Søg i denne blog

lørdag den 15. september 2012

Grønlandstema IV: Grønland glider tættere på Danmark, på trods af retorikken.

I den forløbne uge, var jeg til to politiske møder med grønlandske politikere. Et på Nordatlandisk Brygge, en paneldiskussion om selvstændighed, og et i Sumut, Det Grønlandske Hus i Kbh. med Palle Christiansen, minister for uddannelse, forskning og nordisk samarbejde.  Det var to meget forskellige oplevelser, som trods alt efterlod det samme indtryk hos mig.

Den drømmende selvstændighed.

På Bryggen var salen sprængfyldt men mødet mindre intenst. Det var en paneldiskussion mellem Minik Rising (Proffessor i Geologi), Josef Motzfeldt (IA og formand for Inatsisartut, selvstyret), Jens Heinrich (historiker) og Gert P. Olsen(IA og studentermedhjælp for Sara Olsvig) og Marianne Krog Andersen var moderator. 

Hun var kommet på en stor opgave, for der var ikke noget naturligt diskussionspunkt i den givne opstilling.
Temaet på mødet var selvstændighed, og hver af paneldeltagerne havde en kort indledning som mest bevægede sig på legendeplanet. Ganske underholdende, men ikke noget, der i væsentlighed bidrog til belysning at aftenens tema.

Alle paneldeltagerne mente at selvstændighed ville komme på et tidspunkt, men ikke lige nu. Der lå en undertone af, at så snart olie-mineral-milliarderne begyndte at rulle, så var selvstændigheden der, men der var ingen strategi eller noget andet konkret, der skulle befordre drømmen i retning af konkret virkelighed.

Jeg tror det var Josef Motzfeldt (måske var det en anden, jeg husker ikke så nøje), som fik givet spørge lysten fra salen et afsæt, idet han sagde, at ”selvstændighed er ikke noget man får, det er noget man skal kæmpe for”.

Hvor ser man denne kamp for selvstændighed i Grønland i dag?, spurgte en fra salen.  Svaret kom fra den unge Gert P.Olsen. Kampen står i uddannelsessektoren, mente han. Indtil nu, må grønlændere rejse til udlandet, især Danmark, for at tage videregående uddannelser, men det skal der laves om på i fremtiden.

Hvis ikke man helt kunne klare sig alene, så var alliancer med Island og Færøerne og evt. Canada at foretrække, frem for Danmark, kunne vi forstå. En norsktalende ansat i forsvaret, som arbejde med kystbevogtning af Grønland sagde, at om så hver eneste grønlænder fik en videregående uddannelse, så ville de aldrig nogensinde kunne påtage sig kystbevogtningen selv.

Det fik Josef Motzfeldt til at komme ind på, at befolkningstallet også skulle op!

Moderatoren prøvede forgæves at få svar på, hvorfor alliance med Danmark var så slemt. Det ville ingen gå ind på. På et direkte spørgsmål til Minik Rosing, om der var folkelig opbakning bag en løsrivelse fra Danmark, så lød det tåget, at det hele kom an på, hvilken aftale, der kom på tale. Det var under alle omstændigheder hverken lige i dag eller i morgen.

Kampen for selvstændighed i praksis.

Se her kommer så det andet møde relevant ind!  Fyraftensmøde i Sumut, med Palle Christiansen, minister for uddannelse, forskning og nordisk samarbejde, medlem af regeringen for Demokraterne.

Det er jo her, kampen for selvstændighed skal kæmpes, lærte jeg på forrige møde.  Jeg gik ind til mødet med to forventninger:
1)at blive klogere på, hvad perspektivet for udvikling af videregående uddannelser i Grønland er og
2)at høre, hvad baggrunden for og konsekvensen af omlægningen af SU til studerende, fra at være grønlandsk SU til at være dansk SU, er.

Punkt 2 fik jeg meget klart besvaret. Omlægningen er sket udelukkende for at spare 30 millioner kroner om året på det grønlandske budget, ved at udnytte rigsfællesskabets muligheder. Konsekvenserne vil ikke kunne mærkes for de studerende, idet selvstyret betaler for hjemrejse og bog-tilskud som hidtil.

At det har som konsekvens, at båndet til Danmark bliver styrket, idet der vil skulle bevilges 30 millioner ekstra til SU i Danmark, betyder åbenbart ingenting. Uddannelse er et hjemtaget område, så Grønland skal klare udgifterne selv, lyder kritikken, men Palle Christiansen siger pjat, sundhed er også et hjemtaget område, men vi sender da stadig kræftpatienter til Danmark, så det er bare mere af det samme.

Det lyder ikke som kamp for selvstændighed i mine øre.

Mit første spørgsmål angående perspektivet i uddannelsespolitikken, fik en mere indirekte besvarelse.
Palle Christiansen rullede en serie slides op, tæt beskrevne, som viste målsætning for uddannelsespolitikken frem til år 2025. Mest markant måske nok det, at fra enhver ungdomsårgang skal 70% afslutte med en kompetencegivende uddannelse og uddannelses udbuddet skal styres af erhvervskompetencernes efterspørgsel. Han mente den %-sats var realistisk.

Niveauet skal være internationalt, så grønlandsk arbejdskraft til enhver tid kan konkurrere med udenlandsk arbejdskraft med tilsvarende uddannelse.

Palle Christiansen lod forstå, at mobilitet i befolkningen var en nøglefaktor, og at det var slut med at sidde i en bygd, gemt langt væk og forvente en praktikplads. Man måtte flytte sig!

Der vil blive indbygget i koncessionerne til minedrift mm. at efter en årrække, primært i driftsfasen, har koncessionshaverne forpligtet sig til at anvende en % -sats af grønlandsk arbejdskraft. Opgaven var således, at få klargjort uddannelserne og få motiveret tilstrækkeligt mange til at stå klar om nogle år, når jobmulighederne åbner sig.

Motivationsfaktorerne kom han ikke nærmere ind på. Kun et Epinion-værktøj, som de havde fået indrettet, til monitorering af de konkrete studerende og deres frafald, blev nævnt. Forhåbentlig vil det kunne pege på problemområder tidligt, men umiddelbart virker det, som om problemerne kan ses med det blotte øje, uden nogen Epinion-database, det er snarere løsningen af dem, det kniber med.

Der blev efterhånden lidt uro i salen, da enkelte spurgte til, hvor hjertet var i alt dette her. Hjertet er i det hele, sagde Palle Christiansen frejdigt. Er der ingen pejlemærker før 2025, så vi kan få lidt substans i forandringerne? Nej, lød svaret.

En tilhører tog ordet, tydeligt rystet over hele oplægget. Palle, kom dog ned på jorden, sagde hun. Din snak om internationalt niveau hjælper ingen. 90% af det grønlandske folk føler sig smidt af samfundet. De kan ikke følge med. Hvad skal de bruge et internationalt niveau til? Den politik gør, at jeg ikke kan bo i mit eget land.
Men jeg er minister for 100%, lød svaret, ikke kun for de 90% tabere!

Hun bed sig tappert fast, og fortalte, at eftersom der var så stor mangel på sygeplejersker, hvorfor var der så højere adgangskrav til sygeplejeskolen i Nuuk end der var i Danmark, og hvorfor var der kun 12 pladser i Nuuk?  Hun havde undersøgt årgangen fra sidste år, og ud af de 12, var der kun blevet 2 færdig uddannet. Resten var angiveligt frafaldet pga. barsel og lign. fortalte hun.

Palle Christiansen svarede, at hvad eleverne lavede i deres fritid, kunne han ikke gøre noget ved!
En tilstedeværende embedsmand kunne fortælle, at lige det med sygeplejeuddannelsen skyldtes, at der var en flaskehals med praktikpladser, det var årsagen til det lille uddannelses mål. Det skulle de også til at se på.

Hvilken rolle skal Danmark spille?

På begge møderne så der ud til at være flest danskere, med lang erfaring fra Grønland og dertil nogle blandede ægtepar. Det er derfor naturligt at dansk sprog kommer op som spørgsmål.

På et direkte spørgsmål, fortalte Palle Christiansen, at han havde gået i dansk skole i Sisimiut. Han supplerede med, at fra hans jævnaldrende, var udelukkende, nogle fra dansk skole, gået videre og havde fået universitets uddannelse. Der var ingen fra grønlandsk skole, som havde fået universitets uddannelse. Han slog fast, at grønlandiseringsperioden havde været en katastrofe for Grønland.

På spørgsmålet, om han ville sikre dansksprogede skoler i fremtiden i Grønland, lød svaret, at dansksprogede skoler var henvist til den private sektor. Det kostede ca.3000 Kr./mdr i dag at få et barn i dansk skole, og så måtte man påregne en kæmpe forældre opbakning med drift og vedligeholdelse af skolen. Det var situationen og den ville ikke blive ændret.

Jeg står tilbage med følelsen af, at Danmark betyder mindre og mindre i retorikken, men mere og mere i praksis. Jeg tror ikke Grønland har hverken tid eller råd til flere drømmekager, det er på høje tid at stille spørgsmålet: hvad vil du, Grønland?