Søg i denne blog

søndag den 29. marts 2020

Hvad kan vi lære af coronavirus pandemiens første udbrud?

Jeg sidder nu i karantæne som alle andre, og befinder mig godt med det, men jeg har heller ikke en flok unger om benene og et online job at passe. Netop derfor tænker jeg, tiden er kommet for mig, til at samle nogle tanker om situationen.

Det er jo i det store hele gået godt indtil nu og vi har ikke set de helt gruopvækkende scener, som de har set i f.eks. Italien. Eksperter regner med, pandemien i DK topper i næste uge eller ugen efter, og vi starter da fra et komfortabelt sted, så jeg tror nok det skal forløbe uden de store katastrofer. Tak for det, sygehusvæsen!

Skulle vi have lukket grænserne?

Det mener jeg vi skulle, selvom det var et kæmpe chok. Det har været et omstridt punkt, for det er meget dyrt for samfundet. Argumenterne imod har været, at det har vi ikke råd til og at det ikke nytter noget, når først smitten er kommet indenfor grænsen og at der ikke er evidens for, at det har effekt.

Det økonomiske kommer jeg tilbage til senere, men smittespredningen er et særskilt spørgsmål. Jeg  tænker rent praktisk, så må man lukke om den enhed, der skal bekæmpe pandemien. Det er i dette tilfælde den danske stat. Andre lande vælger en anden strategi for smittebekæmpning og derved taber man overblikket, hvis man ikke kontrollerer sin egen enhed. Man har holdt varetransport fri for grænselukning, da det kun er mennesker der kan smitte.

Vi kunne jo, i den ideelle verden, have haft et EU pandemiberedskab, men der er vi jo tydeligvis meget langt fra at være. Der er gået dybe skår i EU, også som følge af coronavirus, men det må vi se betydningen af senere. Hvordan gør man, når det bliver det et problem med pendlere fra Polen og Sverige og så videre.

Det var helt klart en fejl af direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, at han gik ud i offentligheden for at sige, at lukning af grænserne var ikke hans idé. Det er temmelig illoyalt overfor regeringen på den måde at fremkomme med enkeltdele af de drøftelser, der har været i statsministeriet.

Sagen er vel, at der heller ikke er evidens for det modsatte, at det er en god idé, at holde grænserne åbne for personer. Logisk set, vil det jo ikke betyde noget at blande to eller flere befolkningsgrupper, hvis de er lige smittede, men det er de jo ikke, netop fordi vi anvender forskellig strategier i forskellige lande og fordi pandemien er nået forskellige stadier rundt omkring. Under Den spanske Syge var det hjemsendelsen af soldaterne efter 1. verdenskrig, der fik epidemien til at tage fat.

Argumentet for at lukke grænsen er vel, at holde den operative enhed isoleret. Det har jo klart været en stor fordel for Kina, at deres enhed er så stor, at de har kunnet samle ressourcerne omkring epicentrerne. Det kunne også have været en fordel for USA, den det ser ikke ud til deres præsident har tænkt sig at udnytte den fordel.

Havde italienerne lukket grænsen for en kæmpe strøm af kinesiske turister, så var det næppe gået så galt dernede. Havde man lukket ned for samfundet, så var folk måske heller ikke flygtet fra Nord- til Syditalien og dermed spredt smitten yderligere, så hele Italien nu er i undtagelsestilstand.

Herhjemme begik vi den fejl, at vi hentede et antal danskere hjem fra Wuhan. Tilmed sende dem hjem uden videre, kun på grundlag af, at de ikke havde feber den dag. Der gik ikke længe, før smitten var i samfundet og ikke længere kunne kildespores.

Vi gik altså fra pandemiens første fase, hvor man optrævler, hvem der kan være smittede og får dem isoleret, til pandemiens anden fase, hvor man blot tester, for at finde dem med smitte og betragter alle andre som potentielt smittede. Der kunne jo godt tænkes at være en sammenhæng med de hjemtagne fra Wuhan. Som et minimum skulle de have været isoleret i 14 dage.

Har vi råd til en pandemi?

Det har svirret med tal for, hvad det koster økonomien og samfundet, at lukke så meget ned for alting. Der er jo ingen tvivl om, at det vil få konsekvenser, men kan vi for alvor vælge det fra, at bekæmpe pandemier?

Der har været så meget ”boomer-bashing” de seneste år, så at pandemien lige skulle ramme denne generation hårdest, er næste for ”nice”. Jeg har set folk argumentere for, at boomerne alligevel ikke har mange år at leve i længere, så hvorfor skal vi bruge 1 mio. Kr per patient, for at holde dem i live?

Så let er regnestykket ikke. Selvom det er boomerne der dør af corona, så er der mange yngre og unge mennesker, som bliver svært syge. Corona efterlader sig arvæv i lungerne og det kan jo ikke være en god ting.

Men det helt store problem ved at sparke boomerne til hjørne er, at det vil forandre moralen i samfundet grundlæggende. Hvis vi bryder den kontrakt vi har om, at ethvert liv er lige meget værd/lige vigtigt, så følger det logisk, at kommende generationer vil horde om sig selv og umuliggøre almindelig solidarisk praksis eller bare tillidsbaseret samarbejde. Det vil handicappe økonomien voldsomt og står ikke mål med den ”besparelse” man får lige nu, hvis man tænker sig at lade coronaen gå sin gang og bare fortsætte, som om ingenting var hændt.

Tidskriftet Videnskab har en meget interessant artikel om netop de sociale konsekvenser, idet to engelske økonomer sammenligner corona pandemien med Den spanske Syge. Dengang var det de 15-40-årige, der blev ramt. Deres konklusion er trefold: 1) inddæmning af sygdommen 2) gennemsigtig og sand kommunikation er vigtig 3)Vi skal forberede os på det værst tænkelige scenarie. Det er de tre centrale erfaringer fra Den spanske Syge vi bør lære af, ifølge artiklen.


Har vi et pandemi beredskab?

Sundhedsminister Magnus Heunecke var fremme med en graf, straks regeringen lukkede Danmark ned onsdag den 11. marts. Den viste en høj rød kurve, som var virus helt uden hæmning, og en fladere grøn kurve, som var en virusudvikling med begrænset social bevægelse. Pointen med den graf var, at der var en vandret linje, som viste sygehusvæsnets kapacitet lige nu, og det var den linje vi skulle prøve at holde os under, så ville alle kunne nå at få relevant behandling.

Vi ved alle nu, at Italien og måske NY og Spanien ikke formåede at holde sig under den linje, og det ser grimt ud. Foreløbig ser det ok ud her, men vi venter stadig på kulminationen i de næste uger. Der er grund til optimisme, hvad det angår.

Vi er som sagt forbi første fase: opsporings-fasen, og er videre i anden fase, hvor vi kun tester for at finde de patienter, som behøver hospitalsindlæggelse og på det seneste, også test af sundhedspersonalet, hvis de føler sig syge. Det er efter min vurdering en lidt svag start, men vi hænger stadig på. Jeg tror på, vi er klar til kulminationen i de næste uger og derefter går det fremad, håber jeg.

Det ser ikke ud til, at der er noget land i hele verden, som havde et egentligt pandemiberedskab! Det er som om alting bliver strikket sammen, mens vi går vejen. Hvorfor har vi ikke planer for nødhospitaler? Hvorfor har vi ikke værnemidler på lager? Hvorfor har vi ikke en plan for beredskab af uddannet relevant sygehuspersonale? Et lager af relevant materiel til bekæmpelse af pandemier? Vi har jo vidst i årtier, at der ville komme pandemier.

Hvis vi havde haft et relevant pandemiberedskab, så havde vi kunnet forblive i første fase: opsporings-fasen, som er væsentligt billigere end en kollektiv karantæne, som den vi befinder os i lige nu.

Pointen er, at det er linjen på grafen, der skal højere op! Havde den været helt oppe over den røde kurve, var der slet intet problem, men også bare halvvejs oppe, ville vi have sparet samfundet for rigtig mange penge.

Lad os nu gøre det bedre.

Vi hører fra eksperterne, at pandemier kommer igen. Hvis vi nu får corona tilbage til f.eks. november, er vi så klar til det? Det kan jeg jo være alvorlig bange for, vi ikke er. Vi kom igennem første angreb i nogenlunde god ro og orden, men hvis vi skal være lidt smarte, så behøver vi jo at forberede det næste angreb. Forblive i opsporings-fasen denne gang. Nu, hvor vi har fået chokket, så lad os da tage denne udfordring alvorligt.

Lad os begynde at opbygge det pandemiberedskab, som vi og resten af verden jo tydeligvis ikke har. Næste gang bliver det måske ebola? Måske har coronaen muteret, inden den kommer tilbage til efteråret. Lad os nu bruge vores indsigt og læring, så vi ikke igen står og opfinder ting, mens vi går vejen. Lad os bare glæde os over, at corona trods alt var en mild pandemi. Nu har vi tid til at gøre det bedre næste gang.