Anderledes politikudvikling i Alternativet?

Jeg har været til mit første og sidste politikudviklingsmøde med Alternativet. Det var et såkaldt POLA (politisk laboratorium). Mødet foregik i Det Grønlandske Hus og emnet var : Arktis, Grønland og rigsfællesskabet.

Rigsfællesskabet er et meget vigtigt emne at få belyst politisk og især i Danmark er det en tung diskussion at få løftet. Det er som om danskerne lider af et Stockholmsyndrom, når det kommer til at drøfte rigsfællesskabet, og især forholdet til Grønland.

Jeg gik derfor til mødet med en glad forventning om, at nu kunne vi endelig få italesat et emne, som længe har trængt sig på, uden rigtig at kunne folde sig ud. Mødet var planlangt til at tage 3 timer, så det lovede jo godt, men jeg blev slemt skuffet!

Alternativet havde satte en ramme med tre indlæg: oplæg fra Anja Chemnitz Larsen folketingsrepræsentant for IA, oplæg fra Hans Jacob Helms, forfatter og tidl. embedsmand i Grønland, samt et teaterindlæg ved Jessie Kleemann og hendes congolesiske trup.

Anja Chemnitz Larsen havde netop dagen forinden i folketinget, kritiseret Alternativet for, trods det, de er imod atomkraft og uranudvinding, har stemt for lovgivning, som skal facilitere den grønlandske beslutning og uranudvinding. Dette nævnede hun ikke med ET ORD!!

Derimod brugte hun tiden på, at tale om sin investeringsfond, som hun mener burde indeholde 3 mia danske kroner, så der kunne ske lidt udvikling i infrastrukturen i Grønland. Hun kom ikke ind på, hvordan de penge skulle opstå, men det lå ligesom i luften, at det var nogle danske skatteydere skulle betale og altså ikke skulle opspares af bloktilskuddet.

Til sammenligning, kan man jo tage et kik på udlandet og Arktis. World International Forum har netop planer om investeringsfond til brug ved udbygningen af infrastrukturen i Arktis. Her er behovet blot beskrevet som 6.850 mia. kroner. Det dækker jo selvfølgelig hele Arktis og ikke kun Grønland, men stadig er det jo ikke et fornuftigt match for den danske statskasse.

Som artiklen nævner, finder der allerede flere internationale investeringsfonde, så jeg synes vi bør lade det blive ved det. Som jeg forstår erhvervslivet, så er det de vanskelige konkurrenceforhold i Grønland, monopolsituationen i mange brancher og de ustabile politiske forhold, som forgifter investeringerne. Jeg mangler simpelthen argumentation for den investeringsfond.

Det var pinagtigt!

Herefter talte Hans Jacob Helms. Han må tale imod bedre vidende, for han leverede alle de kendte vandrehistorier, og konspirationsteorier, uden på noget tidspunkt at nævne noget konkret, som han kunne hænges op på. Thulebasen, Thulebasen, Thulebasen sagde han, uden at komme ind på, hvad han egentlig mente med det. En grønlandsk spindoktor af værste skuffe. En hvid grønlænder.

Det gjorde mig så rasende, at vi ikke kunne holde os til fakta, men det var nok i mødets ånd, for vi skulle ”op i helikopteren” og ”tænke ud af boksen” som mødelederen sagde, men det er alligevel en markant politisk ramme at sætte, for noget som skulle være fri politik-udvikling i et ”laboratorium”.

Herefter blev 5-6 fuldstændig tilfældigt fremmødte personer sat i grupper i ½ time, for at diskutere emner så overordnet, at det blev totalt intetsigende. Det var en meget frustrerende oplevelse for alle parter, tror jeg.

Men så kom pausen, og her gik det totalt galt.

Vi blev ofrer for et fuldkommen malplaceret følelsesprovokerende performans teater, som handlede om belgiernes undertrykkelse af Congo! Så ku vi lære det, ku vi!!

Til slut blev ordet blev frit

Endelig var der en smule åben debat og heldigvis for fornuften, var der en gruppe unge grønlændere tilstede. Jeg genkendte Aviaja Hauptmann, som skriver en meget fornuftig blog , men hun var ikke den eneste velformulerede grønlænder tilstede. De rejse sig i mere eller mindre samlet flok og tilbageviste behovet for forsoningskommission og al det pjat. De følte ingen traumer, tvært imod var de glade for at have fået en god uddannelse, takket være det danske uddannelsessystem.

De mente, at det måske kunne dreje sig om nogle enkelte fra den ældre generation, som havde et behov for en undskyldning eller noget. En ”ældre” grønlænder rejste sig og bedyrede, at hun havde oplevet skrækkelige ting, så som fødestedskriteriet mm. og hun havde behov for en undskyldning og det havde de kommende 7 generationer også, det mente hun var videnskabeligt bevist!

Det siger noget om kvaliteten af diskussionen, at hun kan møde næste generation med, at påstå traumer de ikke selv mener at have!

De unge holdt bravt fast i, at Alternativet burde fokusere på andre udviklingspotentialer i Grønland, så som bioteknologiske projekter og forskningsområder og bæredygtig ressourceudnyttelse som f.eks. tang produktion og nogle undervands kalk søjler i Ikkafjorden, som Aviaja ved en masse om.

Jeg går ud fra, at når disse brave unge mennesker er færdige med at studere, så vil de etablerer sig indenfor de forretningsnicher, de så kyndigt præsenterede og så vil de store internationale fonde uden tvivle være interesserede i at finansiere projekter med en god feasibillitet. Hvorfor skal den danske regering blandes ind i det?

Tang udvinding er jo allerede i gang, så vidt jeg forstår og eksporterer til Noma restaurenten, og til et andet firma vistnok i USA, men det er da en start. De var også med til eksportfremstød i Korea i sidste måned, så det er da i gang.

Enhver med en god forretningside kan jo bare gå i gang. Dansk erhvervsliv får rigeligt med støtte i form af privilegeret adgang til et forretningsområde, beskyttet af dansk tiltrådte konventioner og traktater og udnyttelse af slækkede krav, som undergraves af en opportunistisk grønlandsk politisk klasse, så jeg forstår ikke hvad det er den investeringsfond skal til for.

Har vi brug for rigsfællesskabet?

Det var meget svært at få møde-helikopteren til at lette. Momentvis lykkedes det at få stillet spørgsmålstegn ved rigsfællesskabet. Det faktum, at dan danske befolkning ikke har selvstændig regering, men kun en rigsfællesskabs regering, hvorimod de øvrige folk har deres egen regering, blev akkurat kun lige nævnt.

Et forslag blev luftet: skær båndene over! Det blev mødt med tom tavshed. Det er jo også temmelig uformuleret i sig selv. Tanken bag forslaget er vistnok, at ved at opløse rigsfællesskabet (se bort fra det tankemæssigt en stund) kan vi få luft og rum til at formulere et ønske om fortsat samarbejde, og på hvilke præmisser det evt. skulle ske. Som forslagsstilleren sagde: Alternativet er jo et dansk parti!

Selv forsøgte jeg at være fortaler for, at man giver danskerne deres egen regering og så må rigsfællesskabet indrettes som en slags overbygning, så ansvaret for beslutninger taget i andre parlamenter, ikke automatisk regner ned på det danske samfund, fordi Grønland og Færøerne ikke har tiltrådt samme konventioner og traktater som Danmark har.

Er der andre end politikere, som har gavn af rigsfællesskabet? Måske de nyuddannede akademikere og folk som har brug for en ny start i livet, efter måske at være blevet fallenter af en slags, kan have brug for en privilegeret adgang til rigsfællesskabet.

Det synspunkt blev da også fremført. En ung mand sagde, at han havde søgt job i Grønland flere gange, men forgæves. Han ønskede sig brændende at komme derop og hjælpe til. Hans indtryk var, at han ofte blev mødt med en fordom om, at han som flyfrisk bare kom og var bedrevidende. Den holdning var ikke befordrende for at søge videre i Grønland.

Der rejste sig efterhånden en usynlig mur af animositeter grønlændere og danskere imellem. Jeg synes ikke det lover godt for fremtiden, de to samfund imellem. Alternativets talsmand på området, Roger Matthisen, så temmelig perpleks ud, da han skulle opsummere, hvad partiet havde fået ud af laboratoriet.

Han endte med at gentage hovedpunkterne i det, som allerede var sagt i indledningen og tilføjede, mens han snurrede rundt om sig selv, at han vist måtte snakke mere med de unge.. og de gamle.. og i det hele taget!

Tja, så har man prøvet det.

Demokratisk primærvalg i New York 2016.

Demokraternes primærvalg i New York på tirsdag bliver afgørende for resten af valgkampen. Clinton fører i meningsmålingerne med over 13 % poient. Ganskevist er målingen fra inden den store TV-duel torsdag (14/4) hvor Bernie Sanders efter min mening kom bedre igennem, men det er nok en fortolkningssag.

Clinton er kendt i New York, fordi hun har været guvernør der fra 2000 til 2007, indtil hun stillede op som præsident første gang. Det er klart, at der bliver vanskeligt for Bernie Sanders at overvinde det forspring, men han er tvungt til at forsøge, da han er bagud i antal delegerede.

Har han så ikke bare tabt?

Det ser unægteligt svært ud for Bernie Sanders, hvilket dansk presse også forlængst har lagt sig det hvile med. Der har været en vis annerkendelse af, at han er lykkedes med overraskende mange sejre siden han ved kampangens start blev kaldt “Mr. 4%”, men dansk presse har været langt mere optagt af at følge Donald Trump, som vitterlig har været en langt mere usandsynlig kandidat for Republikanerne, end Bernie Sanders er for Demokraterne. Det samme har pressen i USA, se f.eks denne artikel.

Det er som om dansk presse mest går efter det spektakulære, fremfor at undersøge hvad der ligger bag de forskellige valgresultater. Nu er Trump ved at være brændt ud og så er der stille om valgkampen herhjemme. Ingen ved rigtig, hvad republikanerne vil vælge at gøre nu, så man venter bare.

Jeg tror stadig på Bernie Sanders.

Jeg tror på ham, fordi han repræsenterer en kapitalismekritik, som vinder frem overalt i den vestlige verden. Alle de folkelige bevægelser i Europa, som Syriza, Podemos, Piratpartiet, Jeremy Corbyn i UK og så videre, er alle dele af den samme understrøm, som Bernie Sanders fødes af. Svaret er ikke mere krig og mere terrorbekæmpelse, svaret er større lighed og social sikkerhed.

“Establishment”, som efterhånden kun er repræsenteret af Hillery Clinton, eftersom hverken Trump eller Cruz fra Republikanerne eller Bernie Sanders fra Demokraterne er støttet af finans eller storkapitlen i USA, og det mærkes derved, at pressen tilsyneladende ignorerer Bernie Sanders. Med Republiknerne er det et lidt andet spil, som måske går ud på, at ingen kandidat skal vinde nok delegerede, hvorved det falder tilbage på partiet at vælge en kandidat, men vil jeg ikke gå så meget ind i her.

Tiden er rigtig for den samfundskritik Bernie Sanders fremfører. Den amerikanske drøm spiller dårligt sammen med “the working poor”.  Det er det store billede han vinder på. Når han siger bankerne “too big to fail” skal brydes op, så kommer der nok problemer i den praktiske verden, for hele “systemet” vil kæmpe imod en så radikal forandring. Han taler jo ikke om nationliseringer, kun regulering og styring gennem skatter.

Er det en revolution i partiet?

Meget tyder på, at hans kampangne, selvom om han skulle tabe på tirsdag, ikke er til at stoppe. Bernie Sanders har synliggjort, hvordan amerikansk politik er filtret ind i Wall Street og “big business” og at den demokratike proces er korrumperet af delegerede udpeget på forhånd af partiet og andre teknikaliteter, som sikrer at “systemets” mand m/k bliver valgt. Herunder også regulær svindel som f.eks. i Arizona.

Men lansomt er Bernie Sanders ved at slå igennem i den amerikanske offentlighed. Kan det nåes? Måske ikke, men der er taget forskellige initiativer til at bære denne “revolution” videre, selv efter slaget for Bernie Sanders er tabt, hvis det bliver tilfældet.

To små tidsskrifter Occupy Wall Street Journal og Indypendent har slået sig sammen om, at sprænge hul i den mur af tavshed, den etablerede presse opretholder. På en Indiegogo-crowdfunding, har de samlet midler til at trykke aviser til uddeling op til NY primærvalget tirsdag. Det er en aktionsform de har prøvet før og altså nu få endnu flere erfaringer med. Deet er ikke erfaringer som sådan lige forsvinder igen.

I stil med Obama's sms-kampange, forsøger Bernie-støtter at lave et telefon-kampange i weekenden, for at få  vælgertilslutningen op. 2 millioner opringninger regner de med at foretage, alene i New York! Det viser sig, at de steder valgdeltagelsen er høj, det er der Bernie Sanders vinder. Med 15.000 frivillige til at ringe op, er der skabt en politisk forankring på grasrodsniveau, som givet vis vil rulle videre, uanset om tirsdag bliver det gennembrud man kan håbe på, eller energien skal overføres til andre initiativer.

Alle de små donationer, Bernie Sanders har indsamlet, donationer på 25$ 50$ osv. vil uden tvivl også give et politisk engagement fremover. Man sender jo ikke sine spareskillinger uden at ville noget med det. Det er faktisk lykkdes ham at samle flere midler fra småsparere, end Hillery Clinton har samlet fra Wall Street, våbenindustrien og oligarkerne. Det er imponerende i sig selv og giver luft under vingerne på “revolutionen”.

Et andet eksempel på en samtidighed i protestbevægelserne i USA er Democracy Spring som er igang med at organisere en march fra Philadelphia til Washington DC med krav om stop for "big money" i politik.

Er det så knald eller fald på tirsdag for Bernie Sanders?

Der er ingen tvivl om, at det eneste der kan give ham sejren er, hvis han kan veksle sit momentum til stemmer. Mange stemmer, for han er reelt langt bagud. Fivethirdyeight en net-avis i USA har specialieret sig i demografisk afvejede meningsmålinger. Deres vurdering er, at Bernie Sanders har 1% overfor Clintons' 99% change for at vinde New York, så træer gror nok ikke ind i himlen.

Deres argument er, at stemmetallene viser, Clinton vinder i (stort et) alle demokratiske stater (modsat de republikanske stater) og Bernie Sanders har kun fat i uafhængige vælgere og de meget unge vælgere og det er ikke nok til at vinde nomineringen. Der er meget enerti i partipolitik, især i det konventionelle Demokratike Parti. Omvendt har det Demokratike Parti brug for de unge vælgere, som Sanders får samlet op, så spillet bliver holdt åbent til det sidste.

Det bliver stadig spændende på tirsdag og jeg sidder klar med min app på telefonen, som fortæller mig straks der er erklæret en vinder i New York, for HVIS NU HAN VINDER..... så er der en helt ny historie igang! Nøgternt set bliver det nok et spørgsmål om at få politicerigen af de unge vælgere til at rulle videre i en eller anden politisk form.