jeg ønsker jer en god Sankt Hans. Jeg er rejst til Kulusuk i Østgrønland. En lille vejrbidt ø ud mod havet. Her fejrer man ikke Sankt Hans men der er folkedans i forsamlingshuset. Jeg spekulerer på, hvad folkedans kan være i Kulusuk-sammenhæng. Det får jeg vel at se. Først er der kirkegang. Jeg bor lige nedenfor kirken. Jeg har ikke selv tænkt mig at deltage. Hvorfor skulle jeg? Jeg er så at sige imod religion, men det er en anden snak.

Ja, jeg lyder måske ikke lige optimistisk. Kulusuk har vist sig at være et svært sted at være. Først var der alle de praktiske ting. Et sted at bo, noget at spise, varme og vand havde jeg problemer med at finde. De problemer er nu blevet løst og jeg kan begynde at slappe af. Om ca. en uge kommer der skib og så kan jeg købe det jeg mangler/ønsker mig. Indtil da er der masser af cupnudler, kogt mysli og franskbrød (det kan butikken åbenbart selv bage?) Jeg har også erobret mig en pakke Kærgården. Et halvt kilo! Med min medbragte kaffe og te, er der ingen problemer på den front.

Fra mit køkkenvindue har jeg udsigt til iskanten, der hvor bådene lægger til, og de nedlagte sæler bliver trukket ud på isen og enten trukket hjem i en snor hen over isen eller parteret på stedet af en kvinde med sin ulu (som vist hedder noget andet her). Nogle henter en trillebør og kører sælerne væk hele. 

Jeg har været nede at spørge efter fisk, men de lander ingen fisk, kun ammasetter og det er ikke lige noget for mig. Det er meget ærgerligt at der ikke er nogen fisk. De siger det kommer i august, men da er jeg jo rejst. Jeg skal til Kuummiut at købe fisk. De har fisk derovre, fortalte en af bådebyggerne mig. Men jeg har nu fået en aftale med ham som fisker bjergørred, og Nikolaj har lånt mig sin radio, så jeg kan høre Grønlandsk Radio! Det fik mig til at se lyst på fremtiden.

Dagen lang er der aktivitet omkring bådehuset, som er en stor rød bygning, fælles for alle. En slags værksted, som altid står åbent. Her kan man reparere sin båd og det er der hele tiden behov for.  Det er også her turisterne står og tripper og fotograferer, mens de venter på at blive sejlet den lille smule rundt, som man nu kan sejle. De er åbenbart tilfreds, bare de kommer ud i vandet. I dag er der ingen turister at se. Måske kommer de ikke om søndagen?

Selve mit litteratur projekt, som jeg nok skal vende tilbage til, har jeg udskudt en uges tid, for ligenu har alle kvinderne travlt med at sy folkedragt og forberede konfirmationsfest den 8.juli. Der er mange her, der skal konfirmeres. Jeg kan ikke mase et eller andet, måske uvedkommende, ind i deres liv ligenu. Jeg tror også det tager dem lang tid at vænne sig til, at jeg er her.

De hilser og smiler og snakken går, så meget kan jeg fornemme, men ellers er jeg henvist til ..hmm.. lad os sige kunstnerne. De vil til gengæld meget gerne snakke. De sidder på bænken foran service huset hver dag og drikker øl hvis de har nogle. Der har lige været et lille skib fra Island. Det første skib i meget lang tid, og stort set alt hvad det havde med var øl og sodavand!! Alle alkis’ne fylder lommerne med dåser nu.

Min ven Lars, som jeg skrev med, inden jeg rejste herop, han har en fast sten overfor butikken, hvor han sidder hver morgen ved 6-tiden og drikker dagens første øl. Så går han sine runder ud til fjorden og besigtiger isforhold, strømforhold, ebbe og flod især, for det er dem der ændrer sejlbarheden. Her er ikke megen vind. Jeg har givet ham 100 Kr at fylde på tanken, så vi kan komme af sted på tur, straks der bliver en åbning og det ikke er for tåget.

I går blev den indre del af fjorden sejlbar. Alle stak ud på jagt efter sæl, så snart det blev højvande og strømmen havde drevet den værste is ud af fjordsystemet. Skolebørn blev sejlet til andre bygder på familiebesøg fordi de har sommerferie, men nu har tidevandet ført isen tilbage igen, og sejlmuligheden er atter lukket. Mange planer bliver ændret på grund af isen.

Nede i bygden ligger sneen/isen stadig 2 meter tyk. Det er ikke sket før i 25 år, siger de lokale. Det skyldes at det sneede uden ophør hele april måned og da det endelig holdt op, kom der ingen regn, så isen og sneen har svært ved at smelte ved solens kraft alene. Desuden er her ofte tåget, så solen slet ikke kan komme til at virke ordentligt på isen. Koldt er her også, af samme grund.

Jeg har ikke kunnet justere min tidsfornemmelse. Måske har jeg totalt mistet tidsfornemmelsen! At dag og nat er lige lysintensiv, kun vekslende med tåge, gør det svært at få et grundigt fodfæste i tiden. Kan det være derfor grønlænderne har det vanskeligt med tiden her? De befinder sig jo samtidig i et miljø, hvor omkring 70% råder over deres egen tid, fordi de ingen job har. De gør simpelthen tingene i den rækkefølge de synes, der er behov for det.

Desværre ser det ikke ud til, de har nogen stor ansvarsfølelse, så helheden og sammenhængen er der ikke rigtig nogen der tager sig af. Sådan ser det ihvert fald ud ved første øjekast. Måske ændrer det sig i løbet af mit ophold. Jeg bemærkede trodsalt nogle komme i hvid anorak og i mærkevare-jakkesæt på Nationaldagen. Kan desværre ikke huske hvilket mærke, men det var syet uden på ærmet, så jeg tænker det var noget, der var værd at vise frem. Det er måske spiren til at tage et større ansvar?

Nu da litteraturen ikke rokker sig ud af stedet, så har jeg fået behov for at undersøge lidt om affalds håndtering. Gid jeg havde lidt forstand på den slags! Her ligger ubeskriveligt meget skrald og flyder. Gamle sofaer, vaskemaskiner, øldåser, plastic osv. Hvis det er tåget, så ligner det hele en losseplads. Selv en kæmpe stor fladskærm fandt jeg smidt ud på vejen. Når solen skinner, så ser man det ikke, for så skinner den iøjnefaldende natur igennem det hele og fastholder hele ens opmærksomhed. Et kridhvidt/turkis isbjerg sejler majestætisk forbi og man kan ikke få øjnene fra det. Men når tågen tager udsigten, så tvinges øjet ned på detaljen og den er grusom.

I morgen mandag vil jeg forsøge at finde frem til lossepladsbestyren. Ja, de har en rigtig losseplad her! Jeg vil høre hvilke tanker han måtte have omkring affalds håndtering. Jeg har talt med skolelærerinden om, at lave et kunstprojekt med anvendelse af plastic fundet i naturen. Første skridt er jo altid at rette blikket mod, at der er et problem i det hele taget. De arbejder i forvejen meget med genbrugsmaterialer på skolen. Det hus jeg bor i, er fuld af skønne figurer savet ud af splittede træpaller. Isbjørne, andefugle, hvalros, hele bjergscenerier og havscenerier i bemalet træ. Bare speditøren nu ikke går over til plasticpaller!

Ja, i morgen mandag siger jeg, men hvem ved hvad der sker mandag, eller hvornår det i det hele taget er mandag. Jeg mødte en mand ved navn Mads. Han viste mig et helt simpelt stykke grønlandsk legetøj, med to dukker hængt op på en pind med en snor, bundet op i tre punkter. Han kunne få de to dukker til at hænge i samme side, uden at binde knuderne op! Det må jeg finde ud af, hvordan man gør!

Jeg vender tilbage når jeg har fundet tricket.