Danmark har fået et nyt parti. Det er
altid glædeligt når de nye danskere vælger at engagere sig i
samfundet og gør sig erfaringer med at komme til orde.
Nationalpartiet er stiftet af tre brødre, oprindeligt fra Pakistan
og senest har de fået Yahya Hassan, den berømte digter, med også.
Navnet og hjemmesiden.
Jeg må indrømme,
det gibbede lidt i mig, da jeg første gang hørte navnet
Nationalpartiet. Jeg synes det bærer en skygge af Nationalsocialisme
i sig. Det bliver på en sær måde understreget af det voldsomt
dominerende Dannebrog, som flagrer på deres hjemmeside.
De virkede ellers
så internationale på mig, de tre unge mennesker, så hvorfor lige
det navn? Det er angiveligt fordi partiet appellerer til hele
nationen. En lidt bagvendt logik, når man tænker på, at mange af
de mærkesager de har, vedrører medborgere, som IKKE har dansk
statsborgerskab, og altså ikke er “danskere” i retsstatslig
forstand.
Det virker
mærkeligt, at de ønsker at lægge en skærings linie netop der, ved
statsborgerskabet. Måske er det utilsigtet, men navnet og den
bastante form for national stolthed, er fremmedartet i Danmark.
“Tre danske værdier”.
Respekt,
tolerance og fredelig sameksistens er angiveligt de tre
danske værdier man vil bygge partiet op om. Men der er jo ikke tale
om danske værdier! Der er i bedste fald tale om generelle værdier.
Ud fra materialet på partiets hjemmeside, må man tro, at her
snarere er tale om nogle værdier, som partiet vil appellere til, med det formål, at fremme partiets
mærkesager, som hovedsaglig går ud på, at gøre livet lettere for
de nytilkomne, hvad enten de er statsborgere eller ej. Et fuldt ud
hæderligt motiv.
Problemet bliver
jo så bare, om det er nogle værdier, som vil møde genklang hos de
blege danskere. Dem som har levet i Jantelovens Danmark siden de
glemte deres tilknytning til et eventuelt andet sted. Vi skal jo ikke
glemme, at vi består af indvandrere fra Tyskland, Holland, Polen,
Norge, Irland og så videre, som blot har glemt vore aner, og har
fundet et hjem i Jantelovens Danmark.
Janteloven er
defineret negativt i de ti bud formuleret af Aksel Sandemose og det
er måske det største handicap i forsøget på at forstå, hvordan
vi selv tænker. Det er vanskeligt at italesætte en selvforståelse,
som bygger på et negativt selvbillede, men ikke desto mindre er det
vigtigt at prøve at komme til det.
Rend mig i traditionerne.
Lad os se lidt
nærmere på én af de værdier Nationalpartiet ønsker at bygge på,
nemlig respekt. Respekt er jo umiddelbart et plusord. “Jeg har
respekt for dig”; “du har respekt for mig”. Det er ord vi
bruger, men der lurer en afstand imellem os, når vi bruger dem. En
konflikt. Et strejf af ubehag. Det er et ord, som hører hjemme i en
hierarkisk sammenhæng. “Jeg ønsker fred med dig”.
Derimod er
respektløshed en dansk værdi!
Den har givet os
kulturradikalistmen og ungdomsoprøret og i bund og grund også
velfærdssamfundet. Man gjorde op med godsejere, kirken og
“hattedamers” tilfældige barmhjertighed og almisser og ændrede
den sociale forsogn til en rettighed, som ingen skulle tigge om, men
som man med oprejst pande kunne gøre krav på. Det skulle ikke
længere være en skam at være fattig. “Du er ikke et bedre
menneske, fordi du er rig”, er den underliggende tankegang i
velfærdssamfundet, og den tanke er en meget central værdi i
Danmark.
Når jeg tænker på danske børn, så
kan jeg ikke høre dem sige: “jeg har respekt for min far.” Et
sådant udtryk vil straks lede tanken hen på vold i familien. Jeg
hører dem sige: “jeg elsker min far”, eller “jeg savner min
far”, eller lignende udsagn, men respekt er ikke et udtrykt, der
falder naturligt i sammenhængen. Det er der en grund til. Vi elsker
jævnbyrdighed, selv indenfor familien.
Det er måske i virkeligheden her, den
store tegning-krise har sit udspring. Respektløshed er en sædvanlig
måde at teste ting og fænomener på her til lands og det er en
kontekst, som ikke altid bliver forstået i udlandet.
I 50'ernes og 60'ernes økonomiske
opsving, var det naturlig for en ny middelklasse, at markere sin nye
status i form af “dollergrin”, parcelhuse og carporte og den
slags, men det udløste et oprør fra de kulturradikale og som
forhindrede, at jævnbyrdigheden blev sat over styr. Blev
middelklassen for egenkærlig, blev de mødt med udtryk som
“ligusterfacister” og den slags. Der var en permanent forhandling
om retten til at træde ud af Janteloven og blive liberalt
egenkærlig. Det var dengang, problemet med du og De gled ud af
sproget.
Hidtil er det kulturradikalerne, med
deres udsyn i verden og deres insisteren på social ligeværdighed,
som har haft megafonen i hånden. Fornyelsen kom gennem opbrud af
normer og traditioner og en stadig provokation af vanetænkning og
uberettigede privelegier hos borgerskabet. Så kom globaliseringen,
drevet af produktions- og finansverdenen, og ændrede lidt på
tingene.
Har Janteloven en change idag?
Hvis man ønsker
at bygge på danske værdier, så er Janteloven helt klart et bedre
bud. Den er defineret temmelig negativt, men med en vis omvending af
betragtningsmåden, kan man godt finde grobund for en
samfundsudvikling her.
Enhver dansker
kender til indholdet og funktionsmåden. Allerede her kan vi se, at
Janteloven er en meget central og præcis beskrivelse af skandinavisk
kultur.
Selvom de seneste
generationer siden Sandemose i 1933 formulerede Janteloven, er vokset
op med at nedgøre netop Janteloven og dens afledte funktionsmåde,
ja så bliver funktionen gentaget igen og igen. Dette ville jo ikke
være tilfældet, hvis der ikke var noget konstruktivt og værdifuldt
i netop den kultur, den skandinaviske.
Vi er meget
konsensus søgende og enhver diskussion skal helst ende med: “i
virkeligheden er vi enige, vi udtrykker os bare forskelligt...”
Sådan kan Janter godt lide det. Vi skal være tæt forbundne og i
samme båd. Janter undgår helst at være forskellige. Det er så
vigtigt at kunne spejle sig i hinanden og se et ret præcist
spejlbillede.
Men hvorfor er det
så vigtigt at være et spejl af hinanden i Danmark? Det er det fordi
vi danskere elsker at være hudløst sammen og næsten opløse den
ydre grænse imellem os, så vi får en “næsten” direkte adgang
til et uforfalsket indre. Først dér, kan vi rigtig hygge os. Hygge
er trodsalt alfa og omega i Janternes land, ikke kun i Danmark. Vi er
afhængige af rum, lukket af for verden, hvor vi uden frygt for
konflikt kan forbinde os med hinanden og føle os sammen. Det er det
stof hygge er gjort af. Men det er også det stof venskaber er gjort
af i Skandinavien. Tilgengæld kan vi hygge os og blive venner med
hvem det skal være, hvis de bare forstår denne nøgle til hygge, og
det der faktisk mange der gør!
Nationalpartiet i Folketinget.
Det er lidt svært
at se, hvem det er, partiet henvender sig til. Selvom de sætter en
talentfuld og succesrig digter i forgrunden, så er det digtlæsende
segment ikke så stort igen. Der skal flere til. Måske er der tale
om helt nye værdier, som kan hjælpe flygtninge og indvandrere til et
bedre liv her. Det er bare ikke særlig nemt sådan at opdrage på
danskerne. At kæmpe imod Janteloven er i særdeleshed svært.
Men flygtninge og
indvandrere kan heller i sig selv samle nok stemmer og desuden bliver
ghettomiljøerne ikke ligefrem strøget med hårene heller, i
partiet. De skal tage og læse deres Koran og forstå, at Islam har
højt til loftet, som Yahya Hassan siger. Ikke alle steder noget nemt
krav at leve op til.
Vi må vente og se
om det lykkes dem, men det ligner mere en tænketank end et politisk
parti.
