Jyllands "sharia" Posten

Når janteloven og sharialoven går hånd i hånd, så får jeg hovedpine. Jeg kan ikke trække vejret og må have luft og vil udtrykke mig, selvom dette blogindlæg måske er mindre gennemtænkt end jeg kunne ønske mig, Det får så være.

Årsagen til indlægget her er naturligvis attentatet på Charlie Hebdoe i Paris 7. jan. altså sidste onsdag. Jyllands Posten har bekendt kulør: de er for bange!! Der er næppe nogen korrespondent, der gider risikere noget i marken for dem længere, men de kan vel få faxet lederen fra Yemen fremover. (Dette er min vittighedstegning!)

Lad mig sige det med detsamme: jeg er kritisk overfor vores deltagelse i krigshandlinger i Mellemøsten, som meget vel kan udvikle sig til Danmarks “Algier” og som (igen!) ikke har nogen exit-plan. Men jeg er ikke kritisk overfor den daglige politiske kamp imod anti-demokratiske kræfter, såvel her som i udlandet. Jeg husker personligt, hvilken stor lettelse jeg følte, den dag Charlie Hebdoe genoptrykte muhammedtegningerne, dengang ingen andre turde. Tak for det!

“Strukturel racisme” og “islamofobi” er blevet popsmarte nøgleord, som udgør den største bresche i kampen for demokratiet, fordi den er groet i en tvistet form for jantelov. Demokratiet er i forvejen voldsomt under angreb fra kapitalismen og dens behov for kontrol og undertrykkelse af frihedsrettighederne til egne formål (se hele problemet med overvågning til markedsføringsbrug mm.) og nu blander sharia-janterne sig også, med deres fromme bud om selvtugt, automat-empati og selvransagelse frem for nøgtern forståelse af situationen.

Der cirkulerer to typer argument.

For det første et argument som hedder, vi har skabt en ulige verden, hvor muslimerne hører blandt de fattige, og det er derfor vi ser dem gå til angreb nu. Vi burde have fordelt rigdommene bedre, så var dette aldrig sket.

At verdens økonomiske ulighed er et problem, det er klart, men det er en indbygget forudsætning i selve kapitalismen og det er DER vi bør angribe det problem. “Ulighed skaber vægst” er et centralt dogme i markedsøkonomien, selvom man jo vitterligt kan finde overvældende mange eksempler på stor ulighed og manglende vægst mange steder i verden! Sådan er det med dogmer.

Når muslimer går til angreb på ytringsfriheden, har de selvfølgelig et kompliseret net af bevæggrunde, men at se det som de fattige undertryktes råb for retfærdighed, giver ikke rigtig mening her. Det er jo netop de mest uddannede, med høj vestlig levestandard, som danner kernen i IS og i de celler, som senest har lavet attentat på Carlie Hebdoe.

Megen radikalisme, så vidt jeg forstår, udspringer fra Saudi Arabien, og det er jo ikke noget fattigt land.

Det er ikke de fattige analfabeter på landet i Mellemøsten, det er unge vesterlændinge, som, af forskellige grunde, vælger at kortslutte alt hvad de har lært, i håb om en hurtig gevinst, hvad den så end måtte være, 40 jomfruer, et forenklet verdensbillede eller hvad? Jeg kunne godt forestille mig, at de er grebet af den samme forvirring og fortabthedsfølelse, som altid rumsterer i et ungt menneskes sind og som giver sig alle mulige ekstreme udtryk for en lille %-dels vedkommende. Jeg kalkulerer med et vist element af tilfældighed her. Nogle enkelte bliver så hængende og finder ud af, at de kan skabe sig en magtbase indenfor et eller andet ekstremt, og voila en terrororganisation er skabt. Det sker igen og igen.

At Jyllands Sharia Posten i denne situation vælger at blive bange, det fjerne ikke forvirringen og fortabthedsfølelsen hos nogen, tvært imod! Det sender et signal om, at verden er et farligt og utrygt sted, hvor ingen beskyttelse findes. I den situation er det menneskeligt, omend dumt, at slutte sig til den stærkeste her og nu og det er desværre aldrig dialogen, demokratiet, menneskerettighederne eller retssamfundet, fordi disse ting kræver tid, ro og eftertænksomhed.

Det andet argument går stik modsat:

Der er i virkeligheden ikke noget at frygte. Al kritik af islam og indvandere er et udtryk for islamofobi, altså dysfunktionelt og patologisk eller helt enkelt racisme. “Strukturel racisme” når det skal være rigtig effektivt. Hvis vi ikke var så frygtsomme og så spøgelser i hver en gettho og i hvert et fremmed efternavn, så var der slet intet problem. Tankegangen er således, at hvis racisme eller patologisk frygt blev fjernet i os selv, så så vi heller ingen attentater som Charlie Hebdoe, eller måske snarere omvendt, at vi ser dette angreb i Paris, det tages som tegn på, at tesen om racisme og islamofobi er rigitg.

Det er selvfølgelig lettere at se indad og rette fejl hos sig selv, for det har man dog større change for succes med, men det kræver, at fejlen i overvejende grad ligger dér og ikke et andet sted. Janternes navlebeskuelse har taget overhånd og vi ved ikke længere, hvor vi skal lede, hvis vi altid kører frem med automat-empati for en sikkerheds skyld.

I mine øre lyder ord som “strukturel racisme” og “islamofobi”, som et forsøg på at inddæmme angsten for verden i et lille neurotisk korrektiv til den nærmeste andedam, for så at kunne bevare det idelle billede af en skøn forenet ukompliceret menneskelig verden. Jeg er klar over, dette ikke er noget argument, men blot en beskrivelse af en følelse jeg har.

Nu skylder jeg nok, for klarhedens skyld, at give et bud på, hvordan min egen forståelse, på dette ufærdige analysetidspunkt, er.

Med udgangspunkt i et forsvar for demokratiet og en kapitalisme-kritisk holdning, vælger jeg at have tillid til demokratiets overlegenhed som styreform. Dvs. jeg anser kalifater, diktaturer og oligarkier som mindre duelige på langt sigt, men dog som trusler på kort sigt.

Alfa og omega i denne kamp er altså, at stå sten hårdt fast på demokratiets principper og ikke vakle med “særlove” og efterretningsbeføjelser, som undergraver samfundets gennemsigtighed. Vi skal ikke lade os snigløbe af opportunistiske kapital og/eller magt interesser, hvad der ofte bliver resultatet.

Personlig tror jeg ikke på, at IS kan eksistere som stat i det lange løb. Måske er det netop begyndelsen til enden på de mange autokratiske systemer i Mellemøsten. Ethvert autokrati har tendens til at implodere historisk set og måske er tiden kommet til Mellemøsten? Under alle omstændigheder er denne krise, vores bedste anledning til at få udskilt al religion fra de demokratiske sekulære samfund, i særdeleshed vor eget: Danmark. Ateisme er den logiske og rationelle vej frem i et transparent samfund.

Religionsfriheden er til for at beskytte den enkeltes behov for individuel trøst i livet, men har ingen adgang til samfundets ledelse, og sådan skal det vedblive med at være.

Vi tabte et slag i Paris i onsdags, men vi har ikke tabt krigen. Vi vinder krigen gennem at tale højt med hinanden om, hvordan vi tænker og føler og få bearbejdet det hårde anslag, som vi led og sikkert kommer til at lide ind imellem i fremtiden også. Med 7 mia. mennesker og en klode under pres, er opgaven, at forsvare den menneskelige uddannelse, reflektion og samfundsmæssig transparens. Det er kun demokratiet, der kan sikre dette.