Søg i denne blog

torsdag den 16. december 2010

Sæt kongehuset på aktier!

Det sker af og til, at talen falder på kongehuset og om vi skal have et kongehus i Danmark eller ej. Diskussionen falder som regel hurtig til jorden, fordi den danske befolkning tilsyneladende er meget sentimental i den forbindelse. Verdens ældste kongerige, det er en titel det er svært at hamle op med, hvis man er republikaner.
 
Denne gang, som noget nyt, er diskussionen suppleret med en økonomisk beregning af den samfundsmæssige regning, over 340 millioner kroner om året, skåret tæt ind til benet, dvs. kun udgifterne til slottene i det omfang kongefamilien faktisk benytter dem, og ikke når de står tomme og kun deres livgarde og anden staffage, men ikke udgifterne til efterretningstjenesten, som står for deres reelle sikkerhed. Om man synes beløbet er for stort eller ej, det kommer nok an på, hvor sentimental man er. Vi kunne sagtens finder steder at putte pengene hen, men omvendt er der jo ikke noget forkert ved at være sentimental.

Det nye, med det royale budget, er uden tvivl opstået fordi der faktisk viser sig en stigende modstand imod kongehuset. Ikke noget der kan bringe kongehusets eksistens i fare på nogen måde, men dog nok til, at der skal mere til at tystne protesten.

Jeg har altid undret mig over, at borgerlige konservative liberale og profit-fokuserede kongestøtter, når denne for/imod diskussion kom op, ikke så et alternativ, som ligger lige for: privatisering! Det er ellers det svar der ligger dem på tungen i alle andre sammenhæng, når der bliver rejst tvivl om en offentlig institutions valorisering.

Det ville da være en simpel ting at privatisere kongehuset, i den forstand, at man kunne omdanne det til et aktieselskab. Nu, hvor regnskabet alligevel er gjort op, så kan vi jo udstede aktier til hvert medlem af kongehuset som i dag får apanage. Aktieselskabet skulle så have overdraget et rimeligt antal bygninger og løsøre og herfra kunne de så selv danne en bestyrelse og navigere økonomi og forvaltning derfra. Det ville have mange fordele.

Den indlysende fordel vil være, at det erhvervsliv, som ser sig så fantastisk godt repræsenteret ved kongehuset, de vil have mulighed for at købe den ydelse, som kunne være prins Henrik som promotor for en handelsdelegation til Sydøstasien og den slags. De kunne påtage sig repræsentationsopgaver for Grønlands hjemmestyre, så længe rigsfællesskabet består og de kunne kræve betaling for div. billeder som offentliggøres i blade og aviser.

Dermed slipper vi også for at tage stilling til, om offentligheden går de kongelige for meget på. Det bliver op til deres aktieselskabs bestyrelse at håndtere pressen. Det vil blive reguleret af en almindelig kostbennefit-analyse, på linje med den popstjernerene og skuespillerene gør sig.

Og vigtigst af alt, så behøver vi ikke afskaffe kongehuset. De sentimentale borgere, som hænger ved kongerøgelsen, de får en håndgribelig måde at vise deres taknemmelighed på, præcis den måde som kongens undersåtter altid har haft, nemlig pengegaven. Nu er det bare blevet valgfrit.

Vi slipper også for det umenneskelige spørgsmål, hver gang en kongelig skal gifte sig: er det nu et passende parti? I fremtiden kan aktieselskabs bestyrelsen selv sidde med deres poientsystem og afgøre om prins Christian må gifte sig med den eller den.

Til dronningens fødselsdag, kan kongehuset selv stå for salg ad de små Dannebrog på slotspladsen. Jeg lover jeg nok skal komme og vifte med flaget, hvis det sker ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar