Jeg sidder nu i karantæne som alle
andre, og befinder mig godt med det, men jeg har heller ikke en flok
unger om benene og et online job at passe. Netop derfor tænker jeg,
tiden er kommet for mig, til at samle nogle tanker om situationen.
Det er jo i det store hele gået godt
indtil nu og vi har ikke set de helt gruopvækkende scener, som de
har set i f.eks. Italien. Eksperter regner med, pandemien i DK topper
i næste uge eller ugen efter, og vi starter da fra et komfortabelt
sted, så jeg tror nok det skal forløbe uden de store katastrofer.
Tak for det, sygehusvæsen!
Skulle vi have lukket grænserne?
Det mener jeg vi
skulle, selvom det var et kæmpe chok. Det har været et omstridt
punkt, for det er meget dyrt for samfundet. Argumenterne imod har
været, at det har vi ikke råd til og at det ikke nytter noget, når
først smitten er kommet indenfor grænsen og at der ikke er evidens
for, at det har effekt.
Det økonomiske
kommer jeg tilbage til senere, men smittespredningen er et særskilt
spørgsmål. Jeg tænker rent praktisk,
så må man lukke om den enhed, der skal bekæmpe pandemien. Det er i
dette tilfælde den danske stat. Andre lande vælger en anden
strategi for smittebekæmpning og derved taber man overblikket, hvis
man ikke kontrollerer sin egen enhed. Man har holdt varetransport fri
for grænselukning, da det kun er mennesker der kan smitte.
Vi kunne jo, i den
ideelle verden, have haft et EU pandemiberedskab, men der er vi jo
tydeligvis meget langt fra at være. Der er gået dybe skår i EU,
også som følge af coronavirus, men det må vi se betydningen af
senere. Hvordan gør man, når det bliver det et problem med pendlere fra Polen og Sverige og så videre.
Det var helt klart
en fejl af direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, at
han gik ud i offentligheden for at sige, at lukning af grænserne var
ikke hans idé. Det er temmelig illoyalt overfor regeringen på den
måde at fremkomme med enkeltdele af de drøftelser, der har været i
statsministeriet.
Sagen er vel, at
der heller ikke er evidens for det modsatte, at det er en god idé,
at holde grænserne åbne for personer. Logisk set, vil det jo ikke
betyde noget at blande to eller flere befolkningsgrupper, hvis de er
lige smittede, men det er de jo ikke, netop fordi vi anvender
forskellig strategier i forskellige lande og fordi pandemien er nået forskellige stadier rundt omkring. Under Den spanske Syge var
det hjemsendelsen af soldaterne efter 1. verdenskrig, der fik
epidemien til at tage fat.
Argumentet for at
lukke grænsen er vel, at holde den operative enhed isoleret.
Det har jo klart været en stor fordel for Kina, at deres enhed er så
stor, at de har kunnet samle ressourcerne omkring epicentrerne. Det
kunne også have været en fordel for USA, den det ser ikke ud til
deres præsident har tænkt sig at udnytte den fordel.
Havde italienerne
lukket grænsen for en kæmpe strøm af kinesiske turister, så var
det næppe gået så galt dernede. Havde man lukket ned for
samfundet, så var folk måske heller ikke flygtet fra Nord- til
Syditalien og dermed spredt smitten yderligere, så hele Italien nu
er i undtagelsestilstand.
Herhjemme begik vi
den fejl, at vi hentede et antal danskere hjem fra Wuhan. Tilmed
sende dem hjem uden videre, kun på grundlag af, at de ikke havde
feber den dag. Der gik ikke længe, før smitten var i samfundet og
ikke længere kunne kildespores.
Vi gik altså fra
pandemiens første fase, hvor man optrævler, hvem der kan være
smittede og får dem isoleret, til pandemiens anden fase, hvor man
blot tester, for at finde dem med smitte og betragter alle andre som potentielt smittede. Der kunne jo godt tænkes at være en
sammenhæng med de hjemtagne fra Wuhan. Som et minimum skulle de have
været isoleret i 14 dage.
Har vi råd til en pandemi?
Det har svirret
med tal for, hvad det koster økonomien og samfundet, at lukke så
meget ned for alting. Der er jo ingen tvivl om, at det vil få
konsekvenser, men kan vi for alvor vælge det fra, at bekæmpe
pandemier?
Der har været så
meget ”boomer-bashing” de seneste år, så at pandemien lige
skulle ramme denne generation hårdest, er næste for ”nice”. Jeg
har set folk argumentere for, at boomerne alligevel ikke har mange år
at leve i længere, så hvorfor skal vi bruge 1 mio. Kr per patient,
for at holde dem i live?
Så let er
regnestykket ikke. Selvom det er boomerne der dør af corona, så er
der mange yngre og unge mennesker, som bliver svært syge. Corona
efterlader sig arvæv i lungerne og det kan jo ikke være en god
ting.
Men det helt store
problem ved at sparke boomerne til hjørne er, at det vil forandre
moralen i samfundet grundlæggende. Hvis vi bryder den kontrakt vi
har om, at ethvert liv er lige meget værd/lige vigtigt, så følger
det logisk, at kommende generationer vil horde om sig selv og
umuliggøre almindelig solidarisk praksis eller bare tillidsbaseret
samarbejde. Det vil handicappe økonomien voldsomt og står ikke mål
med den ”besparelse” man får lige nu, hvis man tænker sig at
lade coronaen gå sin gang og bare fortsætte, som om ingenting var
hændt.
Tidskriftet
Videnskab har en meget interessant artikel
om netop de sociale konsekvenser, idet to engelske økonomer
sammenligner corona pandemien med Den spanske Syge. Dengang var det
de 15-40-årige, der blev ramt. Deres konklusion er trefold: 1)
inddæmning af sygdommen 2) gennemsigtig og sand kommunikation er
vigtig 3)Vi skal forberede os på det værst tænkelige scenarie. Det
er de tre centrale erfaringer fra Den spanske Syge vi bør lære af,
ifølge artiklen.
Har vi et pandemi beredskab?
Sundhedsminister
Magnus Heunecke var fremme med en graf, straks regeringen lukkede
Danmark ned onsdag den 11. marts. Den viste en høj rød kurve, som
var virus helt uden hæmning, og en fladere grøn kurve, som var en
virusudvikling med begrænset social bevægelse. Pointen med den graf
var, at der var en vandret linje, som viste sygehusvæsnets kapacitet
lige nu, og det var den linje vi skulle prøve at holde os under, så
ville alle kunne nå at få relevant behandling.
Vi ved alle nu, at
Italien og måske NY og Spanien ikke formåede at holde sig under den
linje, og det ser grimt ud. Foreløbig ser det ok ud her, men vi
venter stadig på kulminationen i de næste uger. Der er grund til
optimisme, hvad det angår.
Vi er som sagt
forbi første fase: opsporings-fasen, og er videre i anden fase, hvor
vi kun tester for at finde de patienter, som behøver
hospitalsindlæggelse og på det seneste, også test af
sundhedspersonalet, hvis de føler sig syge. Det er efter min
vurdering en lidt svag start, men vi hænger stadig på. Jeg tror på,
vi er klar til kulminationen i de næste uger og derefter går det
fremad, håber jeg.
Det ser ikke ud
til, at der er noget land i hele verden, som havde et egentligt
pandemiberedskab! Det er som om alting bliver strikket sammen, mens
vi går vejen. Hvorfor har vi ikke planer for nødhospitaler? Hvorfor
har vi ikke værnemidler på lager? Hvorfor har vi ikke en plan for
beredskab af uddannet relevant sygehuspersonale? Et lager af relevant
materiel til bekæmpelse af pandemier? Vi har jo vidst i årtier, at
der ville komme pandemier.
Hvis vi havde haft
et relevant pandemiberedskab, så havde vi kunnet forblive i første
fase: opsporings-fasen, som er væsentligt billigere end en kollektiv
karantæne, som den vi befinder os i lige nu.
Pointen er, at det
er linjen på grafen, der skal højere op! Havde den været helt oppe
over den røde kurve, var der slet intet problem, men også bare
halvvejs oppe, ville vi have sparet samfundet for rigtig mange penge.
Lad os nu gøre det bedre.
Vi hører fra
eksperterne, at pandemier kommer igen. Hvis vi nu får corona tilbage
til f.eks. november, er vi så klar til det? Det kan jeg jo være
alvorlig bange for, vi ikke er. Vi kom igennem første angreb i
nogenlunde god ro og orden, men hvis vi skal være lidt smarte, så
behøver vi jo at forberede det næste angreb. Forblive i
opsporings-fasen denne gang. Nu, hvor vi har fået chokket, så lad
os da tage denne udfordring alvorligt.
Lad os begynde at
opbygge det pandemiberedskab, som vi og resten af verden jo
tydeligvis ikke har. Næste gang bliver det måske ebola? Måske har
coronaen muteret, inden den kommer tilbage til efteråret. Lad os nu
bruge vores indsigt og læring, så vi ikke igen står og opfinder
ting, mens vi går vejen. Lad os bare glæde os over, at corona
trods alt var en mild pandemi. Nu har vi tid til at gøre det bedre
næste gang.