En filmanmeldelse; Cph-artfestival 2012

Vladimir Tomac: Unfinished Journeys (2012)

Med stor spænding så jeg frem til at se denne film, optaget netop i Kulusuk og i Tasiilaq i Østgrønland, kort tid før jeg selv tilbragte en måned der. Vladimir Tomac er selv fra Sarajevo og har tidligere lavet kortfilm om sin traumatiske flugt fra krigen og om at leve med traumer.

Det er jo et interessant udgangspunkt at have, for at lave film i Østgrønland. Hvad er det for et traume, som rør sig her? Med en tårnhøj selvmordsprocent og alkoholismens svøbe, er det ingen tvivl om, at samfundet, eller individer i samfundet, er traumeramt på en eller anden måde, men hvordan? 

Filmen anlægger straks fra først billede en melankolsk stemning. Det er så indbydende i den dramatiske natur i Østgrønland og ikke mindst i Kulusuk med al dens tåge og helt nøgne klipper. Flotte billeder af en dramatisk natur. Herefter bliver hovedpersonen introduceret, som er en dansktalende mand, som er på rejse for at lede efter en slægtning, måske hans mor, men jeg fik aldrig helt fat i hvem han ledte efter eller hvad helt nøjagtig der var historien bag hans savn. Det blev ved med at være svævende, som om det kun galt selve savnet og ikke genstanden for dette sagn.

Så kommer en sektion om helt anden historie, nemlig historien om de børn som blev fjernet fra deres familier for at de skulle lære dansk og føre Grønland fremad. Det er en historie, som har været og stadig er meget fremme i medierne og som mest af alt handler om, hvis skyld det er, at en sådan fejlslagen strategi blev anvendt. Det er meget problematisk at indføre en sådan ufordøjet historie i denne fortælling, som jo handler om noget helt andet. Hovedpersonen stiller ganske vist det retoriske spørgsmål: kan det være gået dig ligesådan? Men det er jo nonsense, for det ville han jo vide, i så fald.

Hovedpersonen spørger sin slægtning Anna Kuitse Thasum til råds, og hun vidste i hvert fald besked om tingene, men hun fik ikke rigtig lov at sige noget i filmen. Nu er hun desværre død her i sommers.

Værre går det i scenen, hvor en vestgrønlænder begynder at belære vores hovedperson om kolonialismens skadelige virkning, helt uden konkrete holdepunkter eller perspektiv. Han taler løs i en lang enetale om hvordan fratagelse af sit sprog gør personen usynlig.

Jeg forstår godt at vores ven her, bare sidder tavs og med trist mine og lytter, for han oplever lige netop det der bliver talt om: at blive frataget sit østgrønlandske sprog. Men det faktum forholder filmen sig slet ikke til!

Til slut skal der virkelig sættes trumf på. Det viser sig, at hovedpersonen optræder som kateket, han er måske kateket, og læser højt af en tekst af Hans Egede som handler om, at grønlænderne først skal gøres til mennesker, før de kan kristnes. Et sådant citat fra første halvdel af 1700-tallet, fra en pietistisk apostel, grebet helt ude af kontekst, virker tungt og klodset og hele filmen bliver til et stykke politisk makværk.

Hele det poetiske anslag som åbnede filmen, virker nu mere kvælende og forkrampet end forløsende på nogen måde. Filmen har ikke nærmet sig en forståelse af det grønlandske traume på noget punkt og bidrager blot til den trend vi ser rundt omkring, som er en fastholdelse af grønlænderen som et offer.

Det havde været interessant at lade hovedpersonen forholde sig til den sprogdiskriminering der sker af østgrønlandsk sprog i dag, blot for at tage et af de mange temaer filmen berører uden at komme omkring det på nogen afklarende måde. Det er en følesuppe som ikke tjener noget formål, kun en fejring af det traumatiserede sind.

Jeg tvivler på, at Vladimir Tomic er blevet mindre traumatiseret i sit personlige liv af at lave denne film og den gør ikke noget godt for grønlænderne. Den puster til en især vestgrønlandsk nationalistisk bølge, som spiller på en romantisk forestilling om, at Grønlands problemer kan ophæves ved at gøre danskerne og rigsfællesskabet til fjenden. 

Det er en skam vi skal kæmpe med disse forblommede tågesyn i en tid, hvor Grønland har så meget brug for at forstå sig selv.

Grønlandstema II: efterskrift

Efterskrift fra Reykjavik.

Pludselig er jeg omgivet af en sfære af Laundromats og Tiger butikker og alt bliver så trygt og godt. Afslappet. Fordringsløst.  Ligenu er det bare dejligt. Var det det jeg flygtede fra? Min sjæl er her ikke endnu, kun min krop nyder, at brusebadet er varmt og der er netforbindelse på et vibrerende levende sted, hvor jeg kan nyde et glas rødvin, mens jeg skriver.

Højdepunktet er, næstefter måske selve brusebadet, at se en retrospektiv udstilling af Errô, på Hafnarhus Reykjavik Art Museum, i anledning af hans 80 års fødselsdag. Det var et løft direkte ind i nutiden og i en kunstnerisk formåen, som er blevet drænet ud af mig den sidste måned.

Det er skønt at se kunst, som bare er en del af en selv. Kunst, som er så enkel og god, at den lever umiddelbart, uden at kræve så voldsomt meget af mig. Jeg skal ikke være så meget på, som jeg har været i fire uger nu. Errô har lavet nogle fantastiske tegninger, viser det sig. Jeg kendte han ikke før idag. Underligt, at han er 80 år, for jeg føler mig jævnaldrende med ham. Hmm. Han er åbenbart mest berømt for sine collager og mere designprægede værker, som f.eks. nogle te dåser. Det er en utrolig tryg verden at befinde sig i, denne kollektive verden af nordeuropæisk formgivning. Alting bliver igen enkelt og selvfølgeligt.

Der var også en skøn lille film af Independent, en kunstnergruppe, som viste opsendelsen af en luftballon over Jerusalem med påskriften ”den palæstinensiske ambassade” og lydsiden var en sang af en kvinde fra Gaza. Så enkel og så politisk. En dialog med verden, som føles utænkelig i Østgrønland. Men hvorfor egentlig? Måske fordi, at man i Kulusuk tager en dag af gangen.

Hvad ville en politisk ballon handle om i Kulusuk, hvis de opsendte en? Jeg er helt blank. Jeg har absolut ingen anelse. Måske har de bare travlt med at holde øje med hinanden og travlt med at fange nogle sæler og nogle hvaler.

At de føler et ydre pres er der ingen tvivl om, det kan man aflæse i deres uvilje imod danskere og fremmede i det hele taget, på trods af, at indtægterne herfra, er helt uundværlige i dette lille samfund. Men hvor presset egentlig ligger, det er sværere at afgøre.

På tre ugers afstand.

Det er jo gået op for mig, at Gustav Holm i 1884 er den første fremmede, som har mødt østgrønlænderne og det er jo for kun omkring fire generationer siden! Dengang var den samlede befolkning på 413 eskimoer. Da han senere vendte tilbage for at komme befolkningen til undsætning, viste det sig, at kun 243 havde overlevet de ni år der gik, inden Gustav Holm kom tilbage, klar til at installere den handelsstation, som skulle fritage dem for en lang of besværlig tur til Skjoldungen og Sydgrønland efter jerntøndebånd og den slags.

Det er også gået op for mig, at spørgsmålet med befolkningens størrelse og frem/tilbagegang ikke er så helt enkelt. På http://www.stat.gl kan man læse, at den samlede befolkning på Østgrønland er steget de seneste år, så måske flytter de bare lidt rundt.

En hurtig forespørgsel om dødsårsager, ser det ud til at lungekræft er lidt højere end andre former, men at tuberkulose er meget sjældent forekommende og måske er kræftrisikoen slet ikke så høj som de selv tror deroppe. Det er i hvert fald ikke så helt enkelt at sige noget om, ud fra statistikken.

En ting er dog bekræftet i statistikken, og det er selvmordsraten. Den er meget høj. Ved hurtig hovedregning ud fra de sidste 10 års gennemsnit, kunne det ligne tyve gange frekvensen i Danmark. Det er jo ikke så underligt, at det var noget der gik prægede mit ophold i Kulusuk.

Alligevel har granskningen af litteraturen, efter min hjemkomst, givet mig et større håb for Kulusuk end lige da jeg rejste derfra. Hvis de har kunnet eksistere med kun 243 individer, for kun 4 generationer siden, så kan de også gøre det i dag. Det er selvfølgelig et risikabelt liv, men det har de mange bølger af indvandring til Østgrønland gennem historien jo vist, at livet på Østgrønland altid har været. Alligevel har der hele tiden været noget, som har ønsket at gøre forsøget. Det bliver der nok ved med at være.

Alt i alt er jeg kommet hjem med flere spørgsmål end svar, men det er jo dejligt. Jeg vender nok tilbage her på bloggen, hvis min undersøgelse af litteraturen skulle frembyde noget, som jeg kan genkende som et svar på en af de mange løse ender. Der er en hel bølge af beretninger om kunstnere og antropologer og andet godtfolk, som har bosat sig i Tasiilaq og omegn i 30’erne. Jeg er startet ved Eigil Knuth. Ved et tilfælde opdagede jeg, at han har lavet skulpturer af folk, som at dømme efter navnene og fødestederne, er bedsteforældre eller oldeforældre til dem jeg selv har mødt.

Jeg kan huske Pia Arke, som var en dansk/grønlandsk kunstner,  gik i gang med at udforske sin familie i Ittoqqortoormiit (Scoresbysund). Det viste sig, at hun kunne sammenstykke et helt familiealbum, ved at gå på jagt danskernes albums. Hun konstaterede, at grønlænderne, måske især østgrønlænderne, var det mest gennem fotograferede folkefærd.

Med alle de beretninger og dagbøger som findes, må det være muligt at efterforske hver eneste slægts historie på hele østkysten.

Men hvad de tænker og forestiller sig, en nok en ganske anden sag.